Sådan lød overskriften på et foredrag med musik og masser af sjove indfald og højt humør og foredragsholderen var Jacob Haugaard.
Arrangør var Blå Kors Genbrug, Frederikshavn/ Sæby.
Foredraget blev afholdt på Hørby Efterskole og der var rigtig mange mennesker, der havde fulgt opfordringen til at hente en gratis billet til foredraget.
Efter en kort velkomst overtog Jacob Haugaard mikrofonen og fangede hurtigt alles opmærksomhed, som han stod der i sit lyseblå dress med haner på.
Han havde, som han sagde, taget musik med på PC og efter en lille snak om, hvorfor han var med her hos Blå Kors, gav han et af sine mange lidt specielle numre – det her handlede om at være ligesom Asger Jorn og man må sige, at han blev taget godt imod af publikum, han havde dem nærmest i sin hule hånd under hele forløbet. Folk viste så tydeligt, at de godt kunne lide hans ligefremme måde at levere tingene på og hans helt specielle form for humor. Det var helt bestemt noget publikum kunne lide og der blev grinet og klappet rigtig meget den eftermiddag i hallen ved Hørby Efterskole. Jacob Haugaard fortalte om sin opvækst lige ved siden af, som han sagde, sindssygehospitalet i Risskov og om sin tid i folketinget og med Grøn Koncert. Han sagde om sin opvækst, at han fik skæld ud fra morgen til aften – af alle – undtagen hans mor og Kurt Thorsens far. Helt fra barndommen af – var svaret, når han blev spurgt, hvad han ville være, når han blev stor: Jeg vil være berømt.
Jacob Haugaard fortalte ind imellem sangene, om det at være alkoholiker, som han selv har været – han holdt op med at drikke præcis den 1. maj 1992.
Som det er typisk for ham, var han hurtigt ovre i noget mindre alvorligt igen nemlig den sang, vi alle kender og nærmest bruger som fællessang – Haveje – en dag sad han ude på Christiania og sang lige netop den sang, som han jo selv har lavet og hvem kom så forbi – det gjorde Kim Larsen og han spurgte, om han måtte få den sang og indspille den – og ja, som Haugaard sagde, så reddede det tilværelsen for ham, for det var den mest spillede sang i 1984 og den er stadigvæk god. Det viste publikum også forleden i Hørby, hvor de sang med alt, hvad de kunne. Han kunne heller ikke komme uden sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer i sit foredrag.
Eftermiddagen handlede i høj grad om at bede om hjælp f.eks. hos Blå Kors og der lå foldere rundt om, hvor man kunne læse om mulighederne og det blev også vist på skærmen undervejs og ydermere var der folk fra Blå Kors til stede, som man kunne få en snak med – også hvis man havde lyst til at blive frivillig i en af de mange Blå Kors butikker.
I kaffepausen nåede avisens udsendte at få en lille snak med Jacob Haugaard ind imellem alle de selfies, som folk gerne ville have med ham og dem selv. Han fortalte bl.a. at han havde 140 forskellige jakkesæt af den helt specielle slags, som han er kendt for og lige netop til anden del af foredraget havde han skiftet til et sæt med masser af cykler på. Han sluttede af med det meget kendte nummer Hammer-hammerfedt og sagde i forbindelse med den sang, at alle sikkert kunne huske,hvad han gik til valg på og kom ind i folketinget på: Godt vejr og medvind på cykelstierne og inden ovenstående sang blev sunget – tilføjede han: Tænk at kunne blive valgt på sådan noget sludder.
Fra Blå Kors var der bl.a. lagt en folder frem, der fortalte om 5 veje til mere glæde i hverdagen nemlig:
– Styrk dit netværk
– Lev dit liv aktivt
– Vær til stede i nuet
– Lær noget nyt og
– Giv af dig selv.
Arrangementet her var en del af en seniorkampagne fra Blå Kors’ side.
Jo-Jo
Foto: Ejvind Pedersen




