Af Jørgen Peder Clausager

Dybvad Missionshus
Matr.nr. 1ee af Dybvad hovedgård, Skæve Sogn, Idskovvej 7; arkiv j.nr. 817.
Indre Mission i Dybvad begyndte med møder og søndagsskole i Afholdshotellet omkring 1910, og mødtes senere i Forsamlingshuset. Imidlertid opførtes i 1924 missionshuset, som indviedes den 25. juli dette år af præsterne C.C.J. Asschenfeldt-Hansen, Gjern (forhen Sæby) og Gabriel Lind, Asaa. Det bevarede byggeregnskab viser, at murer-, tømrer- og snedkerarbejdet ved missionshusets opførelse kostede 11.869 kr.
I 2021 er huset det eneste tilbageværende idriftværende missionshus i den tidligere Sæby Kommune.




