
Efterårsferiens Festdage fik igen en rigtig fin afvikling, med et passende antal tilbud til hele familien. Hygget blev der både til de udendørs og indendørs arrangementer.
Antallet af tilbud var ikke helt så stort, som det plejer ved dette års Festdage i Østervrå, men der var god opbakning, når man også tænke på, hvor mange andre tilbud, der kan lokke familierne ud af byen. Måske har de seneste par år også fået mange til at vægte den hjemmelige hygge meget mere.
Pladen fuld
Forender, chokolade, paraplyer, lanterner, gavekurve, blomster, spil, slik og mange andre gevinster havde det lokale erhvervs- og foreningsliv igen rundhåndet skænket til årets Familiebanko i Østervrå Idræts- og Kulturcenter.
Der blev spillet koncentreret af de ca. 250 børn og voksne, som igen havde en særdeles hyggelig aften. Østervrå Seniorer var i arrangørernes rolle, godt sekunderet af en flok erfarne hjælpere, der fik aftenen til at glide næsten gnidningsfrit. Desværre drillede mikrofonerne en del, men det lykkedes at kommer ud over scenekanten, og med smil og lidt tålmodighed, så kommer man rigtig langt.
Bødkergården havde en del gæster på besøg om tirsdagen, også selv om dagen startede med regn og grå himmel, men heldigvis klarede det op. – Det var meget populært at få en tur i hestevognen og sidde ved bålet og spise pandekager, fortæller Susanne Thorvald fra Bødkergården, og vi nød virkelig at få besøg af både nuværende og tidligere forældre. Vores gode venner fra dagplejen var også godt repræsenteret, så det blev en rigtig dejlig dag med god stemning.
Poolparty højdespringeren
Børn og unge er vilde med de våde fester i svømmehallen, og igen i år var der rigtig stor tilstrømning til Poolparty hos ØVIs svømmeafdeling. – Vi havde 120 børn i vandet – fordelt med 59 på de 5-9-årige og 61 hos de 10-16-årige, fortæller formand Louise Christensen.
Ankers Disko leverede musikken, og de unge mennesker var i festhumør, og hyggede max i det blinkende discolys og halvmørke, med farverige drinks, slik m.m. – Vi har indført kontantløszone i svømmehallen, og i stedet handler de unge mennesker med poletter, og det fungerede fint, forklarer Louise. Vi er også virkelig glade for de mange frivillige, der giver en hånd med denne aften, uden dem, kunne det slet ikke lade sig gøre.
Svømmeafdelingen har allerede tænkt nye tanker i forhold til næste års Poolparty. – Vi har nye ideer til næste års fest, og vi glæder os allerede til, igen at give børn og unge en hyggelig og festlig aften, slutter formanden.
Fest i klubhuset
40 børn havde taget imod invitationen fra ØVIs Venner til Børnedisco i ØVIs Klubhus. – Der blev danset, spillet fodbold, slået søm i, drukket kulørte drinks, spist slik og pølser, så børnene havde virkelig en fest, fortæller Charlotte Dahl Albertsen fra vennerne.
Blomsterløbet indledte ugen, og det blev afviklet i det mest fantastiske solskinsvejr.
ÅB




