SÆBY: Forud for mødet den 4. november i Udvalget for Plan, Miljø og Tilladelser har Frederikshavn Kommune fremlagt forslag til ændret kommuneplan og lokalplan for området ”Sæby Havnefront”.
Kommune har i Kommuneplan 15 udpeget området til byomdannelsesområde. Udpegningerne har til formål at fremme en udvikling mod en omdannelse af områderne til nye formål – i form af primært nye by-funktioner og boligområder.
Erhvervsområdet er oprindelig udnyttet til fiskefabrikker. Med kommuneplantillægget muliggøres omdannelsen af et centralt placeret erhvervsområde.
Kirkens betydning i bybilledet
Rammeområdet er i sin helhed beliggende inden for beskyttelseszonen omkring Sæby Kirke. Inden for zonen skal hensynet til Sæby Kirkes betydning som monument i bymiljøet sikres. I kommuneplantillægget fastsættes bestemmelser om, at vejadgang til området skal ske fra Sdr. Ringvej og Havnen.
Kommuneplantillægget udlægger området til et blandet bolig- og erhvervsområde. Det sikrer, at området tilføres nye by-funktioner i form af erhverv, som for eksempel hotel, café, galleri o.lign., som kan understøtte mulighederne for et mere oplevelsesrigt liv på havnen.
Plantillægget stiller krav om, at Algades og Strandgades gamle huse skal være inspirationskilde til områdets æstetiske udtryk. Området er inden for et værdifuldt kulturmiljø.
Kommuneplantillægget lægger rammer for, at bebyggelse i området udformes med afsæt i de arkitektoniske karaktertræk, der kendetegner de sammenbyggede byhuse i Algade og Strandgade.
Planområdet berører en beskyttelseslinje på 300 m fra Sæby Kirke. På baggrund af visualiseringerne vurderes det fra kommunens side, at Sæby Kirke fortsat vil være et markant og synligt vartegn i by- og kystlandskabet.
Blandede by-funktioner
Lokalplanens formål er således: at skabe et område til blandede by-funktioner, at sikre det ydre udtryk på boliger langs Sdr. Ringvej tilpasses eksisterende bebyggelse (”Havnebo”), at hver bolig får adgang til et privat udendørs opholdsareal, at muliggøre etablering af hotel, at der etableres en promenade langs lokalplanområdets sydøstlige grænse, at sikre to stiforbindelser på tværs af området mellem eksisterende bebyggelse og havnen, at hensynet til Sæby Kirke varetages ved at fastsætte maksimal kote for lokalplanområdets bolig- og erhvervsbebyggelse.
Lokalplanområdet har et areal på ca. 20.500 m² og ligger i byzone i den østlige del af Sæby Havn. Området består af fabriksbygninger fra 1970’erne. Mod syd grænser området op til Sønderstrands 10 punkthuse.
6 delområder
Der kan opføres maksimalt 8000 m² etagemeter inden for delområde 1. Hovedparten af byggefeltet i delområde 1 er beliggende uden for kirkebyggelinjen. Delområde 2 ud mod havnen kan anvendes til erhvervsformål som hotel. I området kan der desuden etableres parkeringsanlæg for hotellet samt diverse hotelfaciliteter, der f.eks. kan indeholde restaurant, spa/pool, fitness, selskabslokale og lignende.
I delområde 3 kan der etableres etageboligbebyggelse til helårsbeboelse. Der kan opføres maksimalt 5600 m² (etagemeter).
Hele delområde 3 er beliggende inden for kirkebyggelinjen, hvor der i henhold til Naturbeskyttelsesloven ikke må opføres bygninger med en højde over 8,5 m. Den primære anvendelse af delområde 4 er etageboliger til helårsbeboelse. I stueplan gives der dog mulighed for at indrette kontor & service, som f.eks. ejendomsmægler, forsikring, advokat, arkitekt, ingeniør o.l. rådgivningsvirksomhed, samt kiropraktor, læge tandlæge o.l. publikumsorienterede serviceerhverv som frisør, fitness, galleri/udstilling, restaurant/cafe og isbod, let industri og håndværk med mulighed for salg af egne produkter.
I delområde 5 tænkes etablering af 6-10 tæt-lave boliger. Boligerne, der skal være til helårsbeboelse, skal opføres som dobbelthuse med to boligenheder. Ny bebyggelse skal fremstå som randbebyggelse langs Sdr. Ringvej, herved skabes en sammenhæng med ”Havnebo”.
Delområde 6 kan anvendes til fælles veje, stier, parkering og opholdsareal samt til offentlige formål i form af en offentlig promenade mod havnens aktivitetsbassin. Delområde 6 kan ikke bebygges.
Notabene



