Hos Lars Pedersen på Flauensjol HøHotel
Onsdag formiddag var flaget hejst hos Lars Pedersen på Ingeborg Skeelsvej i Flauenskjold. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel og en stor flok af børn og voksne kom gående fra skolen og hen til Lars Pedersens gård.
Anledningen var, at det store gavlmaleri, som havde Nordisk Mytologi som overskrift og som 5. kl. havde lavet, skulle afsløres denne onsdag formiddag.
Sidste år da det 1. gavlmaleri blev afsløret, var der også fernisering hos Lars Pedersen. Det var den daværende 5. kl., der havde lavet den flotte udsmykning på en af Lars Pedersens gavle.
Eleverne, der sidste år stod for kunstværket, var med på ferniseringen sidste onsdag og avisens udsendte mødte dem, hvor de sad og hyggede sig foran deres eget maleri og som de sagde, så var de stolte over det, de lavede sidste år og syntes, at det var flot, men det var dette års maleri fra den nordiske mytologi da også.
Selve afsløringen foregik efter, at Lars havde budt velkommen til alle de fremmødte. Det var borgmester Michael Klitgaard, der skulle klippe snoren over sammen med Lone Lex, formand for børne- og skoleudvalget i Brønderslev Kommune. Begge roste de projektet og de roste Lars Pedersen for den gode idé, som var et godt eksempel på det, der hedder Åben skole og det var som de bl.a. sagde en rigtig god og anderledes måde at gå i skole på og som en af lærerne lidt senere sagde til avisen, så var det en spændende og anderledes måde at arbejde på for både elever og lærere.
Da snoren var klippet over inviterede Lars alle på småkager og saftevand til børnene og champagne til de voksne – jo, der var stil over det ved onsdagens fernisering i Flauenskjold.
Vi var så heldige at få en snak med nogle af de unge kunstnere nemlig Isabella Hernandez, Kristine Løgtholt Poulsen, Simone Rosenkilde Pedersen og Sille Møller, der kom lidt senere og derfor ikke er med på billedet. De fortalte om, hvordan de først lavede skitser, som man iøvrigt kunne se på en planche og så sagde de også, at det havde været spændende og anderledes at arbejde med maleriet og de kunne heller ikke lade være med at fortælle hvor svært det havde været med at skulle male og tegne så store figurer – altså de havde tænkt lidt over proportionerne i projektet fra skitse til færdigt maleri i dag, hvor de havde lagt sidste hånd på værket inden alle gæsterne dukkede op.
Også drengene ville gerne fortælle om det store flotte maleri, som de havde lavet – Tobias Thomsen, Tobias Kristensen, Jacob Christensen og Philip Larsen gav udtryk for, at det havde været rigtig sjovt at arbejde med maleriet og de kunne da godt finde på at gå en tur over og vise gæster deres flotte maleri – og de sagde samstemmende, at de var stolte over arbejdet, de havde været med til at lave.
Lars Pedersen fortalte, at det havde været en unik og fantastisk oplevelse for ham både at følge hele processen og at stå her i dag med det flotte resultat.
Jo-Jo
Fotos: Ejvind Pedersen




