
I et tæt samarbejde mellem ØVI Håndbold, Torslev Skole og DHF (Dansk Håndbold Forbund) blev der i sidste uge budt velkommen til DHFs Håndboldkaravane, som lagde vejen forbi Østervrå Idræts- og Kulturcenter, til en sjov dag med håndbolden i centrum.
Johanne Ulnits fra DHFs Håndboldkaravane og fem trænere fra ØVI håndbold stod mandag i sidste uge klar til at tage imod elever fra Torslev Skoles 0.-4. klasse, som i hold på skift mødte ind i Østervrå Idrætscenter for at prøve kræfter med håndboldsporten. – Det er en dag, hvor børnene får præsenteret og prøvet håndboldsporten på en sjov og legende måde, forklarer Johanne Ulnits. Deltagerne blev opdelt i stationer med forskellige aktiviteter, der bl.a. kunne være forhindringsbane, motoriske øvelser, at spille håndbold og rigtig populært var det at skyde på fartmåleren, for at se, hvor hårdt man skyder.
I alt var 130 elever igennem dagen, hvor der var afsat ca. 1½ time til hvert hold. Hver deltager fik et diplom som bevis for deres deltagelse, og Torslev Skole fik, som tak for samarbejdet, udstyr til Street Håndbold til Indskolingen og Mellemtrinnet.
Fri fra arbejde
Besøget af Håndboldkaravanen kunne lade sig gøre, fordi de fem ledere fra ØVI håndbold havde taget en fridag fra arbejde, men det gør de gerne ifølge formand Lene Baier. – Det er en investering, vi gerne gør, for at give endnu flere børn muligheden for at prøve håndboldsporten, og så bliver vi selvfølgelig ekstra glade, hvis nogle af børnene synes om sporten, og får lyst til at spille håndbold på et af vores hold.
Det kræver en indsats i dag for at opretholde og udvikle foreningslivet. Der er mange tilbud, og vi skal som klub arbejde med at inspirere børnene til vores sport, understreger Lene Baier. Vi er taknemmelige for, at skolen og lærerene ville samarbejde om denne dag, og vi tror på, at gode sociale oplevelser i fritiden kan være med til at øge trivsel både i klassen og for den enkelte, i og med at håndbold er en holdsport, der især kan fremme relationerne og styrke sammenholdet.
Derudover tror jeg generelt, at det enkelte barns oplevelse af “at høre til i byen”, og være en del af lokalsamfundet fremmes ved at være aktiv i en eller anden form i foreningslivet, slutter Lene Baier.
ÅB




