
Debat og tarteletter: Østervrå Kulturhus tirsdag den 1. marts.
Det kunne også være en indendørs golfbane, en klatrepark eller Padeltennis. Ingen drømme er for store eller små, når Østervrå Idræts- og Kulturcenter inviterer dig til tarteletter og debataften om centrets fremtid i selskab med journalist Jeppe Søe.
I 50 år har Østervrå Idræts- og Kulturcenter været et vigtigt omdrejningspunkt for rigtig mange aktiviteter, og der er mange gode grunde til at være stolte over det velfungerende center, hvor alle aldersgrupper har deres daglige gang.
Den runde milepæl er et oplagt udgangspunkt for en fælles debat om, hvilken vej centret skal udvikle sig – kort sagt: Hvordan ser Østervrå Idræts- og Kulturcenter ud i 2025-2030?
Brugerne skaber stedet
Journalist Jeppe Søe varmer op med synspunkter, der giver perspektiver til en efterfølgende debat, som kan få os til at se nye muligheder for vores fælles samlingspunkt.
Jeppe Søe sætter fokus på, hvordan vi kan finde det, der gør vores by og vores idrætscenter unikt, hvordan vi kan stå sammen og holde fast i og sætte fokus på alle de positive sider.
’Det er borgerne der skaber byen’, siger Jeppe Søe, og det samme gælder for Østervrå Idræts- og Kulturcenter – det er brugerne, der skaber stedet.
Så, hvordan holder vi fast i og udvikler vores idræts- og kulturcenter? Kan centrets rammer blive udnyttet bedre? Kan vi sammen skabe nye aktiviteter og tilbud? Har du en god idé, så er det den aften, du skal komme og dele den med os alle sammen.
Centrets bestyrelse håber, at alle med interesse i Østervrå by og idrætscenter har lyst til at tage del i debatten, som også byder på gratis aftensmad og drikkevarer. Af hensyn til maden er tilmelding nødvendig til Østervrå Idræts- og Kulturcenter senest 27. februar.
ÅB




