Af: Mogens Bøye Olesen, Bundgårdsvej 18, Vrå
Fortsat fra sidste uge…
Den nye bane fungerer i dag som træningsbane.
Nogle ”vilde” ideer dukkede undertiden op. Bl.a. mente nogle, at fodboldbanen lå for langt uden for byen. Hvis den var placeret midt i byen, ville der komme flere tilskuere!! En bane kunne placeres på ”Nordenbæk”s jord i det senere Strømgade-område. Ideen fusede efterhånden naturligvis ud i ingenting.
Efter en god ide og et tilskud fra sognerådet på 1.000,- kr. blev der opført et klubhus med logo på kvisten: ”19 ØVI 44” og blev indviet den 27. maj 1945. Huset – 32 kvm – blev opført i sandsten med 2 omklædningsrum med bruserum, depotrum i den nordlige del og toilet bagved. Tagbeklædningen var tagpap. Der var ikke udført loftbeklædning; i flere år var der så udsigt til spærene – isolation var ukendt. ”Primitivt var det, men her havde man et samlingssted”, udtalt af en senere formand Holger Axelsen. Jeg selv har da også tilbragt et utal af timer i dette hus. På et tidspunkt blev vi enige om at smække en loftbeklædning op (plader eller lægter?). Rummene blev herefter mere hyggelige. I 1964 blev der investeret i en gasvarmer, så et varmt brusebad efter kampene var muligt, en fantastisk forbedring. På et tidspunkt fik ydermurene en omgang maling, hvorefter huset fremstod i et dejlig lysegrøn farve. Huset er senere nedrevet.
Den 5. maj 1957 blev der indviet en ny Hjørring Badmintonhal. Foruden badminton kunne hallen benyttes til indefodbold. Selv om der kun var lidt plads udenom banderne, flokkedes tilskuere i 1957 og flere år frem til en invitationsturnering for de højst rangerende hold i Vendsyssel og derefter en populær oplandsturnering, hvor andre hold kunne tilmelde sig, hvor vi fra Østervrå også deltog. Måske her opstod en ide om en idrætshal i Østervrå. For at realisere ideen måtte vi – foruden Hjørring Badmintonhal – også se andre haller. En vinterdag (årstal måske 1963?) blev der arrangeret en sightseeing tur for bestyrelsen og bl.a. murermester Hardi Jensen, gift med ”Sukker-Ella”, som drev en forretning i Hjørringvej 427 med Tips, Maler/Tapet, Kosmetik og Tobak (oprindelig slikbutik i Hjørringgade 432C) og de havde sønnerne Finn og Kaj – et par gæve fodboldgutter. Hardi selv som medlem, formand og fodboldspiller i mange år, deltog som bygningskyndig.
En planlagt gik til nogle nyere idrætshaller: Års Gymnasie Hal (1960), som vi kunne hurtigt se, at det ikke noget for os – for stort og dyrt. Videre gik turen til Gedsted-hallen i Vesthimmerland (indviet 4. oktober 1962). Det var et projekt, som passede os bedre – lidt større format end Badmintonhallen. Endelig besøgte vi Vildsund Dyreparks Hal (1961). Den private ejer fortalte, at i forbindelse med opførelsen fik han en pris på limtræsbuer fra Hirtshals – de var for dyre. Han kunne selv lave dem til en billigere pris. Ydervæggene var opført af nogle betonelementer. Alt i alt et billigt byggeri, som ikke tiltalte os.
Efterhånden som tiden gik, døde ideen om opførelsen af en idrætshal i Østervrå hen til ingenting.
Det var for stor en mundfuld – optimismen kunne ikke bære et projekt af en sådan størrelse.
Til gengæld gik nye kræfter i gang i 1969 og i 1972 stod en ny stor flot ”Østervrå Hallen” klar.
Som led i en påbegyndt landbrugsuddannelse, skulle jeg, efter hjemsendelse fra militæret, finde et medhjælperjob, hvilket ikke lykkedes. Som midlertidig beskæftigelse fik jeg job i en bilforretning i Hjørring som kontorist, lagerekspedient af reservedele og bybud. Da planen om en landbrugsuddannelsen lidt efter lidt forsvandt ud i den blå luft og det nye job blev mere og mere permanent, blev jeg mere og mere engageret i fodboldlivet i ØVI.
Som ansat i et bilfirma er kørekort faktisk en nødvendighed. Da jeg ikke allerede havde erhvervet et sådant henvendte jeg mig til kørelærer Elis Carlsen. Efter 6 timers praktik og et par teoritimer samt 2 timers kørsel på motorcykel (incl. en tur til Sæby og retur) blev jeg ejer af et kørekort til bil og motorcykel, formedelst 198,- kr.
Såvel kørekort som en anskaffet lysegrøn Volvo blev til en stor fornøjelse såvel arbejdsmæssigt som fritidsmæssigt.
I disse år var den jyske fodboldturnering delt op i Jyllandsserien, Mellemrækken, A-Rækken og B-Rækken. Vist nok ca. 1955 blev turneringen omorganiseret med Jyllandsserie, Serie 1, Serie 2, Serie 3 og Serie 4 og senere Serie 5 efter behov. Holdene skulle nu placeres i nye rækker – A-holdene skulle stort set placeres i serie 3. Med en placering i den øverste del af A-Rækken kunne vi spille op i Serie 2 ved en kvalifikationskamp mod Strandby på neutral bane i Sæby.
Efter en 3-1 føring ved halvleg tabte vi kampen 4-3, hvilket var en stor skuffelse, ikke mindst for de mange publikummer som fulgte os og ikke mindst for mig selv, som ikke havde en særlig heldig dag som målmand.
At jeg var en gumpetung målmand beviser et foto – vist nok det eneste af mig som målmand! – fra en kamp i landspokaltuneringen søndag den 26. juni 1956 på hjemmebane, hvor vores serie 3-hold tabte 2-3 til Vrå serie 2.
Forinden mindes jeg – i 1954/55 – en A-kamp mod Vrå i Østervrå. Kampen sluttede efter 10 minutter i 2. halvleg, da Vrå-spillerne ved stillingen 3-0 til ØVI forlod banen i protest mod dommerens kendelser. I flere sæsoner spillede vi i serie 3.
Apropos målmand: Efter en træningstime i Vrå-Hallen i nyere tid, sad jeg i omklædningsrummet og sludrede med en gennem mange år fodboldbekendt. Pludselig erindrede han en fodboldkamp, han var med til at vinde 1-0 for Poulstrup serie 3 mod Østervrå serie 3 og målet var et Østervrå-målmandsdrop! Dette mål kunne jeg bestemt ikke erindre!!
I henhold til loven og vedtægter for Østervrå Idrætsforening af 1. maj 1935 blev der afholdt to årlige generalforsamlinger, nemlig i maj og november. I 1965 blev det ændret til een gang årligt.
Som formand i en periode indkaldte jeg efter en generalforsamling til et konstituerende bestyrelsesmøde.
Som første punkt bad jeg om forslag til formand. Et bestyrelsesmedlem foreslog et andet medlem som formand, hvorefter jeg spurgte om der var andre forslag. Det var der ikke og dermed var jeg væltet. Efterfølgende blev jeg foreslået til kassererposten, som var ledig. Som jeg så situationen og lidt i protest takkede jeg nej. Jeg var skuffet.
Da jeg syntes, at det var en god ide at købe en kasse sodavand i brugsen til omklædningsrummet, så at spillerne kunne købe en vand efter træningen, formedelst 1,- kr., som blev lagt i en cigarkasse. Når sodavandskassen var ved at være tom og der var penge i cigarkassen blev det til en ombytter, hvilket fungerede godt i lang tid. Men en skønne dag da sodavandskassen var tom, var cigarkassen også tom. Dermed var denne ordning slut og en mindre skuffelse rigere.
Fortsættes næste uge
