Top 5 I denne uge

Relaterede indlæg

Er nordjyder specielt oprørske?

Total Protest Camp på tur til Aalborg Historiske Museum den 15. februar 2020


Først lidt historie vedrørende Total Protest Camp:
Campen åbnede den 30. juli 2014 og lukkede den 30. september 2015 – 428 dage. 

Campen havde til formål at sprede budskabet om det farlige ved Fracking – udvinding efter skifergas. 

Årsagen til de mange blokader skyldes bl.a., at det franske firma Total ikke overholdt de regler og retningslinjer, som de selv havde indskrevet i den godkendte VVM samt, at Frederikshavn Kommune og staten ikke førte de tilsyn med Total, som de skulle gøre. 

Det blev en kamp for at beskytte det rene drikkevand, som vi har i Danmark.

Folks daglige demonstrationer foran gitterporten til borepladsen, sammenholdet og fælles kampgejst var med til, at Total Protest Camp fortsatte indtil Total meddelte, at der ikke var gas nok og, at “Vendsyssel1” permanent skulle lukke. Det var ligeledes en meget stor dag, da regeringen i 2018 lukkede ned for efterforskning og boring efter olie, gas og skifergas på land og i de indre farvande overalt i Danmark. 

Total Protest Camp er utrolig stolte over, at vi har været med til at skrive historie og være udstillet sammen med de øvrige fantastiske oprørere fra Nordjylland. 

Vi sender dig nogle billeder fra vores “protestsange” foran museet samt et billede inde fra museet. 

Vi medsender ligeledes programmet samt indbydelsesskiltet.

Karsten og Anne-Marie 

Tekst fra museet
Er nordjyder specielt oprørske? Er der et særligt sammenhold i det nordlige såkaldte Udkantsdanmark, som maner til kamp mod uretfærdigheder? Det undersøger Aalborg Historiske Museum i den nye særudstilling, Oprør i Nordjylland, hvor du rejser tilbage i tiden til en række nordjyske oprør – inklusiv det nok mest berømte, som mange nordjyder den dag i dag stadig identificerer sig med – Grevens Fejde anført af bondesønnen Skipper Clement. 

Der er formentligt lige så mange svar på, hvordan det nordjyske oprør ser ud, og hvad der har formet fortællingen om det, som der findes nordjyder, så noget endegyldigt svar kan ikke gives. I løbet af rundvisningen får du lejlighed til at stå nærmest ansigt til ansigt med nogle af hovedpersonerne i den nordjyske oprørshistorie.

Og når Aalborg Historiske Museum har sat sig for at give nogle bud, er det – måske netop i et anfald af trods – for alligevel at forsøge at give en overordnet forståelse af det oprørske tankesæt. Først og fremmest er det dog for at vække anledning til eftertanke hos museumsgæsterne om, hvad det vil sige at være nordjyde i dag.

Fra skifergas til massegrav
Udstillingen er opbygget som en vandring, hvor du tages med på en rejse tilbage i tiden for at finde spor efter det nordjyske oprørs rødder. Rejsen begynder med et af de nyeste nordjyske oprør, som vi så udfoldet i protesterne mod skifergasboringen ved Dybvad i 2010’erne, sangprotesterne ved naziborgen i Nørresundby i 1990’erne og oprørsbevægelsen Frit Vendsyssel i 1970’erne.

Herefter går turen til kampen for etableringen af Aalborg Universitets Center i 1974, oprøret mod den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig og den arbejderkampidentitet, der har præget Aalborg siden industrialiseringen i årtierne omkring 1900.

Rejsen slutter med fortællinger om de tidlige nordjyske bondeoprør med særlig vægt på Grevens Fejde, hvor bondesønnen Skipper Clement anførte en nordjysk oprørshær af bønder og borgere kæmpede for Aalborg. Desværre tabte de til feltherre Johan Rantzaus professionelle hær af landsknægte 18. december 1534 under Stormen på Aalborg.

Udstillingen omfatter en del af den massegrav for de faldne nordjyder i 1534, der blev udgravet af museets arkæologer 2014-15 og 2019.

Slaget blev kulminationen på kongerigets sidste borgerkrig, og det har gjort Skipper Clement til en oprørsreference i en generel fortælling om nordjysk kamp mod uretfærdighed og overmagt – helt frem til i dag.

Populære artikler