
Flauenskjold Idrætsforening havde på vanlig vis kombineret den sidste runde af forårssæsonen for fodboldspillerne med den årlige sommerfest. Alle fem seniorhold havde således hjemmebane i sidste kamp.
Der var fodbold på stadion fra torsdag til søndag suppleret med øvrige aktiviteter så som Walk, Talk and Win Bingo, skattejagt for børn, rundboldturnering og cykelsponsorløb. FIF’s Venner var selvfølgelig også på plads med deres populære tombola. Lørdag aften var der fest i teltet med helstegt pattegris og live musik, hvor 120 gæster havde taget plads.
Sommerfesten har været et delvist samarbejde mellem idrætsforeningen og Flauenskjold Kulturhus, og arrangementet skulle gerne kaste en god skilling af sig, ligesom idrætsforeningen indkasserede et flot beløb ved cykelsponsorløbet.
Sommerfesten var velbesøgt alle dage, og i sær lørdag var der fyldt godt op på stadion, hvor serie 2 herrernes oprykningskamp mod Sulsted var det store trækplaster. Lørdag formiddag blev der tillige afviklet en del ungdoms- og børnefodboldkampe, hvor mange forældre og bedsteforældre havde fundet vej til Nordturn Arena.
Status på fodbolden efter forårssæonen:
Herre serie 2:
Serie 2 herrerne kunne med en sejr i sæsonens sidste kamp mod de nærmeste rivaler fra Sulsted sikre sig oprykning til serie 1 for andet år i træk. Men til trods for flot opbakning fra de mange tilskuere måtte hjemmeholdet nøjes med 2-2, og dermed kunne Sulsted fejre oprykningen til serie 1. Flauenskjold havde såmænd muligheder nok for at afgøre kampen, men sådan skulle det ikke være denne gang. Efter at Sulsted var kommet foran 1-0 bragte Christian Kjeldsen ellers Flauenskjold foran med to scoringer kort inden pausen. Christian blev iøvrigt en suveræn topscorer i serie 2 med imponerende 18 mål i 14 kampe.
Efter at den værste skuffelse havde lagt sig, kunne man dog sagtens glæde sig over en flot sæson, hvor man spillede med i toppen til det sidste, og hvor nedrykning aldrig var et tema. Målsætningen om at stabilisere sig i serie 2 må således siges at være opfyldt.
Man kan nu se frem til et par spændende lokalopgør mod Dronninglund, der rykkede ned fra serie 1.
Herre serie 4,1:
Klubbens 2. hold i serie 4 skulle ligeledes ud i en afgørende kamp i sidste spillerunde, hvor modstanderen fra Bangsbo med en sejr kunne sikre sig oprykning til serie 3. Flauenskjold vandt imidlertid kampen med 2-1 efter en pauseføring på 1-0. Flauenskjolds mål blev scoret af Andreas Aastrup samt et selvmål af Bangsbos målmand.
Sejren betød at FC Vakok løb med oprykningen, mens Flauenskjold via en 2. plads skulle spille playoff kampe om oprykning til serie 3.
Tirsdag gjaldt det derfor Hjørring Frem på udebane, og med en sejr på 1-0 på mål af Elias Rosenkilde, skulle man lørdag møde Hirtshals ligeledes på udebane, om den endelige oprykning til serie 3.
Et skades- og afbudsramt Flauenskjold hold kunne imidlertid ikke stille så meget op, og måtte se sig besejret med 3-0. Men man gjorde hvad man kunne, og det var således de sidste ressourcer der blev trukket ud af spillerne denne lørdag eftermiddag på en totalt afsvedet bane i Hirtshals. Men alt i alt en flot sæson af holdet.
Herre serie 4,2:
3. holdet kunne med en sejr i sæsonens sidste kamp mod Try-Thorshøj sikre sig endnu en sæson i serie 4. Det formåede man lige nøjagtig med en 2-1 sejr, selvom det holdt hårdt til sidst. Kasper Poulsen afgjorde kampen med to scoringer.
Målsætningen om at forblive i rækken er dermed opfyldt, og bortset fra et par store nederlag, har man faktisk spillet en række jævnbyrdige kampe.
Herre serie 5:
Søndag eftermiddag lukkede og slukkede serie 5 holdet sommerfesten med et lokalopgør mod Dybvad/Hørby. Holdet måtte dog indkassere et nederlag på 2-1. Jesper Rosenkilde havde ellers bragt hjemmeholdet foran med 1-0 i 1. halvleg. Dybvad/Hørby kunne efter kampen fejre oprykning til serie 4.
Målsætningen for Flauenskjolds 4. hold er at kunne stille hold hver gang, og bortset fra et enkelt afbud er dette lykkedes i forårets kampe.
Kvinder serie 2:
Damerne mødte i forårets sidste kamp topholdet Fortuna Hjørring. Holdet måtte dog indkassere et nederlag på 2-5. Flauenskjolds mål blev sat ind af Laura Dorff og Frida Stüker. Frida blev iøvrigt puljens topscorer med flotte 14 mål i 8 kampe.
Til trods for nederlaget slutter holdet på 2.pladsen med 16 point for 8 kampe.’
Mon ikke målet for efteråret vil være oprykning til serie 1, idet man, efter den frivillige exit fra jyllandsserien, efterhånden har fået samlet en spændende trup.
Det blev altså status quo for Flauenskjolds fem seniorhold i forårets turneringer, idet der hverken var op- eller nedrykninger til nogle af holdene. Absolut godkendt i betragtning af at både 1. og 2. holdet spillede med om oprykning til det sidste, og at 3. holdet forblev i serie 4. Damerne i serie 2 havde, som følge af udtrækningen fra jyllandsserien, oprykningsforbud i foråret.
De fire herrehold har benyttet hele 82 forskellige spillere i forårets kampe, mens damerne har anvendt 20 spillere.
Holdene holder nu en velfortjent ferie frem til uge 30, hvor træning og træningskampe indledes inden efterårssæsonens start i begyndendelsen af august.
IS ν
Foto: Privat




