Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Festivaldeltagere blev høje på den gode måde

Der blev sunget og gynget med til musikken

Det er jo ikke hver dag, man får chancen for at møde så kendte folk som f.eks. Kisser & Søren eller Trine Gadeberg, og når det sker, ja så stiger begejstringen en hel del, og når man tilmed er i godt selskab, så bliver man fyldt helt op af glæde og i godt humør.

To dage i træk fyldte Aktivitetscentret i Østervrå centrets bus med spændte og forventningsfulde brugere, og satte kursen mod den årlige Musikfestival i Sindal. Det er to år siden, det sidste har været afholdt festival, og den gode tradition har virkelig været savnet. 

Alle glædede sig til en dag fyldt med musik, sang, glade mennesker og god mad – og de blev ikke skuffede. I festivalens store telt var der dagen igennem fest og sang. Det blev også til gensyn med kendte ansigter fra andre aktivitets- og plejecentre – hyggeligt at hilse på venner og bekendte. 

Programmet for dag 1 bød på Sindal Harmonikaklub, Den syngende Post, Lene Holme og Kisser & Søren. Dag 2 havde De Sangglade, Jørgen og Co, Thopper og Trine Gadeberg på scenen, og begge dage blev der sunget med og gynget i takt til musikken. Helt perfekt var det, når artisterne gik rundt blandt publikum, det gav en ekstra tand til følelsen af nærvær og engagementet.

– To dejlige dage med hyggeligt samvær, musik og sang, fik os alle i godt humør – ja, vi blev faktisk høje på den gode måde, fortæller aktivitetsmedarbejder Karin Oehlenschlæger.

ÅB

Previous article
Next article

Populære artikler