SÆBY: Hvordan bevarer man kærligheden, når hverdagens udfordringer melder sig, og hvordan bliver man bedre til at forstå hinanden? Det er nogle af de spørgsmål, der kommer under kærlig behandling, når psykolog og parterapeut Frej Prahl sammen med sin hustru, Vibeke Fogh, gæster Manegen i Sæby Kulturhus torsdag den 5. november.
Under overskriften ”Kørekort til parforholdet” inviteres publikum til en både humoristisk og tankevækkende aften, hvor der sættes fokus på kærlighed, konflikter og de mønstre, som kan opstå i et parforhold.
Frej Prahl, der blandt andet er kendt fra tv, vil sammen med Vibeke Fogh tage fat på nogle af de udfordringer, som de fleste par før eller siden støder på. Med humor og genkendelige eksempler vil de give publikum inspiration til at forstå hinanden bedre og skabe mere plads til kærligheden i hverdagen.
Kærlighed har betydning for helbredet
Et godt parforhold har ikke alene betydning for livskvaliteten, men også for både den fysiske og psykiske trivsel. Et sundt forhold forbindes blandt andet med mindre stress og bedre velbefindende, mens længerevarende utilfredshed kan påvirke helbredet negativt.
Men hvorfor kan det være så svært at få kærligheden til at fungere, når den samtidig betyder så meget for os?
Det spørgsmål vil Frej Prahl og Vibeke Fogh forsøge at give nogle svar på. Undervejs kommer de blandt andet ind på konflikthåndtering, utroskab, manglende sexlyst og kunsten at finde tilbage til hinanden, når forholdet er kørt af sporet.
Der bliver også sat fokus på, hvordan man bedst håndterer et brud, og hvordan man kan bevare et godt samarbejde som forældre.
Plads til spørgsmål fra publikum
Aftenen bliver ikke kun et traditionelt foredrag. Publikum får også mulighed for at stille spørgsmål om kærlighed og parforhold, som Frej Prahl vil forsøge at besvare.
Arrangementet er blevet til i et samarbejde mellem Hjerteforeningen i Sæby, Fokus Vendsyssel og Sæby Bibliotek.
Red.



