Ny app bringer naturen til live ved Dorf Mølle

En ny form for naturoplevelse ser dagens lys i området omkring skoven og møllesøen ved Dorf Møllegård. Med appen Stifortællinger inviteres både børn og voksne på sanselige vandringer, hvor natur, historie og fantasi smelter sammen.
DORF: Stifortællinger er en naturvandringsapp, der kombinerer stedbunden formidling med levende fortællinger. Brugerne kan vælge mellem fem tematiserede ture, som alle foregår i det naturskønne område omkring skoven og Møllesøen.
Fortællingerne er en blanding af fiktion og fakta. Den fiktive familie Mølleskov og deres ansatte fungerer som gennemgående karakterer og guider undervejs. Samtidig formidles viden om naturens flora og fauna, landskabets dannelse samt lokal overtro og folketro.
Oplevelser for både store og små
Appen tilbyder fem fortællinger, hvor de fire første er målrettet voksne og familier, mens den femte er målrettet skovens yngste gæster. Alle fortællingerne findes som både tekst og lyd, så oplevelsen kan tilpasses den enkelte bruger – uanset om man ønsker at læse selv eller lytte undervejs.
1. Blomster & bær
Ingeborg og datteren Margrethe tager dig med på en sanselig tur, hvor skovens planter, blomster og bær folder deres hemmeligheder ud.
2. Overtro & troldtøj
Stuepigen Johanne fører dig ind i skovens mystiske univers fyldt med gamle fortællinger om troldtøj og overtro – en rute for dem, der tør.
3. Møllesøen med Familien Mølleskov
En familievenlig tur, hvor Mølleskov-familien deler deres viden om livet omkring søen og de dyr og planter, der holder til her.
4. Mølleskovens historie & landskabsdannelse
Kristian Mølleskov fortæller om områdets spændende historie og landskabets tilblivelse – en tur for dem, der vil forstå skoven i et større perspektiv.
5. Kom med Knud og Ellen på tur i Mølleskoven
En krible-krable-fortælling i børnehøjde, hvor skovens små dyr og detaljer bliver til store oplevelser.
Naturformidling i øjenhøjde Stifortællinger er udviklet med fokus på at gøre naturformidling tilgængelig og engagerende. Appen inviterer til nærvær og fordybelse i landskabet og giver både lokale og besøgende en ny måde at opleve området ved Dorf Møllegård på. Den er ideel til familier, skoleklasser, bedsteforældre med børnebørn og alle, der ønsker at kombinere bevægelse i naturen med fortælling og læring.
Adgang til appen gives efter besøg på Dorf Møllegård, og herefter kan den bruges når som helst. Appen tilgås via en QR-kode og fungerer på både Android og Apple-enheder.
Museet på Dorf Møllegård åbner sæsonen lørdag 4. april.

