Præstbro Borger- og Gymnastikforening
Beretning for PBGF 2021
2021 blev også et år i coronaens tegn, og deraf ikke den store aktivitet i første halvår.
Bestyrelsen har afholdt 6 bestyrelsesmøder i løbet af året.
Foreningens generalforsamling blev flyttet frem til den 31. maj, og her blev det besluttet at Lokalpengene fra Frederikshavn kommune skulle bruges til renovering af legepladsen, og det blev multibanen der fik nyt lærketræ på banderne.
Der var inviteret til en arbejdsdag vedr. legeplads, anlæg, og hundeskov. Her var mange mødt frem og tog del i arbejdet, men bestyrelsen er uforstående over for, hvorfor der ikke er større interesse/opbakning for vedligeholdelse m.m. vedr. legepladsen fra småbørnsfamilierne i byen.
Invitationen var husstandsomdelt.
De nye skilte ”Pas på mig” er nedtaget og afventer tilbagemelding fra kommunes Skiltepatrulje vedrørende lovlig placering.
Gudstjenesten i teltet Kristi Himmelfarts dag blev afholdt med 65 deltagere, og ved den nye sognepræst, Theis Kvesel Aaen.
Han havde også lovet at holde båltale Sankt Hans aften. Her blev der, som noget nyt, mulighed for at købe helstegt gris med tilbehør, og aftenen blev afholdt med god tilslutning til spisning og efterfølgende bål.
Den gamle bro over åen ”det er desværre kun låget” der er fjernet, så det bliver spændende at se, hvordan det ser ud, når der igen kommer store mængder vand i åen.
Præstbro Borger & Gymnastik forening er med i samarbejdet i Landsbyklyngen Østkystens Guld, og her har der heller ikke været mange arrangementer.
Men projektet ”Historiske stier i Østkystens Guld” er afsluttet og den nye bro over åen er monteret, så håber vi der er rigtig mange der vil benytte turen rundt, så der bliver en god trampesti.
Der var indvielse af ruterne og gangbroen den 24. oktober, hvor borgmester Birgit Hansen og sognepræst Theis Kvesel Aaen holdt taler, Sæby Garden spillede.
Mange var med på vandreturen, og der var ca. 100 deltagere til indvielsen.
Østkystens Guld er i gang med det næste projekt, idet der er fremkommet en idé om et udkigstårn på Holt Bjerg.
Der blev indsendt en ansøgning til Albæk-Voer Sparekasses fond, der har bevilget 750.000 kr. til et udkigstårn.
Med denne bevilling kom der hurtigt ideer til et større projekt, og da Forsyningen i Frederikshavn også har en positiv holdning til projektet, bliver der arbejdet videre.
LAG Nord har givet tilsagn om 225.000 kr.
Lokale & anlægsfonden har bevilget 200.000 kr.
Planen er et udkigstårn, shelterplads, bålhytte og en toiletbygning.
De første løb af Landsbyløbet i Frederikshavn kommune blev afviklet virtuelt, de sidste som fysiske løb.
I 2021 var det Lyngså der var start og mål by. Der har ikke været så stor tilslutning til løbene i 2021, og i Lyngså var der ca. 100 deltagere.
I år forventer jeg, at Præstbro anmoder om at blive start og mål by. Der er lagt op til at byerne selv står for hele arrangementet, og selv laver ruterne, det giver mulighed for at finde nye ruter.
Limfjordsturneringen i petanque blev afholdt med de gældende corona forbehold.
Kommunemesterskabet den 25. september gik til Lene og Inger fra Ålbæk Petanqueklub.
Klubmesterskabet gik til Birthe og Poul fra Sæby.
Vi har haft en aften med fællesspisning, hvor der deltog ca. 25 personer.
Det årlige andespil blev afholdt den 22. oktober i klubhuset, her deltog ca. 35 personer.
Halloweenfesten blev afholdt den 29. oktober med pæn tilslutning.
2021 var et valgår, der var valg til byråd, regionen og til Distriktsudvalget i Frederikshavn kommune, som nu er døbt Distriktsrådet, så dette bliver ligestillet med de andre kommunale råd.
Wiea Sholten blev valgt og repræsenterer Præstbro i den næste byrådsperiode.
Forud for valget afholdt vi vælgermøde i klubhuset med repræsentanter for de fleste opstillede partier.
Præstbro vandværk afholdt deres generalforsamling i klubhuset.
Ole Christensen har udgivet sin anden bog ”Præstbro og omegn som den var”, der blev holdt reception i klubhuset.
I forbindelse med lukningen af varmeværket blev containerpladsen opsagt, så der er ingen container i byen længere.
Flagalléen og bemanding fungerer fint.
Foreningen har en opgave med at finde alternativ brug af fodboldbanen, der er mulighed for kommunalt tilskud til ændringen.
Præstbro kom på en 4. plads med hensyn til stigning i indbyggertal, der bor nu 250 borgere i byen, men i 2010 var de 270 indbyggere.
Det er dejligt, og der kan være mange grunde hertil. Den positive omtale af byen rundt omkring, samarbejdet om projekter i Østkysten Guld, bedre lånemuligheder m.m.
Foreningen bliver 100 år, idet den blev stiftet 17. november 1922, som Håndværker & Borgerforeningen for Præstbro og omegn. Det skal fejres.