Tårs Seniorer har været på en dejlig udflugt til Feggesund Færgekro, hvor godt selskab, god mad og smuk natur var på programmet.
TÅRS: Allerede på busturen blev der sørget for en hyggelig start, da deltagerne blev budt på ”en lille en”, sponsoreret af Ole Thomsen fra HT Superland.
Ved ankomsten til Feggesund Færgekro ventede en af stedets klassikere – stegte ål med kartofler og persillesovs. Senere blev der rundet af med kaffe og lagkage, inden turen igen gik videre.
På hjemturen kørte selskabet over Mors til Thisted og derfra videre mod Vejlerne. Her blev der gjort et kort ophold, hvor deltagerne kunne nyde naturen og studere det rige fugleliv, inden turen fortsatte hjemad.
Turen blev gennemført med støtte fra Sparekassen Danmark Vendsyssel Fonden, som havde ydet et sponsorat til bustransporten.
Det blev alt i alt en rigtig dejlig dag med gode oplevelser, masser af hygge og hyggeligt samvær blandt deltagerne.
ESH



