Home Blog Page 451

Fortsat mulighed for at hente medicin i Hørby

0

Med Hørby Brugs lukning pr. 31. juli slutter et langt og godt samarbejde mellem Sæby Apotek – og tidligere Østervrå Apotek – og Brugsen i Hørby. Samarbejdet har fungeret til gavn og glæde og såvel borgere som Brugsen og apotek, og fra apotekets side kan vi kun beklage, at udviklingen ikke lader forretningen overleve.

For fortsat at kunne servicere vore kunder i Hørby, er vi glade for at kunne meddele, at Hørby Bageri har sagt JA til at overtage opgaven som lokalt afhentningssted for medicinpakker fra Sæby Apotek.

Der bliver dog nogle ændringer, idet Hørby Bageri holder lukket om mandagen, hvorfor det ikke er muligt at få sin medicin der, her må vi henvise til Sæby Apotek, OK-plus på trafikcenter Syd, Østervrå Apotek eller Dybvad Brugs. Det vil heller ikke længere være muligt at købe håndkøbslægemidler direkte ved bageren, de skal bestilles på Sæby Apotek.

”Som apoteker er jeg meget glad for at Helle Madsen, Hørby Bageri har sagt ja til at hjælpe lokalsamfundet og os, også selv om det ikke bliver helt, som det har været hidtil.

Vi ser frem til et godt samarbejde” udtaler apoteker Preben Smed Jeppesen, Sæby Apotek

Spritbilist uden kørekort

0

Uddrag fra Nordjyllands Politis døgnrapport

Natten til mandag 17.07 var en patrulje forbi Bollervej i Tårs. Her spottede de en bil, der var ude på en meget sen søndagstur.

De valgte derfor at stoppe bilisten til et rutinetjek. Den 19-årige bilist virkede beruset og talte snøvlende. Da betjentene spurgte om et kørekort, måtte han desuden erkende, at han altså ikke havde fået sig sådan ét.

En alkometertest viste desuden en promille på over det tilladte, hvorfor han fik et lift til stationen, hvor en blodprøve skulle bekræfte promillen.

Hver sjette dødsulykke skyldes alkohol. Lad bilen stå, hvis du er i tvivl. 

 

Arbejdet med at lave en legeplads i Søparken er startet

0

Har man været i Søparken i Dybvad i den seneste uge, har man kunnet se udgravningen til den nye legeplads, der kommer til at ligge på den store plads, hvor også Søparkhuset ligger.

Det var 8-10 personer både fra borgerforeningen og andre frivillige, der havde lyst til at give en hånd med ved arbejdet. Hertil kommer, at der var både gummiged og rendegraver til at hjælpe med graveriet.

Man har fyldt sand i og jorden, der er blevet gravet op, er blevet lagt op bag Mindestenen. Nu skal det hele falde til, fortæller Norma Pedersen fra borgerforeningen og så kommer der hegn op i august.

Ud over at fortælle om starten på legepladsen, så gjorde Norma også opmærksom på, at Landsbypedellerne har klippet stier m.m. til, så det er lettere at færdes rundt om søen og i Søparken i det hele taget.

Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

Indbrud i Dybvad

0

Uddrag fra Nordjyllands Politis døgnrapport

Tyve begik den 17.07.17 kl. 10.00-15.30 indbrud i en villa på Fjembevej i Dybvad.

Tyvene kom ind ved at bryde et køkkenvindue op og stjal værktøj, pengeskab, våbenskab, svejser/skærebrænder, en havetraktor, et fjernsyn, en bærbar PC samt en iPhone m.m.

En orange Mercedes Vito kan muligvis sættes i forbindelse med indbruddet.

Indbrud ved Lendum

0

Uddrag fra Nordjyllands Politis døgnrapport

Tyve begik den 17.07.17 i tidsrummet kl. 12.00-15.50 indbrud i en villa på Løthvej i Sindal.

Tyvene var kommet ind ved at bryde et vindue op med – formentlig – et koben, og stjal en hvid iPad mini med rødt cover, et fladskærms-TV af mrk. Phillips 55.

Tyvene havde gennemrodet skuffer og skabe i hele huset, ligesom familiens hund var blevet lukket ud i garagen.

Der vippes med tæer til harmonika- toner og fuglesang

0

De fremmødte trommer i bordene, vipper med tæerne, klapper i takt og synger med når tonerne til Lille Alvilda, Sejle op ad åen, Dagen i dag eller Svantes lykkelige dag toner ud af harmonikaerne ved åen sammen med guitarspil, trommer og sang. Mellem de musikalske toner, blander fuglene sig ivrigt oppe fra træerne – ikke mindst isfuglen der kommer flyvende i raketfart og ivrigt lader sit skingrende kald lyde ud over åen. Her skal man være hurtig, for at få øje på den flotte lille fugl, men man kan ikke undgå at høre den.

Det er Agersted Harmonikaklub, der holder øveaften på platformen ved Riverside Voerså.

Når vejret er en stille lun sommeraften, er der fuldt hus ved åen til disse øveaftener, og folk kommer gerne igen torsdag efter torsdag, for at nyde både musik og natur i dette lille grønne paradis ved åen. Lidt forfriskninger og lidt at spise skal der også til, og det hentes i kiosken og nydes på platformen sammen med udsigten til forbisejlende kanoer og vandcykler på åen.

Agersted Harmoniklub foretrækker at holde øveaftener i det fri, i stedet for at sidde i et varmt øvelokale hvor ingen kan hverken høre eller se dem. Når der er publikum på, får den lige en ekstra tand på tangenterne, og opmærksomheden skærpes lidt yderligere.

Har man endnu ikke oplevet en sådan øveaften, kan det nås endnu. Der øves udendørs torsdage frem til 21. september, inden der igen kommer gang, i de indendørs øvelokaler.

Tekst og foto: Cille Strøm

Borgmesteren fik uventede gæster

0

Årets koloni for børn og personale fra Fritidscentret i Bødkerhuset, Østervrå blev en spændende ud-forsk-ning af lokale turist-attraktioner og et impulsivt besøg hos borgmester Birgit S. Hansen.

Hvad byder man uventede gæster? Hos borgmester Birgit S. Hansen var det juice og frugt, der stod på menukortet, da 11 børn og to voksne – Lone og Solveig fra Fritidscentret på Bødkergården i Østervrå helt uventet stak hovedet indenfor.

I stedet for at tage på koloni, havde børnene i Fritidscentret på Bødkergården valgt at tage på små udflugter i lokalområdet og Frederikshavn Kommune med en enkelt afstikker til vestkysten. Udgangspunktet var Bødkerklubben, hvor deltagerne sluttede og begyndte den tre dage lange koloni.

Turist i egen kommune

På dag 1 gik turen til Cloostårnet, som overraskende nok var en helt ny oplevelse for både børn og voksne, flere var der for første gang. Udsigten var rigtig god, og deltagerne fik peget og snakket rigtig meget om, hvad de kunne se, også deres næste destination – Palmestranden, hvor de medbragte madpakker blev indtaget inden stranden for alvor skulle udforskes. Næste mål var Tverstedsøerne, og planen var, at gå en tur rundt om søerne, men hallo – den super skønne legeplads ved søerne vandt, så her blev eftermiddagen tilbragt med bl.a. svævebaner, klatrestativer, spark til bøtten og hyggeligt samvær.

Hjemme igen var der afsat en time til mobiltid inden aftensmaden og inden sengetid en tur i Østervrå Svømmehal. Her blev det også lige til et smut forbi biblioteket for at vælge en godnathistorie. Flere af børnene protesterede imod at få læst højt, men der var ingen kære mor, Solveig insisterede, og det skulle vise sig, at børnene blev ret vilde med det, så de selv bad om at få mere højtlæsning.

Borgmesterbesøg

Dag 2 stod bl.a. på shopping i Frederikshavn. Hvert barn havde en 50’er, der brændte i lommen, og af-sted gik det mod de herlige indkøbsmuligheder. Nu da de så var i kommunens største by, så kunne det vel ikke skade lige at høre om borgmesteren var på sit kontor. Helt spontant blev der taget kontakt til borgmesterkontoret, og ja, Birgit var hjemme og klar til at tage i mod de uventede gæster. Det blev en stor oplevelse for både børn og borgmester, som fik lejlighed til at fortælle om den kommunale verden. Alle fik en selfie sammen med borgmesterkæden – og også en enkelt eller to med borgmesteren.

Madpakkerne spiste de lokale turister i Rådhuscentret, inden turen gik sydpå til stranden mellem Voerså og Lyngså. Park & Vej havde inviteret til en kreativ dag, hvor deltagerne først samlede skaller og andet på stranden, som bag-efter fik nyt liv i Værestedet i Lyngså. En flok frivillig stod gæstfrit på spring til at hjælpe naturvejleder Hanne Laursen og børnene med limstifter, maling og andet grej. Undervejs kunne de unge kunstnere styrke sig med saftevand og frugt.

Sidste stop på turen var et besøg i Lones sommerhus, hvor der stod kanelsnegle på menukortet, og så var det blevet tid til at få de sidste kapitler fra den spændende højtlæsningsbog – ”To fruer med et smæk” fra serien ”De tre måske fire”. (som kan lånes på Østervrå Bibliotek).

Tilbage i Østervrå blev der handlet ind til aftenens pizza, hvor hvert barn selv kunne bestemme, hvilken topping, de gerne ville have på. Over pizzaerne var der en livlig snak om, hvad de havde oplevet på den alternative koloni, hvor det også har handlet rigtig meget om sociale kompetencer – hvordan behandler vi hinanden. Børnene kunne alle sammen fremhæve flere gode oplevelser, men alle var enige om, at det havde været dejligt, at være sammen med sine venner.

Konklusionen er, at det kan sagtens lade sig gøre at opleve noget spændende og uventet i sin egen kommune og lokalsamfund.

ÅB

 

Fritidscentret i Bødkerhuset

En del af Bødkergården

Børn fra 4. kl. til 18 år – et tilbud efter SFO, som slutter i 3. klasse.

Åbent på skoledage – fra skolen ringer ud til sidste på eftermiddagen.

Fritidscentret har egen madordning – børnene kan komme med forslag til menuen.

Børnene er med til at bestemme aktiviteterne, som kan være ture ud af huset, bl.a. Besøg i Fritidscentret i Sæby, hjemmebesøg hos hinanden, Hjørring Dyrskue, koloni m.m.

Samarbejde med Østervrå Ungdomsklub – med jævnlige besøg i klubbens lokaler.

Fritidsklubben er et godt alternativ – og der er stadig et par ledige pladser på næste års hold.

ÅB

Frokost i Søparken

0

Vejret viste sig fra den sommerlige og en smule blæsende side forleden, da Dybvad Ældrecenters beboere og ældre fra byen holdt sommerfrokost i Søparkhuset. Man valgte efterfølgende at drikke kaffen udenfor og hertil blev der serveret is – sponsoreret af Dybvad Borgerforening. Man nød udsigten i fulde drag og inde i sivene kunne man se svanemor med sine svællinger – et flot og betagende syn – det er vist også en del år siden, man har kunnet se svaner med unger i søen her.

Der var i alt 39 deltagere i frokosten og Hyggeholdet og de ansatte, der var med, sørgede for, at det hele klappede og man må sige, at stemningen var god og sommerhumøret højt.

Der blev iøvrigt serveret kold kartoffelsalat og lune frikadeller m. diverse drikkevarer til og som ovenfor nævnt også kaffe og is til at runde en vellykket frokost af med.

 

  Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

Østervrå Bank, filial af Sæby Bank – Egnsbank Nord – Nordjyske Bank

0

Af Vivi M. Dybdahl

Ejerlav: Østervrå By, Matr. Nr.: 4 BE.

Hjørringvej 435, Østervrå

Filialen i Østervrå oprettes i 1913 med to ugentlige åbningsdage.

Det lokale bankråd kom til at bestå af landstingsmand Kr. Jensen, Try Vestergård, mejeriejer Hans Peter Lystager, købmand Christian Marinus Aabel og købmand Nicolai Wacher, alle Østervrå.

Ifølge handelskalenderen for Østervrå 1916, har Sæby Bank en filial i Østervrå, og den har telefon nr. 23.

Hvor Banken var fra starten er lidt uvist, den var måske på Østervrå Hotel; senere flyttede den over til bageren.

I 1956 beslutter Sæby Bank at bygge sit eget hus i Østervrå, og det er arkitekt Karl Karlsson, Sæby der laver tegningen.

Den 8. august 1956 er der licitation på Østervrå Hotel over nybygningen, og der kom 74 tilbud.

Den 29. maj 1957 indvies Banken, der er på 90 kvm, der er banklokaler i stueplan og lejlighed til filialbestyreren ovenpå.

Da man havde besigtiget lokalerne, gik man på Østervrå Hotel, hvor der blev budt på frokost.

Der blev holdt adskillige taler, af bankens bestyrelsesformand købmand William Nielsen, Sæby, sognerådsformand slagter Rudolf Bock, Thorshøj, bankdirektør Aage Nordstrøm, Sæby, næstformand for bankens bestyrelse apoteker Martin Christian Jørgensen, Sæby, formand for Torslev Sparekasses tilsynsråd gårdejer Chr. Jensen, Try Vestergård, formand for Østervrå Håndværker og Borgerforening bagermester Frede Pedersen, formand for landøkonomisk selskab, gårdejer Oskar Olesen, Hammerholt, formand for Dronninglund Herreds landboforening forpagter Aage Holm-Pedersen, Ormholt, formand for Torslev Husmandsforening, husmand Vilhelm Jensen, Holtet, arkitekt Karl Karlsson, Sæby, bankdirektør Arnold Jensen, Sæby, bankens tillidsmand Jens Olsen, Østervrå og bankbestyrer Bent Abildgaard.

Den første bestyrer var Bent Abildgaard, som var kommet til Sæby Bank i 1949.

Skødet på grunden som er købt af Torslev kommune tinglyses den 8. oktober 1957, der havde været lidt besvær med at finde ud af hvor stor grunden skulle være, da der skulle udlægges et stykke til vej (nu Bredgade) og parkeringsplads.

I 1970 skifter banken navn fra Sæby Bank til Egnsbank Nord.

I oktober 1976 får banken en tilbygning, så der er 150 kvm, til rådighed.

De ansatte er: Filialbestyrer Bent Abildgaard, Fuldmægtig Jørgen Enevoldsen, Assistent John Madsen, Assistent Lene Christensen, Assistent Karsten Nielsen og Kontorassistent Bodil N. Jensen.

Filialbestyrer Bent Abildgaard går på pension i 1983.

I november 1983 indvier man de ombyggede og istandsatte lokaler, som nu også omfatter lejligheden ovenpå.

De ansatte er: Jørgen Enevoldsen, Niels Kondrup, Benny Pedersen, Ole Nørgaard, Lene Nielsen, Bodil Jensen, Minna Kure, Doris Nielsen, Finn Bering Jensen og Jane H. Jørgensen.

September 1986 tyve skar sig vej til bankboksen i Egnsbank Nord.

December 1986 får Østervrå sin første Dankort – terminal, det er i Østervrå Døgnbutik ved Susanne Tøttrup Pedersen.

I 1987 går det stærkt alle Østervrås butikker får nu Dankortterminaler.

Juni 1991 er der igen indbrud i banken, men denne gang kom tyvene ikke helt ind i boksen.

I 1996 opsættes Robert D. Madsens skulptur uden for banken, i et blomsterbed.

I august 1997 får banken en kontantautomat, sikken et fremskridt: så kan man hæve penge når banken er lukket.

Nogle af de ansatte i 1998: Afdelingsleder Jørgen Enevoldsen, rådgiver Annemette Mæhle, rådgiver Dorthe Caludan, rådgiver Marianne Lauridsen og souschef Niels Kondrup.

Fredag den 16. november 2001 fejrer man at Rasmus Klump bliver 50 år, i over 25 år har man kunnet få en Rasmus Klump sparebøsse i banken.

I 2002 skifter banken navn fra Egnsbank Nord til Nordjyske Bank.

I april 2002 sker der et lederskift: Jørgen Enevoldsen kommer til Sæby for at lede kreditproduktionsgruppen, da har han været 20 år i Østervrå.

Den nye leder er Lejf Andersen, og den nye souschef bliver Annemette Mæhle.

I 2003 bliver banken renoveret og ombygget og får nye farver, og nyt indgangsparti, og skilte med Nordjyske Bank.

Pladsen foran Nordjyske Bank bliver renoveret og skulpturen af kunstneren Robert D. Madsen bliver placeret i et nyt bed med blomster omkring.

I 2009 får banken igen en ny chef det er Annemette Mæhle der kommer til at sidde i chefstolen, da Lejf Andersen er er blevet landbrugskundechef i Hjørring.

De ansatte i 2011 er: filialchef Annemette Mæhle, kunderådgiver Hanne Maul Clausen, kunderådgiver Helle Sten, kunderådgiver Tanja Houmann, kundemedarbejder Bodil Nørgaard Jensen og kundemedarbjeder Morise Snørbjerg Jensen.

Banken har gennem årene haft mange arrangementer for skolebørn der har lært om økonomi, børnehavebørn der har hygget sig med Rasmus Klump og spist kagemand og saftevand, forskellige konkurrencer, foredrag af mange forskellige arter

I 2012, skærer banken ned, så kasseekspeditionen kun er åben om eftermiddagen.

I juni 2015 lukker Nordjyske Bank i Østervrå og pengeautomaten fjernes.

En næsten 100 årig Bank tid i Østervrå er slut.

Men vi er endnu ikke helt kommet i den pengeløse tid.

Dybvad Multiværk – mange muligheder i Dybvad…

0

Dybvad Multiværk – det tidligere teglværksareal – sådan lyder overskriften på en folder, som Svend Christian Rasmussen har præsenteret på generalforsamlinger i byens forskellige foreninger og ovennævnte efterfølges af ordene: DYBVAD BY – FREMTID OG UDVIKLING.

Forleden mødtes formanden for Dybvad Handelsstandsforening, Dorte Chemnitz og Svend Christian Rsmussen, der også er medlem af Handelsstandsforeningens bestyrelse til en snak om arealet og om, hvad man kunne tænke sig at bruge det til og de kom også til sidst med en opfordring til dels byens foreninger og til alle borgere i byen – men nu først lidt om tankerne omkring selve arealet, der ligger helt frit lige syd for byen fra Idskovvej og til Aalborgvej og til gangstien, som går fra Aalborgvej og til Duevej, som Svend Christian beskriver det i folderen, der iøvrigt kan fås hos ham, hvis man har lyst til at læse mere om emnet.

Da Dorte og Svend Christian på avisens foranledning mødtes for enden af Duevej for at snakke om anvendelsesmuligheder – blev der nævnt legeplads, skøjtebane, ridebane, mountainbikebane, skateboardbane,  udendørs -motions-redskaber, kræmmermarked, jule-marked-, hundeskov og meget mere – mulighederne er mange, som Dorte og Svend Christian ser det, og der er i folderen, som Svend Christian har lavet også åbnet muligheder for et evt. parkeringsareal, idet arealet er så stort, at det sagtens kunne lade sig gøre, idet der er køre-adgang fra både Idskovvej og Aalborgvej.

Der snakkes også om en forskønnelse af arealet med f.eks. et læbælte og træer og buske.

Det er Frederikshavn Kommune, der ejer arealet og man håber på, at der kan laves en aftale med kommunen og samtidig vil Handelsstandsforeningen sammen med Dybvad Borgerforening være drivkræfterne i ideudviklingen og man har en forhåbning om at kunne samle byens foreninger og klubber og alle interesserede engang i august, så der kunne dannes en arbejdsgruppe.

 

Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen