Home Blog Page 338

Vindere af Tipsdysten 2019

0

Igen i 2019 har ØVI Fodbold, i samarbejde med Østvendsyssel Folkeblad, haft en løbende tipsdyst kørende i forbindelse med ØVI’s 1. holds hjemmekampe.

Før sæsonstart var Mogens Andersen, ØVI Fodbold rundt, for at få erhvervsdrivende med på spøgen. Igen i år var der stor tilslutning til dysten og mon ikke der er blevet drillet lidt rundt omkring, hvem der havde håneretten?

Man må sige, at bankfolkene var de skrappeste tippere i år, da 1. pladsen gik til Helle Sten, Nordjyske Bank, med ialt otte rigtige tip, skarpt forfulgt af Anders Sindal Møller, Sparekassen Vendsyssel som tog sig af 2. pladsen med syv rigtige. 3. pladsen blev delt mellem to tippere, nemlig, Emil Hjelm Kristensen, Elek-trikeren og Brian Jensen, Jul Nielsen med seks rigtige.

Karina Kristensen, formand for ØVI Fodbold udtrykker stor tilfredshed med forløbet af årets  tipsdyst, som giver et godt tilskud til klubkassen. Karina håber på at endnu flere vil være med i 2020. Hvis man ønsker at deltage, kan Mogens Andersen, ØVI Fodbold kontaktes.

SEB

Spinning og stegt flæsk i Flauenskjold Hallen

0

Flauenskjold Fitness havde lørdag arrangeret spinningevent i Flauenskjold Hallen.

Arrangementet havde samlet 33 deltagere fordelt på de ti cykler, som foreningen råder over. Konceptet gik ud på at hold af max fire deltagere skulle tilbagelægge så mange kilometer som muligt på fire timer.

1. pladsen gik til ”De forsvarende mestre” med 118,4 km foran ”Team AVK Tooling 1” med 117,9 km og ”Team Kædefri” med 113,8 km.

Et flot og hyggeligt arrangement sluttede med fællesspisning i Flauenskjold Hallens Cafeteria, hvor der var stegt flæsk på menuen.

Flauenskjold Fitness har godt gang i aktiviteterne, og der er på nuværende tidspunkt ca. 150 medlemmer. 

Der er således ingen tvivl om at tilblivelsen af fitness-centret i Flauenskjold Hallen er et stort aktiv for byens idrætstilbud. Fitness foreningen har formået at tiltrække mange nye brugere, og Flauenskjold Hallen syder af aktivitet alle ugens dage.

IS                                                                             

Flauenskjold er udpeget som fokusby

0

Flauenskjold er i 2019 udpeget som fokusby i Brønderslev Kommune. Det betyder, at man i samarbejde med kommunen arbejder for en helhedsplan for udviklingen i Flauenskjold.

I den anledning afholdes der onsdag den 20. november en borgerworkshop i Flauenskjold Hallen (se annonce).

Workshoppen er en fortsættelse af borgermødet i april måned, der blev afholdt i Smien, hvor Flauenskjold sagde et stort ja til Brønderslev Kommunes tilbud om at blive fokusby. På mødet blev der nedsat en styregruppe med repræsentanter fra borgerforeningen, idrætsforeningen, skolens støtteforening samt kommunens administration. Styregruppen har holdt en række møder siden da, ligesom kommunens folk har bidraget dels med projektbeskrivelser og dels med deres viden om lovgivning mv. Herudover er der tilknyttet 4 unge studerende fra Aalborg Universitet, der har udvikling i landdistrikter som speciale.

Rent økonomisk er der fra kommunens side afsat en pulje på kr. 500.000 til udviklingen af Flauenskjold i dette fokusby projekt. Herudover er der bevilliget penge til nedrivning af to faldefærdige huse i Flauenskjold fra den særlige nedrivningspulje. Endvidere vil de øvrige forvaltninger i den kommende tid have særligt fokus på Flauenskjold. Så vi kan altså forvente at Flauenskjold vil få et gevaldigt løft indenfor det næste år eller to.

Flauenskjold Skoles støtteforening har allerede været foregangsfolk ved den flotte renovering af skolegården samt tilstødende arealer. Første fase af dette store projekt er således gennemført. Det er tanken at fase 2 og 3 nu vil indgå som en del af det samlede fokusby projekt.

Styregruppen vil på mødet fremlægge planer for konkrete projekter, som borgerne kan prioritere samt være med til at føre ud i livet. Projekterne er kendetegnede ved fællesskab, aktivitet og forskønnelse.

Vi håber at rigtig mange borgere vil møde op i Flauenskjold Hallen for at bidrage til udviklingen af Flauenskjold. Brønderslev Kommune byder på mad og drikke. Der er tillige arrangeret børnepasning, så småbørnsforældre også har mulighed at deltage.

Styregruppen ser frem til en inspirerende aften med Flauenskjolds udvikling i fokus.

IS                                                                              

Flauenskjold IF tog første skridt

0

Flauenskjold IF’s serie 3 hold tog lørdag det første skridt på vejen mod serie 2, da Harken UGF lørdag blev besejret i hjemmekampen på Flauenskjold Stadion. På en glat og tung bane blev det præcis det drama og tætte opgør som man på forhånd havde regnet med. Harken havde akkurat som Flauenskjold opnået en 2 plads i serie 3 med præcis det samme pointtal nemlig 30.

2-1 viste måltavlen da dommer Michael Karstenskov omsider fløjtede af efter 97 intense minutter.

Harken kom foran på hovedstød efter en dødbold efter 10 min. Topscorer Christian Kjeldsen fik dog hurtigt udlignet da han sikkert sparkede bolden i kassen efter forarbejde af anfører Kasper Bisgaard.

Holdet var uden den normale anfører Jan Christian Pedersen der pådrog sig en hovedskade i sidste uges kamp, og efter en halv time blev Mike Madsen tilføjet til skadeslisten da han måtte udgå med en fibersprængning i baglåret. Ind kom den blot 17 årige Jeppe Grøntved der kort efter forfulgte en lang bold i bagrummet bag Harkens forsvar. Jeppe tog et godt træk udenom målmanden, der nærmest ikke kunne undgå at fælde ham. Straffespark til hjemmeholdet som Christian Kjeldsen omsatte til mål om end keeperen havde hænderne på. 2-1 til Flauenskjold ved pausen.

2. halvleg blev én lang forsvarskamp, hvor man levede på kontraangreb. Til trods for endnu et par småskader og to 10 min. udvisninger i slutfasen red hjemmeholdet stormen af. Men det holdt hårdt og sejren kunne ligeså godt være gået til Harken. Det skal nævnes at Flauenskjolds målmand, den normale markspiller Jonas Thomsen, stod en flot kamp med mange vigtige redninger.

Flauenskjold er nu klar til den afgørende oprykningskamp, hvor modstanderen bliver Hjørring IF serie 2 på lørdag i Hjørring.

Hjemmeholdet må betragtes som favorit, ikke mindst på grund af Flauenskjoldspillernes fysiske tilstand, hvor flere spillere efterhånden er godt slidte efter en lang sæson.

Fra Flauenskjoldlejrens side forlyder det at man først og fremmest tager kampen som vigtig læring for holdets mange unge spillere. Så uanset om det hedder serie 2 eller 3 til foråret, så ser klubben positivt frem mod forårssæsonen 2020.

IS

Slægtens Dag i Sæby 2019

0

Saltlandets historiske Forening for Sæby og Omegn afholder 16. november 2019 Slægtens Dag 2019 i Manegen i Sæby. Der vil være 4 foredrag og 16 stadeholdere i den store sal, og der er gratis adgang.

De kendte TV-serier ”Ved du hvem du er?” og ”Forsvundne arvinger”  har skærpet folks interesse for slægtsforskning. Overalt i landet stiger medlemstallet i de slægthistoriske foreninger og tilhørende studiekredse. De to gamle landsdækkende foreninger indenfor slægtsforskning, nemlig DIS-Danmark og SSF, sluttede sig sammen i 2018 og hedder nu Danske Slægtsforskere  og har  8000 medlemmer og 46 lokalforeninger, hvori også Saltlandet  indgår. Formanden for den nye forening, Kirsten Sanders, kommer til Sæby den 16. november og benytter dagens første foredrag til at fortælle om foreningen Danske Slægtsforskere.

Slægtens Dag er en slags messe, hvor gæster kan komme og gå helt frit og gratis og sætte sig i lokale 4 til et foredrag eller flere og i øvrigt besøge de 16 stande fra  historiske foreninger, stadsarkivet,lokalarkiver, bibliotek m.fl., som vil fylde den store sal. I salens midte vil der være en workshop med et par erfarne slægtsforskere, som kan assistere gæster, som søger efter information om deres aner. I forhallen vil der være café, hvor gæsterne kan hvile benene og nyde kaffe og kager.

Vi afholdt den første Slægtens Dag i 2015 , også i Manegen, og det var en stor succes. Vi havde 7 gode foredrag og det var for mange, da der blev for lidt tid til at besøge standene. I 2016  afholdt Frederikshavn slægt- og lokalhistorisk Forening  Slægtens Dag og året efter gik stafetten til Skagen lokalhistorisk Forening. I 2018 var der Slægtens Dag i Østervrå og så nu i 2019 er stafetten tilbage i Sæby.

Ovenfor er nævnt det første foredrag med Kirsten Sanders. Om eftermiddagen kommer hun igen på talerstolen og fortæller om brugen af DNA i slægtsforskning. Også i Saltlandet har vi benyttet DNA test i slægtsforskning og vi glæder os til at høre nyt herom fra Kirsten Sanders. Dagens andet foredrag er med Peter Christensen fra Mormonkirken i Ålborg, som fortæller om den kolossale database Familysearch.org med over 4 milliarder navne, som Mormonerne stiller gratis til rådighed for slægtsforskere over hele verden. Dagens fjerde foredrag med Kathrine Tobiasen handler om danske fæstebønder og om, hvor og hvordan vi finder oplysninger om dem.

De 16 stande i den store sal vil rumme slægtshistoriske foreninger fra Sæby, Frederikshavn, Østervrå, Lyngså, Ålborg og Brønderslev. Af arkiver kan nævnes Frederikshavn Stadsarkiv, Flauenskjold lokalarkiv og Kystmuseet. Desuden deltager Sæby Bibliotek, Sæby Museumsforening, Sæby Bevaringsforening, Sognefogedgården i Frederikshavn, Familysearch-Ålborg, Danske Slægtsforskere Landsforening og Historisk Samfund for Vendsyssel.

Østervrå-kalenderen 2020

0

Det er nu igen tid til at sende oplysninger ind til Østervrå-kalenderen om arrangementer, møder og lignende, der afvikles i Østervrå i 2020.

Vi er interesserede i, at så mange som muligt får kendskab til, de aktiviteter der afvikles i Østervrå, lyder det fra Østervrå Handel- og Erhvervsforening, som står bag kalenderen. Østervrå-kalenderen er en af mulighederne for at få budskabet ud, forklarer formanden, der opfordrer de lokale foreninger, interesseorganisationer m.fl. til at komme med alle de bidrag til kalenderen, som de allerede nu har planlagt.

Oplysningerne, der skal beskrives med en kort titel, og kan indleveres eller sendes til Østvendsyssel Folkeblad på avis@oestvend.dk gerne allerede nu, men senest den 1. december. 

Red.

Motorik og orgelmusik i børnehøjde

0

Børn og voksne hos de private pasningsordninger har rørt både krop og sangmuskler. Nu ser de frem til alle de dejlige forberedelser til julen. 

Fysioterapeut Louise Jakobsen fra Østervrå Fysioterapi og Træning kommer jævnligt på besøg i Legestuen. Det betyder forskellige aktiviteter med fokus på motorik og sanser, som udvikler børnenes krop. Børnene er helt med, og tumler sig på forhindringsbanen – måske lige med et lille hjælpende puf i ryggen, og så er det bare hyggeligt, at gemme sig under den store faldskærm.

Orgeltoner
Et helt fast programpunkt er besøget i Østervrå Kirke hos organist Annette Bæk. Det er noget både store og små ser frem til. En dejlig hyggestund med en god blanding af fællessang og små udfordrende lege, som børnene er helt med på. Ekstra spændende bliver det, når de små får lov til at trykke på orglets tangenter, også selv om lydene godt kan være lidt overraskende. 

Alle glæder sig til et kommende på besøg på Østervrå Ældrecenter, hvor der skal hygges med ældste generation. – Vi er så småt i gang med at tænke juleforberedelserne ind, fortæller Anette Jensen fra Anettes private pasningsordning, vi skal bl.a. til julegudstjeneste i adventistkirken, og så skal vi selvfølgelig også holde juletræsfest i Legestuen for børnene og deres familier. 

ÅB

Valg til Centerrådet

0

Centerrådet for Flauenskjold afholder 3-4 gange om måneden ugentlige aktiviteter for pensionister, efterlønnere og andre ældre medborgere i Flauenskjold Kulturhus. Den ugentlige mødedag er tirsdag.

Arrangementerne spænder vidt lige fra udflugter til banko samt kortspil og hygge, Herudover er der også foredrag, salg af tøj samt selvfølgelig den årlige julefrokost.

Centerrådene opstod efter kommunesammenlægningen i januar 2007. Tidligere var de i den østlige del af kommunen gået under betegnelsen brugerrådene.

Tirsdag i næste uge (12/11) afholdes det årlige valg til centerrådet i Flauenskjold. Bestyrelsen består af fem medlemmer samt to suppleanter. Formanden Grethe Birch opfordrer alle interesserede ældre til at møde op, for eventuelt at lade sig vælge til bestyrelsen eller blot for at bakke op om centerrådets arbejde, for områdets pensionister. Der er pt. ca. 20 faste brugere af centerrådets aktiviteter. 

Sidste efterår da hele byen gik amok i Min købmands guirlandekonkurrence bidrog de ældre i centerrådet i stor stil med at fabrikere guirlander (hvilket ses på billedet). Det forlyder også at centerrådet er klar til dette års udfordring, hvor der skal laves malede julefigurer af trylledej. Så sidste års Flauenskjold sejr kan forhåbentlig gentages med hjælp fra byens ældre.

Det skal i øvrigt nævnes at centerrådet to gange om året udgiver et 16 siders program med kommende aktiviteter samt mange andre nyttige oplysninger for områdets ældre.

IS

Stor interesse for ministævne i ØVI-badminton

0

Bestyrelsen i Østervrå Ifs badmintonafdeling blev glædeligt overrasket over den store og positive interesse, der var søndagens lokale ministævne for begyndere og let øvede. 

ØVI badminton har valgt selv at afholde lokale ministævner for deres begyndere og let øvede badmintonspillere i stedet for at deltage i turneringskampe. – Vi synes, at det fungerer rigtig godt, fordi vi netop lægger op til, at det skal være den nævnte kategori af spillere, der deltager. På den måde kommer spillerne til at møde andre, de er på samme niveau med, og det giver nogle godt kvalificerede kampe med et jævnbyrdigt spil, forklarer formand for ØVI badminton Lene Christensen. 

Hun og den øvrige bestyrelse blev i øvrigt glædeligt overraskede, da hele 50 spillere, i rækker fra U9-U15, meldte sig til søndagens stævne i Østervrå Idræts- og Kulturcenter. – Vi måtte da bede om en ekstra haltime for at være sikre på, at kunne nå at afvikle de i alt 92 kampe, der var programsat, lyder det fra en storsmilende formanden. Der i øvrigt har været på ekstraarbejde med at få alle de mange kampe lagt ind i kampprogrammet. 

Ros til stævnet
ØVI badminton har de senere år haft lidt færre medlemmer, men antallet af deltagere i dagens stævne tyder på, at interesse for badmintonsporten måske er ved at vende. 

De deltagende klubber var Hjørring, Dronninglund, Jerslev, Dybvad og ØVI, og der var mange rosende ord og positive tilbagemeldinger om stævnet, samt et ønske til næste gang om, at der også kunne blive double-kampe.  

På tilskuerpladserne var der god opbakning fra både bedsteforældre- og forældregenerationen, og det er jo dejligt for spillerne og klubberne at mærke interessen. 

ÅB

Åbent hus hos Lokalhistorisk Arkiv i Flauenskjold

0

Arkivernes dag er en landsdækkende begivenhed, hvor lokalarkiverne inviterer lokalbefolkningen ind for at se, hvad arkiverne rummer. Åbent hus-dagen bliver på mange arkiver suppleret med udstilling, foredrag eller andre aktiviteter.

På Lokalhistorisk Arkiv for Flauenskjold og Omegn har man valgt at lave en udstilling med fokus på ”Flauenskjold i 100 år. Et aktivt lokalsamfund”.

Udstillingen tager udgangspunkt i de materialer, som arkivet igennem mange år har modtaget, registreret og bevaret. Der vil derfor være mange billeder suppleret med tekst, som viser hvordan folk har levet og indrettet sig i Voer sogn. Arkivet vil vise, hvad borgerne har levet af, hvad de har brugt fritiden på og fortælle om de begivenheder og institutioner, som har præget hverdagen og vise hvordan borgerne ved fælles indsats har været i stand til at forme og udvikle lokalområdet.

Kom og få indblik i de store forandringer, som har påvirket levevilkårene og de mennesker som levede og lever i Flauenskjold og opland.

Desuden vil der være mulighed for at få hjælp til spørgsmål omkring slægtsforskning af erfarne folk.

Udstillingen kan ses i arkivets lokaler, Ingeborg Skeels Vej 44, den 9.-10. november.

IS