Home Blog Page 32

Fint fremmøde og god energi til fælles foreningsmøde

0

Østervrå Handel- og Erhvervsforenings invitation til et fælles fyraftensmøde for byens foreninger fik rigtig god opbakning. Formålet var at sætte fokus på at styrke fællesskabet og skabe grundlag for et bredere samarbejde i byen. 

ØSTERVRÅ: Omkring 25 deltagere mødte op med stort engagement og masser af energi, hvilket allerede er et rigtig stort skridt på vej mod nye initiativer i Østervrå. 

Bordet rundt
Aftenen bød på en præsentationsrunde, hvor de enkelte foreninger fortalte om deres formål, planer og kommende aktiviteter. Det gav et godt overblik over, hvad der rører sig i byen, og dannede samtidig grundlag for et fælles årshjul for 2026. En oversigt, der har til formål at skabe bedre overblik og koordinering lokalt, så arrangementerne, så vidt muligt, ikke overlapper hinanden – og i stedet giver mulighed for at øget samarbejde på tværs. 

Fælles aktiviteter
Der blev også drøftet muligheder for samarbejde om nye fælles initiativer, som kan skabe endnu mere liv og sammenhæng i byen – og danne grundlag for nye lokale projekter.

Det udfyldte Årshjul viser også, at aktivitetsniveauet er virkelig højt i Østervrå. Det gav anledning til en god debat om, hvad der er behov for, og en eventuel tilpasning af eksisterende arrangementer. 

Projekter
En arbejdsgruppe under borgerforening præsenterede de foreløbige planer for byens hovedgade Hjørringvej, som i første etape tager udgangspunkt i en forskønnelse af pladsen ved Byens Centrum og Akutbilshuset. Et spændende projekt, der blev taget rigtig godt imod. 

Det er kun ét af mange projekter i Østervrå, herunder planer om byggeri af et vandrehjem i tilknytning til Hærvejen, og etablering af Hærvejspladsen for enden af Bredgade. På Torslev Skole arbejdes der med store planer – først og fremmest med en nyindretning af skolen, men også udearealerne er på tegnebrættet. 

Aftenens deltagere fra blandt andet handelsstandsforeningen, Musikforeningen Brinken, borgerforeningen, ØVI og flere andre, kunne alle tilslutte sig et fælles motto: Når vi løfter i flok, kan vi skabe meget mere.

Alt tyder på, at der er virkelig meget at se frem til i Østervrå.

ÅB

Stor opbakning til GF77s lokalopvisning i Østervrå

0

Østervrås lokale gymnastikforening fik igen kæmpe stor opbakning til den traditionelle lokalopvisning, og publikum blev rigeligt belønnet med fine opvisninger af gymnaster i aldersgruppen fra 2 til 70+. I alt 11 af foreningens 15 hold var på gulvet i Østervrå Idræts- og Kulturcenter søndag eftermiddag. 

ØSTERVRÅ: Det skaber en helt særlig fællesskabsfølelse, når alle rejser sig for Dannebrog i spidsen for en flok gymnaster, der marcherer disciplineret ind i pæne rækker, ensartet klædt i farverige dragter. Ledsaget af musik, der hjælper med at holde takten – også for publikums klapsalver. 

Stigende tilgang
Formand Mette Holm bød velkommen og glædede sig over at det igen var muligt at samle stor opbakning fra gymnasternes bagland. Vi har glædet os til at vise hvad vi har arbejdet med. – Vi har haft ekstra stor tilgang på vores børnehold i denne sæson, og de er alle fylde af fart og energi. I dag kan I se frem til at skulle opleve 11 af vores 15 hold, og det er vi meget stolte af, lige fra de helt små til de helt voksne, lød det i formandens velkomst. Jeg vil opfordre jer til at bakke gymnasternes indsats op med klapsalver, og så må I altså også meget gerne rejse jer op, når de går ud, lød opfordringen. Inden fanerne og gymnaster marcherede ud blev der sunget fællessang: Livstræet. 

Gymnastik har ingen alder, og der var syn for sagen med de helt små blebørn, sammen med mor og far op til bedste- eller oldeforældregymnasterne. I rask tempo skiftedes gymnaster til at indtage gulvet, mellem de enkelte sceneskift, blev der knoklet med at stille måtter, små trampetter og meget andet op og lige så hurtigt tage ned og erstatte med noget nyt. 

Spjæt i arme og ben
Krudtuglerne var de første på gulvet, og der var godt med spjæt i både ben og arme hos de små gymnaster, som bl.a. kunne slå kolbøtter og løbe på de lange måtter. En flok dygtige piger gav den fuld gas til Barbie Girl med flotte dansetrin og moves. 

Springmix stod ikke tilbage med over 30 piger og drenge på holdet, var der virkelig gang i den med både spring, kolbøtter og serier. 

Voksenholdene havde slået sig sammen og gav på skift små smagsprøver på Yoga, Kom i Form, Step og Dunkholdet. 

I pausen blev der serveret kaffe og kage i Kulturhuset, mens børnene fik lov til at lege i idrætshallen inden det igen gik løs med både de helt små, seniormotion og flere ungdomshold bl.a. Juniormix. 

GF77 har sæsonafslutning 25. marts og samme dag er der om aftenen generalforsamling i kulturhuset. 

ÅB

Ny app bringer naturen til live ved Dorf Mølle

0
Screenshot

En ny form for naturoplevelse ser dagens lys i området omkring skoven og møllesøen ved Dorf Møllegård. Med appen Stifortællinger inviteres både børn og voksne på sanselige vandringer, hvor natur, historie og fantasi smelter sammen.

DORF: Stifortællinger er en naturvandringsapp, der kombinerer stedbunden formidling med levende fortællinger. Brugerne kan vælge mellem fem tematiserede ture, som alle foregår i det naturskønne område omkring skoven og Møllesøen.

Fortællingerne er en blanding af fiktion og fakta. Den fiktive familie Mølleskov og deres ansatte fungerer som gennemgående karakterer og guider undervejs. Samtidig formidles viden om naturens flora og fauna, landskabets dannelse samt lokal overtro og folketro.

Oplevelser for både store og små 
Appen tilbyder fem fortællinger, hvor de fire første er målrettet voksne og familier, mens den femte er målrettet skovens yngste gæster. Alle fortællingerne findes som både tekst og lyd, så oplevelsen kan tilpasses den enkelte bruger – uanset om man ønsker at læse selv eller lytte undervejs.

1. Blomster & bær 
Ingeborg og datteren Margrethe tager dig med på en sanselig tur, hvor skovens planter, blomster og bær folder deres hemmeligheder ud.

2. Overtro & troldtøj 
Stuepigen Johanne fører dig ind i skovens mystiske univers fyldt med gamle fortællinger om troldtøj og overtro – en rute for dem, der tør.

3. Møllesøen med Familien Mølleskov 
En familievenlig tur, hvor Mølleskov-familien deler deres viden om livet omkring søen og de dyr og planter, der holder til her.

4. Mølleskovens historie & landskabsdannelse 
Kristian Mølleskov fortæller om områdets spændende historie og landskabets tilblivelse – en tur for dem, der vil forstå skoven i et større perspektiv.

5. Kom med Knud og Ellen på tur i Mølleskoven 
En krible-krable-fortælling i børnehøjde, hvor skovens små dyr og detaljer bliver til store oplevelser.

Naturformidling i øjenhøjde Stifortællinger er udviklet med fokus på at gøre naturformidling tilgængelig og engagerende. Appen inviterer til nærvær og fordybelse i landskabet og giver både lokale og besøgende en ny måde at opleve området ved Dorf Møllegård på. Den er ideel til familier, skoleklasser, bedsteforældre med børnebørn og alle, der ønsker at kombinere bevægelse i naturen med fortælling og læring.

Adgang til appen gives efter besøg på Dorf Møllegård, og herefter kan den bruges når som helst. Appen tilgås via en QR-kode og fungerer på både Android og Apple-enheder.

Museet på Dorf Møllegård åbner sæsonen lørdag 4. april.

Ny Flexbus giver flere afgange mellem Østervrå og Frederikshavn

0

ØSTERVRÅ: Den offentlige transport for borgerne i Østervrå er blevet markant forbedret. Med en ny Flexbus-ordning er der nu kommet ekstra afgange – både på hverdage og i weekender – på ruten 77 og 77F mellem Østervrå og Frederikshavn.

Det særlige ved den nye ordning er, at bussen kun kører, når der er behov for det. Det er nemlig dig, som passager, der selv bestemmer, hvornår turen skal køres, ved at bestille den på forhånd.

For at markere åbningen af den nye ordning, var der i lørdags inviteret til åbningsevent på P-pladsen ved Meny i Østervrå. Knap 100 borgere lagde vejen forbi for at høre mere om tilbuddet, få en kop kaffe og et stykke kage – og samtidig også se den bil, der fremover bliver en del af den fleksible busdrift.

Vigtigt for oplandsbyerne
Ved åbningen klippede næstformand for Teknisk Udvalg, Mogens Brag, den røde snor. Han understregede vigtigheden af gode transportmuligheder i oplandsbyerne. – Det er meget vigtigt, at der er kollektiv transport til og fra de mindre byer – også uden for normal arbejdstid og skoletid. Flexbussen skal være med til at skabe bedre sammenhæng i kommunen, lød det bl.a. i talen. 

Bestil en time før
Flexbussen er et supplement til de faste afgange og giver især nye og forbedrede muligheder for offentlig transport om aftenen og i weekenden. Turene fremgår af køreplanen for rute 77F, men bliver kun gennemført, hvis du bestiller en tur – enten via Rejseplanen eller telefonisk senest en time før afgang.

Kørslen foregår fra stoppested til stoppested, og der indsættes en bil, der passer til antallet af passagerer. Prisen er den samme som en almindelig busbillet.

Forsøgsordning
Flexbus-ordningen er et samarbejde mellem NT, Frederikshavn Kommune og Østervrå Borgerforening og kører som et forsøg over de næste to år.

Med forsøgsordningen håber parterne, at endnu flere vil benytte kollektiv transport i området. Opfordringen lyder derfor klart: Brug Flexbussen – så den kan blive en fast del af fremtidens transport eller som et kendt slogan for år tilbage lød: Prøv det! Prøv det!

ÅB

Generalforsamling Flauenskjold Fitness

0

Flauenskjold: Torsdag i sidste uge afholdte Flauenskjold Fitness den årlige generalforsamling. En snes medlemmer havde fundet vej til generalforsamlingen. Heidi Jørgensen blev valgt som dirigent,

Man indledte med en ekstraordinær generalforsamling, hvis eneste formål var at nedbringe antallet af bestyrelsesmedlemmer fra syv til fem. Dette blev énstemmigt vedtaget.

Herefter gik man over til den ordinære generalforsamling, hvor formand Maja Bisgaard først aflagde bestyrelsens beretning. Maja kunne oplyse at foreningen pt. har 188 medlemmer, hvilket må betegnes som flot. Hun kunne endvidere berette, at man forsøger at ramme bredt med mange forskellige tilbud.

Yoga-delen er ved udgangen af 2025 er, af økonomiske grunde, udgået af Flauenskjold Fitness’ program. Heldigvis fortsætter det i et andet regi i byen.

Ellers havde man gjort en del ud af at sende instruktører til events rundt omkring, for der igennem at promovere foreningen. Herudover har foreningen i årets løb afholdt egne events i form af jumping-event og nytårs-event. Man har ligeledes gjort en del ud af at være synlige på Facebook.

Formanden kunne i øvrigt fortælle, at man netop havde modtaget kr. 80.000 fra Sparekassen Danmark Fonden Dronninglund til indkøb af nye maskiner.

Slutteligt takkede Maja bestyrelsen samt øvrige hjælpere for samarbejdet i årets løb.

Herefter fremlagde kassereren det reviderede regnskab, som udviste et underskud på kr. 14.974.

Med en egenkapital på kr. 217.907 har foreningen dog stadig en solid økonomi. Regnskabet blev vedtaget af generalforsamlingen.

Herefter blev der fremlagt budget for 2026, som udviser et overskud på kr. 1.039. Budgettet blev ligeledes vedtaget.

Som følge af vedtægtsændringen om antallet af bestyrelsesmedlemmer besluttede man at vælge tre medlemmer for to år og to medlemmer for et år. Rikke Boel, Amalie Lex og Preben Samallo blev valgt for to år, mens Pia Bang Lythje og Niels Thimm blev valgt for et år. Lone Lex blev valgt som 1. suppleant og Birgitte Lorentzen som 2. suppleant. Kasper Ruberg Grundahl og Nanna Madsen blev valgt som bilagskontrollanter og Jens Jørgen Lex som suppleant til denne opgave.

Under eventuelt var der et enkelt forslag til bestyrelsen om at budgettet ikke skal vedtages af generalforsamlingen, men blot fremlægges. Bestyrelsen tog dette til efterretning.

Slutteligt blev der overrakt en gave til den afgående formand Maja Bisgaard, som efter otte år i bestyrelsen havde valgt at tage en pause fra bestyrelsesarbejdet.

IS

Lune Toner skabte musikalsk fest i Manegen

0

SÆBY: Ved Sæby Pensionist- og Efterlønsklubs seneste hyggeeftermiddag i Manegen var det det lokale orkester Lune Toner, der stod for underholdningen – og det var så absolut en stor succes, da knap to hundrede medlemmer mødte op.

Der var musik for enhver smag og alder – en blanding af dansk pop, viser, amerikanske evergreens, country, let jazz og rock. De fire musikanter lagde ud med ”Avenuen”, og mon ikke de allerede efter første nummer havde dannet sig et indtryk af, hvilken musik der passede til publikum denne eftermiddag.

Der var genhør med blandt andet ”Ved Landsbyens Gadekær”, Shu-bi-duas ”Hvalen Hvalborg”, et John Mogensen-medley og Kim Larsens ”De smukke unge mennesker” – en lejlighedssang, der i sin tid var skrevet til en konfirmand, og derfor højaktuel i disse konfirmationstider. De mestrede også at spille The Shadows’ instrumentalnummer ”Apache”. Også et enkelt nummer med Eagles blev det til – og selvfølgelig klassikere med Elvis, Frank Sinatra og Louis Armstrong.

Som ekstranummer spillede Lune Toner melodien ”Save The Last Dance For Me”, og mon ikke mange af de fremmødte blev sendt en tur ned ad mindernes allé til tiden med bal og dans, hvor netop denne sang ofte rundede aftenen af.

I uge 13 spiller Det Bette Danseband op til endnu en hyggelig eftermiddag. Arrangementet kan gennemføres, da Frederikshavn Kom­mu­ne har valgt, at finoptællingen af stemmer den­ne gang foregår i Frederikshavn, hvilket gør Manegen ledig.

Åbent hus hos Nii’s Hjemmepleje

0

Mange lange timers forberedelse og shoppeture kulminerede onsdag eftermiddag i fire fantastiske timers hygge med skønne borgere i virksomhedens nye lokaler på Kalkværksvej i Frederikshavn.

FREDERIKSHAVN: Dørene åbnedes kl. 13:00, og her stod 12 personaler klar til at tage vel imod de som måtte lægge vejen forbi.

Ca. 150 glade mennesker dukkede op, heriblandt to Folketingskandidater Nikolaj Christian Andersen (M) og Dan Henry Gaardboe (LA) som trods parti skel, samarbejdede fint og fik klippet den røde silkesnor – påført hjerter i pastelfarver i bedste Nii’s ånd – over.

Mange af virksomhedens nuværende borgere og deres pårørende kom forbi og viste deres opbakning, men også nogle nye potentielle borgere kiggede ind. Også et par naboer i ejendommene, familie og gamle venner af Nii’flokken kigge forbi til et lille glas og kransekage.

”Det har været en travl periode, men nu er vi her endelig, på plads i vores skønne lokaler, så kig endelig ind til en sludder” storsmiler Nicolaj.

Stort fremmøde ved indvielse af ny busrute

0

Lørdag den 21. marts kunne man på Værestedet i Lyngså fejre indvielsen af nye busruter i området. Et arrangement som de tre borgerforeninger i henholdsvis Præstbro, Voerså og Lyngså stod bag, hvor hele 80 gæster mødte op for at deltage i festlighederne, hvor væggene var pyntet med busser lavet af børnene på stensnæsskolen i Voerså.

LYNGSÅ: Arbejdet med at få de ekstra busruter til området startede for halvandet år siden, hvor der blev kaldt til stormøde på Stensnæsskolen i Voerså omkring problemstillingen med nedlagte busruter, her stod Frederikshavns lokalpolitikere samt NT for skud. Mødet resulterede i en arbejdsgruppe som skulle undersøge mulighederne for at få et alternativ til området, til de nedlagte busruter. Herfra startede et langt sejt træk med mange møder med kommunen og NT om mulighederne for en alternativ ordning. 

Lokalpolitiker Morten Arvidsson forstod problematikken og kastede sig ind i arbejdsgruppens arbejde og med hans hjælp blev der åbnet døre til det videre forløb. Den endelige løsning blev således en flexbus ordning, som med statslig støtte financiers i samarbejde med NT. Der blev tildelt i omegnen af fire ekstra daglige ruter i både hverdage og i weekender. 

Bestil en tur
Flexbus ordningen foregår på den måde, at man skal bestille bussen enten på telefon eller på en app en time før man skal bruge den og så vil man blive afhentet og kørt til bestemmelsespunktet til almindelig bustakst, og der kan betales både med rejsekort app og med kontanter. Ordningen er helt fantastisk for lokalsamfundet idet der ikke skal investeres noget som helst i projektet, det er tale om et tilbud som stilles til rådighed og så er det blot op til områdets borgere at gøre brug af ordningen i den næste toårige forsøgsperiode. 

Bussens rute er som følger, den kører fra Sæby rutebilstation, til Ørtoft, Stidsholt, Mølholt, Præstbro, Voerså, Lyngså og tilbage til Ørtoft via Stidsholtvejen og fra Ørtoft tilbage til Sæby. Så det er alle borgere bosiddende på omtalte rute der får glæde af bussen, dog holder den kun på det opstillede busholdepladser i overnævnte bebyggelser. 

Indivelse med manér
Indvielsen af de nye busruter blev fejret på behørigvis med hornmusik, officielle taler af Frederikshavns kommunes viceborgmester Henrik Lamp Henriksen og repræsentant fra NT Nicolai B. Sørensen. Arbejdsgruppens formand Jens Andersen fra Lyngså, som har været initiativtager og igangsætter på hele projektet bød velkommen og rundede også arrangementet af. 

Herudover havde arbejdsgruppen allieret sig med julemanden og hans nissepiger som kom forbi Lyngså for at hidbringe områdets borgere den nye busrute som en forsinket julegave, julen varer jo lige til påske.

Der blev serveret kaffe og kage samt bobler, øl og sodavand. Alle fremmødte børn kunne tegne en tegning af en bus, som de kunne få byttet til en slikpose hos julemanden. Der blev desuden udtrukket flotte gevinster på busbilletterne som i dagens anledning var gratis, og der var rigtig mange gevinster, alt fra rygsække til biografbilletter, blomster, pålægskagemænd og pengepræmier samt meget mere. De tre foreninger vil gerne takke samtlige sponsorer for de indleverede gevinster.

Afslutningsvis spillede dagens hornmusikanter op til en afslutningssang inden bussen atter tog ruten baglæns tilbage til Sæby. Et godt arrangement på en flot forårsdag. Der skal lyde en stor tak til hele arbejdsgruppen og alle dem som har støttet op om projektet hele vejen igennem. 

RM ν

Fotos: Ejvind Pedersen

Fællessang i Retfærdigheden i Sæby

0

SÆBY: Fredag 27. marts er der igen mulighed for at synge med, når der inviteres til fællessang i Retfærdigheden i Sæby. Arrangementet er åbent for alle, der holder af at synge sammen med andre.

Sang fra Højskolesangbogen
Den sidste fredag i måneden danner Retfærdigheden ramme om et par timer med fællessang, hvor deltagerne samles om kendte sange fra blandt andet Højskolesangbogen. Ved klaveret sidder Bitten, som leder sangen og hjælper deltagerne sikkert gennem repertoiret.

Åbent hus for sangglade
Arrangementet foregår som et uformelt åbent hus, hvor man blot møder op uden tilmelding. Undervejs holdes der en pause i sangene, hvor der er mulighed for at købe kaffe og lidt sødt til ganen.

Alle er velkomne til en eftermiddag med sang og hyggeligt samvær.

Højskolesang i Jerslev Kirke

0

JERSLEV: Torsdag 26. marts inviterer Jerslev-Hellum-Mylund Kirker til en aften med højskolesang i Jerslev Kirke. Her kan alle, der holder af fællessang og den danske sangskat, være med til en hyggelig og uformel aften i kirkens rammer.

Sang fra Højskolesangbogen
Arrangementet byder på et blandet repertoire af sange fra Højskolesangbogen og andre kendte danske sange. Undervejs bliver sangene afbrudt af små fortællinger og korte refleksioner, som sætter sangene ind i en kulturel og historisk sammenhæng.

Den danske tradition med fællessang fylder meget i højskolekulturen, og netop denne form for arrangementer er blevet populære mange steder i landet, hvor både unge og ældre mødes om sangene.

Plads til en pause og en snak
Undervejs i programmet bliver der også mulighed for at holde en lille kaffepause, hvor deltagerne kan få en snak med hinanden. Det er en del af idéen bag arrangementet, at sangen ikke kun er en musikalsk oplevelse, men også en anledning til at mødes og dele en stund sammen.

Alle er velkomne til at være med, uanset om man kommer for sangens skyld, for hyggens eller blot for et pusterum i hverdagen.