Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

På tur i det blå september

Ditte Nielsen (tv) og Irma Muhlig (th) fik på turen lejlighed til at gense hver deres tidligere hjem

 

De Frivillige på Østervrå Ældrecenter har igen været på tur med beboere fra centret. Denne gang rundt i Midtvendsyssel under septembers høje blå himmel.

En let sol skinnede ned over det lille selskab, som måtte døje med lidt drillerier fra bussens lift, men snart var alle anbragt trygt og godt i sæderne. Bussen satte kurs ud af Vrængmosevej, hvor første stop var et kort ophold ved gården Søndenåen. Her havde en af deltagerne, Ditte Nielsen boet i 40 år, så hun fik lejlighed til at gense sit gamle hjem. Videre gik det forbi ejendommen Landlyst mod Pajhede Skov og Naturskolen Lunken med turens næste stop.

Omsværmet
Frem kom den medbragte kaffe og lækre kringle, som centrets køkkenpersonale havde pakket til turen. Naturen er jo som bekendt lunefuld, og i dette tilfælde blev eftermiddagskaffen og de søde sager indtaget i skarp konkurrence med nogle sværmende hvepse, der gerne ville have del i den gode kage. Heldigvis blev ingen stukket, og turen kunne fortsætte gennem skoven til Dybvadvej mod Hellum. Kort efter blev kursen ændret ind mod Pajhede Skov ad en grusvej langs skoven til vejen mellem Kirkholt og Hellum. 

Undervejs holdt bussen stille for at beundre udsigten til en flok dådyr og en rå med lam, der gik og græssede. I skovkanten gik flere fasaner, og de havde heller ikke noget imod at blive kigget på.  

Kirkholtvej blev krydset og videre gik det ad smalle veje forbi små og store landbrugsejendomme, nysåede marker og grønne agre til Jerslev, hvor bussen kørte tilbage mod Kirkholt, svingede ud af Fæholtvej og videre ad flere naturskønne veje – både med og uden huller. Naturen var så småt trukket i sin efterårspragt i et landskab af gårde og landbrugsarealer omkranset af bakker og dale mod Mylund og hjem til Østervrå. Her blev det til endnu en afstikker, så en anden af turens deltagere Irma Muhlig fik lejlighed til at gense sit tidligere hjem. 

En rigtig hyggelig tur, hvor der undervejs blev til en masse snak om det, selskabet passerede på turen. 

ÅB

Populære artikler