Mange lange timers forberedelse og shoppeture kulminerede onsdag eftermiddag i fire fantastiske timers hygge med skønne borgere i virksomhedens nye lokaler på Kalkværksvej i Frederikshavn.
FREDERIKSHAVN: Dørene åbnedes kl. 13:00, og her stod 12 personaler klar til at tage vel imod de som måtte lægge vejen forbi.
Ca. 150 glade mennesker dukkede op, heriblandt to Folketingskandidater Nikolaj Christian Andersen (M) og Dan Henry Gaardboe (LA) som trods parti skel, samarbejdede fint og fik klippet den røde silkesnor – påført hjerter i pastelfarver i bedste Nii’s ånd – over.
Mange af virksomhedens nuværende borgere og deres pårørende kom forbi og viste deres opbakning, men også nogle nye potentielle borgere kiggede ind. Også et par naboer i ejendommene, familie og gamle venner af Nii’flokken kigge forbi til et lille glas og kransekage.
”Det har været en travl periode, men nu er vi her endelig, på plads i vores skønne lokaler, så kig endelig ind til en sludder” storsmiler Nicolaj.
Lørdag den 21. marts kunne man på Værestedet i Lyngså fejre indvielsen af nye busruter i området. Et arrangement som de tre borgerforeninger i henholdsvis Præstbro, Voerså og Lyngså stod bag, hvor hele 80 gæster mødte op for at deltage i festlighederne, hvor væggene var pyntet med busser lavet af børnene på stensnæsskolen i Voerså.
LYNGSÅ: Arbejdet med at få de ekstra busruter til området startede for halvandet år siden, hvor der blev kaldt til stormøde på Stensnæsskolen i Voerså omkring problemstillingen med nedlagte busruter, her stod Frederikshavns lokalpolitikere samt NT for skud. Mødet resulterede i en arbejdsgruppe som skulle undersøge mulighederne for at få et alternativ til området, til de nedlagte busruter. Herfra startede et langt sejt træk med mange møder med kommunen og NT om mulighederne for en alternativ ordning.
Lokalpolitiker Morten Arvidsson forstod problematikken og kastede sig ind i arbejdsgruppens arbejde og med hans hjælp blev der åbnet døre til det videre forløb. Den endelige løsning blev således en flexbus ordning, som med statslig støtte financiers i samarbejde med NT. Der blev tildelt i omegnen af fire ekstra daglige ruter i både hverdage og i weekender.
Bestil en tur Flexbus ordningen foregår på den måde, at man skal bestille bussen enten på telefon eller på en app en time før man skal bruge den og så vil man blive afhentet og kørt til bestemmelsespunktet til almindelig bustakst, og der kan betales både med rejsekort app og med kontanter. Ordningen er helt fantastisk for lokalsamfundet idet der ikke skal investeres noget som helst i projektet, det er tale om et tilbud som stilles til rådighed og så er det blot op til områdets borgere at gøre brug af ordningen i den næste toårige forsøgsperiode.
Bussens rute er som følger, den kører fra Sæby rutebilstation, til Ørtoft, Stidsholt, Mølholt, Præstbro, Voerså, Lyngså og tilbage til Ørtoft via Stidsholtvejen og fra Ørtoft tilbage til Sæby. Så det er alle borgere bosiddende på omtalte rute der får glæde af bussen, dog holder den kun på det opstillede busholdepladser i overnævnte bebyggelser.
Indivelse med manér Indvielsen af de nye busruter blev fejret på behørigvis med hornmusik, officielle taler af Frederikshavns kommunes viceborgmester Henrik Lamp Henriksen og repræsentant fra NT Nicolai B. Sørensen. Arbejdsgruppens formand Jens Andersen fra Lyngså, som har været initiativtager og igangsætter på hele projektet bød velkommen og rundede også arrangementet af.
Herudover havde arbejdsgruppen allieret sig med julemanden og hans nissepiger som kom forbi Lyngså for at hidbringe områdets borgere den nye busrute som en forsinket julegave, julen varer jo lige til påske.
Der blev serveret kaffe og kage samt bobler, øl og sodavand. Alle fremmødte børn kunne tegne en tegning af en bus, som de kunne få byttet til en slikpose hos julemanden. Der blev desuden udtrukket flotte gevinster på busbilletterne som i dagens anledning var gratis, og der var rigtig mange gevinster, alt fra rygsække til biografbilletter, blomster, pålægskagemænd og pengepræmier samt meget mere. De tre foreninger vil gerne takke samtlige sponsorer for de indleverede gevinster.
Afslutningsvis spillede dagens hornmusikanter op til en afslutningssang inden bussen atter tog ruten baglæns tilbage til Sæby. Et godt arrangement på en flot forårsdag. Der skal lyde en stor tak til hele arbejdsgruppen og alle dem som har støttet op om projektet hele vejen igennem.
SÆBY: Fredag 27. marts er der igen mulighed for at synge med, når der inviteres til fællessang i Retfærdigheden i Sæby. Arrangementet er åbent for alle, der holder af at synge sammen med andre.
Sang fra Højskolesangbogen Den sidste fredag i måneden danner Retfærdigheden ramme om et par timer med fællessang, hvor deltagerne samles om kendte sange fra blandt andet Højskolesangbogen. Ved klaveret sidder Bitten, som leder sangen og hjælper deltagerne sikkert gennem repertoiret.
Åbent hus for sangglade Arrangementet foregår som et uformelt åbent hus, hvor man blot møder op uden tilmelding. Undervejs holdes der en pause i sangene, hvor der er mulighed for at købe kaffe og lidt sødt til ganen.
Alle er velkomne til en eftermiddag med sang og hyggeligt samvær.
JERSLEV: Torsdag 26. marts inviterer Jerslev-Hellum-Mylund Kirker til en aften med højskolesang i Jerslev Kirke. Her kan alle, der holder af fællessang og den danske sangskat, være med til en hyggelig og uformel aften i kirkens rammer.
Sang fra Højskolesangbogen Arrangementet byder på et blandet repertoire af sange fra Højskolesangbogen og andre kendte danske sange. Undervejs bliver sangene afbrudt af små fortællinger og korte refleksioner, som sætter sangene ind i en kulturel og historisk sammenhæng.
Den danske tradition med fællessang fylder meget i højskolekulturen, og netop denne form for arrangementer er blevet populære mange steder i landet, hvor både unge og ældre mødes om sangene.
Plads til en pause og en snak Undervejs i programmet bliver der også mulighed for at holde en lille kaffepause, hvor deltagerne kan få en snak med hinanden. Det er en del af idéen bag arrangementet, at sangen ikke kun er en musikalsk oplevelse, men også en anledning til at mødes og dele en stund sammen.
Alle er velkomne til at være med, uanset om man kommer for sangens skyld, for hyggens eller blot for et pusterum i hverdagen.
Flauenskjold: Torsdag 26. marts inviterer Museum for Forsyning og Bæredygtighed på Dorf Møllegård til foredrag om Danmarks vej til at blive et af verdens førende vindmøllelande. Arrangementet finder sted på Dorf Møllegård, Storskovej 39.
Hvordan blev Danmark et vindmølleland? Aftenens foredrag har titlen ”Hvordan blev Danmark et vindmølleland?” og tager publikum med ind i historien om den moderne danske vindmølle. Foredraget fortæller om vindkraftens betydning for energiforsyning, grøn omstilling, eksport og arbejdspladser – og om hvordan udviklingen i høj grad er blevet beskrevet som et dansk vindmølleeventyr.
Energihistoriker Flemming Petersen dykker ned i de mange faktorer, der gjorde Danmark til foregangsland inden for vindenergi. Selvom landet historisk ikke har haft en tung industriel tradition, lykkedes det at tage føringen på vindkraftområdet – en position, Danmark fortsat har stor international opmærksomhed omkring.
Gennembruddet for den moderne vindmølle Foredraget kommer også ind på de afgørende årtier med forsøg, ildsjæle og internationale samarbejder, som banede vejen for gennembruddet for den moderne vindmølle i slutningen af 1970’erne. Samtidig bliver der trukket tråde tilbage til en endnu ældre historie om vindens udnyttelse i Danmark.
Flemming Petersen har arbejdet med energiens historie siden 1980’erne og er blandt andet forfatter til bogen ”Da Danmark fik vinger”, hvor han kombinerer teknologihistorie og kulturhistorie i fortællingen om dansk vindkraft.
Der er kaffe og kage i pausen, og billetter kan købes via museets hjemmeside eller ved indgangen, hvis der stadig er ledige pladser.
Onsdag den 25. marts får Netværkscaféen i Kirken i Kulturcenter Vendsyssel i Sæsing besøg af MAF, der med deres små nødhjælpsfly når ud til nogle af de fattigste og mest isolerede mennesker i verden.
ØSTERVRÅ: MAF’s små fly går på vingerne for hospitaler, nødhjælpsorganisationer og kirker, når det er svært at komme frem med hjælp. Det er under naturkatastrofer og humanitære katastrofer og i dele af verden, hvor afstandene er lange, og vejene er ikke-eksisterende. MAF Danmarks generalsekretær, Peter Hedelund, vil i sit foredrag fortælle om nogle af de isolerede samfund, han har besøgt med MAF i Madagaskar, Østafrika og Papua Ny Guinea.
MAF flyver for livet i 24 lande MAF er verdens største humanitære flyselskab, der på verdensplan råder over flere end 100 små fly. Flyene fragter alt fra læger og medicin til bibler og nødhjælp i 24 ulande i Asien, Afrika og Sydamerika. Fælles for disse lande er, at en stor del af befolkningen bor så øde og isoleret, at det er svært eller umuligt at nå frem til dem med andet end fly. MAF’s fly og piloter er specialiserede i at lette og lande de mest besværlige steder, hvilket betyder, at MAF kommer ud til samfund, som få andre gør.
MAF blev stiftet lige efter 2. verdenskrig af kristne piloter fra Royal Air Force i Storbritannien, der ønskede at flyve for at skabe fred i stedet for at sprede krig.
Mere information om MAF’s arbejde kan findes på maf.dk.
Ved tre lange borde gennem kulturhus Manegen havde Sæby Lokalhistoriske Hus torsdag stor succes med fremvisning af 4 gamle film og kaffebord hertil om slagteriet i Sæby gennem mange årtier.
SÆBY: Der var fuldt hus med 135 fremmødte, og det var tydeligt, at der for mange af gæsterne også var tale om et nostalgisk gensyn med virksomheden, der lukkede for et par år siden.
Selv om den filmiske kvalitet på de ældste par film fra 1930’erne og 1950’erne var noget uskarp, fik publikum en klar fornemmelse af, hvorledes alt dengang foregik med håndkraft og var noget, der virkelig krævede en manuel og muskulær indsats.
Filmene viste tydeligt, at vi skal ganske langt op i tiden, før flere og flere af funktionerne erstattes med maskiner, som kunne erstatte noget af det hårdeste manuelle slid.
Før hver film var der en kort indledning af 4, som alle har haft tilknytning til slagteriet, der bl.a. har været benævnt Østvendsyssel svineslagteri, Wenbo og Danish Crown. Det var Poul Erik Isaksen, Per Søe Madsen, Hans Nielsen og Per Østergaard.
Et samlingspunkt i Sæby
Per Østergaard, som er formand for Sæby Lokalhistoriske Hus, gav afslutningsvis udtryk for, at man efter at have set filmene næsten fik følelsen af at have været på en lille rejse gennem en stor del af Sæbys Historie.
”Slagteriet var jo ikke bare en virksomhed. Det var en arbejdsplads, et samlingspunkt og en vigtig del af livet i byen gennem mere end hundrede år.
Det begyndte som andelsslagteri, hvor lokale landmænd gik sammen om at skabe en virksomhed, der både kunne give arbejde i byen og sikre afsætning for deres dyr. Det var den klassiske andelstanke: at man stod sammen og løftede i flok, og det kom til at præge slagteriet i mange år frem.
Efterhånden ændrede strukturerne i branchen sig, og flere slagterier blev samlet i større selskaber. Til sidst blev det en del af Danish Crown, som mange i dag forbinder med den moderne danske slagteriindustri.
Vigtig motor i byens hverdag
Per Østergaard slog fast, at slagteriet satte sit tydelige præg på byen. Det gav arbejde til mange mennesker, og det skabte liv i butikkerne, hos håndværkerne og hos landmændene i hele området. Kort sagt, det var en vigtig motor i byens hverdag.
”Sæby har samtidig vist, at en by godt kan komme videre. Nye virksomheder, nye initiativer og nye fællesskaber er kommet til, og der er stadig masser af liv og aktivitet i byen. Historien stopper jo ikke – den fortsætter bare på nye måder. Og måske er det netop det vigtigste at tage med sig i aften: at selvom slagteriet nu er historie, så lever fortællingerne videre i minder, i billeder og på film – og i de mennesker, der har været en del af det!”, lød det fra Per Østergaard.
Denne sluttede: ”Så når vi tænker tilbage på slagteriet i Sæby, tænker vi ikke kun på en fabrik. Vi tænker på mennesker, på fællesskab og på en vigtig del af byens historie, og den historie er vi heldigvis gode til at fortælle videre.”
Flauenskjold: Flauenskjold Kulturhus havde lørdag inviteret til ”Eddies Ølshow”, hvilket 30 borgere havde takket ja til at deltage i.
Aftenen startede med pålægsfad efterfulgt af ”Eddies Ølshow.
Showet var en kombination af ølsmagning og standup comedy med dansk-amerikaneren Eddie Szweda. De fremmødte blev ikke snydt, i det Eddie udover præsentation og smagsprøver af syv forskellige slags øl, også fremførte et hylende morsomt show.
Alt i alt en hyggelig aften ifølge Jørgen Lund fra Flauenskjold Kulturhus.
To nye æresmedlemmer og en ildsjæl som Årets TUI’er blev hyldet, da omkring 70 medlemmer deltog i generalforsamlingen i Taarshallen.
TÅRS: Omkring 70 medlemmer var mødt op til generalforsamlingen i Taars-Ugilt Idrætsforening torsdag den 12. marts 2026 i Taarshallen. Inden selve generalforsamlingen deltog omkring 55 i afsløringen af den nye mindeplanke i forhallen samt i fællesspisning.
Generalforsamlingen forløb efter dagsordenen, hvor både formandens beretning og årets regnskab blev fremlagt og godkendt.
Under punkt 4 – indkomne forslag – godkendte en enig Generalforsamling udnævnelsen af to nye æresmedlemmer i foreningen: Gitte Nørgaard Sørensen og Jens H. Christensen.
De to repræsenterer en stærk gymnastiktradition i foreningen. Familien har gennem flere generationer været en aktiv del af gymnastikken i Taars-Ugilt IF. Gitte er datter af Bodil og Jørn Nørgaard, og Jens er gift med hendes søster Helle. På generalforsamlingen var 4 generationer repræsenteret: Mor og far / svigermor og svigerfar Bodil og Jørn Nørgaard, børnene Bolette og Johanne samt Caroline, Cathrine og Cecilie – og de sidste skud på stammen – måske også kommende gymnaster.
Kåringen af Årets TUI’er fandt sted under punktet eventuelt, som er generalforsamlingens sidste punkt. Hæderen gik i år til Helene Moltsen, der blev fremhævet som en ægte ildsjæl i foreningen. Hun blev blandt andet anerkendt for sin store indsats med at skaffe midler til den multibane, som nu er etableret ved hallen.
Foreningen Taarshallen indkalder til ordinær generalforsamling onsdag den 25. marts i Taarshallens Multisal.
TAARS: Generalforsamlingen er for foreningens medlemmer, og nye medlemmer har mulighed for at betale kontingent ved indgangen.
Forud for selve generalforsamlingen byder bestyrelsen på skinkesteg med tilbehør, hvor der er tilmelding.
Dagsordenen følger vedtægterne og omfatter blandt andet valg af dirigent og stemmetællere, fremlæggelse af bestyrelsens beretning, godkendelse af årsregnskab samt forelæggelse af budget for det indeværende regnskabsår. Der skal også tages stilling til kontingent for det kommende regnskabsår, eventuelle vedtægtsændringer samt valg til bestyrelsen, herunder suppleant og revisor. Indkomne forslag behandles inden punktet eventuelt.
Bestyrelsen ser frem til at samle medlemmerne til en aften med både fællesskab og indblik i hallens arbejde og fremtid.