Home Blog Page 337

60 millioner til det gode liv i mindre bysamfund

0

Nu er der midler til at drømme stort i alle småbyer! Nordea-fondens ”Her bor vi-pulje” sætter fokus på fællesskabet og sammenhængskraften i byer med et indbyggertal på 200-5.000. 

Foreninger og organisationer i alle danske småbyer kan søge op til en mio. kr. fra Nordea-fondens ”Her bor vi-pulje” til det, der styrker det gode liv i deres by. Måske til en ny legeplads, et klubhus, en festival – eller noget helt fjerde.

Puljen skal anspore lokale ildsjæle til at sætte aktiviteter i gang, som kan styrke det lokale fællesskab og sammenhængskraften i mindre byer. 

For at søge ”Her bor vi-puljen” skal projektet have en stærk relation til et mindre bysamfund med 200-5.000 indbyggere og indeholde aktiviteter, der foregår i eller ved byen.

Nordea-fonden har øremærket 60 mio. kr. og forventer at støtte mere end 100 projekter i løbet af året. 

Der er to ansøgningsrunder med frist 1. maj og 1. august.

ÅB

Flere aktive seniorer i Flauenskjold

0

Nye træningsmuligheder i Flauenskjold Hallen skal gøre idræt og bevægelse mere attraktivt for dem, der er stoppet på arbejdsmarkedet eller går hjemme.

Har du lyst til at være fysisk aktiv, møde nye bekendtskaber og være social sammen med andre jævnaldrende? Så er Flauenskjold Hallen klar med et nyt tilbud. Torsdag d. 12. marts holder Flauenskjold Hallen i samarbejde med Bevæg dig for livet – Senior i Brønderslev Kommune opstartsmøde om et nyt motionstilbud for 60+ i dagtimerne under navnet Idræt om Dagen. ”Det er et tilbud for alle, der har tid og lyst til at dele 1-2 timer i hyggeligt samvær, med højt til loftet og sved på panden – som udgangspunkt hver torsdag formiddag” udtaler initiativtager, Dennis Kvesel, halinspektør i Flauenskjold Hallen. 

Dennis Kvesel tiltrådte i december ’19 som ny halinspektør i Flauenskjold og har stort fokus på at øge aktivitetsniveauet i hallen. Her er seniormålgruppen oplagt at henvende sig til, da hallen oplever ledige haltider om dagen. Dennis og co. er allerede tyvstartet og har etableret et nyt tennistilbud for seniorer fredag morgen. Det har indtil videre været en stor succes med 15-16 forskellige deltagere – heriblandt en række, der ikke tidligere har haft sin gang i hallen. 

Det er håbet at få endnu flere i gang med det nye tilbud, Idræt om Dagen, der er et populært koncept for seniormålgruppen, der kobler socialt samvær med god og sund træning. Tidligere har Bevæg dig for livet – Senior i Brønderslev Kommune i samarbejde med DGI Nordjylland og DAI (Dansk Arbejder Idrætsforbund) været med til at starte konceptet op i Asaa og Klokkerholm – med stor succes.

”Tilbuddet tilpasses deltagerne, så alle har mulighed for at vælge aktivitet og være med, også selvom formen ikke er, hvad den har været. Aktiviteterne tilpasses målgruppen og er for alle. Træning starter altid med en fælles opvarmning, hvorefter man deler sig ud til forskellige aktiviteter, og afslutter fælles til en kop kaffe og socialt samvær”, udtaler Morten Borregaard Poulsen, projektleder for Bevæg dig for livet – Senior i Brønderslev Kommune og fortsætter: ”deltagerne får medbestemmelse på indholdet, så kun fantasien sætter grænser, men vi præsenterer bl.a. målgruppen for eks. Cirkeltræning, Floorball, Badminton, Volleyball, Kurling, Skum-tennis eller andre aldersvenlige spil og aktiviteter.” 

Alle interesserede inviteres i første omgang til et informationsmødet i Flauenskjold Hallen, som også er vært ved en kop kaffe. 

Her kan alle fremmødte blive klogere på, hvorfor det er nødvendigt at holde sig aktiv hele livet og hvad konceptet indbyder til. Hver torsdag resten af foråret er der mulighed for at afprøve forskellige motionstilbud i Flauenskjold Hallen ganske gratis.

Nordjyllands store junioropvisning i Østervrå

0

Gymnastikforeningen 77 i Østervrå har igen påtaget sig rollen som værter for DGIs store junioropvisning, som afvikles i Østervrå Idræts- og Kulturcenter fredag den 6. marts og lørdag den 7. marts. 

Der er lagt op til en ”ren” junioropvisning med store og små hold indenfor både spring- og rytmisk gymnastik, og publikum kan se frem til to dage i en forrygende stemning med ca. 1.300-1.400 humørfyldte gymnaster og god gymnastik. 

Gymnaster fra det meste af landsdelen og enkelte udefra kommer på gulvet for at vise, hvad de har lært i den forgangne sæson. – Vi er så heldige, at vi får besøg af hele tre efterskoler, Bjerre Gymnastik og Idrætsefterskole ved Horsens (BGI Akademiet), Halvorsminde Efterskole fra Hjørring og Han Herred Efterskole fra Fjerritslev, og de her store efterskolehold er altid en helt særlig oplevelse, understreger formand for GF77 Tom Pedersen. 

Østervrå deltager selv med ca. 30 juniorgymnaster i alderen fra 12 til 16 år, og deres første opvisning i år åbner lørdagens store program. Et helt sikkert flot punktum denne dag bliver besøg af DGIs Repræsentationshold. 

Mad og drikke
I år er det helt nyt, at der også er opvisning fredag aften. Helt nyt er også et samarbejde med ØVIs Venner og ØVIs Cafeteria, som både fredag og lørdag står klar med pulled pork burgere og drikkevarer til de mange gæster. 

Der er lagt op til et par festlige dage, hvor arrangørerne har forberedt sig til det yderste for at gøre opvisningen til en god oplevelse for både publikum og gymnaster.

ÅB

Skolen skal være en del af lokalsamfundet

0

Midt i januar måned kunne børn og personale på Torslev Skoleafdeling byde velkommen til deres nye leder Susanne Danielsen (60), der kommer fra en lignede stilling på Stensnæsskolen i Voerså.

Hun er knapt nok landet, den nye skoleleder, for der er rigtig meget nyt at sætte sig ind i, og mange nye ansigter, hun skal lære at kende. Det betyder ikke, at Susanne Danielsen ikke allerede har gjort sig en masse tanker om, hvordan hun vil folde sit lederskab ud på Torslev Skole. – For mig er kerneopgaven elevernes og lærernes trivsel, lyder det klart og tydelig. Vi skal skabe en skole med trivsel og læring, hvor eleverne kan blive så dygtige, som de kan. Min opgaver er at tilrettelægge arbejdet på bedste vis, udnytte de ressourcer der er rigtigt og sørge for den rette kompetenceudvikling. 

En del af lokalsamfundet
Susanne Danielsen er tilhænger af traditioner, men der skal også ske en udvikling. – Der kommer sikkert nye tiltag, og måske udvikler vi på det kendte, forklarer den nye leder. Jeg satser på så højt et informationsniveau som muligt, og så skal skolen åbne sig mod lokalsamfundet, understreger Susanne Danielsen, som også forventer, at der vil være opbakning til skolen fra både forældre og lokalsamfund. 

15 års erfaring
Susanne Danielsen er uddannet lærer, som efterfølgende er udbygget bl.a. med en lederuddannelse. I syv år arbejdede hun på lederniveau i Rebild Kommune og har siden 2014 være leder af Stensnæsskolen i Voerså. 

Privat bor hun i Aalborg, er gift og har to voksne sønner samt tre guldklumper til børnebørn. Fritiden tilbringer hun gerne i naturen, og så har spejderlivet en meget stor plads i hendes hjerte. Hun er DDS’er, og medlem af Klarupgruppen, Jens Bang Klanen, Skt. Georgs Gildet m.m. 

Når overblikket er kommet helt på plads, tager hun på tur rundt i lokalsamfundet for at hilse på. 

ÅB

Foto: Ejvind Pedersen

Meget at glæde sig over i Østervrå IF

0

Der er meget at glæde sig over i Østervrå IF (ØVI), men også brug for at tænke nye tanker. Måske er det nu vi skal kigge på en ny organisering? Det var blot nogle af budskaberne i formand Knud Hjørnholms beretning til den årlige generalforsamling i ØVIs hovedbestyrelse. 

 – Da jeg i forsommeren gik en tur rundt i Østervrå Idræts- & Kulturcenter og på vores udendørs anlæg sammen med en repræsentant fra DGI Nordjylland, fik jeg endnu en gang bekræftet, at vi har nogle rigtig gode rammer til vores aktiviteter, indledte Hjørnholm.

Han glædede sig over en fornuftig økonomi, men erkendte samtidig, at man aldrig kommer af arbejdstøjet, når det gælder driften af en forening af ØVIs størrelse. 

ØVI har p.t. godt 700 medlemmer, herunder også petanque og kroket, som er selvstændige enheder. Desværre kniber det i ungdomsrækkerne – især badminton og holdidrætterne håndbold og fodbold mærker, at der er færre børn og unge. 

Flere gange i løbet af året har medlemstilgang været på dagsordenen, og det kommer de også i det nye år, erkendte formanden. 

Fodboldafdelingen har i løbet af 2019 fundet kræfter til en tiltrængt renovering af klubhuset. Gode sponsorer og medlemmers arbejdsindsats har resulteret i et utroligt flot resultat, som vi alle kan være stolte af. Loyalitetspenge fra Genk i forbindelse med Joakim Mæhles skifte til den belgiske klub, har udgjort en del af finansieringen af renoveringen. 

Det nyeste tiltag – E-sportsholdet er ikke stort, men de unge ledere har afviklet to gode LAN-partys lige op til vinterferien og efterårsferien med 50-70 deltagere. Noget tyder på, at en tradition er godt på vej. 

Der var anerkendelse til det politiske udvalg for arbejdet med den nye tilskudsordning. – Vi har dog endnu ikke et klart billede af, hvad det konkret betyder for vores økonomi, konstaterede Hjørnholm. 

Foreningen har i løbet af året samarbejdet med menighedsrådene, og der var igen rigtig god stemning til den årlige bestyrelsesfest i klubben. 

I det nye regnskabsår skal der bl.a. arbejdes med ny hjemmeside og et nyt opkrævningssystem. Formanden luftede også tanken om, at det måske er nu, der skal tages hul på en diskussion om en ny måde at organisere foreningen på. 

På baggrund af de fem afdelingsgeneralforsamlinger, der blev afholdt i uge 7, gav formanden et kort rids over de enkelte afdelingers beretninger. 

Til bestyrelsen var der genvalg af Knud Hjørnholm og Birthe Vindbæk Andersen.

Generalforsamlingen sluttede med et indlæg af Frederikshavn Kommunes nye formand i Kultur- & Fritidsudvalget Mette Hardam. 

ÅB

Standerhejsning i DHF Fodbold

0

Flauenskjold Stadion var lørdag rammen om standerhejsning for ungdomsspillerne i DHF Fodbold. Hele 64 spillere var mødt op på denne første træningsdag, hvilket må siges at være flot i betragtning af det lidt kolde vintervejr.

Hanne Aaen Jensen fra DHF udvalget bød de mange spillere, trænere og forældre velkommen til sæsonen 2020. Herefter blev flaget, på traditionel vis, hejst af årets spillere 2019 Hannah Helfenstein og Michael Aaen Toft med kyndig assistance af Thomas Larsen fra DHF udvalget.

Efter en god times træning var der sodavand, pølser og pommes frites i Flauenskjold Hallens Cafeteria. For at bruge Hanne Aaens ord så var det ”en rigtig fin” standerhejsning.

DHF Fodbold er som bekendt et samarbejde mellem de tre klubber, Dybvad Boldklub, Hørby Idrætsforening og Flauenskjold Idrætsforening. Som noget nyt er samarbejdet fra 2020 udvidet til også at omfatte 5-mands holdene, således at samarbejdet begynder allerede fra U8. Det er herefter alene de helt små 3-mands hold i U6 og U7 der køres selvstændigt i de tre klubber.

DHF vil til sæsonen 2020 være repræsenteret med følgende hold i 5- og 8-mandsrækkerne, U8 Drenge, U10 Piger, U12 Drenge (to hold). Hertil kommer 11 mands hold i U14 Drenge, U15 Piger og U16 Drenge.

Lige et lille opråb fra avisens udsendte, der som bekendt har en fortid som leder i DHF Fodbold. Da vi i disse år er ramt af nogle forholdsvis små årgange giver det hele tiden udfordringer med hensyn til at få holdsammensætningen til at gå op i en højere enhed. Derfor er det ekstremt vigtigt at så mange børn og forældre som muligt bakker op om de lokale hold. Dette vil være til glæde for vores lokalområde og de daglige klassekammerater samt ikke mindst én selv. Min erfaring siger mig nemlig, at gode lokale venskaber igennem sporten er guld værd senere i livet.

Det er klart at hvis talentet virkelig er åbenlyst, så kan man selvfølgelig tage chancen hvis AaB eller Fortuna kalder. DHF Fodbold er samarbejdsklub med netop disse to eliteklubber, hvilket indebærer at der er mulighed for ugentlige talenttræninger m.v. i dette regi. Så overvej lige det hele en ekstra gang inden I vælger en anden klub.

Bak op om DHF Fodbold, og de mange frivillige ledere. Det har de fortjent…

Tekst og fotos: IS

Generalforsamling i Flauenskjold IF og Vennerne

0

Tirsdag aften i sidste uge blev der afholdt de årlige generalforsamlinger i henholdsvis Flauenskjold Idrætsforening og Flauenskjold Idrætsforenings Venner.

Først var det Vennerne der fik klaret den årlige formelle handling. Formand Jette Mikkelsen kunne berette om årets aktiviteter, hvor indtægterne i det forgangne år hovedsageligt stammede fra kontingenter fra de 227 medlemmer samt overskud fra tombola ved den årlige sommerfest på stadion. Der var ydet tilskud til aktiviteter og rekvisitter i idrætsforeningens ungdomsafdelinger i fodbold og håndbold samt ”Leg og bevægelse” for de alleryngste, for i alt 26.000. Formanden opfordrede de enkelte afdelinger om at søge tilskud. Det er dog besluttet at man fremover mest vil tilgodese ansøgninger til mere blivende ting fremfor løbende drift.

Der var genvalg til bestyrelsen til Helle Neergaard og Dorte Jelsbak samt suppleanterne Pia Lythje og Jeanette Desideriussen.

Umiddelbart i forlængelse heraf overgik forsamlingen til afholdelse af årets generalforsamling i Flauenskjold Idrætsforening, hvor de sidste håndbold- og fodboldspillere stødte til.

Formand Anette Larsen kunne således byde velkommen til ca. 35 medlemmer. Herefter gik man over til de årlige beretninger dels fra hovedformand Anette Larsen og dels fra de enkelte udvalg. Henrik Christiansen og Heidi Jørgensen fra sportsudvalget, Jeanette Tøttrup fra sponsorudvalget samt Karsten Larsen fra aktivitetsudvalget fortalte dels om aktiviteterne i det forgangne år men også om planerne for det kommende år.

Kasserer Mikkel Andersen fremlagde regnskabet, som til trods for et underskud i 2019 stadig udviser en solid egenkapital. Det årlige resultat er dog præget af at det kommunale driftstilskud ofte udbetales med tilbagevirkende kraft. Det kan således være vanskeligt at sammenligne resultaterne år for år fuldt ud. Der var fra forsamlingen dog enighed om at det var vigtigt at have fokus på både indtægts- og udgiftssiden i de kommende år, således at man ikke tærer yderligere på egenkapitalen.

Der var genvalg til Anette Larsen og Kirsten Christensen til hovedbestyrelsen. Heidi Jørgensen blev genvalgt til sportsudvalget, mens Tine Bang Pedersen blev nyvalgt til sponsorudvalget. Betinna Kirch og Karina Hansen blev genvalgt til aktivitetsudvalget, mens der var nyvalg til Conni Karlsen til økonomiudvalget.

Nina Semlov og Berit Rosenkilde blev genvalgt som suppleanter og Jens Abildgaard blev ligeledes genvalgt som revisor.

Under eventuelt var der en konstruktiv debat om både økonomi samt foreningens aktiviteter, herunder forslag om yderligere samarbejde med byens øvrige foreninger.

Formand Anette Larsen takkede slutteligt forsamlingen for det gode samarbejde i årets løb og opfordrede alle til at se positivt fremad til gavn for alle de mange medlemmer og frivillige hjælpere i Flauenskjold Idrætsforening.

Tekst og foto: IS

Irsk aften i Flauenskjold Kulturhus

0

Med 120 gæster var der lørdag aften stuvende fyldt i Flauenskjold Kulturhus til den genopstandne ”Irsk aften”. 

Som tidligere omtalt var der tale om et samarbejde mellem Flauenskjold Kulturhus og Flauenskjold Idrætsforenings Venner, og det var således med store forventninger at de mange gæster blev budt velkommen af Jørgen Lund fra Kulturhuset og Jette Mikkelsen fra Vennerne.

Musikken blev leveret af det kendte lokale orkester The Kæjlænders, som på dygtigste vis spillede og sang den traditionelle skotske og irske folkemusik. De forstod virkelig at få publikum med, og leverede en flot koncert.

Salen var pyntet på flotteste vis i de irske farver, og baren var i den grad inspireret af de irske specialiteter af øl og drinks.

Alt i alt en fantastisk aften, som at dømme ud fra de mange gæsters gode humør, nok gerne må gentages til næste år.

IS

Bagermester Jan i Hørby fylder 60 år

0

Det skal fejres! Derfor har bagermesterfruen Helle inviteret de dejligste mennesker til fødselsdag på søndag. Det glæder bagerparret sig til. Der bliver bagt en kæmpe kagemand, så der er nok til alle.

DET DAGLIGE BRØD er Jan kendt for. Brødet som er bagt af gode råvarer og med hjerte til faget – Hver dag er Jan altid selv første og sidste mand i bageriet, selv når der er familiefest, såsom sit eget bryllup og sine børns konfirmationer.

Der skal selvfølgelig også bages til butikken på søndag, inden fødselsdagsgæsterne kommer.

En unik hårdtarbejdende bager gennem over 38 år i Hørby.

Altid med familien på sidelinjen, der forstår den travle far og mand.

Hørby Bageri er den sidste bagerbutik, som ligger i en landsby med under 500 indbyggere. Det betyder, at kunderne kommer fra nær og fjern. Vi er sikre på, at hørbybageren har sin store succes på grund af Jan, som elsker sit arbejde til fulde. Jan står desuden ikke i vejen for at bruge sin fritid på at bage julesmåkager med børnehaver, bofællesskabet Koktvedparken i Frederikshavn, Sæby Rotary klub m.fl.

Fritiden går med familien, som netop er blevet udvidet med et barnebarn, venner og cykelklubben “det svage led”.

Banko, bøger og boller i dagplejen

0

Tre forskellige kulturelle indslag har været på programmet hos de kommunale dagplejere i Østervrå.  

Naturbanko indledte februar måneds program i Legestuen. Børnene fik udleveret en ”bankoplade” med fem billeder fra naturlegepladsen. Opgaven for de små var at finde det, de kunne se på billederne, og de små syntes, det var en sjov leg, som de gik vældig meget op i. 

Bibliotekar Knud Hjørnholm tog igen imod på Østervrå Bibliotek, og så blev der kigget og snakket om bøger. Bagefter hyggede børn og dagplejere sig med bøger, og der blev leget rigtig meget i bibliotekets hyggelige legehjørne. 

Helt specielt er fastelavn i Legestuen. Børnene er klædt festligt ud, og de skal ikke være ret store, før de godt kan se, at kammeraterne vist ikke helt ligner sig selv denne dag. Helt traditionelt er der fastelavnsboller og tøndeslagning, og det lykkedes også for de små, at få bunden slået ud af tønden. Toppen af succes er tøndens indhold af lækkerier.  

ÅB