Home Blog Page 241

Festivaldeltagere blev høje på den gode måde

0
Der blev sunget og gynget med til musikken

Det er jo ikke hver dag, man får chancen for at møde så kendte folk som f.eks. Kisser & Søren eller Trine Gadeberg, og når det sker, ja så stiger begejstringen en hel del, og når man tilmed er i godt selskab, så bliver man fyldt helt op af glæde og i godt humør.

To dage i træk fyldte Aktivitetscentret i Østervrå centrets bus med spændte og forventningsfulde brugere, og satte kursen mod den årlige Musikfestival i Sindal. Det er to år siden, det sidste har været afholdt festival, og den gode tradition har virkelig været savnet. 

Alle glædede sig til en dag fyldt med musik, sang, glade mennesker og god mad – og de blev ikke skuffede. I festivalens store telt var der dagen igennem fest og sang. Det blev også til gensyn med kendte ansigter fra andre aktivitets- og plejecentre – hyggeligt at hilse på venner og bekendte. 

Programmet for dag 1 bød på Sindal Harmonikaklub, Den syngende Post, Lene Holme og Kisser & Søren. Dag 2 havde De Sangglade, Jørgen og Co, Thopper og Trine Gadeberg på scenen, og begge dage blev der sunget med og gynget i takt til musikken. Helt perfekt var det, når artisterne gik rundt blandt publikum, det gav en ekstra tand til følelsen af nærvær og engagementet.

– To dejlige dage med hyggeligt samvær, musik og sang, fik os alle i godt humør – ja, vi blev faktisk høje på den gode måde, fortæller aktivitetsmedarbejder Karin Oehlenschlæger.

ÅB

Åben hal

0

Hallen er til for at den skal bruges. 

Bestyrelsen for Flauenskjold Hallen har derfor besluttet at man i hele sommerferien tilbyder åben ”pølehal”, som man kalder det.

Alle former for leg og bevægelse vil være muligt, idet samtlige materialer er udlagt i hallen.

Halinspektør Dennis Kvesel oplyser at det er gratis at deltage, men på eget ansvar, idet der ikke er personale eller anden opsyn til stede. Det er er således tanken at de ”store” skal passe på de ”små”.

Man skal hjælpe hinanden med at rydde op, og i øvrigt passe på hallen og hinanden.

Der er tale om et prøveprojekt og hallen vurderer dagligt om forsøget skal fortsætte. Der er altså tale om leg under ansvar, og som Dennis siger – husk at voksne også kan lege.

Med dette initiativ håber Flauenskjold Hallen at være medvirkende til at både store og små får sig rørt i sommerferien. Og så er man helt uafhængig af det lunefulde danske sommervejr.

Tekst og foto: IS

Vellykket tur til Farm Fun for hele familien

0

De private Pasningsordninger i Østervrå, forældre, børn og enkelte bedsteforældre har haft en rigtig vellykket familietur til Farm Fun i Aalbæk, hvor der blev hygget, leget og snakket i det dejlige sommervejr. 

Familietur til Farm Fun i Aalbæk er en helt fast del af sommertraditionerne hos De private Pasningsordninger i Østervrå, en tur, hvor der er rig lejlighed til at hygge med hinanden. 

Vel ankommet til farmen brød solen frem, og så var det bare med at komme ind og få set på alle herlighederne. 

Gederne tager vist altid førstepladsen, ingen kan rigtig stå for de små gedekid, men der er jo også alle de andre dyr – og så er der jo legepladsen. Intet kan slå en ’ny’ legeplads med rut­sche­baner, cykler, hoppepuder og sandkasse. Der blev også tid til at tur med traktor og vogn rundt i parken, hvis man da ikke lige har brug for en lille lur.

Det er også vigtigt at finde et rigtig godt sted at spise den medbragte madpakke, et sted med plads til alle, for det er nemlig hyggeligt at sidde og spise samme – ja, maden smager faktisk lidt bedre, når man er på sådan en madpakketur. Helt perfekt er det, når De private Passere hiver alle deres lækre hjemmebagte kager frem – endnu et højdepunkt på en vellykket tur. 

ÅB

Sidste runde af Landsbyløbet var med start i Dybvad

0

Forrige tirsdag løb sidste runde af Landsbyløbet inden sommerpausen af stabelen.

Løbet udgik fra Søparken i Dybvad og der var 200, der stod klar til at blive sendt af sted fra kl. 17.30 og fremad, indtil alle var sendt ud på ruterne. Inden starten bød formand for Dybvad Borgerforening, Jesper Koldtoft, alle velkomne til Landsbyløbet og han fortalte bl.a. om muligheden for at købe mad og drikke i løbet af aftenen og hygge sig i den fine sommeraften.

Der var pyntet op med flag og balloner for at byde deltagerne velkommen og der var en flot flagallé langs hele Bogfinkevej.

Formand for foreningen Landsbyløbet, Frode Thule Jensen, bød også velkommen og sendte de forskellige hold af sted. Han kunne desuden oplyse, at der 13. sept. bliver en ekstra omgang Landsbyløb, der udgår fra Østervrå og kaldes Verdensmålsløbet, fordi den sætter fokus på verdensmålene og her vil der bl.a. være stande med fokus på FN’s Verdensmål og standene vil være bemandet af medlemmer fra Frederikshavn Kommunes Verdensmålsudvalg.

Den første deltager, der kom tilbage til Søparken var Oliver Binder Thimm, –der havde cyklet fem km runden.

Landsbyløbet starter igen midt i august og udgår til den tid fra Hørby.

Jo-Jo

Skt. Hansaften i Dybvad

0

Skt. Hansaften i Dybvad blev som altid afholdt i Søparken og med heksen anbragt ude på øen – klar til at blive sendt til Bloksbjerg. Heksen var som sædvanlig lavet af børnene i Dybvad Børnehus sammen med Niels.

Man startede allerede kl. 18.00 med masser af sjove og spændende aktiviteter for børnene og mulighed for at købe is, pølser og diverse drikkevarer.

Aftenen var arrangeret af Dybvad Borgerforening og formanden, Jesper Koldtoft bød velkommen og orienterede om aftenens forløb.

Dette års båltaler var Klaus Nielsen, der er halinspektør i Dybvadhallen.

Han talte om frivillighed og foreningsliv og han sagde bl.a.: Foreningerne og specielt dem med bevægelse holder os i gang fra vi er helt unge og tilbyder aktiviteter, der er med til at danne vores unge og give dem forståelse for fællesskabet og det at være en del af noget.

Han stillede spørgsmålet: Jamen hvordan ser det så ud i Dybvad i dag – er der liv derude i aktiviteterne og foreningerne? Ja, for Søren da også, der er liv. Han kom ind på alle de mange forskellige muligheder, der er for at være med i en forening i Dybvad.

Kan vi gøre det bedre, spurgte han også og svarede, ja, det kan vi.

Husk, sagde Klaus også, at frivillighed har ingen grænser, vi kan alle bruges uanset, hvor i verden, vi kommer fra og uanset, hvilket job man har eller ikke har, uanset religion og påklædning, når vi er frivillige handler det blot om, at vi er i stand til at handle og gøre noget. Han sluttede af med at ønske alle en rigtig god Skt. Hansaften.

Herefter tændtes bålet ude på søen og man samledes om at synge Midsommervisen og Dybvadsangen.

Der var som altid rigtig mange mennesker, der havde fundet vej til Søparken for at fejre Skt. Hansaften på dette flotte sted, der nærmest er som skabt til sådan en aften.

En meget vellykket aften for både store og små – arrangeret af Dybvad Borgerforening.

Jo-Jo

Folkefest ved Gjersholt Sø i Østervrå

0
Anne Linnet med band var et yderst populært valg.

1.020 gæster blev klikket ind på persontællerne ved Skt. Hansfest i Østervrå, hvor Lone og Rasmus Haugaard for andet år i træk havde inviteret til fællesskab og hygge på området ved den idylliske Gjersholt Sø. 

Luften nærmest sitrede af nærvær og hygge på det store græsareal ved Gjersholt Sø, hvor konceptet med en kendt taler og en kendt sanger slog sidste års besøgstal med flere hundrede mennesker.

Det skønne sommervejr var selvfølgelig et ekstra plus til aftenens program, men Anne Linnet med band var uden tvivl et stort og populært valg, dertil udlændinge og integrationsminister Kaare Dybvad Beks aktuelle og skarpe båltale om de værdier, der ligger i at bo i mindre og nære fællesskaber. 

På trods af lidt rejseforsinkelse for årets båltaler, så leverede Kaare Dybvad Bek en både humoristisk, skarp og yderst relevant tale, hvor han kom ind på forskelle mellem by og land. – På trods af tendensen og holdningen om, at al udvikling foregår i de store byer, så lever de fleste danskere i mindre fælleskaber, lød det bl.a. Værdien af den stolthed og det sammenhold, der opstår i disse fællesskaber kan ikke sættes på formler, understregede ministeren. Han glædede sig også over, at flere flytter ud af de store byer, og dem skal vi hilse velkommen, lød opfordringen, vi skal udfordre hinanden og os selv med noget, der er anerledes end os selv. Forbindelseslinjerne mellem by og land er blevet tyndere, men vi kan styrke dem ved at udfordre os selv og skabe noget sammen, lød budskabet. 

Kaare Dybvad Bek var indenrigsminister, da han tilbage i 2021, sagde ja til at holde båltale, og på trods af skiftet til en anden ministerpost, så er forholdet mellem land og by noget, han stadig er meget optaget af. – Jeg brænder stadig rigtig meget for det område, og taler gerne om det, når jeg er ude, fortalte ministeren efterfølgende, inden flere gæster kaprede til selfies. 

Verdenspremiere 
Anne Linnet blev mødte af begejstrede klapsalver, da hun gik på scenen med sit band, og sangen ”Tusind stykker”, som fik publikum til at synge med fra første linje, og publikum var med hele vejen, på alle de kendte Linnetnumre. Aftenen bød også på en verdenspremiere på en helt ny Anne Linnetsang ”Vi Er Børn Af Vores Tid” – en Skt. Hanssang, som også publikum ret hurtigt fik et godt greb om – godt hjulpet af de omdelte sangblade.

PixlArt deltog med sit mobile fotogalleri, hvor alle havde fri adgang til at se udstillingen ”Kystland”. Den 1. juli åbner PixlArt en nye udstilling i kunstgalleriet på Liljevej i Østervrå, og det bliver den højaktuelle udstilling ”Le Tour” af fotograf Nils Mejlvang.

Bag kulisserne
ØVIs Venner havde travlt i salgsboderne, hvor der var rigtig god omsætning på drikkevarer og grillpølser. De grønne spejdere guidede til P-pladserne, og Østervrå Borgerforening holdt øje med, at Anne Linnet og de øvrige bandmedlemmer fik fred og ro til at forberede sig. 

Der ligger et kæmpe stort forarbejde og mange gode argumenter bag tanken og ønsket om at genskabe fordums traditioner om igen at kunne samles i et stort og bredt fællesskab, som Lone og Rasmus Haugaard præsenterede i 2021. Det lykkedes parret at få EU-kroner fra LAG til deres projekt, og så var der opgaven med at skaffe de kendte talere og sangere. – Jeg skal hilse og sige, at det ikke er nogen let opgave, fortæller Rasmus Haugaard, som heldigvis ikke gav op efter de første afslag, man er nød vil at være udholdende og tålmodig, og så skal ens tanker og hensigter med projektet stå helt skarpt, er Rasmus Haugaards erfaring. 

Parret var torsdag aften både glade og rørte over den fantastiske opbakning deres initiativ har fået. 

ÅB

Foto: Ejvind Pedersen

25-års jubilæum på Østervrå Brandstation

0
Brandmand Heine Jensen kunne 1. december fejre 25 års jubilæum hos Falcks brandvæsen i Østervrå – her ses han i f. m. en brand på Thorshøj Stadion. Foto: Ejvind Pedersen

Kolleger og stationsleder Gorm Rosendal kunne forleden aften endelig få lejlighed til at hylde og ønske deres kollega Heine Jensen tillykke med hans 25 års jubilæum som brandmand hos Falcks brandvæsen i Østervrå. 

Stationsleder Gorm Rosendal roste i sin tale jubilaren for hans evne til at møde op, når alarmen lyder, og altid med et godt humør. – Vi har altid kunnet regne med dig, du kommer, hvis det er muligt, ja, selv en planlagt ferie blev udskudt i nogle timer på grund af et udkald, erindrede stationslederen. 

I de 25 år Heine Jensen har været en del af beredskabet på brandstationen i Østervrå, har han altid bidraget til et godt arbejdsmiljø. – Du er god til at hjælpe de nye i gang, og sørge for at de bliver en del af sammenholdet og kammeratskabet, lød det anerkendende fra stationslederen, og du har også været god til at håndtere de mange forandringer, der er sket på vores station gennem tiden. Både da vi fik ny brandbil, og da vores dækningsområde blev udvidet, blev det kun en fordel, at du til dagligtkører i store dele af det samme område og passer dit job som skraldemand. Her kom­mer dit lokalkendskab os til stor gavn, når vi skal finde vej. 

Jobbet som brandmænd, kan ingen af os klare, uden at vi har god opbakning hjemmefra, så derfor er der også en lille buket til at tage med hjem, sluttede Gorm Rosendal inden han overrakte 25-årsmedaljen og kollegerne kunne klappe anerkendende. 

På grund af corona er det med et halvt års forsinkelse Heine Jensen modtager den fortjente anerkendelse. 

ÅB

Klimahåndværkere står klar med grønne løsninger

0
Jørgen Kristensen er, efter kurset, klar til at arbejde endnu mere grønt fremover.

Et stigende antal boligejere ønsker håndværkere med grønne løsninger, og nu står et helt hold af klimahåndværkere klar efter endt klima-uddannelse hos Håndværker.dk.

Nu kan en række håndværkerfirmaer officielt kalde sig for klimahåndværkere efter at have gennemført Håndværker.dk’s klimakursus. 

En af dem er håndværkervirksomheden Brobak Landbrug og Maskinstation klar til at hjælpe med en masse viden om bæredygtige byggematerialer.

– Klimaet bliver mere og mere vigtigt, og vi deltog for at være på forkant med udviklingen indenfor den grønne omstilling. Vi fornemmer, at kunderne stadig er i opstartsfasen i forhold til den grønne omstilling, siger Jørgen Kristensen, som er indehaver af Brobak Landbrug og Maskinstation. 

Byggebranchen er en stor klimasynder, og står på nuværende tidspunkt for over 20 pct. af Danmarks samlede CO2-aftryk. Det ønsker Håndværker.dk at ændre på, og derfor tilbyder de klimakurser til håndværkerfirmaer, så de kan være med til at bidrage til den grønne udvikling.

Brobak Landbrug og Maskinstation hjælper med kloak­service i hele Nordjylland til både private og erhvervskunder. Jørgen Kristensen startede firmaet helt tilbage i 1983, og det består nu af 4 ansatte. 

– Jeg blev kloakmester tilbage i 1999 og har i tidens løb blandt andet arbejdet med nyanlæg af kloakker, nedrivningsanlæg og forsikringsskader, siger Jørgen Kristensen. 

Håndværker.dk er en hjemmeside til boligejere, som står og mangler den rette håndværker til sine byggeprojekter. Her kan boligejere finde håndværkere med en masse viden om bæredygtige byggematerialer og metoder, så boligejerne kan bygge med god samvittighed.

FIF sæsonafslutning og sommerfest

0

Flauenskjold Idrætsforening havde på vanlig vis kombineret den sidste runde af forårssæsonen for fodboldspillerne med den årlige sommerfest. Alle fem seniorhold havde således hjemmebane i sidste kamp.

Der var fodbold på stadion fra torsdag til søndag suppleret med øvrige aktiviteter så som Walk, Talk and Win Bingo, skattejagt for børn, rundboldturnering og cykelsponsorløb. FIF’s Venner var selvfølgelig også på plads med deres populære tombola. Lørdag aften var der fest i teltet med helstegt pattegris og live musik, hvor 120 gæster havde taget plads. 

Sommerfesten har været et delvist samarbejde mellem idrætsforeningen og Flauenskjold Kulturhus, og arrangementet skulle gerne kaste en god skilling af sig, ligesom idrætsforeningen indkasserede et flot beløb ved cykelsponsorløbet.

Sommerfesten var velbesøgt alle dage, og i sær lørdag var der fyldt godt op på stadion, hvor serie 2 herrernes oprykningskamp mod Sulsted var det store trækplaster. Lørdag formiddag blev der tillige afviklet en del ungdoms- og børnefodboldkampe, hvor mange forældre og bedsteforældre havde fundet vej til Nordturn Arena.

Status på fodbolden efter forårssæonen:

Herre serie 2:
Serie 2 herrerne kunne med en sejr i sæsonens sidste kamp mod de nærmeste rivaler fra Sulsted sikre sig oprykning til serie 1 for andet år i træk. Men til trods for flot opbakning fra de mange tilskuere måtte hjemmeholdet nøjes med 2-2, og dermed kunne Sulsted fejre oprykningen til serie 1. Flauenskjold havde såmænd muligheder nok for at afgøre kampen, men sådan skulle det ikke være denne gang. Efter at Sulsted var kommet foran 1-0 bragte Christian Kjeldsen ellers Flauenskjold foran med to scoringer kort inden pausen. Christian blev iøvrigt en suveræn topscorer i serie 2 med imponerende 18 mål i 14 kampe.

Efter at den værste skuffelse havde lagt sig, kunne man dog sagtens glæde sig over en flot sæson, hvor man spillede med i toppen til det sidste, og hvor nedrykning aldrig var et tema. Målsætningen om at stabilisere sig i serie 2 må således siges at være opfyldt.

Man kan nu se frem til et par spændende lokalopgør mod Dronninglund, der rykkede ned fra serie 1.

Herre serie 4,1:
Klubbens 2. hold i serie 4 skulle ligeledes ud i en afgørende kamp i sidste spillerunde, hvor modstanderen fra Bangsbo med en sejr kunne sikre sig oprykning til serie 3. Flauenskjold vandt imidlertid kampen med 2-1 efter en pauseføring på 1-0. Flauenskjolds mål blev scoret af Andreas Aastrup samt et selvmål af Bangsbos målmand.

Sejren betød at FC Vakok løb med oprykningen, mens Flauenskjold via en 2. plads skulle spille playoff kampe om oprykning til serie 3.

Tirsdag gjaldt det derfor Hjørring Frem på udebane, og med en sejr på 1-0 på mål af Elias Rosenkilde, skulle man lørdag møde Hirtshals ligeledes på udebane, om den endelige oprykning til serie 3.

Et skades- og afbudsramt Flauenskjold hold kunne imidlertid ikke stille så meget op, og måtte se sig besejret med 3-0. Men man gjorde hvad man kunne, og det var således de sidste ressourcer der blev trukket ud af spillerne denne lørdag eftermiddag på en totalt afsvedet bane i Hirtshals. Men alt i alt en flot sæson af holdet.

Herre serie 4,2:
3. holdet kunne med en sejr i sæsonens sidste kamp mod Try-Thorshøj sikre sig endnu en sæson i serie 4. Det formåede man lige nøjagtig med en 2-1 sejr, selvom det holdt hårdt til sidst. Kasper Poulsen afgjorde kampen med to scoringer. 

Målsætningen om at forblive i rækken er dermed opfyldt, og bortset fra et par store nederlag, har man faktisk spillet en række jævnbyrdige kampe.

Herre serie 5:
Søndag eftermiddag lukkede og slukkede serie 5 holdet sommerfesten med et lokalopgør mod Dybvad/Hørby. Holdet måtte dog indkassere et nederlag på 2-1. Jesper Rosenkilde havde ellers bragt hjemmeholdet foran med 1-0 i 1. halvleg. Dybvad/Hørby kunne efter kampen fejre oprykning til serie 4.

Målsætningen for Flauenskjolds 4. hold er at kunne stille hold hver gang, og bortset fra et enkelt afbud er dette lykkedes i forårets kampe.

Kvinder serie 2:
Damerne mødte i forårets sidste kamp topholdet Fortuna Hjørring. Holdet måtte dog indkassere et nederlag på 2-5. Flauenskjolds mål blev sat ind af Laura Dorff og Frida Stüker. Frida blev iøvrigt puljens topscorer med flotte 14 mål i 8 kampe.

Til trods for nederlaget slutter holdet på 2.pladsen med 16 point for 8 kampe.’

Mon ikke målet for efteråret vil være oprykning til serie 1, idet man, efter den frivillige exit fra jyllandsserien, efterhånden har fået samlet en spændende trup.

Det blev altså status quo for Flauenskjolds fem seniorhold i forårets turneringer, idet der hverken var op- eller nedrykninger til nogle af holdene. Absolut godkendt i betragtning af at både 1. og 2. holdet spillede med om oprykning til det sidste, og at 3. holdet forblev i serie 4. Damerne i serie 2 havde, som følge af udtrækningen fra jyllandsserien, oprykningsforbud i foråret.

De fire herrehold har benyttet hele 82 forskellige spillere i forårets kampe, mens damerne har anvendt 20 spillere.

Holdene holder nu en velfortjent ferie frem til uge 30, hvor træning og træningskampe indledes inden efterårssæsonens start i begyndendelsen af august.

IS ν

Foto: Privat

Thors Hammer 2022

0
Annika Thomsen og Geir Kåsa fra Thorshøj Gl. Skole modtog årets hæder ”Thors Hammer” på vegne af bestyrelsen. Foto: Ejvind Pedersen

For 35.  gang uddeler revyholdet Thors Hammer. Modtagerne har alle været personer, som har ydet noget udover, hvad man med rimelighed kan forvente. 

Vi føler os sikre på, at hæderen har resulteret i glæde og en sund portion stolthed hos modtagerne. At dette også vil være tilfældet for årets modtager, føler vi os overbeviste om.

Inden for økonomisk historie taler man om 1960’erne, som Danmarkshistoriens længste årti – det startede med en optur i 1958 og sluttede med et brag i 1973. I de mellemliggende 15 år undergik Danmark en utrolig udvikling; vi gik fra at være et landbrugssamfund til at være et fuldbyrdet industrisamfund, og denne udvikling betød også en forskydning fra land til by. Når man læser om de store træk i historien, glemmer man fra tid til anden, at udvikling er som en bølge; den starter voldsomt et sted, men flader ud, mens den spreder sig. Derfor rammer den ikke med samme kraft overalt. Men dog – den rammer.

Sådan gik det også i Thorshøj – ingen Thorshøjboere i 1975 ville have troet deres egne øjne, hvis de så byen anno 2002.

Væk var Brugsen, Ditte & Ejvind, Sparekassen Nordjylland, Bent Andreassens cykelsmedje, Valborgs brødudsalg, BP, skolen, slagteren. Stort set alt, hvad der bringer driftighed, dynamik og liv til et samfund.

Også Thorshøj blev ramt af bølgen.

I mange år var byen og foreningslivet drevet af Tordenskjolds soldater. Hvis enkelte i denne periode tænkte, lad falde, hvad ikke kan stå, kan man dårligt fortænke dem.

I begyndelsen af 2020 skete der imidlertid noget i byen, da en række mennesker uafhængigt af hinanden satte sig for at banke liv i byens gamle skole. Initiativtagerne indkaldte byens foreninger og endte med at ”købe” skolen for 0 kr. Herefter gik det over stok og sten med at finde indtægter; salg af medlemskort og etablering af forskellige aktiviteter og foredrag for at bevise projektets levedygtighed. Sågar toiletpapir solgte man i den periode.  Den virkelige økonomiske guldåre fandt de, da de, efter mange timers arbejde og diskussioner, knækkede kode til fondene, hvor de til dags dato har fået tildelt 2.000.000 kr. til forskellige projekter. 

Der har været afholdt kreative værksteder for store og små, bageskoler, foredrag – et sådant liv er der kommet, at både medier og borgmester lægger vejen forbi.

Vi glæder os over at kunne tildele Thors Hammer 2022 til Thorshøj Gamle Skoles bestyrelse. Helt konkret har I igen tændt lyset i skolens lokaler, fået byen på landkortet samt tildelt en række økonomiske bevillinger. Men hvad vigtigere er, så har I været katalysatorerne, for at en ny række mennesker er blevet inviteret indenfor i byens foreningsliv, og I har ligeledes formået at skabe begejstring hos de, der måske var gået på pension. I har formået at skabe liv og lys hos gamle garvede foreningsdeltagere, men også hos nye, vist disse, at døren til byen er åben for dem, der har lysten, modet og viljen.

Den tidligere amerikanske præsident John F. Kennedy sagde engang; ”Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig. Spørg hvad du kan gøre for dit land”.

I spurgte ikke, hvad byen kunne tilbyde jer. I tilbød byen jeres blod, sved og tårer – hvad I fik igen, ved kun I, men vi kan i dag se, at I inspirerede langt udover, hvad vi, og måske også I, selv havde forventet. Derfor siger vi jer nu tak, og håber samtidig, at I vil være aktive mange år endnu.

Bestyrelsen består af: Jette Hansen, Geir Kåsa, Kirsten Krogh Lunden, Joan Larsen og Annika Thomsen. Jeg vil gerne bede Annika om at modtage Thors Hammer 2022 på vegne af bestyrelsen ved Thorshøj Gamle Skole.

ÅB