Home Blog Page 400

Ud i det blå – kun med klipklapper på

0

En koloni kræver ikke dyre omkostninger til en hytte, men kan sagtens klares i egne lokaler og med egen bus i lokalområdet. Bødkergårdens Fritidscenter i Østervrå udnyttede den centrale beliggenhed midt i Vendsyssel, som gav muligheder for ture både mod østlige og vestlige kyster.

Bødkerhusets Fritidscenter har netop afsluttet deres årlige koloni, og igen var det en stor succes på trods af, at udgangspunktet, hver dag, var de hjemlige rammer. Bødkergårdens bus kunne rumme alle børnene, så med Solveig bag rattet og Lone som co-driver var alle mand klar til at sætte kursen ud i det blå.

Første dag gik primært med en dejlig tur til Løkken strand, men først skulle bussen lige runde synshallen i Hjørring. Det blev heldigvis med positivt resultat, og videre gik det mod Vestkysten. Det blev en lidt blæsende oplevelse, men bølgerne var sjove.

Aftensmaden blev indtaget hjemme hos Solveig. Her fik børnene et indblik i dyrkning af juletræer og svar på, hvorfor frilandsgrise kan lide at søle sig til i mudder, inden de spiste Lones hjemmelavede lasagne.

Torsdag var der ikke noget med at sove længe, for første punkt på programmet var fiskeriauktion i Strandby, kl. 9.30. – Desværre var der ingen auktion, da vi dukkede op, men til gengæld fik vi lov til at gå rundt i auktionshallerne og studere dagens fangst, fortæller Solveig. Det var meget interessant, og børnene havde en overraskende stor viden om fisk og livet i havet.

Derfra kørte bussen på – anmeldt – besøg hos Lokes farmor, som viste rundt på deres kvæggård. – Vi fik en masse information om livet på landet, og rigtig interessant blev det, da der også blev serveret is og sodavand, fortæller Solveig.

På strøget
Nu brændte lommepengene næsten hul i børnenes lommer, så der var ingen vej udenom: en shoppetur på gågaden i Frederikshavn. Varme og mætte (på flere måder) trængte alle til en afkølende opfrisker, og afsted gik det mod Palmestranden og en dejlig dukkert. Der var ingen bølger som i Løkken, og det gav mulighed for at udforske havbunden.

Oplevelser og havluft tærer på kræfterne, og det kaldte på en lille lur i bussen på vej hjem, men de voksne var fulde af gode ideer til adspredelse, og hvem vil gå glip af underholdning? De voksne havde måske forregnet sig lidt i deres plan om rimelig sengetid – også set på baggrund af den tidlige morgenvækning, men alt er rimeligt. Legen gik fantastisk efter aftensmaden, så fredag blev der sovet længe. Programmet var slut og tilbage var kun at hjælpe med at rydde op, øve sig i at proppe soveposen i hylsteret og flade ud til lidt skærmtid inden afhentning.

Det er vist kun fantasien, der sætter grænser, for der er hele tiden noget spændende at opleve – også i ens eget nærområde. Alle glæder sig allerede til næste års koloni.

Fakta
– Bødkerhusets Fritidscenter: Tilbud fra 4. kl.-18 år
– Ingen kontrolleret pasning
– Deler Bødkerhuset med SFO’en

ÅB

Vendelbo ny formand for GF Fondens bestyrelse

Vendelboen Jens Jørgen Vinther er ny formand for GF Fondens bestyrelse.

En af stifterne bag GF Forsikring, Ejler Jansen, har valgt at stoppe som formand efter mere end 50 års loyalt arbejde for GF Forsikring og GF Fonden.

Hans afløser er en anden stor GF-ildsjæl, nemlig Jens Jørgen Vinther, som er en af hovedarkitekterne bag den nuværende ejerstruktur i GF Forsikring og således også en af ”fadderne” bag GF Fonden. Jens Jørgen Vinther har tidligere siddet i bestyrelsen for GF Forsikring.

Jens Jørgen Vinther er et kendt ansigt i Frederikshavn og omegn, blandt andet som tidligere rektor på byens gymnasium frem til 2004.

Den nye formand for GF Fondens bestyrelse glæder sig til formandsarbejdet:

– Jeg er utrolig glad for at være valgt til ny formand i GF Fondens bestyrelse. Det er en tilidserklæring og et stort skulderklap for mit hidtidige arbejde. At arbejde i GF Forsikring har altid været en livsstil for mig, og det er gået i blodet på mig, siger Jens Jørgen Vinther og fortsætter:

– GF Fondens fornemste opgave er at fastholde GF’s særlige klubstruktur og medlemseje, og der vil forsat være stort fokus på initiativer og tiltag, der bidrager til at øge trafiksikkerheden, siger den nyvalgte formand.

Ud over ny formand får GF Fondens bestyrelse også ny næstformand i skikkelse af Jørgen Kristoffersen, klubformand for GF Vestsjælland, mens Lars Meier, klubformand for GF Kronjylland og Svend Erik Danielsen, klubformand for GF Grænsen, er nye medlemmer i GF Fondens bestyrelse.

GF Fonden rimer på trafiksikkerhed
GF Fonden er en erhvervsdrivende fond, stiftet af de lokale GF-forsikringsklubber. Fondens formål er bl.a. at sikre det kundeejede GF Forsikrings fortsatte selvstændighed. GF Fonden har desuden et almennyttigt formål og foretager hvert år en række uddelinger og donationer, særligt inden for trafiksikkerhed.

En dyrerig oplevelse

0

Der var dømt masser af varme, hygge og gode oplevelser, da en bus en af de sidste dage i juni rulle op foran Østervrå Ældrecenter. Dagens program bød på udflugt til Farm Fun i Ålbæk.

Beboere, pårørende og hjælpere samt De Frivillige tog plads i bussen sammen med en masse god proviant fra centrets køkken, og af sted gik det mod nord. Vel ankommet til dagens mål, fik alle en forfriskning i det varme sommervejr. Snart var der gang i ben, kørestole og rollatorer for der var meget, der skulle ses og røres ved.

Særlig stor opmærksomhed var der til de mange unger, der var i de forskellige indhegninger og bure. Gedekid blev løftet op, så alle kunne kæle med de tamme dyr. Til stor glæde for gæsterne fra Østervrå, var der en dyrepasser, som hjalp med at finde de små nuttede unger frem hos kaniner og marsvin, så også de fik masser af kæl og klap.

En vellykket udflugt er også ensbetydende med en god madpakke, og noget tyder på, at køkkenet igen havde ramt plet, for alt blev spist til sidste bid. Efter middagen gik selskabet endnu en rundt, for at få de sidste gode oplevelser med.

Besøget sluttede af med kaffe og kage samt en lille is inden bussen kom og hentede en flok trætte beboere, hjælpere, pårørende og frivillige, som havde haft en fantastisk dag i hinandens selskab.

ÅB

Modtager af Thors Hammer 2018

0

Dette års modtager af revyens pris i forbindelse med Thorshøj Revyen blev ildsjælen Claus Koldbro Kristensen – alias Claus Morild:

Thors Hammer 2018
For 31/32. gang uddeler revyholdet Thors Hammer. Modtagerne har alle været personer, som har ydet noget udover, hvad man med rimelighed kan forvente. Vi føler os sikre på, at hæderen har resulteret i glæde og en sund portion stolthed hos modtagerne. At dette også vil være tilfældet for årets modtager, føler vi os overbeviste om.

I 2017 blev der offentliggjort en større undersøgelse, der beskæftigede sig med frivilligt arbejde i Danmark. En af konklusioner var, at danskerne arbejdede 342 mio. frivillige timer om året, svarende til 184.523 fuldtidsstillinger. I den fynske fodboldklub Tarup-Paarup ville det eksempelvis svare til, at alle frivillige skulle koste 4.5 mio. kr. i lønudgifter.

Årets prismodtager er netop en af disse frivillige. Hans kræfter er altid blevet lagt i fodbold, og i særdeleshed breddefodbold.

Han trådte ind i klubbens og foreningens liv en forårsdag for 15 år siden. Klar til at tage livtag med serie 6. Ret hurtigt stod det dog klart, at hans styrker nok var udenfor kridtstregerne. I de første år koncentrerede han sit arbejde omkring et enkelt hold, nemlig som holdleder for serie 6. I de senere år har han dog udvidet sit arbejde, så det nu omfatter begge klubbens hold. Da serie 4 pludselig stod uden træner, trådte han til og førte holdet igennem sæsonen.

Hans spillerkartotek er enormt, og der findes næppe den spiller, der ikke er blevet ringet op med spørgsmålet; ”Hvad skal du søndag?” ”Jeg kan ikke spille fodbold” ”Heldigt, for vi skal spille lørdag”. Hans kendskab og lommebog er endda så stor, at han udlåner egne spillere til modstanderne, bare for at der i det mindste bliver spillet fodbold. Bag den muntre historie ligger dog også den kendsgerning, at uden ham var der intet serie 6-hold, og alt for mange klubber kender konsekvenserne, når først ét hold lukker. Sideløbende var han på et tidspunkt ungdomstræner uden anden ambition, end at spillerne skulle opleve glæden ved spillet.

De senere år er han trådt ind i bestyrelsen, ligesom han også beskæftiger sig med fodboldpolitik, herunder især spørgsmålet om, hvordan man kan holde sammen på serie 6-rækkerne og undgå aflysninger. Og netop her er vi fremme ved den røde tråd i hans virke – omsorgen for breddefodbolden: det være sig klubbens serie 6-hold, modstandernes, det nationale plan eller helt simpelt 8-årige drenges glæde ved fodbolden.

Nu er så også hans kone en aktiv del af foreningslivet, senest ved resultatbordet til Spar V-Cup, og på den måde er det nu en hel familie, der bidrager til at opretholde et stærkt foreningsliv i Thorshøj.

I forbindelse med undersøgelsen af danskernes frivillighed, spurgte man også hvorfor. Svarene var blandede – 52 % gjorde det for personlig udvikling, 15 % for at få bedre jobmuligheder, og endelig angav 85 %, at det var lysten til at gøre en forskel for andre, der var drivkraften. Hvor årets prismodtager indplacerer ved kun han, men vi kan med sikkerhed sige, at han har gjort en forskel for andre.

Vi, i revytruppen, glæder os over at tildele Thors Hammer 2018 til Claus ”Morild” Kristensen.

I en tid, hvor mange gerne vil forbindes med succes og sejre, har du brugt tid og kræfter på en af allermest udfordrende dele af fodbold: serie 6 og bredden. Der kan ikke siges nok, om hvor vigtigt dit arbejde har været og er for klubben. Derfor siger vi dig nu tak og håber, du fortsat vil være aktiv mange år endnu, lyder det fra revytruppen.

ÅB

Hørby Revyen 2018 “Det er kun for sjov”

0

Hørby Revyen 2018 “Det er kun for sjov” er ved at være klar til byfesten den 4. august, hvor der vil blive lavet sjov med Hørby og omegns borgere – ingen kan vide sig sikker på ikke at blive nævnt? Revyholdet er i år: Gitte, Rasmus, Helle S., Vivi, Helle M. og Anders.

Tredje gang var lykkens gang for Jelmer Scholten fra Dybvad IK

0

Jelmer Scholten repræsenterede for tredje år i træk Dybvad Idrætsklub ved dette års udgave af Världsungdomsspelen, der som sædvanlig blev afviklet på Ullevi Stadion i Göteborg i forrige weekend. Omkring 3.500 aktive måtte igennem 8.500 starter ved dette tredages stævne, det største i Europa.

Som navnet siger, er det primært et ungdomsstævne, men mange seniorer og ungseniorer benyttede lejligheden til enten at kvalificere sig til diverse mesterskaber eller få nogle rigtig gode konkurrencer, inden det går løs ved mesterskaberne i løbet af juli og august.

Aktive under 18 år afvikler deres europamesterskaber i Ungarn som de første. Dernæst gælder det verdensmesterskaber for U20 i Finland, inden de ”rigtige” seniorer slutter af ved europa-mesterskaberne i Berlin. For U18 er der en speciel ”gulerod” at gå efter. De bedste bliver nemlig udtaget til Ungdoms OL i Buenos Aires i oktober måned. I Ungarn lykkedes det i weekenden for en af danskerne at kvalificere sig til drømmeturen efter en fjerdeplads på 200 m og en sjetteplads på 100 m, som begge gav adgang til Ungdoms OL.

Som nævnt var tredje gang lykkens gang for Jelmer Scholten. Jelmer var nemlig med som 12-årig allerede i 2016. Her blev det til en tredjeplads og dermed bronze i 600 meter løb. Sidste år viste Jelmer, at han er meget alsidig, idet han efter et flot spydkast blev nummer 2 og dermed måtte op på næste trin på sejrsskamlen for at modtage sølv.

I år håbede man i Dybvad IK, at Jelmer skulle tage turen op på sejrsskamlens øverste trin. Hele 40 aktive fra 8 lande var tilmeldt de 14-åriges 800 m. Efter en rigtig god start på 2018, var Jelmer naturligvis placeret i heatet med de bedste tider. Jelmer er lige nu nummer 1 på den danske rangliste på 800 m hos de 14-årige, men han måtte kæmpe meget hårdt for at indfri forventningerne. Efter et særdeles spændende løb, hvor Jelmer havde marginalerne med, blev det til en førsteplads og dermed guld i tiden 2.09,76 min., mens sølvvinderen blev noteret med 2.09,97 minutter.

Kronprinsen gæster Frederikshavns 200 års Købstadsjubilæum

Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik har takket ja til invitationen fra Frederikshavn Kommune og deltager som gæst ved fejringen den 25. september 2018 af Frederikshavns 200 års Købstadsjubilæum.

Den 25. september i år er det præcis 200 år siden, at Frederikshavn fik retten til at kalde sig købstad.
Byen fejrer jubilæet i hele september måned, og på selve årsdagen kommer Kronprinsen på besøg. Kronprinsen deltager i festen som fødselsdagsgæst, og han vil som en del af fejringen indvie første etape af den nye Frederikshavn Havn.

”Frederikshavns 200 års fødselsdag bliver fejret med en folkefest, og vi er meget stolte over, at vi også får besøg af Kronprinsen. Det bliver en stor dag for alle, og begivenheden bliver endnu større af, at Kronprinsen fejrer den sammen med os. Historisk får det også betydning for byen, at en Frederik fejrer jubilæet med os, fordi det var Frederik den sjette, der tildelte os købstadsrettighederne for 200 år siden, og at Fladstrand i den forbindelse skiftede navn til Frederikshavn,” siger Birgit S. Hansen, borgmester, Frederikshavn Kommune.

Frederikshavn Kommune er i fuld gang med forberedelserne til Købstadsjubilæet og vil i august offentliggøre et mere detaljeret program – både for Kronprinsens besøg og for de øvrige begivenheder i forbindelse med fejringen og udvidelsen af Frederikshavn Havn. Sikkert er det dog, at Kronprinsen ankommer med Kongeskibet Dannebrog.

Foto: Franne Voigt1010

Midsommerfest i Hyggekrogen

0

Borgmester Birgit S. Hansen var indbudt til midsommerfesten på Østervrå Ældrecenter, og hun fortalte små anekdoter fra sit politiske liv. Henrik Klitgaard stod for det musikalske, og centrets køkken havde tryllet ved gryderne.

Borgmester Birgit S. Hansen havde i dagens anledning taget sin borgmesterkæde på, og den blev også lidt omdrejningspunktet i hendes indlæg. Kæden var nemlig lige ved at glide ud af borgmesterens hænder i forbindelse med et besøg i anledningen af en borgers 105 års fødselsdag. Der var god varme hos fødselaren og borgmesteren måtte smide jakken og i et kort øjeblik borgmesterkæden. Den lagde hun foran fødselaren, som fejlagtigt opfattede den som en gave og udbrød: ”Nej, tak for den flotte guldkæde, sådan et smykke har jeg aldrig fået i fødselsdagsgave før.” En historie, der tog kegler blandt gæsterne i Hyggekrogen.

Birgit Hansen fortsatte sin tale i det muntre hjørne, bl.a. om den seneste kommunesammenlægning, og hvad skawboerne og sæbynitterne mente om, at skulle dele kommune med frederikshavnerne og mange andre sjove hændelser og episoder fra det politiske liv.

Inden borgmesteren hastede videre for at nå et fly i Aalborg, gav hun sig tid til at få en hyggesnak med tilhørerne.

Mad og musik
Centrets køkken havde igen tryllet ved gryderne med en lækker menu bestående af oksesteg med waldorfsalat og til dessert jordbærfromage. Snakken gik hen over bordene, som i dagens anledning var smukt pyntede med roser og georginer – en gave fra en privat have i Hørby.

Den musikalske underholdning var lagt i hænderne på Henrik Klitgaard, der bl.a. spillede flere viser og sange, som alle kunne synge med på. Enkelte par lod sig endda lokke op på dansegulvet. Et helt igennem dejligt arrangement.

ÅB

Besøg i Dybvad Børnehave

0

Krudtuglestuen og Vildbassestuen i Dybvad Børnehave inviterede til kaffe og kage og fremvisning af deres arbejde med sprog og kultur.

Der var dækket op med masser af kolde og varme drikke og kager i massevis og mulighed for at sidde både ude og inde og nyde det altsammen forleden eftermiddag. Forældre var på besøg for at se, hvad det var børnene havde arbejdet med igennem lang tid. Personalet fortalte om læreplan-temaerne: Sprog og kultur, tilpasset de 3-4 årige. De 4-årige havde arbejde med tre ting, nemlig: Mit hus, min familie og mig selv. Man kunne se alle de flotte tegninger, som de havde lavet, som viste hele deres familie og det hus, de boede i og de havde også tegnet sig selv efter et billed og det har helt sikkert krævet meget koncentration fra de 4-åriges side at klare dette. De var rigtig stolte over, at vise resultatet frem og de fortalte ivrigt om det, de havde tegnet og hvad man kunne se på tegningen i alle detaljer. Samtidig har man fra børnehavens side også snakket med børnene om, hvor mange der nu er i deres familie .

Hos de 3-årige var temaet: Mad i Danmark og i Italien.De havde lavet de lækreste og flotteste pizzaer ved at male paptallerkener brune, det var pizzabunden og herefter skulle de klippe alt fyldet ud fra reklamer, alt hvad de nu ville have på deres pizza, en svær kunst i sig selv, når man skulle håndtere en saks og klippe for måske allerførste gang, næsten, men pizzaerne så både gode og lækre ud, da de hang på væggen og man kunne let blive lækkersulten, mens man kiggede på alle de mange pizzaer, børnene havde tegnet og derefter klistret fyld på.

Man havde da også lavet rigtige pizza, altså til at spise, til alle i børnehaven som afslutning på hele projektet.

Man har arbejdet med læreplanerne hele foråret og som personalet siger, så er der megen lærdom i at arbejde med et emne over længere tid.

Det var forældrerådet, der stod for det vellykkede og velbesøgte arrangement i børnehaven.

Jo-Jo

På vandring i lokalhistorien

0

Vivi Dybdahl og Jørgen P. Clausager guidede rundt i dele af Thorshøj by med tilbageblik i historien, og de ca. 30 tilhørere lyttede interesserede til beretninger om ejendomme og personer, der havde levet og virket i byen.

Den yngste var to år og den ældste på vej til 80, men de fulgte godt med på turen, som blev indledt ved Thorshøj Skole, hvor Jørgen Clausager fortalte. Vivi Dybdahl tog over, og sådan havde de to lokalhistoriske guider delt aftenens emner i mellem sig, suppleret med flere små anekdoter og Vivis erindringer fra sin opvækst i byen.

Hun fik tilmed en opgave med hjem, idet en borger gerne ville have en lidt mere detaljeret historie på sin ejendom.

Der var meget at fortælle, så dette var muligvis først afdeling med sidste stop på turen ved den tidligere station.

Aftenen sluttede i det store festtelt på sportspladsen, med kaffe og kage.

ÅB

Foto: Ejvind Pedersen