
Onsdag i sidste uge var der fint besøg i Flauenskjold Hallen af to spillere fra Aalborg Håndbold, Rene Antonsen og Niklas Ludvigsen.
Flauenskjold IF’s håndboldafdeling havde indbudt til fællestræning, og hele 40 ungdomsspillere var mødt op.
Arrangementet var kommet i stand i kraft af at Flauenskjold IF er samarbejdsklub med Aalborg Håndbold.
Der blev trænet med høj intensitet og med kyndig vejledning og fif undervejs fra de to Aalborg spillere.
Efter træningen var det tid til autografskrivning og fotosession.
Heidi Jørgensen fra håndboldafdelingen kunne fortælle at de lokale spillere selvfølgelig var imponerede over de to gæstetræneres kunnen, men at Rene og Niklas bestemt også var imponerede over de unge Flauenskjold spillere og over vores lille klub generelt.
Tekst og foto: IS




