Anja Loven i Kulturcenter Vendsyssel, Sæsing
Det blev en meget bevægende aften med Anja Loven i onsdags i Kulturcenter Vendsyssel i Sæsing, hvor 160 tilhørere fra hele Nordjylland deltog. Det var hjerteskærende at høre hendes personlige beretninger og se videoer, der dokumenterede hvordan man i Nigeria mishandler og ofte dræber mindreårige børn for at være årsag til ulykker og sygdom anklaget for hekseri. Anja Loven fik sit kald til at hjælpe børn allerede som ganske ung, og rejste ud med folkekirkens nødhjælp som 19 årig. Efter hun startede ”Din nødhjælp”, har hun allerede nu reddet 48 mishandlede børn, som nu har fundet et trygt hjem i hendes nybyggede børnehjem, hvor de udvikler sig til livsglade og sunde børn. De mange tilhørere blev dybt berørte i deres sind og tanker over mange børns tragiske oplevelser i ondskabens og overtroens forfærdelige verden. Hun forsøger at gøre noget for at fremme uddannelse og oplysning i landet, men det er ikke let, og det er med livet som indsats, hvis man går imod den korrupte og diktatoriske Nigerianske regering. Så hun er nødt til at holde sig på god fod med dem der laver overgreb, og det er mod og engagement hun ligger for dagen, kan kun fremkalde beundring og respekt til Anja. På lørdag samler Rotary klubberne i Frederikshavn og omegn ind til Anja og Din nødhjælp i Arena Nord.


