Af: Mogens Bøye Olesen, Bundgårdsvej 18, Vrå

Fortsat fra sidste uge…

Apropos skuffelser – de kan ikke undgås i sportens verden og de kan da også gøre ondt:

En skuffelse for mig – ganske vist vedrørende badminton. Ved amtsmesterskaber i VGU-centret i Vittrup vandt min makker og jeg herredoublen for spillere over 60 år. Ved præmieoverrækkelsen spurgte turneringslederen om vi var klar til Fuglsø? (Landsmesterskaber i Fuglsø-Centret ved Ebeltoft). Jo, vi var klar. Efterfølgende blev vi klar over at et andet par var udtaget og som for øvrigt vandt landsmesterskabet i 60+ rækken. I kølvandet heraf blev der i kulissen skumlet lidt over, at den ene af parret ikke var fyldt 60 år – dette blev dog fejet til side – alt var i orden. 

Et halv års tid senere var der i Vendsyssel Tidende en stor fødselsdagsomtale af den omtalte spiller – han fyldte 60 år!!!

Nogle unikke fodboldresultater, som jeg har hørt og læst mig til, i tidens løb kan jeg ikke dy mig for at notere. De negative resultater, som især er ”opnået” i krigens tid, kunne måske vække skuffelse, vrede, ærgrelse og grinagtighed. Udtrykket måltørke var langt fra aktuelt. I 1939 mod Hørby 2-38, 0-18. I 1943 mod arvefjenden fra Thorshøj 0-10 og efter en cykeltur i stiv modvind til Klokkerholm mødte man også modvind på banen med 1-11. Ligeledes en tur til Flauenskjold i 1944 med en ”præmie” på 1-12. Det kan også gå den anden vej: den 5. maj 1957 besejrede ØVI serie 4 på hjemmebane Lendum med 12-1. Carl Otto ”Boghandler” scorede 7 mål. Jeg har dog også selv været i ”Ilden”. I 1963 spillede vores serie 3-hold en turneringskamp mod Hjørring Frem på Hjørring Stadion. Inden holdet i 1964 fik fornyelse, nærmede spillerne sig i uhyggelig grad oldboys grænsen og jeg var selv markspiller. Ved pausen, hvor vi blev inviteret på te, var stillingen 7-0 til Frem. På vej ud til 2. halvleg mente Kesse Høngaard, at så galt kunne det vel ikke gå i 2. halvleg – men, men: det gjorde det lige nøjagtig – 14-0! Man kunne ikke undgå at have lidt medlidenhed med målmanden (Mogens Poulsen?). Med lidt galgenhumor blev der stemt om fiduspokalen.

Om det var i kølvandet på denne kamp er uvist. Fakta var, at det var først på efterårssæsonen og det gik ikke alt for godt – snarere skidt. Holdet var nærmest et old boys-hold – jeg selv var kørt træt af at spille målmand og dermed markspiller, hvilket ikke var særlig fornuftigt. I bussen på vej hjem fra en kamp i Strandby, hvor vi havde fået tæsk, var der et par af de garvede spillere, der tog bladet for munden. Mogens: Du går ind i kassen igen og foran arrangerer vi et stærkt forsvar og så må angriberne forsøge at score et mål eller to. I et anfald af løssluppenhed og i troen på det umulige, bralrede jeg ud, at hvis vi vandt de resterende kampe i efteråret, så vankede der et par skiver brød, en øl og en dram på ”Kildekroen” i Sæby. Så skete det utrolige, at vi vandt de resterende kampe, bortset fra et knebent nederlag i den sidste udekamp i Tolne. Efterfølgende blev jeg mobbet så meget, at jeg måtte ud med de to madder. Da Dahlmos – ejer af Kildekroen – hørte om historien, da jeg bestilte bord, vankede der en ekstra gibbernakker og vi havde en fornøjelig slutning for holdet. Det bevirkede, at der blev afviklet flere afslutningsfester på Kildekroen med lidt good will fra Dahlmos.

Til stor morskab var der i forbindelse med årets afslutningsfester efterhånden en tradition, at lærer Erik Thykær fabrikerede og underholdt med en revy med nogle hip til de enkelte spilleres ”præstationer” i årets løb.

I disse år gik jeg i vinterhalvåret til gymnastiktræning i Realskolens gymnastiksal. Som regel var vi en 12-15 ”karle”. Gennem årene blev vi herset med af flere forskellige ledere, såsom Henry Lauritsen, Børge Mikkelsen, Jørgen Bondersholt og Erik Thykær. I gennem flere sæsoner var der gang i seks hold. Sæsonen blev afsluttet på Hotellet med en festlig opvisning til musik for børnehold, damehold (leder flere sæsoner var Laura Pedersen) og karlehold og til slut fælles indmarch med fane og aftenen afsluttede med dans.

I 50’erne forsvandt mange heste fra landbruget og derfor løb ringridningsarrangementer fastelavnsmandag efterhånden ud i sandet. Mellergaard havde dog to heste og en vogn, som vi lånte og pyntede på bedste fastelavnsmaner, hvorefter turen gik rundt i byen, hvilket resulterede i at der blev raslet en pæn sum ind til foreningens slunkne pengekasse.

Gennem flere år blev Sct. Hans aften fejret på stadion med en fodboldkamp og efterfølgende bål med sang og tale.

Men visse mellemrum blev der arrangeret baller på hotellet i forsøget på at tjene en skilling til klubkassen.

Ligeledes forsøgtes at arrangere en indsamling af gammelt jern og metaller, som måske kunne give en skilling. Det gik også planmæssigt – masser af gammelt materiale hobede sig op. Hos en gårdejer blev vi lovet en del udtjente redskaber, som viste sigt at være kun nogle få håndredskaber – stor skuffelse. Ved salg af hele baduljen hos en skrothandler i Hjørring fik vi heller ikke så mange kroner, som vi havde håbet på – lidt skuffelse trods en stor indsats.

Efter nogle års stilstand spirede interessen for håndbold igen. I 1955 ønskede nogle kvikke unge damer: Monna Svendsen, Grete Johansen, Hanne Bruun m.fl. med nær tilknytning til klubben at spille håndbold. Der blev investeret i to håndboldmål, håndbolde og der blev opmærket en bane i nordsiden parallelt med fodboldbanen. Et hold blev tilmeldt turneringen under De Danske Gymnastikforeninger. I 1956 færdigspillede Østervrå dame B-hold en turnering og sluttede som nummer 1 i kredsen med 14 points for 8 kampe. Søndag den 16. august 1959 vandt damerne amtsmesterskabet i Halvrimmen med en sejr på 9-4 over Arentsminde. På et foto efter kampen ser jeg et par af nuværende beboere i Østervrå, nemlig Elsebeth Frederiksen og Lis Boelskifte.

I årenes løb blev der deltaget i en del sommerstævner og idrætsuger bl.a. Syvsten, Ø. Hjermitslev m.fl. ligesom der i mange år fremover blev dyrket håndbold af damer, herrer, piger og drenge.

En aftenstid i 1955 aftalte Monna, Grete, Tage og jeg at deltage i håndbolddommerkursus i Flauenskjold, arrangeret af De Danske Gymnastikforeninger. Kurset bestod i gennemgang af reglerne, hvorefter vi fik udleveret et skema med spørgsmål. Efter at de udfyldte skemaer var leveret tilbage og gennemgået, havde vi bestået eksamen som håndbolddommere. Hvor meget vennerne brugte uddannelse husker jeg ikke, men jeg fik dog kortet fornyet nogle gange i de næste år. Jeg blev dog flere gange af KFUM & K v/ Jørgen Andersen engageret som dommer i nogle af deres turneringskampe på markedspladsen samt nogle kampe i Thorshøj og i Koldbro. For øvrigt spillede jeg håndbold (målmand) en vintersæson for KFUM & K i forbindelse med turneringskampe i Hjørring Badmintonhal.

Noget andet vi opnåede på dommerkurset var en kontakt med nogle håndboldspillere fra Østerled IF ved Dronninglund og vi blev inviteret til at deltage i deres årlige sommerstævne. Det blev til en tradition med håndbold for et damehold og et herrehold og efterfølgende spisning af medbragt madpakke på Dronninglund Stadion og afsluttet med balfaldera på Dronninglund Hotel – en rigtig god sommerudflugt gennem flere år.

Fortsættes næste uge

Danmarks Juniorkokkelandhold kan kalde sig verdens tredje bedst landshold ved at besætte 3. pladsen ved Kokke-VM i Luxembourg. Kok Lukas Grøntved Lauritsen (20) fra Østervrå var med på holdet, og vi mødte Lukas hjemme hos forældrene på Aalborggårdvej.

Samtidig med kampen om VM i fodbold har danske stjernekokke, med lidt mere succes end landsholdet, forsvaret de rød/hvide farver i disciplinerne ”Restaurants of Nation” og ”Chefs Table”.  

De ti kokke på holdet har forberedt sig til VM i to år, hvor de har været samlet ca. én gang om måneden i to dage, og i den tid har de prøvet mange forskellige opskrifter, indtil de ca. et halvt år før VM fik at vide, hvad konkurrencen består af. 

Til selve konkurrencen sammensætter holdkaptajn Kasper Corell det mest homogene hold på seks, og de øvrige fire på holdet får en slags ”vandbærerolle” i at støtte deres team i det ni dage lange VM. 

To discipliner
”Restaurants of Nation” er den store konkurrence, hvor holdet har seks timer til at lave mad, præsentere og servere en 3-retters menu til 70 gæster med arbejdsgange præcis som på en restaurant. ”Cheaf Table” er en eksklusiv menu til 12 kuverter, og til den har kokkene fem timer. 

Inden de to konkurrencedage må kokkene forberede sig med at måle produkter op, skrælle, pudse tallerkner og tælle udstyr op. Der er også lagt en fuldstændig minutiøs tidsplan over, hvor meget tid, der må bruges på de enkelte opgaver, og der er flere ting, som kan give de unge kokke sved på panden. – Det kan være flere ting, fortæller Lukas, måske er der ikke helt det antal kogeblus til rådighed, som vi har forventet, måske er komfuret langsomt i forhold til det, vi er vant til – det kan være både ovn og blus, og så skrider tidsplanen, og vi bliver nødt til at vurdere, hvor vi kan hente de tabte minutter. 

Regelsættet for konkurrencen fylder 25 sider, så det gælder om at kunne tolke alle kravene og sætte dem ind i en helhed. – Det hjælper vores holdkaptajn med, for der er rigtig mange krav, der skal være opfyldt. Det kan bl.a. være mængden og vægten af de enkelte portioner, måden vi præsenterer vores retter over for dommerne, og om vi afleverer til tiden, forklarer Lukas og fortsætter. En anden stor udfordring er at lave mad, der falder i smag hos de i alt 16 dommere fra lige så mange lande. De mødte alle sammen op med deres egen personlige smagsforventning, så det gælder om at ramme en ”international smag”, som de alle sammen kan acceptere, og det samme gør sig gælden for præsentationen af maden. 

Fire dommere bedømmer de enkelte lande, og holdene ved ikke på forhånd, hvilket land der kommer til at bedømme dem. 

Marginaler
Juniorkokkelandholdet gik hele vejen, og det var absolut marginaler, der forhindrede holdet i at score endnu højere. Lukas Grøntved er da også rigtig godt tilfreds med den flotte 3. plads, men han lægger alligevel ikke skjul på, at ambitionerne bestemt er til noget mere. – Jeg havde da håbet på mere, lyder det ærlige svar, men jeg har også fået blod på tanden, og håber på, at vi kan forbedre vores resultat til den næste store internationale konkurrence, som er OL i Stuttgart i 2024. 

Ambitioner og målsætninger er bestemt heller ikke ukendte for den unge kok. Det er præcis seks år siden avisen besøgte Lukas første gang, og allerede den gang, som 14-årig, havde han en hel klar målsætning om at han skulle være kok. (Scan QR-kode for at læse artiklen, red). Det mål har han forfulgt siden, og i september i år blev han udlært hos restaurant Abstrakt i Hirtshals. Siden har han skiftet arbejdsgiver, og er nu ansat på Restaurant Alimentum i Aalborg, hvor ambitionen er at udbygge sin viden og erfaring med gastronomi. 

Om Dansk Gastronomisk Union
Det er Dansk Gastronomisk Union, der står bag de danske kokkelandhold, som består af unge energiske og dygtige kokke, der brænder for gastronomi. Det er kvalifikationsrunder, der afgør om man kan få en plads på holdet, hvor aldersgrænsen er op til 25 år. 

Juniorkokkelandsholdet og Cateringlandsholdet tog begge 3. pladsen ved VM, som var de to bedste danske placeringer. 

ÅB

Af: Mogens Bøye Olesen, Bundgårdsvej 18, Vrå

Fortsat fra sidste uge…

Den nye bane fungerer i dag som træningsbane.

Nogle ”vilde” ideer dukkede undertiden op. Bl.a. mente nogle, at fodboldbanen lå for langt uden for byen. Hvis den var placeret midt i byen, ville der komme flere tilskuere!! En bane kunne placeres på ”Nordenbæk”s jord i det senere Strømgade-område. Ideen fusede efterhånden naturligvis ud i ingenting. 

Efter en god ide og et tilskud fra sognerådet på 1.000,- kr. blev der opført et klubhus med logo på kvisten: ”19 ØVI 44” og blev indviet den 27. maj 1945. Huset – 32 kvm – blev opført i sandsten med 2 omklædningsrum med bruserum, depotrum i den nordlige del og toilet bagved. Tagbeklædningen var tagpap. Der var ikke udført loftbeklædning; i flere år var der så udsigt til spærene – isolation var ukendt. ”Primitivt var det, men her havde man et samlingssted”, udtalt af en senere formand Holger Axelsen. Jeg selv har da også tilbragt et utal af timer i dette hus. På et tidspunkt blev vi enige om at smække en loftbeklædning op (plader eller lægter?). Rummene blev herefter mere hyggelige. I 1964 blev der investeret i en gasvarmer, så et varmt brusebad efter kampene var muligt, en fantastisk forbedring. På et tidspunkt fik ydermurene en omgang maling, hvorefter huset fremstod i et dejlig lysegrøn farve. Huset er senere nedrevet.

Den 5. maj 1957 blev der indviet en ny Hjørring Badmintonhal. Foruden badminton kunne hallen benyttes til indefodbold. Selv om der kun var lidt plads udenom banderne, flokkedes tilskuere i 1957 og flere år frem til en invitationsturnering for de højst rangerende hold i Vendsyssel og derefter en populær oplandsturnering, hvor andre hold kunne tilmelde sig, hvor vi fra Østervrå også deltog. Måske her opstod en ide om en idrætshal i Østervrå. For at realisere ideen måtte vi – foruden Hjørring Badmintonhal – også se andre haller. En vinterdag (årstal måske 1963?) blev der arrangeret en sightseeing tur for bestyrelsen og bl.a. murermester Hardi Jensen, gift med ”Sukker-Ella”, som drev en forretning i Hjørringvej 427 med Tips, Maler/Tapet, Kosmetik og Tobak (oprindelig slikbutik i Hjørringgade 432C) og de havde sønnerne Finn og Kaj – et par gæve fodboldgutter. Hardi selv som medlem, formand og fodboldspiller i mange år, deltog som bygningskyndig. 

En planlagt gik til nogle nyere idrætshaller: Års Gymnasie Hal (1960), som vi kunne hurtigt se, at det ikke noget for os – for stort og dyrt. Videre gik turen til Gedsted-hallen i Vesthimmerland (indviet 4. oktober 1962). Det var et projekt, som passede os bedre – lidt større format end Badmintonhallen. Endelig besøgte vi Vildsund Dyreparks Hal (1961). Den private ejer fortalte, at i forbindelse med opførelsen fik han en pris på limtræsbuer fra Hirtshals – de var for dyre. Han kunne selv lave dem til en billigere pris. Ydervæggene var opført af nogle betonelementer. Alt i alt et billigt byggeri, som ikke tiltalte os.

Efterhånden som tiden gik, døde ideen om opførelsen af en idrætshal i Østervrå hen til ingenting.

Det var for stor en mundfuld – optimismen kunne ikke bære et projekt af en sådan størrelse.

Til gengæld gik nye kræfter i gang i 1969 og i 1972 stod en ny stor flot ”Østervrå Hallen” klar.

Som led i en påbegyndt landbrugsuddannelse, skulle jeg, efter hjemsendelse fra militæret, finde et medhjælperjob, hvilket ikke lykkedes. Som midlertidig beskæftigelse fik jeg job i en bilforretning i Hjørring som kontorist, lagerekspedient af reservedele og bybud. Da planen om en landbrugsuddannelsen lidt efter lidt forsvandt ud i den blå luft og det nye job blev mere og mere permanent, blev jeg mere og mere engageret i fodboldlivet i ØVI.

Som ansat i et bilfirma er kørekort faktisk en nødvendighed. Da jeg ikke allerede havde erhvervet et sådant henvendte jeg mig til kørelærer Elis Carlsen. Efter 6 timers praktik og et par teoritimer samt 2 timers kørsel på motorcykel (incl. en tur til Sæby og retur) blev jeg ejer af et kørekort til bil og motorcykel, formedelst 198,- kr. 

Såvel kørekort som en anskaffet lysegrøn Volvo blev til en stor fornøjelse såvel arbejdsmæssigt som fritidsmæssigt.

I disse år var den jyske fodboldturnering delt op i Jyllandsserien, Mellemrækken, A-Rækken og B-Rækken. Vist nok ca. 1955 blev turneringen omorganiseret med Jyllandsserie, Serie 1, Serie 2, Serie 3 og Serie 4 og senere Serie 5 efter behov. Holdene skulle nu placeres i nye rækker – A-holdene skulle stort set placeres i serie 3. Med en placering i den øverste del af A-Rækken kunne vi spille op i Serie 2 ved en kvalifikationskamp mod Strandby på neutral bane i Sæby.

Efter en 3-1 føring ved halvleg tabte vi kampen 4-3, hvilket var en stor skuffelse, ikke mindst for de mange publikummer som fulgte os og ikke mindst for mig selv, som ikke havde en særlig heldig dag som målmand.

At jeg var en gumpetung målmand beviser et foto – vist nok det eneste af mig som målmand! – fra en kamp i landspokaltuneringen søndag den 26. juni 1956 på hjemmebane, hvor vores serie 3-hold tabte 2-3 til Vrå serie 2. 

Forinden mindes jeg – i 1954/55 – en A-kamp mod Vrå i Østervrå. Kampen sluttede efter 10 minutter i 2. halvleg, da Vrå-spillerne ved stillingen 3-0 til ØVI forlod banen i protest mod dommerens kendelser. I flere sæsoner spillede vi i serie 3.

Apropos målmand: Efter en træningstime i Vrå-Hallen i nyere tid, sad jeg i omklædningsrummet og sludrede med en gennem mange år fodboldbekendt. Pludselig erindrede han en fodboldkamp, han var med til at vinde 1-0 for Poulstrup serie 3 mod Østervrå serie 3 og målet var et Østervrå-målmandsdrop! Dette mål kunne jeg bestemt ikke erindre!!

I henhold til loven og vedtægter for Østervrå Idrætsforening af 1. maj 1935 blev der afholdt to årlige generalforsamlinger, nemlig i maj og november. I 1965 blev det ændret til een gang årligt.

Som formand i en periode indkaldte jeg efter en generalforsamling til et konstituerende bestyrelsesmøde.

Som første punkt bad jeg om forslag til formand. Et bestyrelsesmedlem foreslog et andet medlem som formand, hvorefter jeg spurgte om der var andre forslag. Det var der ikke og dermed var jeg væltet. Efterfølgende blev jeg foreslået til kassererposten, som var ledig. Som jeg så situationen og lidt i protest takkede jeg nej. Jeg var skuffet.

Da jeg syntes, at det var en god ide at købe en kasse sodavand i brugsen til omklædningsrummet, så at spillerne kunne købe en vand efter træningen, formedelst 1,- kr., som blev lagt i en cigarkasse. Når sodavandskassen var ved at være tom og der var penge i cigarkassen blev det til en ombytter, hvilket fungerede godt i lang tid. Men en skønne dag da sodavandskassen var tom, var cigarkassen også tom. Dermed var denne ordning slut og en mindre skuffelse rigere.

Fortsættes næste uge

Lørdag den 3. december var det absolut sidste gang at Østervrå Idrætsforenings fodboldafdeling afholdt avis­indsamling. I 25 år har afdelingen cirka seks gange om året været omkring samtlige gader i Østervrå by og af og til i omegnen af byen for at samle aviser, idet det i den gamle Sæby kommune var foreninger, der havde opgaven med avisindsamling i et samarbejde med AVØ. Ved kommunesammenlægningen blev det et samarbejde med Frederikshavn Forsyning. Indsamlingen har givet fodboldafdelingen et godt bidrag til klubkassen. I det nye år vil samtlige husstande få beholder til papir- og papaffald.

Man bliver aldrig for gammel til at lege og have det sjovt – så kom og vær med!
Sådan lød opfordringen fra Østervrå Gymnastikforening til at deltage i ’Dunkholdet’, som er et tilbud til voksne mænd i alderen 30+. Ani Koldbro Pedersen er kvinden, som med sikker ledelse styrer de i alt 18 mænd, som indtil videre har meldt sig på holdet, og det går rigtig godt. 

Holdet er meget blandet både erhvervs- og aldersmæssigt, men fælles for dem alle er det nok, at de selv er kommet frem til, at det er en god ide at motionere for at holde kroppen i god fysisk form. 

Der bliver ikke taget på mændene med fløjlshandsker, når de hver torsdag dukker op til træning i Østervrå Kulturhus, men der er et meget vigtigt element i den træning, de bliver præsenteret for, det skal være sjovt. 

Der bliver hver gang varmet godt op og ned, og mellem disse to yderpunkter er der indlagt en træning, som varierer fra gang til gang. En helkropstræning med fokus på kondition, smidighed og styrke godt krydret med tempo og sjove udfordringer. Måske er det en fangeleg, eller en øvelse to og to, hvor der er et indbyrdes konkurrencemoment indlagt, og det stiller ikke kun krav til fysikken, her skal hjernevindingerne også i spil, men det kan også være Fysio Flow, som er en træningsmetode, der arbejder med kroppens bindevæv.

Fra fem til 18
Holdet fik en lidt forsigtig start med 4-5 mænd på holdet, men via de enkeltes netværk er antallet nu vokset til 18 voksne mænd, der bliver som drenge igen, når de kaster sig ud i øvelserne. Der bliver virkelig gået til stålet, og det giver sved på panden, men også høje grin og store smil – ingen tvivl om at alle hygger sig max. – Det er rigtig godt, lyder meldingen fra drengene, og indtil nu har vi ikke haft den samme øvelse to gange, fortsætter de. Noget som helt sikkert falder i rigtig god jord er, at der sker noget nyt hver gang. Resultaterne udebliver da heller ikke – ikke at der bliver talt om vægt og størrelse på muskler, men mere om, hvor ømme musklerne har været efter træningen – også selv om man ’bare’ føler, at man har strakt ud det meste af tiden. Én kunne fortælle, at han i tre dage næsten ikke kunne gå, og det var en sand pine at skulle rejse sig fra toilettet. – Ja, sofaen er god ved os i weekenden, lyde en tør bemærkning. Alle er helt enige om, at det er gavn at få brugt kroppen på mange forskellige måder, og så er det rigtig sjovt. Øvelserne har også en lille sidegevinst, der bidrager til morskaben, afslører drengene, for det kan godt ske, at man lige kommer til at slippe en lille vind, mens man ligger der i fuld udstrækning – og det lyder jo nok ekstra højt, når der er fuld koncentration og helt stille i lokalet.  

Hver gang slutter holdet af med en ’tredje halvleg’ i omklædningsrummet, hvor verdenssituationen lige bliver vendt over en øl og vand. 

ÅB

De kommunale dagplejere havde inviteret flere generationer til Juletræsfest i Østervrå Kulturhus, hvor der også var besøg af Nissemor, som sørgede for at alle kom i den helt rette julestemning.

Godt 60 forældre, bedsteforældre og oldeforældre havde taget imod et tilbud om at deltage i De kommunale Dagplejeres Juletræsfest. Alle blev budt velkommen, og så gik døren op, og ind kom selveste Nissemor. Hun er altid fuld af gode ideer til, hvordan man kan komme i rigtig god julestemning, så derfor indledte alle festen med at gå rundt om træet, mens de sang nogle julesange. Bagefter fik børnene lov til at brillere med at synge nogle af deres favoritter, og de voksne måtte selvfølgelig også gerne synge med. 

Pludselig fik Nissemor en besked om, at Julemanden havde været forbi Kulturhuset, og her havde han afleveret en stor sæk med gaver til alle børnene. UHA! Det var spændende at få løsnet bånd og papir for at se, hvad der gemte sig i pakken. Halli Hallo! En Gurli Gristelefon – den kommer sikkert til at ringe mange gange til både bedsteforældre og oldeforældre?

Nu var det tid til at hygge ved de julepyntede borde, hvor dagplejerne serverede kaffe, saft, æbleskiver, pebernødder og mandariner. 

Da alle lækkerierne var spist dukkede Nissemor op igen, og hun havde taget en godtepose med til hver af børnene, det var en dejlig begivenhedsrig formiddag i godt selskab, og efter sådan en masse indtryk er der dømt middagslur. 

ÅB

Den 23. julefrokost i Østervrå Idræts- og Kulturcenter fik et vellykket forløb med godt 530 feststemte gæster, to fede livebands, god mad fra Martin Kok og et hær af frivillige, som sørgede for alt det praktisk.  

Et kæmpe planlægningsarbejde er gået forud for festen, og det er garvede arrangører fra ØVIs Venner og ØVI håndbold, der står bag, så der er en del erfaring at trække på. Alligevel er der tusinde ting, som skal være på plads, når sådan et stort arrangement skal løbe af stablen. 

Det kræver rigtig mange frivillige hænder, og heldigvis har der igen været rigtig god opbakning lige fra de helt unge håndboldspillere til mere erfarne voksne, der var med på holdet. 85 frivillige i alt var der i sving lige fra borddækningen lørdag formiddag til hele aftenen med servering, afrydning, opvask og oprydning til søndag formiddag, hvor det sidste rester af festen blev fjernet. 

Gæsterne var inviteret til kl. 18, men inden havde de mange frivillige fået tildelt deres opgaver, som var nøje planlagt af festudvalget, så ingen var i tvivl om, hvilke opgaver de havde ansvar for. Nogen fik tildelt ansvar for bordene, nogen skulle sætte på og tage af bordene, andre sørgede for musikken og at de frivillige også fik mad og drikke. I opvasken blev der skyllet og vasket af til den stor guldmedalje, og det hele forløb i rigtig god stemning – ja, som på samlebånd. 

Trængsel
Aftenens to bands fik godt gang i publikum både under maden men så sandelig også efter maden, hvor der var trængsel på dansegulvet. 

Tøt City Band var næsten på hjemmebane. To af bandets medlemmer Kim og Ole er kendte ansigter i Østervrå, og sammen med bandets to andre medlemmer Pia og Søren gav de den endnu en gang fuld skrue fra den store scenen. Bandet kan få publikum på gulvet, og lørdag aften var ingen undtagelse. 

Petrols var aftenens andet bandet, der sluttede festen, og de leverede helt sikkert varen med ørehængere, som også trak publikum på gulvet. 

I baren var der traditionen tro rigtig god trængsel, for det er jo også her, man lige får en god snak med alle dem man kender, eller måske møder man helt nye mennesker. 

Klokken 3 gik de sidste frivillige hjem, og allerede søndag formiddag var hallen gjort klar til håndboldkampe. 

Stop madspild
Den overskydende mad fra festen blev efter aftale med arrangørerne hente af en organisation, der indsamler overskydende mad, og inviterer hjemløse og andre til at få et måltid mad. Ifølge organisationen havde 84 mennesker meldt sig til spise rester fra julefrokosten søndag. 

Kl. 3.00 gik de sidste frivillige hjem, og allerede søndag formiddag var hallen gjort klar til håndboldkampe.

ÅB

Fotos: Ejvind Pedersen

Normalt er det Åse Bonde Bakland, der med garvet og sikker hånd er kvinden bag de mange spændende nyheder og artikler fra biblioteket. Det er ikke tilfældet denne gang og det vil det heller ikke være fremover, da Åse har valgt at stoppe ved Bibliotek & Borgerservice Frederikshavn Kommune til fordel for pensionisttilværelsen. Det kommer til at kræve lidt tilvænning fra os alle. 

Mange vil mene, at der kan sættes lighedstegn mellem Østervrå Bibliotek og Åse Bonde Bakland. Man kan hverken sige eller tænke det ene, uden det andet. Det er som brød uden smør, jul uden konfekt og Knud uden makrelmadder. Og selvom vi måske nok har vidst, at det ville ske før eller siden, kom det stadig som et chok, da Åse annoncerede sit kommende exit. Det er enden på en æra og mange, både kollegaer og trofaste lånere, vil komme til at savne Åse. 

Næsten 40 års tro tjeneste
Lige siden 1984, har du kunnet møde Åse på bibliotekerne i Østervrå og Sæby, hvor hun har delt ud af sin store viden om og glæde for kultur og litteratur. Hjælpsomhed er Åses mantra, og sammen med sin faste makker i Østervrå, Knud Rommedal Hjørnholm, har hun leveret verdensklasses service og værtskab til de lokale lånere.

Foruden de ugentlige vagter, har Åse også været involveret i et væld af andre biblioteksopgaver såsom Lydavisen og afholdelse af kulturarrangementer. Herudover har Åse formidlet bibliotekets mange årlige events og forskellige tilbud gennem måske mere end 3000 pressemeddelelser og artikler – alt fra litteraturanbefalinger, og forskellige læseprojekter og debatfestivaler. Åse mestrer det danske sprog til fulde, hun kan altid finde den rette vinkel, og garvet som hun er, spotter hun oftest, den gode historie før alle andre – evner som bliver svære at erstatte. 

Du kære læser kan heldigvis stadig lade dig fornøje af Åses ordspil og se navnet i ”by-linjen”, da hun eftersigende fortsat vil skrive lidt til avisen her. 

Åses sidste vagt 
Åse får dog ikke lov til at smutte stille ud af bagdøren. Vi er nemlig mange, der ønsker en sidste stund med Åse bag biblioteksskranken og der bliver mulighed for at sige pænt farvel til hende på hendes sidste dag på biblioteket.

Tak fra dit team
Ovenstående er ikke i nærheden af at beskrive Åse og give et retvisende billede af en fantastisk kollega, der med sin store faglighed, integritet og ikke mindst gode personlighed, har bidraget stort til vores hverdag og arbejdsglæde. Vi kommer til at savne Åses selskab og engagement.