De kommunale dagplejere i Østervrå har haft en både kulturel og faglig september, med besøg ude i byen og deltagelse i den pædagogiske konference Barndommens Gade i Skagen.
Et biblioteksbesøg, et kirkebesøg og deltagelse i kommunens pædagogiske konference har været på de kommunale dagplejeres dagsorden. Først var der besøg på Østervrå Bibliotek, hvor bibliotekar Knud Hjørnholm stod klar til at tage imod børn og voksne. Knud læste bl.a. højt og snakkede med børnene om bøger, og så blev der naturligvis også tid til at lege i bibliotekets hyggelige legehjørne.
Sæbebobler
Det blev igen til en hyggelig formiddag i Østervrå Kirke, hvor organist Anette Bæk sang og legede med børnene, som var vældig optagede af dukketeatret, sæbeboblerne og svingturene i det store tæppe.
Det er lidt svært at sige, hvad de små poder synes er mest spændende – at udforske kirkens mange faciliteter eller at deltage i legen sammen med Annette Bæk. Til slut slog kirkeklokkerne, og det er noget, der altid gør stort indtryk på børnene, som efterfølgende har talt meget om den oplevelse.
Leg i dagplejen
De kommunale dagplejere i Østervrå var udpeget til at lave en udstilling om ”Leg i Dagplejen” i forbindelse med den tre dage lange pædagogiske konference ”Barndommens Gade” om børn i alderen 0-6 år, der blev afholdt i Skagen i midten af september. – Vi havde valgt at sætte fokus på det digitale legetøj, leg i naturen, haven og skoven, fortæller dagplejer Joan Jensen. Alle billederne fra udstillingen kan ses på dagplejernes facebookgruppe – Østervrå Kommunale Dagplejere.
ÅB




