Den årlige klubhyggedag i Østervrå Petanqueklub er en fast tradition, og i år blev den afholdt mandag den 15. august i et flot sensommersolskinsvejr.
20 veloplagte medlemmer mødte op klar til en hyggelig dyst. Deltagerne blev fordelt på fem hold, som i et par timer spillede ca. tre kampe mod hinanden. Under spillet blev der serveret øl og vand, og til kaffen nød alle Jyttes hjemmebag og den medbragte kaffe.
Vinderne fik æren og taberne glæden over at være med.
Flere medlemmer stødte til, da der sidst på eftermiddagen blev serveret et varmt og frisklavet Stjerneskud, som på behørig vis blev nydt sammen med de medbragte drikkevarer og nogle sponserede flasker hvidvin. Alle 28 deltagere nød det dejlige og hyggelige samvær, slutter bestyrelsesmedlem Karen Therkildsen.
Et nyt VVS-firma, Egebak VVS har set dagens lys, og manden bag er 23-årige Mikkel Egebak, som har taget springet ud i egen virksomhed. Mikkel er et kendt ansigt i Dybvad, Flauenskjold og Klokkerholm, hvor han er vokset op, har haft sin skolegang og senest har uddannet sig.
Egebak VVS tilbyder moderne VVS-løsninger til industri, landbrug og private om det er nybyggeri, renoveringer eller mindre serviceopgave. – Jeg fokuserer også på nye løsninger inden for energioptimering og miljøvenlig varme- og VVS-teknik som bl.a. varmepumper, oplyser Mikkel Egebak.
Mikkel Egebak er en målrettet ung håndværker, der har fuldt fokus på, hvad han vil med sin virksomhed. – Jeg vil gerne skabe en virksomhed, hvor det er en selvfølgelighed, at servicen og fagligheden altid er i top, og jeg går ikke på kompromis med kvaliteten af det arbejde, jeg udfører, siger Mikkel Egebak.
Mikkel er udlært hos Højbjerg Smede & VVS i Dybvad, så han kender lokalområdet rigtig godt. Efter endt læretid fortsatte han i firmaet, indtil han besluttede, at der skulle bygges oven på uddannelsen med en installatøruddannelse, og samme dag han havde beviset i hånden, blev autorisationen taget hjem.
Egebak VVS driver han fra sin firmabil, og han har været heldig, at svigerfar har stillet lokaler til rådighed på sin ejendom på Tylstrupvej 60 i Ravnstrup, hvor Mikkel har etableret sig med værksted og lager. – Det er oprindelig to hestebokse og et opvarmet sadelrum, som jeg har indrettet, og det er faktisk blevet ret godt, smiler Mikkel tilfreds.
Tilbage til rødderne Mikkel Egebak bor lige nu i Aalborg med kæresten, men de er begge to enige om, at når hun inden længe er færdig med sin uddannelse som fysioterapeut, flytter de tilbage til Vendsyssel, og det er slet ikke utænkeligt, at de vil etablere sig på Mikkels hjemegn i Dybvad, Flauenskjold og Klokkerholm, hvor han er født og opvokset.
Indre Mission i Dybvad begyndte med møder og søndagsskole i Afholdshotellet omkring 1910, og mødtes senere i Forsamlingshuset. Imidlertid opførtes i 1924 missionshuset, som indviedes den 25. juli dette år af præsterne C.C.J. Asschenfeldt-Hansen, Gjern (forhen Sæby) og Gabriel Lind, Asaa. Det bevarede byggeregnskab viser, at murer-, tømrer- og snedkerarbejdet ved missionshusets opførelse kostede 11.869 kr.
I 2021 er huset det eneste tilbageværende idriftværende missionshus i den tidligere Sæby Kommune.
Borgmester Birgit S. Hansen byder velkommen For første gang nogen sinde kan du deltage i Verdensmålsløbet lørdag den 10. september, hvor det primære formål er at komme ud og motionere, nyde den smukke natur og fællesskabet. Før, under og efter løbet kan du bl.a. deltage i ”Skraldebingo”, høre om kildesortering af affald, biodiversitet og energispareråd.
Verdensmålsløbet bygger på konceptet fra det populære ”Landsbyløb”, som jo er kendt af rigtig mange, og det er ikke mere end et par uger siden, at den sidste etape af årets otte løb blev afviklet. Verdensmålsløbet bliver på den måde en lidt forlænget arm, og i Østervrå er de klar til at tage imod alle aldersgrupper både store og små, uanset om de vil cykle, gå eller løbe.
Gå, løbe eller cykle Du kan vælge enten at gå, løbe eller cykle forskellige ruter, som fordeler sig på fem km eller 10-12 km, der er også en længere hyggecykeltur på 25 km, der er halvmarathon og guidede MTB-ture, og alle kan være med både motionister og de mere hardcore, der gerne vil udfordres.
Der venter deltagerne turer rundt i Østervrås naturskønne opland, og arrangørerne understreger, at der bliver tale om helt nye ruter, som ikke er brugt før. Alle ruter starter og slutter ved Østervrå Idræts- og Kulturcenter, Bredgade.
Undervejs på ruterne er der depoter med lidt chips, kage, vand o.lign., og i målområdet står Østervrå Idrætsforenings Venner klar med salg af forplejning.
Hvad kan du gøre? Før, under, og efter løbet er der stande med fokus på FNs Verdensmål. I Østervrå kan du sætte fokus på fællesskab og sundhed ved at deltage i det første Verdensmålsløb, og derudover får du mulighed for at høre om og stille spørgsmål til den kommende kildesortering af dit husholdningsaffald, du kan tale med folk fra Energistyrelsen om energispareråd, kommunens biodiversitetskoordinator fortæller om, hvordan du kan bidrage, og til de, der har lyst er der ”skraldebingo”. Snup en pose med på gåturen til det affald, du møder på din vej, lyder opfordringen. Bagefter gælder det om at sortere affaldet i de rigtige beholdere og ”få pladen fuld”.
Hør mere om FNsVerdensmål I hele uge 36 er der fokus på FN’s 17 Verdensmål i Frederikshavn Kommune, og det betyder, at du kan deltage i et hav af aktiviteter og oplevelser, der viser og fortæller, hvordan vi alle kan bidrage til en bæredygtig fremtid. I Frederikshavn Kommune er ambitionen at gøre FNs 17 Verdensmål til hverdagsmål, og det har et nedsat Verdensmålsudvalg arbejdet struktureret med på tværs af politiske udvalg. Det skal bl.a. ske ved at involvere borgere, erhvervsliv, organisationer og foreninger i hele kommunen med opfordring til at bidrage til, at lokal viden, erfaringer og kompetencer bringes i spil til gavn for verden og vores kommune.
I et tæt samarbejde mellem ØVI Håndbold, Torslev Skole og DHF (Dansk Håndbold Forbund) blev der i sidste uge budt velkommen til DHFs Håndboldkaravane, som lagde vejen forbi Østervrå Idræts- og Kulturcenter, til en sjov dag med håndbolden i centrum.
Johanne Ulnits fra DHFs Håndboldkaravane og fem trænere fra ØVI håndbold stod mandag i sidste uge klar til at tage imod elever fra Torslev Skoles 0.-4. klasse, som i hold på skift mødte ind i Østervrå Idrætscenter for at prøve kræfter med håndboldsporten. – Det er en dag, hvor børnene får præsenteret og prøvet håndboldsporten på en sjov og legende måde, forklarer Johanne Ulnits. Deltagerne blev opdelt i stationer med forskellige aktiviteter, der bl.a. kunne være forhindringsbane, motoriske øvelser, at spille håndbold og rigtig populært var det at skyde på fartmåleren, for at se, hvor hårdt man skyder.
I alt var 130 elever igennem dagen, hvor der var afsat ca. 1½ time til hvert hold. Hver deltager fik et diplom som bevis for deres deltagelse, og Torslev Skole fik, som tak for samarbejdet, udstyr til Street Håndbold til Indskolingen og Mellemtrinnet.
Fri fra arbejde Besøget af Håndboldkaravanen kunne lade sig gøre, fordi de fem ledere fra ØVI håndbold havde taget en fridag fra arbejde, men det gør de gerne ifølge formand Lene Baier. – Det er en investering, vi gerne gør, for at give endnu flere børn muligheden for at prøve håndboldsporten, og så bliver vi selvfølgelig ekstra glade, hvis nogle af børnene synes om sporten, og får lyst til at spille håndbold på et af vores hold.
Det kræver en indsats i dag for at opretholde og udvikle foreningslivet. Der er mange tilbud, og vi skal som klub arbejde med at inspirere børnene til vores sport, understreger Lene Baier. Vi er taknemmelige for, at skolen og lærerene ville samarbejde om denne dag, og vi tror på, at gode sociale oplevelser i fritiden kan være med til at øge trivsel både i klassen og for den enkelte, i og med at håndbold er en holdsport, der især kan fremme relationerne og styrke sammenholdet.
Derudover tror jeg generelt, at det enkelte barns oplevelse af “at høre til i byen”, og være en del af lokalsamfundet fremmes ved at være aktiv i en eller anden form i foreningslivet, slutter Lene Baier.
Der er mange steder det kan gå galt, når man arbejder med levende planter, intet er givet på forhånd. Faglig viden, indsigt og erfaring er naturligvis nødvendig, men du skal også have is i maven, og være god til at komme hurtigt videre, når tingene brænder lidt på.
Måske en lidt sortsynet indledning, men det er virkeligheden, når man driver en pæn stor planteskole, som Mads Holm gør i Østervrå. Selv er han ret beskeden, og placerer sin virksomhed Holms Planteskole blandt de mindste af de ca. 10-15 planteskoler i Danmark, der producerer på samme måde.
Mads Holm dyrker ca. 35 ha på Fjeldgaardsvej og har lejet otte ha på Ormholtvej med en meget bred produktion. – Vi har ca. 100 forskellige arter og i alt ca. 200 forskellige varenumre, nogen sælger mere end andre, og vi har også arter, som næsten ikke sælger, men vi har valgt at have dem, fordi der ikke er andre, der dyrker dem, og så vil de gå tabt, fortæller Mads Holm.
Omsætningen er ca. 1½ mio. planter om året, og der er typisk 2-3 mio. planter i produktion hele tiden, også fordi nogle planter, bl.a. juletræerne, tager ca. 3-4 år at udvikle inden de er klar til salg.
Holms Planteskole stræber efter at balancere deres produktioner på tre ben, med 1/3 juletræer og pyntegrønt, 1/3 hækplanter og 1/3 skov- og landskabsplanter. – Vi tror på, at det gøre os mindre sårbare for de udsving, der hele tiden er i markedskonjukturene, trends og skiftende politiske vinde, hvis det ene område er nede i en bølgedal, så håber vi på, at de to andre er inde i en god afsætning.
Intet af produktionen er solgt på forhånd, så det gælder om at kunne forudse hvilke trends og behov, der er hos kunderne. Aftagerne hos Holms Planteskole er typisk juletræssælgere, landmænd, entreprenører, anlægsgartnere og andre planteskoler/-centre både inden for og uden for Danmarks grænser. – Når vi skal vurdere, hvad der kommer til at sælge i det kommende år, så gør vi typisk sådan, forklarer Mads Holm, mens han holder en pegefinger op i vinden, det kan ind imellem blive ret spændende, og vi kan også risikere, at skulle brænde måske 10-15% af vores produktion, fordi den ikke sælger, planterne ikke er egnet, eller vi måske er blevet ramt af dårligt vejr. Det er noget, man aldrig helt vender sig til, men så gælder det bare om at komme videre hurtigst muligt.
På trods af de mange udfordringer, som Mads Holm skitserer denne aften, hvor han sammen med Østervrå Borgerforening har inviteret til åben planteskole, så mærker man tydeligt, hvor meget han brænder for sin virksomhed. Vi kommer rundt om frø- og planteformering, strenge krav til plantestandarder i Danmark, hvor ofte planterne kommer i menneskehænder for at blive priklet, plantet om, rodskåret osv., og så er der kampen mod ukrudtet, som stadig kan kræve håndlugning.
En virkelig spændende aften med en ung og engageret planteskoleejer, og det gav også et godt svar på, hvorfor planteskoleprodukter skal koste det, de koster.
Fredag eftermiddag kørte en bilist ind i siden af en traktor i Agersted. Beredskabet fra Dronninglund blev alarmeret til oprydningen, da der var en del olie på vejen. Bilisten blev kørt på sygehuset, heldigvis uden alvorlige skader. Vejen var spæret mens oprydningen stod på. Både bil og traktor led stor skade. Fotos: Ejvind, 112-nord
Dommerkomitéen i Årets Landsby er på besøg i Voerså, der er i finalen som Årets Landsby 2022. Temaet i år er ”En landsby, hvor vi tager hånd om hinanden” og Holtug, Asaa og Voerså er i konkurrencens skarpe finalefelt.
Dampen fra det forrige projekt har knap nok lagt sig, førend Voerså har kastet sig over et nyt. Denne eftermiddag handler det om finalen i Årets Landsby 2022, hvor landsbyen skal give dommerne en demonstration af de 542 borgeres initiativer inden for årets tema.
Landsbyen er forbundet af en bred og fiskerivenlig å, hvorfra både caféliv, kulturliv og vandsporten tager sit udgangspunkt. Derfor er vandet også det helt oplagte sted at starte dagens besøg fra dommerkomitéen bestående af repræsentanter fra Landsforeningen Landsbyerne i Danmark, Landdistrikternes Fællesråd og Forenet Kredit med Helene Simoni Thorup i spidsen som komitéformand.
– Vandet betyder en hel del for os, siger Jørgen Engbjerg, formand for Voerså Butikshus, imens han hjælper komitéen ned i bådene, og fortsætter:
– Kajakklubben er vokset støt i medlemmer og har fået bygget nyt klubhus. Stenrevet er blevet genetableret, Voerså Havn for nyligt også renoveret, beplantning og naturområderne har fået en overhaling. Det er her, man kobler af, men også her, man bruger tid på hinanden, siger han og returnerer hilsenen fra en gruppe naboer, der har indtaget en solplads på den imponerende scenetrappe ned til åen.
Det færdige butikshus og byens bankende hjerte Byens driftige håndværkere har sat deres tydelig præg på det fysiske gadebillede, men alle aldersgrupper og evner har været involveret i udviklingen af færdige som igangværende projekter.
Dommerkomitéen har netop taget plads i det spritnye 800 kvadratmeter store kombinerede butiks- og cafémiljø midt i Voerså, Min Købmand, som er byens seneste ”trofæ”.
– DAGROFA fik et tilbud, de ikke kunne sige nej til, forklarer Jørgen Engbjerg stolt med henvisning til den enorme mængde arbejde, som en stor del af borgerne allerede havde lagt eller ville lægge i projektet tilbage i 2019.
Opgaver der spændte lige fra indkøb af anparter, til sikring af optimale arbejdsgange for butiksansatte og et optimalt varesortiment og til levering af arbejdsstyrke og rabet på materialer. Et samlet budget på 13 millioner – svarende til godt halvdelen af markedsprisen.
I maj 2022 stod det kombinerede butikshus og hjertecafé åbent med alskens dagligvarer, kaffeautomat, caféliv, bogbyttereol, pulsmåler og kundetoilet. Med andre ord er det ikke kun indkøb, borgerne i Voerså og opland, får krydset af på listen.
– Og jo, selvfølgelig er jeg dagligt ved at revne af stolthed over vores by, når jeg ser opbakningen til projektet, både dengang som nu, fortæller Jørgen Engbjerg, der ikke kan sætte antal på de arbejdstimer, han og byens borgere, håndværkere ikke mindst, har lagt i projektet.
Kirsebærbyen erblomstret op Traditionen for foreningsliv og aktiviteter er stor i Voerså. Borgerforeningen, byudvikling og butikshuset holder overblikket over byens mange foreningsgrene, og her spiller kirsebærrene, der kan dateres tilbage til 1900-tallet, også en bærende rolle.
Træerne plantes ud i private haver og bærrene høstes i en årlig tilbagevendende begivenhed. Dermed har ét af de næste projekter, som borgerne kaster sig over, selvfølgelig det søde bær som omdrejningspunkt, når de skal prøve kræfter med at lave kirsebærvin og øl.
Og så er det jo heldigt, at man har egen købmand til at sælge den slags varer fra.
Fotos: Cecilie Høj
Fakta om årets Landsby Årets Landsby er en historisk pris, som blev oprettet i 1995 og nu uddeles i et samarbejde mellem Landsforeningen Landsbyerne i Danmark, Landdistrikternes Fællesråd og Forenet Kredit. I år uddeles den for 26. gang. Vinderlandsbyen modtager en check på 50.000 kroner. De øvrige finalelandsbyer modtager hver en check på 25.000 kroner.
Bedømmelseskomiteen udgøres af repræsentanter fra de tre parter og består af komitéformand Helene Simoni Thorup, næstformand i Forenet Kredit, Preben Sunke, bestyrelsesmedlem i Landdistrikternes Fællesråd, Gunnar Landtved, formand i VIB-land og bestyrelsesmedlem i Landdistrikternes Fællesråd, Lone Kastberg og formand for Landsforeningen Landsbyerne i Danmark, Steen Kjær Nielsen.
Dommerkomitéens besøg i Voerså fandt sted søndag d. 21. august 2022
Vinderen af Årets Landsby 2022 bliver offentliggjort mandag d. 29. august 2022
Matr.nr. 32g af Den sydøstlige Del, Skæve Sogn, Skævevej 144.
Huset er opført i 1912 som forsamlingshus af bygmester Frederik Jakobsen (”Swot Frederik”) i dennes karakteristiske stil; det afløste et ældre forsamlingshus fra 1897, som lå på Knudseje Mark. I 1949 erhvervedes huset af Indre Missions lokalkreds i Skæve til missionshus, og indviedes den 6. september 1949 af sognepræst Magnus Daniel Andersen, Skæve. Lokalkredsen stod som ejer af huset frem til den 1. november 1985, da det blev tilskødet Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark. Ejerskiftet havde ingen indflydelse på missionshusets brug, der fortsatte som hidtil.
Huset blev i 1994 afhændet og fungerede som privatbolig til 2012, da det atter blev ”Borgerhus” i Skæve Borgerforenings regi.
Foreningen Dybvad Sundhedshus fik en henvendelse fra læge Tom Mathiasen angående en hjertestarter til ophængning på Læge- Tandlægehuset og foreningen blev hurtigt enige om, at selvfølgelig skulle huset have en hjertestarter, fortæller direktøren for foreningen Dybvad Sundhedshus, Kim Jensen.
Avisen aftalte med Kim Jensen og Tom Mathiasen, at vi skulle mødes umiddelbart efter lægehusets ferielukning for en snak om vigtigheden af at have en hjertestarter lige netop her.
Kim Jensen forklarede, at foreningen havde købt hjertestarteren og at det er lægen, Tom Mathiasen, der tager sig af alt det praktiske omkring den.
Hjertestarteren blev taget ud af kassen for lige at høre og se hvordan det fungerer, når man åbner ind til den – nemlig at der kommer en hyletone og så kan man ellers gå i gang med at bruge den – vi kikkede også på vejledningen der var ved apparatet, men som det blev nævnt, så bliver man jo guidet på en god og sikker måde, hvis man står i situationen, hvor det er alvor og der er brug for hjertestarteren.
På spørgsmålet om, hvad det betyder for Tom Mathiasen, at der nu hænger en hjertestarter på Sundhedshuset, var svaret: Det betyder det hele for man skal ikke ud og løbe efter nærmeste hjertestarter – der er en på stedet.
Kim Jensen følger op med at sige, at det også er vigtigt for foreningen hele tiden at opgradere huset alt det, vi kan så den næste læge får lyst til at komme her, når Tom Mathiasen engang takker af.
Det er Dybvad Byudvikling, der ejer Dybvad Sundhedshus, der i øvrigt rummer både Lægehus og Tandlægehus og læge Tom Mathiasen sidder til leje i klinikken og huslejen bruges bl.a. til at renovere huset.
Det grønne hold, der ses i bybilledet i færd med at luge, klippe, feje m.m. – sørger også for, at der bliver klippet hæk og slået græs ved Sundhedshuset.
Kim Jensen, der som oven for nævnt er direktør for Dybvad Sundhedshus, fortæller, at han primært gik ind i arbejdet her p.g.a, Sundhedshuset.
Afslutningsvis skal lige nævnes, at det er tre år siden Tom Mathiasen startede som praktiserende læge her i Dybvad.