ØSTERVRÅ: Østervrå Antenneforening indkalder til generalforsamling den 31. marts i Østervrå Hallens fælleslokaler, hvor medlemmerne får mulighed for at få indsigt i foreningens arbejde og være med til at træffe vigtige beslutninger.
Dagsorden med centrale punkter På dagsordenen er blandt andet valg af dirigent samt fremlæggelse af bestyrelsens beretning og det seneste regnskab. Der skal også tages stilling til medlemsbidrag og tilslutningsafgift for den kommende periode.
Derudover vil der være valg til bestyrelsen samt valg af revisor.
Forslag fra medlemmerne Medlemmerne har mulighed for at få indflydelse på generalforsamlingen ved at indsende forslag. Disse skal være formanden i hænde senest ti dage før generalforsamlingen.
Afslutningsvis vil der være punktet eventuelt, hvor der kan drøftes forskellige emner.
Bestyrelsen håber at se mange medlemmer til en vigtig aften for foreningen.
Både fredag og lørdag var der i sidste uge åbent hus hos Østervrå Motor- & Cykelcenter med fokus på el-cykler og gode tilbud.
ØSTERVRÅ: Her var der særligt fokus på el-cykler, som tiltrak mange besøgende. El-cykler hitter bare for tiden. Mange er glade for lige at få lidt hjælp op ad bakkerne og når der er modvind og så har Østervrå Motor- & Cykelcenter rigtig gode priser på dem. De fremmødte kunne både se og prøve cyklerne samt få vejledning om de forskellige modeller og muligheder.
El-cykler er i stigende grad blevet et populært valg for både pendlere og fritidsbrugere, og hos Østervrå Motor- & Cykelcenter er der fokus på at tilbyde løsninger, der passer til forskellige behov.
Åbent hus-arrangementet gav kunderne mulighed for at opleve produkterne fysisk og få personlig vejledning.
De gode tilbud trak folk til, og arrangementet blev en fin anledning til både at præsentere sortimentet og skabe tættere kontakt til kunderne.
Andre spændende varer Butikken bugner faktisk også af mange andre spændende varer. Cykler – uden motor, kabinescootere, ATV’er og alt, hvad hjertet kan begære til haven og til skovbrug i plæneklippere, hækklippere, motorsave, sikkerhedstøj til skovbrug, hjelme – både til skovbrug og cykling. Butikken er åben hver dag og man er altid velkommen til at kigge ind og gøre en god handel.
En sikker forårsbebuder og humørspreder er Forårsudstillingen på Bødkergården, hvor vi hvert år får en herligt indblik i alle de mange aktiviteter og kreative projekter institutionens børn og voksne arbejder med. Lokalområdet er også et stort aktiv for Bødkergården, og så er de vilde med særligt udvalgte traditioner.
Børns umiddelbare tilgang til en kreativ opgave er både en overraskende og ofte humoristisk oplevelse – dette års udstillingen er ingen undtagelse. Dertil er sat en masse spændende fotokollager, der beskriver oplevelser i lokalområdet, arbejdsprocesser og ikke mindst den årlige kolonitur til Lyngså Strand.
Igen er børnehavens 1. sal omdannet til et farverigt og spændende galleri, hvor gæsterne bliver ledt rundt i små nicher og rum i rummet. Hver gang med et nyt overraskende indblik i kreativitet og oplevelser.
Inspirationen er hentet fra forskellige områder, materialer og oplevelser. Her er indblik i arbejdet med gårdens dyrehold, fine og tankevækkende ophæng om børns personlige udsagn om følelser, farverige æggebakkeansigter og en proces med rim og remser.
Det flyvende Kuffertcirkus har inspireret til et videre arbejde med cirkusaktiviteter, og i børnehaven har hver stue arbejdet kreativt med eventyr, som de efterfølgende har opført for hinanden.
Lokalsamfundet Det er tydeligt, at alle afdelinger på Bødkergården har et nært og godt samarbejde med lokalsamfundet. – Vi gør rigtig meget ud af at fortælle, hvem vi samarbejder med, og hvad vi gør brug af i by og opland, fortæller afdelingsleder Susanne Thorvald. F.eks. benytter vi flittigt både svømmehallen og idrætshallen. Vi har også et abonnement hos Vendsyssel Teater, så vi kan se forestillinger i Kulturhuset. Vi er storforbrugere af det lokale bibliotek – også udenfor åbningstid. Når vi går en tur, går vi ofte ind og læser i bøger, ligesom Multibanen, gåture i byen og Kjelds Sø er yndede mål.
Naturen er en vigtig del af vores hverdag, og her benytter vi ofte Frodes Skov, Ny Mølle eller Lunken, til at gå på opdagelse. Det sidste halve år har vi haft en aftale med Aktivitetscentret, at vi besøger dem den første mandag i måneden, udover at vi også besøger beboerne på ældrecentret og går Luciaoptog.
Traditioner Udstillingen fortæller også om de faste traditioner der er tilknyttet institutionen f.eks. høst, slagtning af høns og lysfest. I det hele taget årets gang med leg i sne, fastelavn, forårsaktiviteter, busture, livretter OL/bevægelse og selvfølgelig en stor oplevelse at deltage i MGPs generalprøve i Frederikshavn.
Forårsudstillingen er et stort højdepunkt for børnene, som stolt viser forældre og bedsteforældre rundt mens de fortæller om, hvad de selv har været med til.
En udstilling, der igen gav os løfte om, at foråret er på vej, og den forventning blev ikke mindre efter en tur gennem Bødkergårdens Forårsudstilling.
Try/Thorshøj: Try Thorshøj Boldklub (TTB) afholdt generalforsamling i en rolig og positiv stemning, hvor formand Kurt Thomsen i sin beretning kunne se tilbage på et godt år med mange fine sportslige aktiviteter.
Særligt klubbens damehold har markeret sig flot i 2025. Ud af tre 7-mands hold vandt to deres kreds, mens det tredje opnåede en 3. plads. – De gode resultater betyder, at klubben i den kommende sæson kan stille med både et 11-mandshold i serie 2 og et 7-mandshold. Det er første gang i 30 år, at vi igen har et 11-mandsdamehold, oplyste formanden.
På herresiden stillede klubben med et 11-mandshold i serie 5 og et syvmandshold.
Samarbejdet med ØVI omkring ungdomsholdene i U10-U17-rækkerne fortsætter, og fra den kommende sæson har Hørby også tilsluttet sig samarbejdet med et enkelt hold.
De yngste årgange er fortsat på det lokale græs med tre hold tilmeldt sidste sæson. – Den indsats vores trænere og ledere yder er uvurderlig for klubben – uden dem ingen aktivitet, lød det anerkendende fra Kurt Thomsen.
Økonomisk arbejder TTB ud fra de muligheder klubben har. Takket være mange trofaste sponsorer, og dertil kommer kontingenter, overskud fra Idrætsuge med revy, Dana Cup og kommunalt tilskud, så landede årets resultat på et pænt lille overskud, og det trods investering i blandt andet varmesystem, eltavle og ny scene.
Nibe Festival Fonden og Ø-stifternes Frivillighedspulje har støtte foreningen med et beløb til indkøb af ens jakker til alle spillere og trænere på samarbejdsholdene. Derudover har klubben fået et stort tilskud fra Sparekassen Sæbys Fond til en ny scene.
En ansøgning til Nordea Fondens renoveringspulje afventes i spænding, og falder det heldigt ud, er der udsigt til en totalrenovering af klubhusets omklædningsrum og toiletter.
Formanden understregede den store betydning, det er for klubben, med alle dem, der i samarbejde med bestyrelsen, arbejder seriøst for, at det skal være en god oplevelse at være en del af TTB – ikke mindst når det gælder alle de praktiske opgaver.
Til bestyrelsen var der genvalg af: Torkild Snørbjerg, Pauli Thomsen, Kurt Thomsen og Elvis Møller Mujnovic – suppleantposten besættes af Katrine Skovsgaard.
Østervrå Handel- og Erhvervsforenings invitation til et fælles fyraftensmøde for byens foreninger fik rigtig god opbakning. Formålet var at sætte fokus på at styrke fællesskabet og skabe grundlag for et bredere samarbejde i byen.
ØSTERVRÅ: Omkring 25 deltagere mødte op med stort engagement og masser af energi, hvilket allerede er et rigtig stort skridt på vej mod nye initiativer i Østervrå.
Bordet rundt Aftenen bød på en præsentationsrunde, hvor de enkelte foreninger fortalte om deres formål, planer og kommende aktiviteter. Det gav et godt overblik over, hvad der rører sig i byen, og dannede samtidig grundlag for et fælles årshjul for 2026. En oversigt, der har til formål at skabe bedre overblik og koordinering lokalt, så arrangementerne, så vidt muligt, ikke overlapper hinanden – og i stedet giver mulighed for at øget samarbejde på tværs.
Fælles aktiviteter Der blev også drøftet muligheder for samarbejde om nye fælles initiativer, som kan skabe endnu mere liv og sammenhæng i byen – og danne grundlag for nye lokale projekter.
Det udfyldte Årshjul viser også, at aktivitetsniveauet er virkelig højt i Østervrå. Det gav anledning til en god debat om, hvad der er behov for, og en eventuel tilpasning af eksisterende arrangementer.
Projekter En arbejdsgruppe under borgerforening præsenterede de foreløbige planer for byens hovedgade Hjørringvej, som i første etape tager udgangspunkt i en forskønnelse af pladsen ved Byens Centrum og Akutbilshuset. Et spændende projekt, der blev taget rigtig godt imod.
Det er kun ét af mange projekter i Østervrå, herunder planer om byggeri af et vandrehjem i tilknytning til Hærvejen, og etablering af Hærvejspladsen for enden af Bredgade. På Torslev Skole arbejdes der med store planer – først og fremmest med en nyindretning af skolen, men også udearealerne er på tegnebrættet.
Aftenens deltagere fra blandt andet handelsstandsforeningen, Musikforeningen Brinken, borgerforeningen, ØVI og flere andre, kunne alle tilslutte sig et fælles motto: Når vi løfter i flok, kan vi skabe meget mere.
Alt tyder på, at der er virkelig meget at se frem til i Østervrå.
Østervrås lokale gymnastikforening fik igen kæmpe stor opbakning til den traditionelle lokalopvisning, og publikum blev rigeligt belønnet med fine opvisninger af gymnaster i aldersgruppen fra 2 til 70+. I alt 11 af foreningens 15 hold var på gulvet i Østervrå Idræts- og Kulturcenter søndag eftermiddag.
ØSTERVRÅ: Det skaber en helt særlig fællesskabsfølelse, når alle rejser sig for Dannebrog i spidsen for en flok gymnaster, der marcherer disciplineret ind i pæne rækker, ensartet klædt i farverige dragter. Ledsaget af musik, der hjælper med at holde takten – også for publikums klapsalver.
Stigende tilgang Formand Mette Holm bød velkommen og glædede sig over at det igen var muligt at samle stor opbakning fra gymnasternes bagland. Vi har glædet os til at vise hvad vi har arbejdet med. – Vi har haft ekstra stor tilgang på vores børnehold i denne sæson, og de er alle fylde af fart og energi. I dag kan I se frem til at skulle opleve 11 af vores 15 hold, og det er vi meget stolte af, lige fra de helt små til de helt voksne, lød det i formandens velkomst. Jeg vil opfordre jer til at bakke gymnasternes indsats op med klapsalver, og så må I altså også meget gerne rejse jer op, når de går ud, lød opfordringen. Inden fanerne og gymnaster marcherede ud blev der sunget fællessang: Livstræet.
Gymnastik har ingen alder, og der var syn for sagen med de helt små blebørn, sammen med mor og far op til bedste- eller oldeforældregymnasterne. I rask tempo skiftedes gymnaster til at indtage gulvet, mellem de enkelte sceneskift, blev der knoklet med at stille måtter, små trampetter og meget andet op og lige så hurtigt tage ned og erstatte med noget nyt.
Spjæt i arme og ben Krudtuglerne var de første på gulvet, og der var godt med spjæt i både ben og arme hos de små gymnaster, som bl.a. kunne slå kolbøtter og løbe på de lange måtter. En flok dygtige piger gav den fuld gas til Barbie Girl med flotte dansetrin og moves.
Springmix stod ikke tilbage med over 30 piger og drenge på holdet, var der virkelig gang i den med både spring, kolbøtter og serier.
Voksenholdene havde slået sig sammen og gav på skift små smagsprøver på Yoga, Kom i Form, Step og Dunkholdet.
I pausen blev der serveret kaffe og kage i Kulturhuset, mens børnene fik lov til at lege i idrætshallen inden det igen gik løs med både de helt små, seniormotion og flere ungdomshold bl.a. Juniormix.
GF77 har sæsonafslutning 25. marts og samme dag er der om aftenen generalforsamling i kulturhuset.
En ny form for naturoplevelse ser dagens lys i området omkring skoven og møllesøen ved Dorf Møllegård. Med appen Stifortællinger inviteres både børn og voksne på sanselige vandringer, hvor natur, historie og fantasi smelter sammen.
DORF: Stifortællinger er en naturvandringsapp, der kombinerer stedbunden formidling med levende fortællinger. Brugerne kan vælge mellem fem tematiserede ture, som alle foregår i det naturskønne område omkring skoven og Møllesøen.
Fortællingerne er en blanding af fiktion og fakta. Den fiktive familie Mølleskov og deres ansatte fungerer som gennemgående karakterer og guider undervejs. Samtidig formidles viden om naturens flora og fauna, landskabets dannelse samt lokal overtro og folketro.
Oplevelser for både store og små Appen tilbyder fem fortællinger, hvor de fire første er målrettet voksne og familier, mens den femte er målrettet skovens yngste gæster. Alle fortællingerne findes som både tekst og lyd, så oplevelsen kan tilpasses den enkelte bruger – uanset om man ønsker at læse selv eller lytte undervejs.
1. Blomster & bær Ingeborg og datteren Margrethe tager dig med på en sanselig tur, hvor skovens planter, blomster og bær folder deres hemmeligheder ud.
2. Overtro & troldtøj Stuepigen Johanne fører dig ind i skovens mystiske univers fyldt med gamle fortællinger om troldtøj og overtro – en rute for dem, der tør.
3. Møllesøen med Familien Mølleskov En familievenlig tur, hvor Mølleskov-familien deler deres viden om livet omkring søen og de dyr og planter, der holder til her.
4. Mølleskovens historie & landskabsdannelse Kristian Mølleskov fortæller om områdets spændende historie og landskabets tilblivelse – en tur for dem, der vil forstå skoven i et større perspektiv.
5. Kom med Knud og Ellen på tur i Mølleskoven En krible-krable-fortælling i børnehøjde, hvor skovens små dyr og detaljer bliver til store oplevelser.
Naturformidling i øjenhøjde Stifortællinger er udviklet med fokus på at gøre naturformidling tilgængelig og engagerende. Appen inviterer til nærvær og fordybelse i landskabet og giver både lokale og besøgende en ny måde at opleve området ved Dorf Møllegård på. Den er ideel til familier, skoleklasser, bedsteforældre med børnebørn og alle, der ønsker at kombinere bevægelse i naturen med fortælling og læring.
Adgang til appen gives efter besøg på Dorf Møllegård, og herefter kan den bruges når som helst. Appen tilgås via en QR-kode og fungerer på både Android og Apple-enheder.
Museet på Dorf Møllegård åbner sæsonen lørdag 4. april.
ØSTERVRÅ: Den offentlige transport for borgerne i Østervrå er blevet markant forbedret. Med en ny Flexbus-ordning er der nu kommet ekstra afgange – både på hverdage og i weekender – på ruten 77 og 77F mellem Østervrå og Frederikshavn.
Det særlige ved den nye ordning er, at bussen kun kører, når der er behov for det. Det er nemlig dig, som passager, der selv bestemmer, hvornår turen skal køres, ved at bestille den på forhånd.
For at markere åbningen af den nye ordning, var der i lørdags inviteret til åbningsevent på P-pladsen ved Meny i Østervrå. Knap 100 borgere lagde vejen forbi for at høre mere om tilbuddet, få en kop kaffe og et stykke kage – og samtidig også se den bil, der fremover bliver en del af den fleksible busdrift.
Vigtigt for oplandsbyerne Ved åbningen klippede næstformand for Teknisk Udvalg, Mogens Brag, den røde snor. Han understregede vigtigheden af gode transportmuligheder i oplandsbyerne. – Det er meget vigtigt, at der er kollektiv transport til og fra de mindre byer – også uden for normal arbejdstid og skoletid. Flexbussen skal være med til at skabe bedre sammenhæng i kommunen, lød det bl.a. i talen.
Bestil en time før Flexbussen er et supplement til de faste afgange og giver især nye og forbedrede muligheder for offentlig transport om aftenen og i weekenden. Turene fremgår af køreplanen for rute 77F, men bliver kun gennemført, hvis du bestiller en tur – enten via Rejseplanen eller telefonisk senest en time før afgang.
Kørslen foregår fra stoppested til stoppested, og der indsættes en bil, der passer til antallet af passagerer. Prisen er den samme som en almindelig busbillet.
Forsøgsordning Flexbus-ordningen er et samarbejde mellem NT, Frederikshavn Kommune og Østervrå Borgerforening og kører som et forsøg over de næste to år.
Med forsøgsordningen håber parterne, at endnu flere vil benytte kollektiv transport i området. Opfordringen lyder derfor klart: Brug Flexbussen – så den kan blive en fast del af fremtidens transport eller som et kendt slogan for år tilbage lød: Prøv det! Prøv det!
Flauenskjold: Torsdag i sidste uge afholdte Flauenskjold Fitness den årlige generalforsamling. En snes medlemmer havde fundet vej til generalforsamlingen. Heidi Jørgensen blev valgt som dirigent,
Man indledte med en ekstraordinær generalforsamling, hvis eneste formål var at nedbringe antallet af bestyrelsesmedlemmer fra syv til fem. Dette blev énstemmigt vedtaget.
Herefter gik man over til den ordinære generalforsamling, hvor formand Maja Bisgaard først aflagde bestyrelsens beretning. Maja kunne oplyse at foreningen pt. har 188 medlemmer, hvilket må betegnes som flot. Hun kunne endvidere berette, at man forsøger at ramme bredt med mange forskellige tilbud.
Yoga-delen er ved udgangen af 2025 er, af økonomiske grunde, udgået af Flauenskjold Fitness’ program. Heldigvis fortsætter det i et andet regi i byen.
Ellers havde man gjort en del ud af at sende instruktører til events rundt omkring, for der igennem at promovere foreningen. Herudover har foreningen i årets løb afholdt egne events i form af jumping-event og nytårs-event. Man har ligeledes gjort en del ud af at være synlige på Facebook.
Formanden kunne i øvrigt fortælle, at man netop havde modtaget kr. 80.000 fra Sparekassen Danmark Fonden Dronninglund til indkøb af nye maskiner.
Slutteligt takkede Maja bestyrelsen samt øvrige hjælpere for samarbejdet i årets løb.
Herefter fremlagde kassereren det reviderede regnskab, som udviste et underskud på kr. 14.974.
Med en egenkapital på kr. 217.907 har foreningen dog stadig en solid økonomi. Regnskabet blev vedtaget af generalforsamlingen.
Herefter blev der fremlagt budget for 2026, som udviser et overskud på kr. 1.039. Budgettet blev ligeledes vedtaget.
Som følge af vedtægtsændringen om antallet af bestyrelsesmedlemmer besluttede man at vælge tre medlemmer for to år og to medlemmer for et år. Rikke Boel, Amalie Lex og Preben Samallo blev valgt for to år, mens Pia Bang Lythje og Niels Thimm blev valgt for et år. Lone Lex blev valgt som 1. suppleant og Birgitte Lorentzen som 2. suppleant. Kasper Ruberg Grundahl og Nanna Madsen blev valgt som bilagskontrollanter og Jens Jørgen Lex som suppleant til denne opgave.
Under eventuelt var der et enkelt forslag til bestyrelsen om at budgettet ikke skal vedtages af generalforsamlingen, men blot fremlægges. Bestyrelsen tog dette til efterretning.
Slutteligt blev der overrakt en gave til den afgående formand Maja Bisgaard, som efter otte år i bestyrelsen havde valgt at tage en pause fra bestyrelsesarbejdet.
SÆBY: Ved Sæby Pensionist- og Efterlønsklubs seneste hyggeeftermiddag i Manegen var det det lokale orkester Lune Toner, der stod for underholdningen – og det var så absolut en stor succes, da knap to hundrede medlemmer mødte op.
Der var musik for enhver smag og alder – en blanding af dansk pop, viser, amerikanske evergreens, country, let jazz og rock. De fire musikanter lagde ud med ”Avenuen”, og mon ikke de allerede efter første nummer havde dannet sig et indtryk af, hvilken musik der passede til publikum denne eftermiddag.
Der var genhør med blandt andet ”Ved Landsbyens Gadekær”, Shu-bi-duas ”Hvalen Hvalborg”, et John Mogensen-medley og Kim Larsens ”De smukke unge mennesker” – en lejlighedssang, der i sin tid var skrevet til en konfirmand, og derfor højaktuel i disse konfirmationstider. De mestrede også at spille The Shadows’ instrumentalnummer ”Apache”. Også et enkelt nummer med Eagles blev det til – og selvfølgelig klassikere med Elvis, Frank Sinatra og Louis Armstrong.
Som ekstranummer spillede Lune Toner melodien ”Save The Last Dance For Me”, og mon ikke mange af de fremmødte blev sendt en tur ned ad mindernes allé til tiden med bal og dans, hvor netop denne sang ofte rundede aftenen af.
I uge 13 spiller Det Bette Danseband op til endnu en hyggelig eftermiddag. Arrangementet kan gennemføres, da Frederikshavn Kommune har valgt, at finoptællingen af stemmer denne gang foregår i Frederikshavn, hvilket gør Manegen ledig.