Generalforsamling Flauenskjold Fitness

Flauenskjold: Torsdag i sidste uge afholdte Flauenskjold Fitness den årlige generalforsamling. En snes medlemmer havde fundet vej til generalforsamlingen. Heidi Jørgensen blev valgt som dirigent,
Man indledte med en ekstraordinær generalforsamling, hvis eneste formål var at nedbringe antallet af bestyrelsesmedlemmer fra syv til fem. Dette blev énstemmigt vedtaget.
Herefter gik man over til den ordinære generalforsamling, hvor formand Maja Bisgaard først aflagde bestyrelsens beretning. Maja kunne oplyse at foreningen pt. har 188 medlemmer, hvilket må betegnes som flot. Hun kunne endvidere berette, at man forsøger at ramme bredt med mange forskellige tilbud.
Yoga-delen er ved udgangen af 2025 er, af økonomiske grunde, udgået af Flauenskjold Fitness’ program. Heldigvis fortsætter det i et andet regi i byen.
Ellers havde man gjort en del ud af at sende instruktører til events rundt omkring, for der igennem at promovere foreningen. Herudover har foreningen i årets løb afholdt egne events i form af jumping-event og nytårs-event. Man har ligeledes gjort en del ud af at være synlige på Facebook.
Formanden kunne i øvrigt fortælle, at man netop havde modtaget kr. 80.000 fra Sparekassen Danmark Fonden Dronninglund til indkøb af nye maskiner.
Slutteligt takkede Maja bestyrelsen samt øvrige hjælpere for samarbejdet i årets løb.
Herefter fremlagde kassereren det reviderede regnskab, som udviste et underskud på kr. 14.974.
Med en egenkapital på kr. 217.907 har foreningen dog stadig en solid økonomi. Regnskabet blev vedtaget af generalforsamlingen.
Herefter blev der fremlagt budget for 2026, som udviser et overskud på kr. 1.039. Budgettet blev ligeledes vedtaget.
Som følge af vedtægtsændringen om antallet af bestyrelsesmedlemmer besluttede man at vælge tre medlemmer for to år og to medlemmer for et år. Rikke Boel, Amalie Lex og Preben Samallo blev valgt for to år, mens Pia Bang Lythje og Niels Thimm blev valgt for et år. Lone Lex blev valgt som 1. suppleant og Birgitte Lorentzen som 2. suppleant. Kasper Ruberg Grundahl og Nanna Madsen blev valgt som bilagskontrollanter og Jens Jørgen Lex som suppleant til denne opgave.
Under eventuelt var der et enkelt forslag til bestyrelsen om at budgettet ikke skal vedtages af generalforsamlingen, men blot fremlægges. Bestyrelsen tog dette til efterretning.
Slutteligt blev der overrakt en gave til den afgående formand Maja Bisgaard, som efter otte år i bestyrelsen havde valgt at tage en pause fra bestyrelsesarbejdet.
IS

