Når Taarshallen søndag den 7. april slår dørene op for den 12. erhvervsmesse arrangeret af Taars-Ugilt IF’s håndboldafdeling – stort set med samme besætning, så er det ikke kun udstillergruppen der er varieret, det er underholdningen fra scenen også.
Messen åbnes af en ”gammel Tårs-bo” Eigil Jensen, af langt de fleste bedre kendt som Murer-Eigil og fra de mange indslag i forbindelse med byens 750 års jubilæum ”Tow fra Toes”. Eigil er barnefødt i Tårs, men nu bosiddende i Hjørring, han er formand for Vendsyssel-Gildet og der vil sikkert kunne spottes lidt dialekt.
Senere vil tidligere Forsvarsminister Søren Gade (2004-2010) holde messetalen. Søren Gade er opstillet som kandidat til Europa-Parlamentet for Venstre – der er valg til Europa-Parlamentet den 26. maj 2019.
I løbet af eftermiddagen vil Vindstyrke 15 underholde med liflige toner, det er en tradition at Vindstyrken gæster messen og de er altid med til at skabe den helt rigtige stemning.
Sidst på eftermiddagen er det linedansere fra Hundelev, der viser de countryinspirerede danse.
Men der vil ske meget mere på messen løbende hen over dagen. Allerede før messen åbner officielt er der liv og glade dage i Multi-hallen, her er Taarshallen nemlig vært ved rundstykker og kaffe i forbindelse med indvielse af den nye Multihal, underholdning af Bagterp Blæserne og TUI Springgymnaster.
Der udtrækkes løbende fine gevinster på indgangsbilletterne, det kræver dog, at man er til stede i hallen når de to hovedgevinster udtrækkes.
Messens flotteste stand kåres inden messen officielt lukkes.
Messearrangørerne håber på en rigtig dejlig og hyggelig messe og glæder sig til at byde rigtig mange velkommen til Tårs.
ESH




