Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Kendt ansigt bag nyt VVS-firma

Et nyt VVS-firma, Egebak VVS har set dagens lys, og manden bag er 23-årige Mikkel Egebak, som har taget springet ud i egen virksomhed. Mikkel er et kendt ansigt i Dybvad, Flauenskjold og Klokkerholm, hvor han er vokset op, har haft sin skolegang og senest har uddannet sig. 

Egebak VVS tilbyder moderne VVS-løsninger til industri, landbrug og private om det er nybyggeri, renoveringer eller mindre serviceopgave. – Jeg fokuserer også på nye løsninger inden for energioptimering og miljøvenlig varme- og VVS-teknik som bl.a. varmepumper, oplyser Mikkel Egebak.

Mikkel Egebak er en målrettet ung håndværker, der har fuldt fokus på, hvad han vil med sin virksomhed. – Jeg vil gerne skabe en virksomhed, hvor det er en selvfølgelighed, at servicen og fagligheden altid er i top, og jeg går ikke på kompromis med kvaliteten af det arbejde, jeg udfører, siger Mikkel Egebak.

Mikkel er udlært hos Højbjerg Smede & VVS i Dybvad, så han kender lokalområdet rigtig godt. Efter endt læretid fortsatte han i firmaet, indtil han besluttede, at der skulle bygges oven på uddannelsen med en installatøruddannelse, og samme dag han havde beviset i hånden, blev autorisationen taget hjem. 

Egebak VVS driver han fra sin firmabil, og han har været heldig, at svigerfar har stillet lokaler til rådighed på sin ejendom på Tylstrupvej 60 i Ravnstrup, hvor Mikkel har etableret sig med værksted og lager. –  Det er oprindelig to hestebokse og et opvarmet sadelrum, som jeg har indrettet, og det er faktisk blevet ret godt, smiler Mikkel tilfreds.

Tilbage til rødderne
Mikkel Egebak bor lige nu i Aalborg med kæresten, men de er begge to enige om, at når hun inden længe er færdig med sin uddannelse som fysioterapeut, flytter de tilbage til Vendsyssel, og det er slet ikke utænkeligt, at de vil etablere sig på Mikkels hjemegn i Dybvad, Flauenskjold og Klokkerholm, hvor han er født og opvokset. 

ÅB

Populære artikler