Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Påskeløbet i Dybvad blev en stor succes

Påskeløbet foregik Skærtorsdag og var arrangeret af Dybvad Boldklub, Dybvad Idrætsklub, Dybvad Handel & Erhverv og Områdefornyelsen.

Påskeløbet startede ved Klubhuset og her sluttede løbet også af.

Der var stor tilslutning til arrangementet – 51 børn og en del voksne havde valgt at deltage i Påskeløbet.

Selve starttidspunktet var sat til kl. 10, hvor de første blev sendt af sted og herefter kom der børn spredt over hele formiddagen for at være med.

Selve løbet foregik med poster rundt i byen som f.eks. i Søparken, Vandtårnet, Tunnelen, legepladsen og Mindestenen v. flagstangen på Aalborgvej, fortalte en af arrangørerne, Bianca Svendsen, fra Områdefornyelsen. Ved alle posterne var der en sten med et bogstav, der skulle bruges til at finde det ord, der skulle gættes og samtidig var der et billede af den næste post – genialt fundet på og rigtig spændende, for selv om det er en lille by, så skulle der lige tænkes ekstra ved nogle af posterne – for hvor var det nu lige, man skulle finde f.eks. mindestenen.

Ordet man kunne danne, når man havde besøgt alle posterne, var ordet: PÅSKEÆG.

Alle børnene fik 2 små påskeæg og en påskehare sammen med en juice – alt sammen sponsoreret af arrangørerne.

Avisen fik en lille snak med både børn og voksne, – der kom tilbage fra turen og de var enige om, at det havde været hyggeligt at være med og at det var en rigtig fin rute, man havde lavet.

Så afgjort et arrangement, der godt kunne gentages næste år og som Bianca Svendsen siger, så havde man arrangeret påskeløbet for at skabe et socialt arrangement i den her helt specielle tid, vi alle er midt i.Hun var i øvrigt meget glad for den store tilslutning og vil gerne takke alle for en rigtig god dag.

Jo-Jo 

Populære artikler