Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Ani styrer ”Dunkholdet” mod bedre fysisk form

Man bliver aldrig for gammel til at lege og have det sjovt – så kom og vær med!
Sådan lød opfordringen fra Østervrå Gymnastikforening til at deltage i ’Dunkholdet’, som er et tilbud til voksne mænd i alderen 30+. Ani Koldbro Pedersen er kvinden, som med sikker ledelse styrer de i alt 18 mænd, som indtil videre har meldt sig på holdet, og det går rigtig godt. 

Holdet er meget blandet både erhvervs- og aldersmæssigt, men fælles for dem alle er det nok, at de selv er kommet frem til, at det er en god ide at motionere for at holde kroppen i god fysisk form. 

Der bliver ikke taget på mændene med fløjlshandsker, når de hver torsdag dukker op til træning i Østervrå Kulturhus, men der er et meget vigtigt element i den træning, de bliver præsenteret for, det skal være sjovt. 

Der bliver hver gang varmet godt op og ned, og mellem disse to yderpunkter er der indlagt en træning, som varierer fra gang til gang. En helkropstræning med fokus på kondition, smidighed og styrke godt krydret med tempo og sjove udfordringer. Måske er det en fangeleg, eller en øvelse to og to, hvor der er et indbyrdes konkurrencemoment indlagt, og det stiller ikke kun krav til fysikken, her skal hjernevindingerne også i spil, men det kan også være Fysio Flow, som er en træningsmetode, der arbejder med kroppens bindevæv.

Fra fem til 18
Holdet fik en lidt forsigtig start med 4-5 mænd på holdet, men via de enkeltes netværk er antallet nu vokset til 18 voksne mænd, der bliver som drenge igen, når de kaster sig ud i øvelserne. Der bliver virkelig gået til stålet, og det giver sved på panden, men også høje grin og store smil – ingen tvivl om at alle hygger sig max. – Det er rigtig godt, lyder meldingen fra drengene, og indtil nu har vi ikke haft den samme øvelse to gange, fortsætter de. Noget som helt sikkert falder i rigtig god jord er, at der sker noget nyt hver gang. Resultaterne udebliver da heller ikke – ikke at der bliver talt om vægt og størrelse på muskler, men mere om, hvor ømme musklerne har været efter træningen – også selv om man ’bare’ føler, at man har strakt ud det meste af tiden. Én kunne fortælle, at han i tre dage næsten ikke kunne gå, og det var en sand pine at skulle rejse sig fra toilettet. – Ja, sofaen er god ved os i weekenden, lyde en tør bemærkning. Alle er helt enige om, at det er gavn at få brugt kroppen på mange forskellige måder, og så er det rigtig sjovt. Øvelserne har også en lille sidegevinst, der bidrager til morskaben, afslører drengene, for det kan godt ske, at man lige kommer til at slippe en lille vind, mens man ligger der i fuld udstrækning – og det lyder jo nok ekstra højt, når der er fuld koncentration og helt stille i lokalet.  

Hver gang slutter holdet af med en ’tredje halvleg’ i omklædningsrummet, hvor verdenssituationen lige bliver vendt over en øl og vand. 

ÅB

Populære artikler