3 x 10.000 kr. fra Meny Østervrå til lokale formål

Meny Østervrå har for nylig delt hele 30.000 kr. ud til tre lokale foreninger i Østervrå og Thorshøj. De tre donationer på hver 10.000 kr. kommer fra KFI Erhvervsdrivende Fond – også kendt som Købmandspuljen – som købmand Allan Jensen har søgt midler fra.
Støtte til gymnastikoplevelse i Italien
GF77 Østervrås Junior-Mix-hold har netop været på en stor gymnastikoplevelse ved Festival del Sole i Riccione, Italien. En snes gymnaster og ledere deltog, og turen blev blandt andet gjort mulig takket være de unges egen indsats og opbakning fra lokale sponsorer. En af dem er Meny Østervrå, der har støttet holdet med 10.000 kr. – Jeg hørte om turen til den lokale gymnastikopvisning i foråret, og tænkte med det samme, at det var oplagt for os at støtte, fortæller Allan Jensen.
Nyt spillertøj til Østervrå IF
Også Østervrå IF’s fodboldafdeling har fået støtte fra Meny. De har modtaget 10.000 kr. til nyt spillersæt til et af deres 10 børne- og ungdomshold. – Vi har endnu ikke endelig besluttet, hvilket hold det bliver, det får vi overblik over i løbet af sommerferien, hvor vi vurderer, hvilke sæt, der mest trænger til udskiftning, forklarer Mads Kiil formand i ØVI fodbold, der står overfor at skulle have fornyet nogle spillersæt inden opstart af den nye sæson. Støtten fra Meny er så velkommen, for spillertøj er et område vi hvert år bruger rigtig mange penge på i ungdomsrækkerne, hvilket har sin helt naturlig årsag, der er stort slid på de enkelte sæt, og børnene vokser hurtigt ud af tøjet, så vi er meget taknemlig for pengene, slutter formanden.
Tak til TTB
Endelig har Try Thorshøj Boldklub (TTB) modtaget 10.000 kr. som tak for deres store hjælp ved Meny Østervrås stort anlagte bankospil. Klubben stillede op med både udstyr, ekspertise og frivillige kræfter, så de cirka 500 bankospillere fik en fantastisk oplevelse. – Uden TTB’s hjælp havde vi slet ikke kunnet gennemføre arrangementet, lyder det anerkendende fra købmand Allan Jensen.
Glæden ved at gøre en forskel
De tre flotte donationer er gjort mulige via en ansøgning til Købmandspuljen, som arbejder for at styrke lokale købmænd og deres engagement i lokalområderne. – Vi er utrolig glade for at kunne støtte lokale initiativer, og håber på den måde at være med til at gøre en forskel, styrke fællesskabet – og ikke mindst vise, hvor meget vi kan løfte, når vi hjælper hinanden. Og så håber vi naturligvis, at det også har en positiv afsmitning på vores butik, siger Allan Jensen med et smil.
ÅB


