Home Blog Page 96

Vendsyssel Festival: slangetæmmermusik i Torslev Kirke

0

Søndag aften kom Vendsyssel Festival til Torslev Kirke. De optrædende var duoen Singh&Goldschmidt. 

Anders Singh på akkordeon & Henrik Goldschmidt på obo, fløjte og sang.

Genren var noget som vi ikke kendte i forvejen, de spiller nemlig jødisk og arabisk samt balkanmusik. Alligevel formåede de, at få hele kirken til at synge med og vi fik en lille lektion i de, for de fleste, lidt ukendt sprog sangene var på. Det hele blev fremført med en meget stor indlevelse og en rigtig stor portion humor, så kirken flere gange rungede af latter.

Midt i koncerten fik vi da osse et potpourri af dejlige danske og mere velkendte sange, med et tvist af Singh &Goldschmidt: Jeg gik mig ud en sommerdag, En yndig og frydefuld sommertid og Den første gang jeg så dig.

Goldschmidt har boet i Jerusalem i en årrække, hvor han valgte at tage orlov fra sit arbejde som musiker i Det Kongelige Kapel. De har begge stor erfaring med, at musik kan bryde grænser ned og at man sagtens kan spille sammen både kristne, muslimer og jøder – musikken forener.

Henrik Goldschmidt
Henrik Goldschmidt beskrives som den bedste klezmer-oboist i verden, og han har gennem årene vundet konkurrencer og modtaget en lang række udmærkelser for både sit klassiske og sit rytmiske virke. 

Henrik Goldschmidt skriver moderne, jødisk musik. Han har komponeret musik til sine egne orkestre Shlech­te Kapelle og Klezmer Zahav, til film og teater samt til særlige lejligheder som fx åbningen af Dansk Jødisk Museum og teaterkoncerten ”De Andres Drømme” med The Middle East Peace Orchestra.

Anders Singh Vesterdahl
Anders Singh Vesterdahl er uddannet på Carl Nielsen Akademiet. På grund af sin virtuositet vandt han den meget prestigefyldte pris “Accordion Champion of the World”. Han har lært Balkan musiktraditionen fra den verdenskendte Roma Musiker: Lelo Nika, som regnes for en af de bedste fortolkere af den traditionelle Roma Balkan tradition.

Anders Singh har været solist med nogle af de bedste skandinaviske og internationale orkestre. Bl.a. Det Kongelige Kapel og Dresden Statskapelle. Anders Singh er har også været med til at grundlægge The Middle East Peace Orchestra, som han også er medlem af.

Som komponist, blander Anders Singh balkan traditionen med fri improvisation og elementer fra Jazz og klassisk musiktradition.

Udtrykket er en meget personlig, nyskabende og autentisk lyd.

To meget talentfulde og dygtige musikere imponerede os alle med deres evner både udi at spille musik og synge, men også i at skabe stemning og underholde de godt 100 fremmødte i kirken denne aften.

         KØH2

3 x 10.000 kr. fra Meny Østervrå til lokale formål

0

Meny Østervrå har for nylig delt hele 30.000 kr. ud til tre lokale foreninger i Østervrå og Thorshøj. De tre donationer på hver 10.000 kr. kommer fra KFI Erhvervsdrivende Fond – også kendt som Købmandspuljen – som købmand Allan Jensen har søgt midler fra.

Støtte til gymnastikoplevelse i Italien
GF77 Østervrås Junior-Mix-hold har netop været på en stor gymnastikoplevelse ved Festival del Sole i Riccione, Italien. En snes gymnaster og ledere deltog, og turen blev blandt andet gjort mulig takket være de unges egen indsats og opbakning fra lokale sponsorer. En af dem er Meny Østervrå, der har støttet holdet med 10.000 kr. – Jeg hørte om turen til den lokale gymnastikopvisning i foråret, og tænkte med det samme, at det var oplagt for os at støtte, fortæller Allan Jensen.

Nyt spillertøj til Østervrå IF
Også Østervrå IF’s fodboldafdeling har fået støtte fra Meny. De har modtaget 10.000 kr. til nyt spillersæt til et af deres 10 børne- og ungdomshold. – Vi har endnu ikke endelig besluttet, hvilket hold det bliver, det får vi overblik over i løbet af sommerferien, hvor vi vurderer, hvilke sæt, der mest trænger til udskiftning, forklarer Mads Kiil formand i ØVI fodbold, der står overfor at skulle have fornyet nogle spillersæt inden opstart af den nye sæson. Støtten fra Meny er så velkommen, for spillertøj er et område vi hvert år bruger rigtig mange penge på i ungdomsrækkerne, hvilket har sin helt naturlig årsag, der er stort slid på de enkelte sæt, og børnene vokser hurtigt ud af tøjet, så vi er meget taknemlig for pengene, slutter formanden. 

Tak til TTB
Endelig har Try Thorshøj Boldklub (TTB) modtaget 10.000 kr. som tak for deres store hjælp ved Meny Østervrås stort anlagte bankospil. Klubben stillede op med både udstyr, ekspertise og frivillige kræfter, så de cirka 500 bankospillere fik en fantastisk oplevelse. – Uden TTB’s hjælp havde vi slet ikke kunnet gennemføre arrangementet, lyder det anerkendende fra købmand Allan Jensen.

Glæden ved at gøre en forskel
De tre flotte donationer er gjort mulige via en ansøgning til Købmandspuljen, som arbejder for at styrke lokale købmænd og deres engagement i lokalområderne. – Vi er utrolig glade for at kunne støtte lokale initiativer, og håber på den måde at være med til at gøre en forskel, styrke fællesskabet – og ikke mindst vise, hvor meget vi kan løfte, når vi hjælper hinanden. Og så håber vi naturligvis, at det også har en positiv afsmitning på vores butik, siger Allan Jensen med et smil.

ÅB

Dimission med fællesskab og udsyn på Hørby Efterskole

0

Lørdag den 28. juni dannede Hørby Efterskole rammen om årets dimission, hvor mere end 450 forældre, medarbejdere og elever deltog i en festlig og rørende afslutning på et skoleår fyldt med både udfordringer og udvikling.

Dimissionen markerede kulminationen på en intensiv afslutningsperiode, hvor eleverne blandt andet har været på tur til Læsø som en del af den fælles afsked. En af eleverne udtrykte i en tekst, som eleverne på en af de sidste dage var blevet bedt om at skrive under overskriften “Mit efterskoleår”: ”Hørby var for mig ikke bare et sted – det var en følelse. Og den følelse tager jeg med mig hjem.” Fra en anden elev lød det: ”Det er okay at fejle – det betyder bare, at man har turdet prøve.” Netop modet til at prøve og viljen til at blive en del af et fællesskab, er noget af det vigtigste et efterskoleår handler om.

Skoleåret 2024/25 har samtidig været særligt ved, at tre tyske elever fra Hamburg valgte at tilbringe det sidste halve år af deres 10. skoleår på Hørby Efterskole – efter først at have besøgt skolen under et udvekslingsophold med deres skoleklasse i efteråret. Dette har givet både de danske og tyske elever mulighed for at møde hinanden i øjenhøjde og skabe relationer på tværs af sprog og kulturer.

Mange af dimittenderne fik ikke lang sommerferie. Allerede mandag morgen – blot to døgn efter dimissionen – drog godt 50 Hørby-elever videre til DGI’s Landsstævne i Vejle, hvor de i uge 27 deltager i et fælles efterskoleprogram med mere end 5.000 efterskoleelever fra hele landet.

Farvel til karruseldøren– Meny Østervrå har fået moderne skydedøre

0

Hos Meny i Østervrå er der sket en synlig forandring ved indgangen. Den tidligere karruseldør er nu blevet erstattet af moderne skydedøre – til stor glæde for både kunder og personale.

– Mange kunder syntes, karruseldøren var besværlig og lidt klaustrofobisk. Nu har vi fået en åben og mere tilgængelig indgang, der passer bedre til tidens behov, fortæller købmand Allan Jensen.

Skydedørene giver ikke blot lettere adgang – de skaber også nye muligheder i butikkens dagligdag. Vindfanget kan nu bruges som ekstra udstillingsplads hele året, uden at personalet skal bruge tid og kræfter på at flytte varer ind og ud afhængigt af vejret.

Udskiftningen af dørene er den sidste del i et større renoveringsprojekt, hvor butikken tidligere har fået installeret energivenlige køle- og fryseenheder. Et projekt, der både har forbedret kundeoplevelsen og sænket energiforbruget.

– Det er rart at nå i mål med det hele. Vi har længe haft fokus på at modernisere butikken og skabe bedre arbejdsvilkår og kundeoplevelser. De nye døre er prikken over i’et, slutter Allan Jensen.

SEB

Men hvad graver de dog sådan efter i Østervrå?

0

Det er nok ikke forbigået nogens opmærksomhed, at der i de seneste uger er blevet gravet en del i Østervrå.

Nu skulle det imidlertid være overstået, fortæller Jan Andersen fra NordEnergi. Vi har været i gang med en forstærkning af ledningsnettet i Østervrå midtby, hvilket var meget tiltrængt p.g.a. et stigende elforbrug – ikke mindst fordi flere og flere biler og maskiner kører på el.

Mandag morgen blev de dog færdige og så mangler der (ved redaktionens afslutning) kun asfalteringen af de opgravede stier.

Entreprisen med gravearbejdet har Byrdal Multi­service i Jerslev stået for. De har ind imellem sørget for lidt ekstra underholdning i Butikstorvet med et par pludselige strømafbrydelser, som dog hurtigt blev udbedret.

Nu skulle roen således være genoprettet i Østervrå midtby og man kan igen færdes som man plejer rundt i byens gader.

Bakkevænget står for tur
Efter sommerferien bevæger vi os til Bakkevænget, hvor der skal udstykkes nye byggegrunde og også her skal vi forstærke det eksisterende net, forklarer Jan.

         KØH2

Dybvad Idrætsuge i dansk sommervejr

0

Dybvad Boldklub har afholdt idrætsuge og selv om vejret ind imellem var både blæsende og meget vådt, var der rigtig mange børn og voksne, der deltog i de forskellige spændende tilbud i løbet af ugen.

Det hele startede onsdag, hvor der var mulighed for at købe pasta med kødsovs og dermed redde aftensmaden og det tilbud var igen i år meget populært. Der var arrangeret ræveløb i byen og der var mulighed for at være med på floorballturnering, motionscykling, kroket og tennis i løbet af aftenen.

Der var åbent i cafeteriet og kiosken og ikke at forglemme – så kunne man købe lodder i den store tombola med hele 300 gevinster – aftenen var velbesøgt, fortæller formand og hal­inspektør Klaus Nielsen til avisen.

Torsdagens store tilbud var ”torsdags-spiloppen” med masser af spændende aktiviteter for børn ude på stadion – dog var tilbudet om ansigtsmaling flyttet ind i teltet og her skal da også lige nævnes, at netop torsdag aften var ualmindelig stormfyldt, så derfor var det godt at kunne rykke inden for med nogle af tilbudene.Ud over ansigtsmaling, var der mulighed for at hoppe alt det, man havde lyst til på den store hoppepude og prøve forskellige udendørs spil. Senere torsdag aften var der gang i en rundboldturnering og grillen var, som de øvrige dage, tændt, kiosken var åben og der var stadig lodder tilbage i tombolaen.

Om fredagen var der stor fodboldturnering med lokale hold og der var to kategorier nemlig: Familiefodbold, hvor vinderholdet var THE BOYS FC og i den anden kategori, hvor der blev spillet almindelig fodbold, var vinderne Mette-Mors disciple.

Idrætsugen sluttede som altid med en festaften for alle, hvor der blev serveret helstegt pattegris – her deltog 150 som havde en festlig aften og hyggede sig, selv om vejret ikke viste sig fra den mest sommerlige side.

En vellykket idrætsuge, lyder det fra Dybvad Boldklub og der blev atter i år udsolgt i tombolaen.

Jo-Jo

Lyngså Borgerforening satte fut under heksen

0

Vejret kan ikke holde Lyngsåborgerne væk fra den årlige Skt. Hansfejring. På trods af den lidt kraftige blæst havde omkring 75 gæster fundet vej til byens legeplads, hvor Lyngså Borgerforening traditionen tro, havde inviteret til midsommerfest. 

Aftenen bød på fællesskab og bålhygge med familie, venner og naboer, og et skønt traktement med salg af pølser, øl, vand, kaffe og kage, som gav en god skilling til foreningskassen. 

Formand for Lyngså Boldklub René Madsen holdt en fin båltale, inden der blev sat ild til bålet, som brændte rigtig flot. Vinden hjalp godt til, og det fik også heksen til at lette og sætte kursen i fuld fart mod Bloksbjerg. – En rigtig dejlig aften, fortæller Joan Porsmose fra borgerforeningen, og det glæder os, at så mange mødte op og støttede byens fælles arrangement. 

ÅB

42 mio. kr. sikrer ny skiltning og stærkere formidling på Hærvejen

0

Hærvejen står over for en historisk opgradering. Med en bevilling på over 42 millioner kroner fra Nordea-fonden bliver det nu muligt at forny og forbedre vejvisningen, etablere nye pausesteder og styrke formidlingen langs den over 1000 kilometer lange vandre- og cykelrute gennem Jylland.

Hærvejen snor sig fra Frederikshavn og Hirtshals i nord til Padborg i syd og forbinder 15 kommuner på tværs af Jylland. Ruten tiltrækker hvert år både danske og internationale vandrere og cyklister, der søger natur, kultur og historiske oplevelser. Men skiltningen på ruten er i dag mange steder uensartet og nedslidt – og det bliver der nu gjort noget ved.

Med støtte fra Nordea-fonden på 42.215.000 kr. skal projektet sikre:

  • En ensartet, moderne og brugervenlig afmærkning langs hele ruten:
  • 45 start- og slutsteder med 
    ny formidling og bedre faciliteter
  • Flere pausesteder med bænke og informationstavler, der formidler Hærvejens historie og lokale særpræg

“Vi ønsker at skabe en stærk helhedsoplevelse for alle, der færdes på Hærvejen – uanset om de er på en flerdages vandretur eller en kort cykeletape. Den nye skiltning og formidling skal gøre det lettere at finde vej og samtidig øge kendskabet til de fortællinger og landskaber, man bevæger sig igennem,” siger Julie Fabian, sekretariatschef i Udvikling Hærvejen.

Et historisk løft i fællesskab
Indsatsen bliver til i et tæt samarbejde mellem de 15 kommuner, som Hærvejen går igennem. Det er et fælles løft, hvor lokal forankring og national sammenhæng går hånd i hånd. Formålet er at gøre Hærvejen endnu mere brugervenlig og attraktiv for både nye og erfarne outdoormennesker.

“Vi er både taknemmelige og stolte over den store opbakning fra Nordea-fonden. Med denne støtte kan vi tage et historisk skridt fremad og sikre, at Hærvejen bliver endnu mere tydelig og indbydende for de mange, der ønsker at bevæge sig gennem Danmarks landskaber og historie. Det bliver efter genskiltningen af Hærvejen kun muligt at fare vild med vilje,” siger Per Bach Laursen, formand for Udvikling Hærvejen og borgmester i Vesthimmerlands Kommune.

Også hos Nordea-fonden er der store forventninger til arbejdet med at få opgraderet og fornyet skiltningen og vejvisningen langs hærvejen.

 ”Hærvejen byder på store naturoplevelser – og fremover bliver det også nemmere at finde vej. Med opdateret skiltning og bedre formidling vil både cyklister og vandrere blive taget godt i hånden, når de bevæger sig igennem de Hærvejens fantastiske naturlandskaber. Nordea-fonden er stolte af at støtte det store arbejde, der er sat i gang for at styrke formidlingen og udbrede kendskabet til Hærvejen. Kommuner, destinationsselskaber og lokale aktører på ruterne løfter i flok – til gavn for de mange tusinde mennesker, der hvert år besøger Hærvejen”, siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden.

Hærvejens historie går tusinder af år tilbage. Som tidligere tiders hovedfærdselsårer var Hærvejene de veje, hvor alle havde ret til at færdes. 
Vandreruten er 638 km lang og cykelruten er 454 km lang 
Cykelruten er etableret i 1989 og kendt som National Cykelrute nr. 3 
Vandreruten er etableret i 1992 fra Viborg og sydpå og i 2014 nord for Viborg 
Ruterne løber gennem 3 regioner, 15 kommuner, 9 destinationsselskaber
Hærvejen indgår som en del af pilgrimsruten mellem Trondheim i Norge og Santiago de Compostela i Spanien
Nordea-fonden har støttet udviklingen af Hærvejen med over 200 millioner

Afsked i Børnehuset i Dybvad

0

Børnehuset i Dybvad tog afsked med de børn der skulle i skole efter sommerferien.

Solen skinnede varmt og dejligt og der var gjort klar ude på legepladsen ved bordene og alle de mindste børn sad sammen med personalet og ventede spændt på, at alle de store var klar til at servere hot dogs til deres mindre kammerater fordi det var deres allersidste dag i Børnehuset .

Der duftede også som stod man ved en pølsevogn og de klarede fint serveringen af hot dogs med alt tilbehør og kun med en lille smule hjælp af de voksne. Der var 13 børn, der gik ud i år og derfor holdt man denne hot dogs fest og det er en tradition her hos os, som er meget populær, fortalte personalet.

Der blev virkelig hygget og alle spiste, alt det de kunne og der blev næsten spist op. Herefter blev der taget et gruppebillede af de 13, der skulle stoppe og det billede skulle de blandt meget andet have med i deres net,som de selv havde lavet og hvor der bl.a. også var deres mappe med ting, de havde lavet og arbejdet med i de år, de havde gået i børnehuset.

Forældrene var inviteret til kl. 14, hvor der skulle holdes stor afskedfest med kaffe, saftevand og kage og så skulle der uddeles diplomer til de 13 børn, der stoppede i Børnehuset og skulle videre til skolen. Det er en god, gammel tradition her hos os, fortalte personalet.

Det var en stor dag og en speciel dag for både børn, forældre og personalet.

Jo-Jo

Asbjørn, Peter og Johannes hyldet med Thors Hammer

0

En særlig hyldest bliver hvert år uddelt, som et sidste festligt punktum for årets Thorshøj Revy, og denne gang havde revytruppen fundet frem til, at hele tre havde fortjent hæderen, som tildeles personer, der har ydet noget udover det, man med rimelighed kan forvente. 

De tre modtagere af prisen blev meget overraskede over, at det var dem, der blev talt om i årets pris. Brødrene Asbjørn, Peter og Johannes Holm Hansen har trofast akkompagneret revy­holdet på øveaftener, til generalprøver og premiere siden 2018. 

Trioen har også trofast passet deres opgaver til denne 40. revy, hvor publikum kunne nyde deres musikalske udfoldelser – både som trio, og ikke mindst sammen med revytruppen. 

En helt særlig hyldest
Årets revy gav rigtig god motion til lattermusklerne – først til de 85 gæster, der havde fundet vej til generalprøven fredag aften, og bestemt også til de 210 deltagere, der nød både mad og premiere om lørdagen. 

Alle morede sig højlydt, men et særligt nummer gjorde måske det største indtryk: årets alvorlige – en hyldest til Kurt ”Købmand” Pedersen og Ejvind Larsen, som er gået bort i 2024, og begge har hele deres liv lagt mange timer og kræfter i Thorshøjs lokalområde. Alle i teltet rejste sig, da Jens Larsen læste hyldestteksten op, og alle blev også stående under hele den efterfølgende sang i respekt for de to afholdte og meget savnede ildsjæle.

ÅB

Thors Hammer
For 40. gang uddeler revyholdet Thors Hammer. Modtagerne har alle været personer, som har ydet noget udover, hvad man med rimelighed kan forvente. Vi føler os sikre på, at hæderen har resulteret i glæde og en sund portion stolthed hos modtagerne. At dette også vil være tilfældet for årets modtagere, føler vi os overbeviste om.
Hver dag træffer vi utallige valg. Faktisk anslås det, at voksne træffer op mod 35.000 beslutninger om dagen. De fleste af dem foregår helt instinktivt, knapt nok bevidst – som at trykke på snooze-knappen om morgenen eller vælge den sædvanlige kaffe. Andre valg er derimod dybt personlige, og resultatet af nøje og lange overvejelser. 
Men hvad driver os så, når vi træffer vores valg? Er vi kun styret af rationalitet og egennytte, eller drages vi også af beslutninger, der udadtil kan synes dybt ulogiske, men som har en større og dybere mening? 
Måske kan ikke alle her i aften sige præcist, hvorfor de sidder her. Men sikkert er det, at alle har truffet et valg om at være en del af revyen og festen. Dette gælder også for dem, der får Thorshøj Revyen til at lykkes – ikke kun på scenen, men også bagved. Her tæller vi lyd- og lysfolk, bartendere og sufflør. 
Og dem, vi nu skal hylde. De traf tilmed et, for revyen, livsreddende valg. 
De har nemlig bogstavelig talt reddet revyen; nemlig i 2018. Her stod revyen overfor en potentiel stor krise – der var ingen musik, men heldet var med os og tre friske unge mænd trådte til. Og de spillede fra dag et. De spillede og spiller, hvad de får besked på, men giver også gerne besked igen, hvis ikke de mener, at sangerne matcher deres egen kvalitet.
Alle tre kom de ind i revytruppen som et friskt pust – altid i godt humør og klar til at give hurtigt svar på tiltale.
De er ikke alle bosat i landsdelen, men uanset hvor de er, og hvad der ellers foregår i deres liv, så formår de altid til at være med de sidste to uger op til revyen. End ikke eksamener skal stå i vejen for at komme frem. Én af dem kører endda hele vejen fra Århus frem og tilbage.
Den skotske filosof David Hume sagde, at ”Fornuften er følelsernes slave” – det er følelserne, der driver vores valg, ikke rationalitet. For det er på nogle måder irrationelt at køre fra Århus flere gange om ugen for at dyrke en fritidsinteresse. Det er irrationelt at lede efter nye sangerinder til et projekt, man ikke har personlig vinding i, men det kan give mening, hvis man har følelser for projektet. Det tror vi på, at årets prismodtagere har. Så stærke er følelserne, at én af dem har sagt, at han vil spille til Thorshøj Revyen, til han dør. 
Thors Hammer 2025 tildeles derfor til Revyorkestret v/ Asbjørn, Peter og Johannes Holm Hansen. 
For udenforstående kan jeres valg virke ulogisk, men vi må tro på, at det er valg, der bidrager til at skabe mening for jer. Vi siger jer tak, og beder jer modtage Hammeren, som en tak for jeres engagement og interesse for revyen, og ikke mindst jeres bidrag til byens og egnens fællesskab. Vi håber, at I vil finde samme glæde ved at modtage denne pris, som vi har ved tildele den til jer.