Home Blog Page 225

Festdage i Østervrå er ren hygge

0

Efterårsferiens Festdage fik igen en rigtig fin afvikling, med et passende antal tilbud til hele familien. Hygget blev der både til de udendørs og indendørs arrangementer. 

Antallet af tilbud var ikke helt så stort, som det plejer ved dette års Festdage i Østervrå, men der var god opbakning, når man også tænke på, hvor mange andre tilbud, der kan lokke familierne ud af byen. Måske har de seneste par år også fået mange til at vægte den hjemmelige hygge meget mere. 

Pladen fuld
Forender, chokolade, paraplyer, lanterner, gavekurve, blomster, spil, slik og mange andre gevinster havde det lokale erhvervs- og foreningsliv igen rundhåndet skænket til årets Familiebanko i Østervrå Idræts- og Kulturcenter. 

Der blev spillet koncentreret af de ca. 250 børn og voksne, som igen havde en særdeles hyggelig aften. Østervrå Seniorer var i arrangørernes rolle, godt sekunderet af en flok erfarne hjælpere, der fik aftenen til at glide næsten gnidningsfrit. Desværre drillede mikrofonerne en del, men det lykkedes at kommer ud over scenekanten, og med smil og lidt tålmodighed, så kommer man rigtig langt. 

Bødkergården havde en del gæster på besøg om tirsdagen, også selv om dagen startede med regn og grå himmel, men heldigvis klarede det op. – Det var meget populært at få en tur i hestevognen og sidde ved bålet og spise pandekager, fortæller Susanne Thorvald fra Bødkergården, og vi nød virkelig at få besøg af både nuværende og tidligere forældre. Vores gode venner fra dagplejen var også godt repræsenteret, så det blev en rigtig dejlig dag med god stemning. 

Poolparty højdespringeren
Børn og unge er vilde med de våde fester i svømmehallen, og igen i år var der rigtig stor tilstrømning til Poolparty hos ØVIs svømmeafdeling. – Vi havde 120 børn i vandet – fordelt med 59 på de 5-9-årige og 61 hos de 10-16-årige, fortæller formand Louise Christensen. 

Ankers Disko leverede musikken, og de unge mennesker var i festhumør, og hyggede max i det blinkende discolys og halvmørke, med farverige drinks, slik m.m. – Vi har indført kontantløszone i svømmehallen, og i stedet handler de unge mennesker med poletter, og det fungerede fint, forklarer Louise. Vi er også virkelig glade for de mange frivillige, der giver en hånd med denne aften, uden dem, kunne det slet ikke lade sig gøre. 

Svømmeafdelingen har allerede tænkt nye tanker i forhold til næste års Poolparty. – Vi har nye ideer til næste års fest, og vi glæder os allerede til, igen at give børn og unge en hyggelig og festlig aften, slutter formanden. 

Fest i klubhuset
40 børn havde taget imod invitationen fra ØVIs Venner til Børnedisco i ØVIs Klubhus. – Der blev danset, spillet fodbold, slået søm i, drukket kulørte drinks, spist slik og pølser, så børnene havde virkelig en fest, fortæller Charlotte Dahl Albertsen fra vennerne. 

Blomsterløbet indledte ugen, og det blev afviklet i det mest fantastiske solskinsvejr. 

ÅB

Dennis fra Tårs er med i ”Danmarks stærkeste hænder”

0

I et nyt stort konkurrenceprogram på DR kæmper ti hårdføre håndværkere med og mod hinanden på tværs af fagområder.

Hver eneste dag smøger flere hundrede tusinde danskere ærmerne op, spænder sikkerhedshjelmen og knokler hårdt for at holde Danmark i gang. De står op før de fleste, og de har de fysisk mest krævende jobs.

I ‘Danmarks stærkeste hænder’ kæmper ti af Danmarks dygtige håndværkere på tværs af faglighed og styrke. På en rejse rundt til steder i Danmark, der er ikoniske for deres erhverv, bliver deltagerne presset helt til grænsen både i hold- og individuelle konkurrencer baseret på forskellige fagområder.

Konkurrencerne kræver både mental styrke og udholdenhed men også dedikation og evne til at kunne samarbejde. Til sidst står kun én tilbage som vinder af titlen som ‘Danmarks stærkeste hænder’.

De ti håndværkere kommer alle med vidt forskellige kompetencer og baggrund. Mik løfter fem tons kufferter hver dag, Maria er flyttemand, Anne fejer skorstene, og Dennis bygger stilladser på en boreplatform. Fælles for alle er, at de vil bevise overfor dem selv, deres kolleger, familie og hele nationen, at de har Danmarks stærkeste hænder og dermed kan vinde pengepræmien på 50.000 kroner.

Til at lede deltagere, seere og fageksperter gennem den højspændte konkurrence og faglige discipliner står vært Mette Bluhme Rick.

En af dem er fra Tårs
Dennis Baun Larsen er navnet på en af deltagerne. Han er 37 år og bor lidt udenfor Tårs. Til hverdag arbejder han som rigger og stilladsarbejder på en boreplatform i Nordsøen. Han er faktisk udlært tømrer, men har for fem år siden skiftet sømpistol og kap-/geringsav ud med stilladssøjler, arbejdsseler og løftestropper. 

”Det passer mig utrolig godt at være på arbejde i to uger og holde fri i tre uger, så kan jeg lave nogle spændende ting og nyde samvær med familien, når jeg er hjemme og jeg synes godt det kan opveje de ting, jeg helt uundgåeligt går glip af når jeg er på arbejde”, fortæller Dennis.

Netop den turnus var faktisk årsagen til, at Dennis skiftede erhverv. Han trives godt med at arbejde hårdt og holde hårdt fri, som han siger. 

Dennis er født og opvokset i Hjørring, men en kvinde fra Tårs, der nu er hans kone og mor til hans to børn på 3 og 7 år, fik ham overtalt til, at de skulle bo i Tårs, hvilket passer begge rigtig godt.

Udover at nyde samværet med sin familie, nyder Dennis at rode med gamle motorcykler når han har fri. Han har op til flere af slagsen.

Hvad er en rigger?
En rigger ekspert i at binde, rykke, balancere og flytte tung belastning. Det er en del af uddannelsen som stilladsarbejder. Man må jo ikke løfte mere end 20 kg, så en rigger har lært noget om kæde- og træktaljer. Dennis fortæller, at der også findes riggerjobs på land bl.a. indenfor sceneteknik.

Blev headhuntet
På spørgsmålet om, hvorfor han meldte sig til programmet, svarer Dennis, at det  gjorde han ikke. Han blev nærmest headhuntet. Nogle fra produktionsselskabet havde set hans Instagramprofil og kontaktede ham. Første sagde han nej tak og gik hjem og fortalte konen om tilbuddet – hun sagde så til gengæld ja tak og efter lidt drøftelse, blev de enige om, at det måske kunne være sjovt og han ændrede sin beslutning og sagde ja.

Det har været sjovt og hårdt både mentalt og fysisk, fortæller Dennis. Jeg er et konkurrencemenneske, der er med for at vinde og ind imellem var jeg da presset, men det var sjovt og det var nogle gode konkurrencer, vi skulle dyste i, fortæller han.

Nye venskaber
Der er opstået et dejligt venskab med de andre deltagere. Vi var jo ligesom i samme båd og ”legede” både med og imod hinanden. 

Når vi mødtes på et hotel og ikke anende, hvad der skulle foregå, var vi jo sammen om det. Så også efter at optagelserne, der foregik i maj måned, var slut, har vi haft god kontakt.

Det med at blive filmet, skulle man osse lige vænne sig til, fortæller Dennis – det havde jeg ikke rigtig prøvet før, men det har jeg så nu, griner han.

KØH2

Fint besøg i Flauenskjold Hallen

0

Onsdag i sidste uge var der fint besøg i Flauenskjold Hallen af to spillere fra Aalborg Håndbold, Rene Antonsen og Niklas Ludvigsen.

Flauenskjold IF’s håndboldafdeling havde indbudt til fællestræning, og hele 40 ungdomsspillere var mødt op.

Arrangementet var kommet i stand i kraft af at Flauenskjold IF er samarbejdsklub med Aalborg Håndbold.

Der blev trænet med høj intensitet og med kyndig vejledning og fif undervejs fra de to Aalborg spillere.

Efter træningen var det tid til autografskrivning og fotosession.

Heidi Jørgensen fra håndboldafdelingen kunne fortælle at de lokale spillere selvfølgelig var imponerede over de to gæstetræneres kunnen, men at Rene og Niklas bestemt også var imponerede over de unge Flauenskjold spillere og over vores lille klub generelt.

Tekst og foto: IS

Brand på Skævevej

0

Nordjyllands Beredskab blev torsdag kaldt til brand på Skævevej i Dybvad, der var gået ild i en el knallert der stod til opladning. Meterhøje flammer antændte også nogle andre maskiner der stod i huset, der var stor risiko for at branden  ville brede sig til villaen, men en hurtig indsats af brandmandskabet fra Sæby og Dronninglund gjorde at branden ikke bredte sig.

Ejvind  112-nord

Læserbrev: Socialdemokratiet har allerede lukket Nordjylland ned på sin vagt – nu vil de gøre det igen! 

0

Af: Mette Hardam, folketingskandidat Venstre 

Socialdemokratiet er klar til at udskyde den 3. Limfjordsforbindelse – den udmelding er en katastrofe udtaler Folketingskandidat Mette Hardam, Venstre.

”Den 3. limfjordsforbindelse er vigtig for det nordjyske erhvervsliv, og den er vigtig for den generelle logistik i Nordjylland. Derfor vil Venstre holde fast i den politiske aftale om den 3. Limfjordsforbindelse. Vi har brug for den 3. Limfjordsforbindelse – den skal IKKE udskydes, den er allerede sat alt for dent i gang”. 

Vi ved at SF, Enhedslisten, Alternativet og Frie Grønne er imod en 3. Limfjordsforbindelse. Moderaterne kan gå begge veje og nu vil Socialdemokratiet og Det radikale Venstre udskyde etableringen.  

Det siger Venstre klart nej til.  

Vi ved, at rigtig mange virksomheder i Nordjylland er afhængige af en smidig og hurtig transport over eller under fjorden. Vi ved også, at enkelte virksomheder allerede i dag har svært ved at få transporteret sine produkter via Limfjordstunnelen.  

Nordjysk vækst og mange nordjyske arbejdspladser er således afhængige af en 3. Limfjordsforbindelse. Alle har prøvet eller har hørt om de trafikale problemer omkring Limfjorden om morgenen og om eftermiddagen. Personligt møder jeg udfordringen, når jeg pendler fra Lyngså til Aalborg – jeg bruger utallige timer hver uge på at trafikken står stille. De problemer må og skal løses nu.

Stem på et parti, der vil arbejde for, at en 3. Limfjordsforbindelse etableres hurtigst muligt. Det vil jeg, og det vil Venstre. 

Kevin Daarbak er dansk mester i to klasser

0

Det var en stor drøm, der blev til virkelighed for 14-årige Kevin Daarbak fra Østervrå, da han i Cross-kart-sæsonen 2022 deltog i to meget forskellige klasser og blev Dansk Mester i begge klasser.

Indeværende Crosscartsæson har budt på nogle meget travle weekender for 14-årige Kevin Daarbak, som har kørt om det danske mesterskab i både 125 ccm-klassen og i den nye Extreme Juniorklasse. Det har betydet, at Kevin til hvert løb skulle køre dobbelt heats og finaler. 

Syv afdelinger har Kevin kørt med begge karter, hver gang har han skulle kæmpe sig til podieplaceringer i begge klasser mod konkurrenterne fra både ind- og udland, som har lagt et voldsomt pres, og givet ham kamp til stregen. 

Det var Kevin Daarbaks danske mesterskab for fjerde år i træk gennem flere klasser, og i denne sæson kan han altså lægge yderligere et mesterskab oveni puljen. 

Crosskart er i hovedprincippet en forvokset ”gokart”, som dog kører på både løst og fast underlag, hvilket stiller ekstra krav til kørerne, når de skal mestre overgangen fra et underlag til et andet. I den nye Extreme Juniorklasse har Kevin kørt i en noget større kart med en 600 ccm, firecylinder motorcykelmotor. 

Hård sæsonstart
Indledningen på sæson 2022 blev dog ikke helt så let for Team Daarbak. Oprindelig var det planen, at Kevin kun skulle køre 125 ccm crosskart, men efter de første to træningspas i april var der store motorproblemer, og Kevin måtte udgå efter kort tid. 

Teamet fik løst problemerne, men besluttede kort tid før den første DM-afdeling, at Kevin også skulle køre i den nye klasse i sin storebrors Extreme Crosskart. Karten havde dog behov for at gennemgå en større fornyelse, og her løb teamet ind i vanskeligheder med at skaffe alle nødvendige reservedele. Det betød, at Kevin ikke nåede at prøve karten særligt meget, inden det gik løs med det første DM på hjemmebanen i Nysum. 

Flere priser
Året 2022 har også budt på Nysumbanens klubmesterskab i 125 ccm klassen, Crosskartklubbens mesterskaber i begge klasser, og et stort norsk løb hvor Kevin sluttede som nr. 5. Foruden alle disse bedrifter modtog Kevin Daarbak også en Internationale NEZ-cup sølvmedalje i 125 klassen for 2021 sæsonen, og priser for ’Aalborgs Bedste’ i sæsonerne 2019, 2020 og 2021. Disse arrangementer har ikke tidligere været afholdt grundet Corona. 

Planerne for Kevin i 2023 sæsonen er endnu ikke fastlagt, så i øjeblikket bliver der arbejdet på flere forskellige muligheder.  

Motorgal og -glad familie
Kevin Daarbak er vokset op i en motorglad og -gal familie. Både Kevins far Troels Daarbak og storebror Tobias Daarbak har flere danske mesterskaber bag sig i både rallycross og crosskart. Alt imens mor Malene Daarbak klarer alt det praktiske for teamet før og under løb. Kevin begyndte selv at køre crosskart, da han var blot fem år gammel, og har kørt DM hvert år siden samt flere store udenlandske løb. Samlet er det i familien Daarbak blevet til 17 danske mesterskaber i træk. 

ÅB

KUL – en nyhed i Østervrå

0

Sognenes stadig lidt nye præst, Kristian Brogaard, har en mærkesag, der har en helt særlig plads i hans hjerte. Det er KUL – Kirkelig Ungdoms Lederuddannelse. Derfor er det helt naturligt, at tilbuddet nu kommer til  Østervrå.
Kirken gør rigtig meget for børn og pensionister – og mange steder også for børnefamilierne. Men efter min mening har kirken ikke et konkret tilbud til de unge efter konfirmationen, lyder det fra Kristian Brogaard.

Det er rigtig vigtigt, at kirken også har tilbud til unge mennesker efter konfirmationen og KUL er netop for teenagere, der er konfirmeret, forklarer Kristian Brogaard, der sammen med et lille team af lokale og en tidligere KUL uddannet, nu er klar til at tilbyde uddannelsen i Østervrå. 

Fem kompetencer
KUL-uddannelse giver unge efter konfirmationen et værdifuldt fællesskab og mod til at prøve sig selv af.

Forløbet gennemgår fem faser:

1: Personlige kompetencer: Man lærer sig selv bedre at kende.

2: Sociale kompetencer: Man lærer noget om, hvad der sker i en (ungdoms)gruppe.

3: Spirituelle kompetencer: Man lærer om forkyndelse, bøn, andagter, bibelhistorier, gudstjenester m.v.

4: Pæda­gogiske kompe­ten­cer: Man får øvelse i at undervise og instruere lege m.v.

5: Organisatoriske kompetencer: Man lærer hvordan man planlægger.

Forløbet i Østervrå starter 3. november og foregår hver torsdag aften i ”Præsteboligen” på Bakkevænget 19. Vi slutter Palmesøndag og så skulle de deltagende gerne alle være udrustet til at kunne ”arbejde” som ungledere. Måske kommer vi undervejs i forløbet også ud og øver os på nogle lokale spejdere, men vi skal nok advare først, griner Kristian og så understreger han, at der også bliver lagt stor vægt på hygge og socialt samvær i KUL gruppen – vi skal have det sjov – hver torsdag, påpeger han.

Ikke kun Østervrå
Det er vigtigt at understrege, at tilbuddet ikke kun henvender sig til unge i Østervrå og Torslev sogne, så hvis du bor i omegnen er du også meget velkommen, fortæller Kristian Brogaard, det afhænger kun af, hvor langt du kan lokke dine forældre til at køre eller hvordan bussen passer.

Så kom og vær med. På bagsiden af avisen kan du se fakta om tid og sted.

Fakta om KUL
Ideen med KUL stammer fra Tyskland og er ”importeret” oversat og tilpasset til danske unge af Carsten Andreassen, sognepræst i Hørby på Fyn 

I Tyskland fortsætter op mod 30 procent af konfirmanderne i kirken efter de er blevet konfirmeret. Og flere tusinde mødes hvert år på KUL-sommerlejr syd for Hamborg. Så der er et stort uudnyttet potentiale 

Kristian Brogaard har kørt KUL forløb i flere sogne og har hentet inspiration fra blandt andet Tyskland og Finland

Forløbet består af ca 20 lektioner og er ganske gratis for deltagerne.

Ved forløbets afslutning får deltagerne et bevis for gennemført uddannelse. 

Dansktopstemning med en sønderjyde

0

Takket været en gavmild giver var det muligt at invitere dansktopsangeren H. C. Eichner til at komme og underholde i Aktivitetscentret i Østervrå. En meget vellykket og velbesøgt koncert, som gik rent ind hos et medlevende publikum. 

Koncerten med H. C. Eichner var imødeset med stor glæde og forventning af både personale og brugere, og såvel dagens hovedperson, som de næsten 70 deltagere i koncerten, blev taget imod i en festpyntet ’koncertsal’, og alle fik bestemt deres forventninger indfriet. 

H. C. Eichner havde taget turen helt fra Løgumkloster til det vendsysselske, men der var ingen sprogbarrierer på trods af, at dagens gæst hele vejen i koncerten valgte at holde fast i en dejlig sønderjysk dialekt. – Det blev en fantastisk eftermiddag, hvor vi fik velkendte sange fra Dansktoppen, som alle kunne synge med på, og nye sange, som er skrevet netop i anledningen af, at Eichners 40-års jubilæum. Han akkompagnerede også på både guitar og harmonika til fællessange fra hans eget sanghæfte, fortæller aktivitetsmedarbejder Karin David Oehlenschlæger. 

En fantastisk fest
Alle deltagere blev revet med af stemningen og der blev klappet og vugget med til sangene – både stående og siddende. Undervejs blev der drukket kaffe og snakket livligt ved bordene. I kaffepausen blev der også overrakt en stor buket til koncertens sponsor Birgit Poulsen, som med sin fine donation ønskede at glæde så mange som muligt med et festligt indslag i dagligdagen.

ÅB

Tirsdagstræf går bag tremmerne i Aalborg Arrest

0

Østervrå Frikirkes næste Tirsdagstræf den 25. oktober byder på et interessant møde med arresthuspræst Lena Bentsen. 

Kom med ind bag tremmerne i Aalborg Arrest, lyder opfordringen til det kommende Tirsdagstræf, det bliver dog i overført betydning sammen med dagens gæst Lena Bentsen. Hun vil fortælle om sit mangesidede præstearbejde gennem 25 år – om gudstjenester, vielser, tøjhjælp og meget andet, men ikke mindst om et arbejde, som medfører mange møder med mennesker, som venter på at få deres dom. 

Hun vil også komme ind på vigtigheden af, at kirken er til stede lige her, og hvordan det er, når de indsatte bliver løsladt, det er nemlig ikke altid helt enkelt at stå i friheden igen. 

Om fængselspræster
Fængselspræsterne arbejder enten i arresthuset eller i åbne/lukkede fængsler og står til rådighed for indsatte og pårørende. Når man er indsat i et fængsel, er man afskåret fra livet udenfor. Også ens sognepræst. Fængselspræsterne giver de indsatte mulighed for at tale med en præst samt at komme til gudstjeneste. For mange indsatte bliver gudstjenesterne og samtalerne med fængselspræsterne et frirum fra dagligdagens hierarkier blandt fangerne. Præsten har tavshedspligt, så indsatte kan tale frit.

Det er gratis at deltage i foredraget, og der kan købes kaffe og brød. 

ÅB

Skidt weekend for herreholdene

0

Herre serie 2:
For anden uge i træk måtte Flauenskjolds 1. hold forlade banen som tabere. 

Efter sidste weekends 3-0 nederlag i Harken blev det denne gang til et 1-5 nederlag hjemme til Hirtshals.

Efter en lige første time af kampen var det som om kræfterne slap op. Efter en 1-0 føring til Hirtshals ved pausen havde Andreas Aastrup ellers bragt balance i regnskabet i starten af 2. halvleg.

Med nederlaget forsvandt oprykningschancen formentlig, og nu gælder det vel egentlig bare om at slutte sæsonen godt af.

På lørdag gæster Hjørring Frem Nordturn Arena til endnu en hjemmekamp.

Herre serie 4,1:
2. holdet i serie 4 tabte ligeledes med cifrene 1-5 på hjemmebane til Hals. 

Flauenskjolds enlige mål blev sat ind af Perparim Gashi.

Næste lørdag kommer Holtet på besøg.

Herre serie 4,2:
3. holdet vandt uden kamp da Asaa/Hjallerup ikke kunne stille hold.

Søndag er der lokalopgør mod Dybvad/Hørby

Herre serie 5:
Serie 5 herrerne tabte 6-0 ude til Voersaa.

Kvinder serie 2:
Serie 2 damerne, som allerede har sikret sig oprykning til serie 1, sluttede sæsonen med en 5-1 sejr på hjemmebane over Nørhalne efter 3-0 ved pausen.

Målene blev sat ind Lærke Hørbye Christiansen med 2 samt Krestina Oien, Laura Dorff og Fida Stüker.

Holdet formåede dermed at gå ubesejret gennem sæsonen med maksimum 24 point for 8 kampe.

IS