Home Blog Page 450

Østervrå spejderne på Danmarks største spejderlejr

0

37.000 danske og internationale spejdere var samlet i Sønderborg på Danmarks største spejderlejr.
I dagene fra den den 22. juli til den 30. juli 2017 flyttede 37.000 spejdere fra Danmark og udlandet til Kær Vestermark ved Sønderborg. I blandt disse mange tusinde spejdere kunne man også finde KFUM spejderne fra Østervrå.

Lejrens vision og tema var “Vi sætter spor”
I de historiske omgivelser ved Dybbøl Mølle, hvor Danmarks kamp for selvstændighed engang har sat blodige spor, satte spejderne fredelige spor. Igennem spejderarbejdet på ”Spejdernes Lejr 2017” satte vi spor i os selv, hinanden og i Sønderborg og omegn, lyder det fra spejderne.

Regn og blæst kunne ikke forhindre spejderne i at få en oplevelse for livet. Spejderfællesskabet er intenst og stort både når man sammen hugger brænde og laver bål på sin egen lejrplads eller vandre i store flokke til det kæmpestore fælles afslutningslejrbål.

Østervrå Gruppe opbyggede sammen med KFUM spejderne fra Hørby og Ravnshøj en traditionel lejrplads med telte, rafteborde og bålsted, som i en uge var spejdernes hjem og base. Her blev der lavet mad og hygget omkring bålet indimellem de mange aktiviteter, som spejderne deltog i på lejren.

På lejren var der et utal af aktiviteter. Nogle havde spejderne tilmeldt sig hjemmefra, andre var drop-in aktiviteter. Aktiviteterne bragte spejderne rundt i hele området på gå-ben, men også med lejrens gratis shuttle busser til Sønderborg eller Dybbøl Mølle. Den tætte beliggenhed til Alssund blev også udnyttet. Alle spejdere fra Østervrå var ude at sejle. Juniorspejderne var på formiddagssejlads med spejderskibet Klitta og storspejdere og seniorer strøg over vandet i Megin joller.

På Spejdernes lejr deltog spejdere fra mange forskellige lande, så spejderfællesskabet var i bogstavelig forstand grænseoverskridende. Spejderne fra Østervrå, Hørby og Ravnshøj knyttede særlige bånd til spejdere fra Columbia og Holland. Hollænderne havde brug for hjælp til at lave brænde og indføres i kunsten at lave mad på bål, som de ikke er vant til p.g.a. mangel på træ. Til gengæld kunne de lære de danske spejdere nye lege og ved et stort fælles måltid blev engelsk kundskaberne afprøvet.

Hyggelig lang fredag

0

Dagli’ Brugsen Dybvad inviterer til ”Hyggelig lang fredag” nu på fredag d. 11. august.

Det er efterhånden blevet en rigtig god tradition at samles på torvet foran Dagli’ Brugsen og have en hyggelig eftermiddag og aften her lige efter, at de fleste er startet på henholdsvis arbejde og i skole efter ferien.

Uddeler Preben Hansen fortæller om dette års program, at der vil være underholdning for børnene, nemlig Urths trylle- og ballonshow og her håber man selvfølgelig på stor tilslutning, idet SFO’en og børnehaven er inviteret til at være med, som de plejer.Efter showet er der ballondyr til alle de børn, der er til stede. Der vil være en hoppeborg til fri afbenyttelse for alle børn.

Samtidig kan man i løbet af eftermiddagen og aftenen købe franske hot dogs og det plejer altid at være en kæmpesucces, for hvem kan ikke lige klare en fransk hot dog eller to.

Traditionen tro er helstegt pattegris på menuen og det har også hvert år været et tilløbsstykke uden sammenligning, uddeleren lover, at hvis vejret driller, så vil der være opsat tre store telte, så man kan nyde maden i tørvejr.

Om aftenen vil der være musik ved Sonny Møller fra Viborg, som nogle måske kender fra bl.a. Bodilles Kro i Skagen. Hans repertoire spænder lige fra dansk top musik og til Kim Larsen, så der skal nok blive en god stemning på pladsen den aften.

Hele dagen giver Dagli’ Brugsen procenter, når man handler, men alt det kan man se i annoncen på forsiden af avisen.

Jo-Jo

Musik og sol på Værftspladsen på Sæby Havn

0

Søndag d. 13. august vil Sæby Havn summe af musik i forbindelse med denne sommers sidste flagnedspilning.

Traditionen med musik af trompetister på havnen hver aften fra Sankt Hans til hen først i august har fungeret siden Hjortlund Svendsen i 1988 fik ideen. Det er som en magnet og havnen fyldes med mennesker, som er både lokale og turister. De handlende på havnen oplever forhåbentlig også dette som et positivt optrin, da der ofte er lange køer ved ishuse, såvel som restauranterne, når flaget spilles ned.

Arrangørerne er Sæbygarden, Sæby Tyrolerorkester og Musikkorps Sæby og disse orkestre indgår også i søndagens program.

I år har vi lavet aftale med koret Blue Note Choir og trioen Conny, Karin og Leif Holm og det glæder vi os til.

Volstrup Harmonikaklub starter programmet og de aftener, det har været muligt på grund af vejret, har man kunnet høre dem sommeren igennem på mandage ved Havnekontoret.

Arrangementet plejer at være et tilløbsstykke, og arrangørerne har mødt velvillighed hos forretninger på havnen og andre der ønsker at støtte.

I løbet af dagen er der mulighed for at købe kaffe, kage, mad fra Klostergydens Fisk og kolde drikke på pladsen.

Vejrguderne har arrangørerme haft i tale, og der arbejdes på godt vejr, så der er ingen undskyldning for ikke at møde op.

J.A.K.-Banken – Bikuben – Torslev Fælleskasse – J.A.K. Andelskasse

0

Af Vivi Dybdahl

J.A.K. betyder Jord-Arbejde-Kapital og navnet er valgt ved starten i 1931 for at symboliserer de tre produktionsfaktorer.

Som andelshaver i en J.A.K. andelskasse får medlemmerne ikke renter af de penge, de skyder ind i andelskassen. Til gengæld skal de så heller ikke betale renter for de penge, de låner fra andelskassens lånefond – lige bortset fra administrationsomkostninger. 

Indskydernes fordel ved rentefrit at skyde deres penge i andelskassen ligger i, at de hvert år oparbejder en lånemulighed fra den rentefri andelslånefond – lånemuligheden skal ses i forhold til de penge, de har skudt i kassen.

J.A.K.-Banken har haft kontor hos varmemester William Christensen, Markedsvej, nu Bredgade, men jeg ved ikke hvornår den startede, men i 1972 kommer J.A.K.-Banken ind under Sparekassen Bikuben, og i januar 1973 flytter Sparekassen Bikuben ind i nye lokaler i Østergade 6, nu Hjørringvej. Lokalerne er indrettet i den tidligere Brugsforening Centrums isenkramafdeling. Der vil være kontortid to dage ugentlig tirsdag formiddag og fredag eftermiddag.

I april 1975 bliver der ansat en afdelingsbestyrer i Sparekassen Bikuben i Østervrå; det er Kurt Jensen; samtidig udvider man åbningstiden til fem hverdage om ugen.

Men 17. september 1980 kan man i Vendsyssel Tidende læse at Sparekassen Bikubens filial i Østervrå lukker.

Den ny begyndelse i Østervrå blev den 1. august 1981 hos forhenværende varmemester William Christensen, Primulavej, Østervrå, under navnet Torslev Fælleskasse. Direktør Steen Møller Nielsen har været med fra starten i 1981.

Den første bestyrelse var formand Egon Carlsen, næstformand Thorkild Karlsen, de øvrige var Tonni Carlsen, Legart Karlsen, Henry Lauritsen, Folsted, Jens Mortensen, Milbak og Erik Pedersen, Lille Bjerg.

Der skulle være mindst 7 andelshavere. Der var kun åbent en aften om ugen i en time.

I 1982 flytter man til VVS-installatør Legart Karlsen, Søndergårdsvej 6.

I 1985 ændres navnet fra Torslev Fælleskasse til J.A.K. Andelskasse, Østervrå.

I 1987 er J.A.K. Andelskassen i Østervrå den ottende største andelskasse i Danmark, og i 1989 har den 28 medlemmer i Østervrå.Tove Karlsen var på kontoret fra 1989 og til 1999.

Formanden i 1989 var Egon Carlsen, som ikke ønskede genvalg; i hans sted kom sønnen fysioterapeut Tonni Carlsen, og tømrermester Thorkild Karlsen blev næstformand.

I 1994 har andelskassen 77 medlemmer.

Den 1. november 1995 flytter man kontoret til de tomme butikslokaler på Vrængmosevej 1.

I 1996 har andelskassen 96 medlemmer. I 1999 har andelskassen åbent to gange om ugen. I 2000 har andelskassen 115 medlemmer.

I 2001 kommer der nye tiltag i andelskassen, man kan få en børneopsparing og homebanking.

I 2004 fusionerer de tre J.A.K.-andelskasser i Vendsyssel – Hjørring, Østvendsyssel og Østervrå. Alle aktiviteterne er nu samlet på kontoret i Østervrå. J.A.K Andelskasse i Vendsyssel har 326 medlemmer.

I 2005 gennemgår lokalerne en renovering.

I 2006 kan kasse i Østervrå fejre 25 års jubilæum, og samtidig også fejre, at Landsforeningen J.A.K. har 75 års jubilæum. Det blev markeret med et åbent hus arrangement.

I jubilæumsåret køber andelskassen ejendommen på Hjørringvej 439 af gartner Jørgen Andersen.

I 2006 er Andelskassen i Østervrå den tredje største i Danmark, og i 2007 er der 390 andelshavere.

Lise Bjerning kunne den 1. december 2008 fejre 10 års ansættelse i andelskassen.

Direktør Steen Møller Nielsen blev 50 år den 23. juli 2009, det blev fejret med en reception.

I 2012 er der 475 andelshavere, og i 2015 er der 611 andelshavere.

Bestyrelsen består i 2015 af formand Tonni Carlsen, Bo L. Nielsen, Ivan Rechter, Tom Peter Karlsson, Per Thomsen Nielsen, Rene Karlsen og Jens Jensen.

Det var lidt om J.A.K. andelskassens 36 års historie, forhåbentlig må den blive bevaret i mange år fremover.

25 års jubilæum forretningsjubilæum

0

Henrik Christensen ved gavebordet, hvor han her ses et stort indrammet billed med mange fotos fra de 25 år. Billedet var en gave fra jubilarens forældre.

 

I forbindelse med Henrik Christensens 25 års forretningsjubilæum med Østervrå Maskinforretning, var der indbudt til reception, tirsdag den 1. august. Det tilbud var der mange som tog imod, både familie, venner, naboer og forretningsforbindelser.

Flot program for Hørby byfest 2017

0

Der er et stort og flot program for den forestående byfest i Hørby.

I sidste uge fik avisens udsendte lov til at være med ved prøverne på årets Hørby Revy samt ved Borgerforeningens sidste møde inden festen.

Det er nemlig Hørby Borgerforening, der er arrangør af festen og dermed er det også dem, der skal få alle enderne til at nå sammen, inden det går løs.

Hørby Borgerforenings bestyrelse består i øvrigt af Mathias Justesen, Anne Andersen, Rosa Borup, Dorthe Kalmar og Palle Ørvad.

Der blev fra Borgerforeningens side opfordret til at købe billet i god tid, man kan se i annoncen her i avisen, hvor billetterne kan købes og der kan man også se det flotte program for festen.

Borgerforeningen gør også opmærksom på alle de mange børneaktiviteter, der er, ud over dem, man kan se i annoncen, så drejer det sig om boldaktiviteter, dåsekast og skattejagt m.m.

Man vil også gerne slå et ekstra slag for trailermarkedet, der er nemlig stadig plads men det foregår efter først til mølle-princippet, så det er om at være hurtig – og det er gratis at være med.

Musikken til festen lørdag aften leveres af Star Turn Trio og efter festen, er der inviteret til efterfest hos Crazy Danes i Hørby. Menuen ved festen er helstegt pattegris med tilbehør og så har man lige endnu et godt tilbud. Det gælder hestevognskørsel og det er om lørdagen, der er mulighed for det.

Revyholdet fandt avisens udsendte et andet sted i huset og selv om de holdt kortene tæt til kroppen, så lykkedes det at få bare en lille smule ud af dem, som så gør at man bliver nødt til at være med lørdag aften for at høre, hvad det hele handler om.

Ja, gad vide, hvad de har i ærmet i år – jo, hvad er nu det med grise i baghaven og hvad er det med den nye landingsbane her i byen – bliv meget klogere lørdag, når årets Hørby Revy løber over scenen. De medvirkende er Gitte Andersen, Rasmus Andersen, Helle Sørensen, Helle Madsen og Vivi Hedegaard og lydmand er Anders Hansen.

Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

 

Påsat brand på ejendom ved Sæsing

0

Lørdag morgen blev Beredskabet fra Østervrå og Hjørring kaldt til en brand på en ejendom på Stenskrogvej ved Sæsing. En kvinde der boede i huset vågnede ved at huset var fyldt med røg. Hun blev senere kørt på sygehuset til observation for røgforgiftning. Politiet meldte ud at branden var mistænklig.

Foto: Ejvind Pedersen

Torslev Sogn Sparekasse – Sparekassen Sæby – Sparekassen Nordjylland – Spar Nord Bank

Af Vivi Dybdahl

Love for Torslev Sogns Sparekasse.

Vedtaget på en Generalforsamling i Silkeborg 4/11 1878.

§ 1. Kassens formål er at give enhver i Sognet en let adgang til at opspare småsummer dels til at erholde mindre lån på kortere tid.

Torslev Sogns Sparekasse blev stiftet på initiativ af sognepræsten, pastor Ludvig Peter Marius Christian Wittrup, han var præst i sognet fra 1876 til 1885.

I loven står der også at de stiftende medlemmer forpligter sig til at tegne sig for mindst én aktie (svarende til nutidens garantbeviser) à 5 kroner.

Aktierne skulle forrentes med 4%, dog udbetales der ingen rente de første to år. Hver aktie à 5 kroner gav oprindelig også én stemme på generalforsamlingen, men dog højst 5 stemmer til hver aktionær.

Der var ikke noget fast kontorsted, det lå hos de skiftende formænd og direktører, hvor man bare kunne møde op, når man havde ærinde i sparekassen.

Pastor Wittrup blev afløst af pastor Nicolaus Jakob Schaarup som formand, pastor Schaarup var præst i sognet fra 1885 til 1900.

Ved stiftelsen af sparekassen den 9. oktober 1879 bestod bestyrelsen af følgende: formand og præst L.P.M.C. Vittrup, Thorshøj, næstformand og proprietær Jacob Andreas Weimann, Dahl, proprietær Lambert Daniel Bruun, Ormholt, købmand Poul Jensen, Benskov, gårdejer Julius Vilhelm Nielsen, Vrågaard, gårdejer Hans Christian Nielsen, Maaen, lærer Henrik Jensen Henriksen, Højstrup, gårdejer Lars Nielsen, Skavange og gårdejer Søren Madsen, Rævmose.

Pastor Schaarup fratræder i 1890 bestyrelsen, og i stedet kommer landstingsmedlem Chr. Jensen, Try Vestergaard, til. Embedet gik i arv i familien til sønnen Jens Jensen, Hatholt, og fra 1916 begyndte man med fast kontor i Try Vestergaard, men kun den første mandag i hver måned!

Jeg har fundet en annonce i Vendsyssel Tidende, den 29. september 1892: ”Torslev Sparekasse er åben for ind- og udbetaling, lørdag den 1. oktober fra kl. 8-11 formiddag og fra kl. 1-4 eftermiddag. Bestyrelsen”.

En af dem der virkede længe i bestyrelsen var købmand Poul Jensen, Benskov, han sad der fra 1879 til 1915.

Poul Jensen efterfulgtes af lærer Kristen Helbo Jensen Fischer, Try.

I løbet af de første 30 år sad følgende i bestyrelsen: Niels Nielsen, Tranholm, Poul Jensen, Gydeje, Jens Peter Casper, Aldershvile, Jens Peter Jensen, Øster Horshave, Peter Christian Bak, Voldbro, Jakob Pedersen, Trinskær, Jens Lund Svendsen, Skjerne og Christian Nielsen, Søndermarken.

I 1929 er ledelsen: forretningsfører og lærer Kristen Helbo Jensen Fischer, Try og kasserer og gårdejer Jens Jensen, Hatholt, Tårs.

Tilsynsrådet er: formand, Hans Christian Thingbak, Østervrå, gårdejer Jens Jensen, Rævmose, Jens Jørgen Jensen, Nordenbæk, gårdejer Jens Christian Larsen, Krattet, gårdejer Christian Christensen, Øster Horshave, gårdejer Christen Jensen, Try Vestergaard og partikulier Jens Peter Hæstrup, Thorshøj.

Da lærer Johannes Mejlkjær kom til Thorshøj, varede det heller ikke længe før han kom ind i sparekassens bestyrelse, og i 1941 blev han regnskabsfører og senere bogholder.

I 1941 holder lærer Fischer som forretningsfører og gårdejer Christen Jensen, Try Vestergaard bliver direktør sammen med gårdejer P.L. Poulsen, Riis Toft.

Kontoret bliver flyttet fra Try Vestergaard til Thorshøj Hotel mandag og torsdag fra kl. 14 til 16.30.

I 1947 køber sparekassen en grund i Thorshøj, på Hjørringvej 250.

Her opførte man en sparekassebygning med lejlighed til direktøren, den stod færdig i 1948.

Annonce i Vendsyssel Tidende den 11. juli 1947:

”Et lille brandsikret pengeskab, nyt eller brugt ønskes til købs.

Torslev Sogns Sparekasse tlf. Østervrå 109”.

Det var der ikke brug for ret længe.

Året efter er der igen en annonce i Vendsyssel Tidende den 27. april 1948:

”Pengeskab til salg, mindre skab, brand- og dirkefri, til salg.

Torslev Sogns Sparekasse tlf. Østervrå 109”.

I 1959 fik man også kontor i Østervrå, først på Østervrå Hotel, og derefter hos bager E. Dregård.

I 1971 bliver Torslev Sogns Sparekasse sammensluttet med Sæby Sparekasse.        Og i 1971 besluttes det at bygge en sparekasse på Bredgade i Østervrå; den blev indviet den 31. oktober 1972. Arkitekten på byggeriet var Jørgen Frode-Jensen, Frederikshavn. Og man gik fra håndbogføring ind i EDB-tidsalderen.

Det var sparekassedirektør Aksel Thingbak, som ledede sparekassen i 1972, hvor han gik på pension og hans efterfølger var fuldmægtig Niels Christian Mortensen.

I 1984 hedder afdelingslederen Freddy Mikkelsen.

I 1985 fusionerer Sparekassen Sæby med Sparekassen Nordjylland.

I april1986 udsættes døgnboksen for bombeattentat, hvor der skete skader på indgangspartiet.

I 1989 er personalet følgende: Lene Elbæk Nielsen, Irma Frederiksen, Bent Christensen, Nelly Sørensen, Tove Sørensen, Jette Bengtsen og afdelingsleder Freddy Mikkelsen.

I 1993 får afdelingen ny leder Eiro Poulsen som afløser Freddy Mikkelsen, som rykker ind på regions-hovedkontoret i Sæby.

I 1995 er personalet følgende: Eiro Poulsen, Jette Bengtsen, Irma Frederiksen, Britta Klitgaard og Britta Sørensen.

Sparekassen i Thorshøj lukker og bygningen bliver solgt i 1997.

I 2000 får Sparekassen Nordjylland nyt navn Spar Nord Bank

Kontantautomaten blev indviet den 14. juni 2000: Nu kan man hæve penge når sparekassen er lukket på hverdage fra kl. 6 morgen til kl. 2 nat, og i weekenden fra kl. 8 morgen til kl. 22 aften.

Det laveste beløb man kan hæve er 100 kr. og det højeste er 2.000 kr.

I 2001 får afdelingen ny leder, Jette Bengtsen, der afløser Eiro Poulsen som går på pension.

I 2005 bliver sparekassebygningen renoveret, man får nyt indgangsparti og pengeautomaten blivet flyttet; der kommer også ny farve på bygningen.

I 2005 er personalet følgende: Jette Bengtsen, Irma Frederiksen, Hanne Kiel og Britta Klitgaard.

I 2009 bokskup i Østervrå, tyvene kørte en stjålet gummiged, igennem facaden og slæbte døgnboksen ud på fortovet, men fik den ikke med.

I september 2016 er det slut med Spar Nord Bank i Østervrå, afdelingen lukker og det betyder at byen mister sin sidste pengeautomat.

Vi i Østervrå og omegn beklager meget denne udvikling fra en god stabil lokal sparekasse til et stort beklageligt fremskridt, hvor man skal til en større by hvis man vil hæve penge; jeg vil kalde fremskridtet for et tilbageskridt, især for byens ældre borgere.

Men en 137-årig æra er slut, og vi går mod det pengeløse samfund.

Hjørringvej 250, Thorshøj.

Der går ikke røg af en brand, uden der er ild i den … og dog

0

Uddrag fra Nordjyllands Politis døgnrapport

Det der blev anmeldt som brand i solcelleanlæg på taget af en villa på Melbækvej i Tårs den 17.07.17 kl. ca. 19.00 – viste sig at være et ældre familiemedlem, der havde sat gang i en rygeovn.

Så kørte patruljen hjem igen.

Indbrud på Stenhøjvej

0

Uddrag fra Nordjyllands Politis døgnrapport

Tyve begik den 17.07.17 kl. 20.30-18.07.17 kl. 21.00 indbrud i en landejendom på Stenhøjvej i Frederikshavn.

Tyvene kom ind ved at bryde et vindue op – og havde i deres søgen efter tyvegods tømt indhold fra skuffer og skabe ud på gulvet. Tyvene havde ligeledes brudt ind i garagen.

Tilsyneladende blev der intet stjålet.