Home Blog Page 156

Brand i lade

0

Beredskabet blev kaldt til brand i en gård på Lendumvej i Thorshøj. Den længe der var ild i var fyldt med ca 170 bigballer, så det var en svær opgave for Beredskabet fra Østervrå at få bugt med ilden. De fik hjælp fra stationerne Sæby, Frederikshavn og Sindal samt en kran fra Beredskabsstyrelsen, der skulle fjerne taget. Der var ingen dyr på gården og ingen mennesker kom noget til.

Foto: Ejvind Pedersen, 112-Nord

Næste sæson i de populære FOF Højskoler er klar parat!  

0

Vi ved at mange gerne vil vide det!  
Så derfor fortæller vi det glad. 

Det nye program for FOF Højskolerne i Brønderslev, Skagen, Sæby, Frederikshavn, Sæsing og Hjørring er klar parat, og kan ses på FOF Vendsyssels hjemmeside www.fof-vendsyssel.dk så smugkig dér og kom med!

Din lokale FOF Højskole
FOF Højskolerne afholdes på gode steder i de 6 byer, og der kan man også finde det trykte program.

Find det på Brønderslev Bibliotek, på Kappelborg i Skagen, hos Sæby Frikirke på Sæbygårdsvej, i Det Musiske Hus i Frederikshavn, hos Kulturcenter Vendsyssel og på Vendsyssel Teater. 

Vær med i fællesskabet
I hver sæson deltager i alt over 600 på en af FOF Højskolerne uge efter uge.

Som deltager kan man møde nogen, man kender, og man kan også møde nye!

Fællesskabet er både uforpligtende og forpligtende. Hvordan det?

Som deltager vælger du at være med til et fast program, men du vælger selv, hvor du vil sidde, og hvem du vil snakke med i pausen osv. Alle kan være med! Og mange siger, at det er vanedannende på den gode måde!

Hvad får man på FOF Højskole! 
Man får en bid højskole en gang om ugen med alt det bedste, som højskole står for.

Der er en programpakke med 10 udvalgte foredrag. De er valgt efter at give en bred vifte af indtryk og oplevelse af emner som musik, kunst, historie, kulturmøder, filosofi, samfund, politik – livet hele vejen rundt! 

Der er også en bid højskolesang, og så er der den gode pause med tid til snak og måske en kop kaffe!

Hvad bydes der på i næste sæson
Hør om Columbia, som er et af klodens betagende og komplekse lande. Få både historie og nutid og smukke billeder!

Hør om Kina og få indblik i dagens Kina og 1.4 mia. kineseres hverdag og samfundsudfordringer.

Få inspiration til at skrive din livsfortælling! Få indblik i livet på Christiansborg og hør om, hvem der bestemmer!

Få personlige foredrag om at bo i Israel, rejse i Grønland og leve i Østblokken. Opdag sammenhængen mellem kunst og vin og hør om, hvorfor de mindste lande i Europa er så stærke. Få nyt syn på traditioner og oplev at din lokale FOF Højskole både er meget international og helt lokal!

Hvordan kommer man med
Kig på www.fof-vendsyssel.dk hvor man kan se programmer for de 6 FOF Højskoler. Se program for din favorit og book plads! Men vent ikke for længe – det er efter først-til-mølle princippet. Onlinekøb med kort eller mobilepay er hurtigt og nemt, men hvis det er bøvl for dig, så bare ring til FOF kontoret, så klarer vi det! FOF Højskole er for alle – velkommen!

Bo Young var et tilløbsstykke

0

De kom fra både nær og fjern for at høre den populære sanger, som har gjort det til sin mission at synge sin far, Jodle Birges, repertoire, og ingen gik skuffede fra den velbesøgte koncert i Østervrå Aktivitetscenter.

Godt 60 gæster havde indløst billet til den længe ventede musikalske oplevelse med Bo Young. For nogen var det et glædeligt gensyn, og for andre det første møde. Noget tyder på, at Bo Young har udvidet sin fanskare, at dømme efter den glade og tilfredse stemning, der var både under og efter hans optræden. 

Bo var i sit altid skønne humør og favnede alle tilhørere med sine små, hyggelige historier, som elegant blev puttet ind mellem de kendte melodier og sange. 

Alle sang uden det mindste besvær med på ”Rigtige Venner” og ”Tre hvide Duer” blandt mange andre, mens dagens gæst gik rundt blandt publikum og ”inviterede” udvalgte til at synge duet. 

Aktivitetscentret har allerede truffet aftale med en ny musikalsk gæst – Anders Munck, som gæster centret til midsommer med sit repertoire af Kim Larsen sange. 

ÅB

Venstre er på banen med mulig borgmesterkandidat i Frederikshavn

Et af Venstres medlemmer i Frederikshavn Byråd står nu frem som borgmesterkandidat forud for næste kommunalvalg, der finder sted i efteråret 2025. 

Det er Lone Haugaard, der i forbindelse med generalforsamlingen i Venstres kommuneforening har anmeldt sit kandidatur. 

Lone Haugaard har opbakning som spidskandidat fra en enig byrådsgruppe ligesom bestyrelsen i Venstres kommuneforening er glad for, at Lone stiller sig til rådighed som spidskandidat. 

Det er Venstres samlede kreds af medlemmer i kommunen, der har det sidste ord, når der skal udpeges en borgmesterkandidat. Det foregår ved et opstillingsmøde, som medlemmerne inden længe vil blive indkaldt til. I den mellemliggende periode står det Venstres medlemmer frit for at foreslå andre kandidater. Det oplyser den nyligt genvalgte formand for Venstres kommuneforening i Frederikshavn, Louise Jæger. 

Lone Haugaard blev valgt til byrådet i 2021. Hun repræsenterer Venstre i Børne- og Ungdomsudvalget samt i Kultur- og Fritidsudvalget. Desuden har hun en af de tre politiske pladser i Distriktsrådet, som er et forum for de 29 landsbyer i kommunen.

Foruden den politiske erfaring kommer Lone Haugaard med en solid ballast som tidligere advokat og medindehaver af en større advokatvirksomhed i Aalborg. Hun har desuden en  MBA-grad (Master of Business Administration) og driver sammen med sin mand en af Nordjyllands største ejendomsvirksomheder. Endelig er hun mangeårig formand for menighedsrådet i Østervrå.

Lone Haugaard stammer fra Bogense på Fyn. Hun har læst jura i Aarhus og arbejdet som advokat i København og Aalborg. I 2014 vendte familien hjem til den slægtsgård, Gjersholt ved Østervrå, hvor hendes mand, Rasmus Haugaard, er opvokset. Her bor de med deres tre børn på 10, 14 og 15 år.

Hvad siger du til smukke vidder og vind i håret?

0

Hvis du trænger til at komme lidt væk hjemmefra – hvad end det er for en kortere eller længere perioder, så bør du ikke kigge langt. Vi har nemlig Vesterhavet. Det er skønt, det er barskt, det er smukt, og det er forfriskende. Og det kan derfor være lige præcis en oplevelse med overnatning Vesterhavet, du har behov for, når du trænger til at få en pause og få ladet op fra hverdagens stress og jag.

Forestil dig at gå lange ture langs vandet og mærke, hvordan den friske luft farver dine kinder røde – lyder det ikke helt fantastisk?

Nyd nogle dage langs Vesterhavet
Tag et kig på de muligheder, som der byder sig for dig i forhold til at booke et ophold hos Adventure Park nær Vesterhavet. Der er nemlig rigtig mange boliger, der kan give dig det afbræk, du behøver. Det betyder, at hvad end du vil afsted alene for virkelig at mærke roen, eller du vil nyde et afbræk med hele familien, så findes der en udlejningsbolig, der for en periode kan give dig præcis det, du har behov for.

De ligger langs vand og skøn natur, og samtidig kan du nyde lidt ekstra luksus med for eksempel en pool.

Hvad har du lyst til?
Adventure Park byder på lidt af hvert. Du kan således nyde en aktiv ferie med minigolf, fodbold, skydesimulator, alverdens indendørs aktiviteter og meget andet. Lige såvel som du kan trække dig tilbage i cafeen og gå nogle ture og få shoppet lidt forkælelse i de nærliggende byer som for eksempel Søndervig og Hvide Sande.

Det er altså din ideelle mulighed for at få en pause fra hverdagen og samtidig kunne bruge fritiden præcis, som du har lyst til. 

Det giver en frihed, det giver et pusterum, og det giver masser af gode minder.

Vil du hjælpe med at gøre byen ren?

0

Østervrå: mandag den 8. april er der forårsrengøring – vi mødes i anlægget. 
Kan du mærke det? Foråret er lige om hjørnet, så nu er det blevet tid til at rydde op efter vinteren, og hvad der ellers måtte lige af skrald og skidt på gader og veje. Vi nyder vel alle, at Østervrå er præsentabel – også for gæster. 

Baptistspejderne og KFUM-spejderne har sagt ja, til at være med, og du er også velkommen til at give en hånd eller to med, så vi sammen kan tage et godt nap til glæde for fællesskabet. 

– Vi mødes ved bålpladsen i byens anlæg mandag aften den 8. april, oplyser tovholder Knud Hjørnholm, og han håber, at rigtig mange vil melde sig på banen. 

Hotdogs og drikkevarer
Knud sørger for at fordele deltagerne på de forskellige ruter, godt udstyret med sække, snappere og handsker. Indsamlingen sker i samarbejde med Frederikshavn Kommunes Forsyning, som stiller en container og sække til rådighed. 

Østervrå Handel- og Erhvervsforening er klar med dejlige varme pølser og drikkevarer til alle, når indsamlingen er afsluttet. 

Alle kan være med, så kom og giv den en ordenligt skalle. Det gælder en god sag, så vores byen kan præsenterer sig pæn og ren, til glæde for os, der bor her, men også for dem, der besøger byen, og fortæller om den!

ÅB

100 år gammelt vandværk kører stabilt

0

Østervrå Vandværk havde et stabilt jubilæumsår uden det helt store udfordringer. Indsatsplanen vedrørende krav til indvindingspladsen ved Gjersholt er ført ud i livet, men ændringer i vandkvaliteten eller nye lovkrav kan sagtens stille vandværket over for nye udfordringer. 

I marts 2023 kunne Østervrå Vandværk fejre sit 100-års jubilæum, og det skete med et åbent hus, hvor en hel del benyttede lejligheden til at se de tekniske installationer. Værket var desuden vært for pølser og drikkevarer. 

De første parti digitale målere skulle i 2023 sendes ind til kalibrering for at se, om de målte rigtigt, hvilket er et lovkrav efter 9 års brug. Partiet var på 130 målere, hvoraf 22 blev kalibreret, og her viste det sig at fem af dem ikke klarede kravene. – Det betyder, at alle 130 målere skal skiftes, og det er noget af en streg i regningen, for det var ikke helt, det vi havde forventet. Digitale målere burde holde længere, så nu ser vi noget spændte hen til næste kalibrering, som skal finde sted her i 2024, oplyste formand Jørn Aagaard i sin beretning, han og den øvrige bestyrelse frygter en større økonomisk udskrivning, hvis flere målere fejler. 

Indsatsplan
Indsatsplanen vedrørende boringerne ved Gjersholt hænger stadig over os, lød det videre, selv om vi har opfyldt de nuværende krav, kan det i værste fald munde ud i, at vi skal etablere en større dyrkningsfri zone, hvilket betyder frikøb af mere jord, forklarede Jørn Aagaard. Heldigvis ser det ud til, at vandkvaliteten i de to boringer, vi bøvler lidt med, bevæger sig i den positive retning. 

Salg og prisudvikling
I 2023 er der pumpet 122.106 m3 råvand op (2022: 144.259 m3) et fald på 22.153 m3. Solgt vand 2023: 118.035 + solgt til Thorshøj 193 m3 + filterskyl 3.329 m3 i alt 121.556 m3 (2022: 145.599 m3) et fald på 24.043 m3. Faldet i solgt vand skyldes, at fire større landbrug ikke har været i drift i 2023, nogle af dem er så småt startet op igen, men med mindre dyrehold. Det mindre salg afspejler sig også negativt i regnskabet, og forklaringen skal findes i, at udgifterne stort set er de samme uanset mængden af vand. 

– Vandtabet er på bare 0,5%, hvilket er super flot, og indikerer, at vores målere og forsyningsrør er i god stand, vurderede formanden. 

Prisen pr. kubikmeter fortsætter uændret i 2024, men stiger i 2025, mens målerlejen allerede får en prisstigning i 2024. Grunden til prisstigningen på vand i 2025 er det generelt lavere forbrug af vand sammenholdt med øgede udgifter til energi, vandprøver og evt. udskiftning af vandmålere m.m. Antallet af forbrugere er steget med tre til 906. 

Flere fra bestyrelsen tog imod en invitation fra Frederikshavn Kommunes Vandråd til en ”Tour de Vandværk”, hvor turen gik til Understed, Skærum og Ålbæk Vandværker. – Det er altid interessant at komme ud og se andre værker, konstaterede formanden. 

I indeværende år har bestyrelsen besluttet, at der skal opsættes en ny styretavle i vandværket, så den nyeste PLC-styrede teknologi også kan finde vej hertil. – Vi trænger til at få en optimering til en mere nutidig styring, som vi forventer også kan give nogle besparelser bl.a. på vores strømforbrug, forklarede formanden, som anslår den nuværende tavle til at være omkring 25-30 år gammel. 

Regnskabet udviste et underskud. Alle valg var genvalg til Heine Højlund, René Karlsen og Rasmus Skrejborg. 

Formanden sluttede sin beretning med at gøre opmærksom på hjemmesiden, som altid er opdateret samt Facebooksiden, som typisk benyttes ved akut opståede situationen f.eks. ved uheld og nedlukninger. 

ÅB

GF77 favnede aldersmæssigt bredt med 16 hold

0

Ro og stabilitet har præget årets gang i Gymnastikforeningen 77 Østervrå (GF77), som har oplevet stigende tilgang af medlemmer især hos de yngste. 

Året 2023 gav 20 gymnaster og seks ledere fra GF77 Østervrå en helt uforglemmelig oplevelse, da de i juli måned tog turen til Italien og Sydeuropas største gymnastikfestival Festival Del Sole. I en hel uge blev der grinet, lavet gymnastik, set gymnastik, skubbet grænser, ”rykket sammen i bussen” og hygget i stor stil ved Adriaterhavets kyst. – Det blev en virkelig stor succes, også selv om de fleste af de unge Junior Mixgymnaster for første gang var på en længere rejse uden mor og far, indledte formand for GF77 Mette Dahl sin årsberetning. Takket være et helt års forudgående planlægning, rundhåndede sponsorer, dedikerede ledere og hjælpsomme forældre blev det en oplevelse for livet. 

Flere gymnaster
Den nye sæson for 2023/24 bød på noget til alle aldre med ikke mindre end 16 forskellige hold, nogle af de kendte, men også helt nye tiltag. – Vi har forsøgt at ramme en ny målgruppe, som vi kan se, vores forening ikke har haft så stor tilslutning fra, forklarede formanden, og det gjorde vi bl.a.  med ”Fit for Kids” et tilbud til store børn og unge, Stram-kroppen-op, som henvendte sig til de lidt yngre voksne. Nyt var også ”Krummelurerne” et tilbud til børn med særlige behov. Alle hold har kørt hele sæsonen med god tilslutning, og især i de yngste rækker har vi oplevet virkelig stor tilslutning, hvilket vi er både glade og stolte over. 

Formanden konstaterede, at det har været et roligt og stabilt sæsonforløb uden de store udsving. – De mest erfarne instruktører har været på en inspirationstur, som var særdeles udbytterig, men også blev lidt udgiftstung, vi blev nemlig fristet og kom til at købe lidt ekstra redskaber og udstyr, erkendte Mette Dahl. De nye unge instruktører har også være på kursus, og kom hjem med masser af gejst og gå-på-mod. 

Vi gentog forrige års succes med en fælles juleafslutning for hele familien, hvor alle nød at lege, springe og gøre gymnastik sammen. 

Alle instruktørerne var en tur i Aalborg til fællesspisning og en (vist for nogen) udfordrende oplevelse i et Escape Room. 

I foråret 2024 skete der lidt ændringer i forhold til de traditionelle opvisninger. – DGI har ændret på konceptet i deres afvikling af forårets opvisninger, og det betød, at vi i GF77 Østervrå ikke, som traditionen byder, skulle være værter for Junioropvisningen i år. – Det er vi lidt kede af, men til gengæld har alle vores hold været til fælles opvisning i Park Vendia i Hjørring, hvilket var en ny og god oplevelse. 

Sæsonens sidste opvisning skal Junior Mix på i Jetsmark, og vi lukker så ned indtil den nye sæson indledes i september – tror vi nok, lød et lidt kryptisk fra formanden. Vi er i fuld gang med at lægge planer, så måske hører I fra os inden da. 

Regnskabet udviste pæne indtægter grundet det stigende antal medlemmer, men der havde også været nogle udgifter, som samlet set gav et underskud på regnskabet, men foreningen har heldigvis en solid økonomi. 

Til bestyrelsen var der genvalg af: Ani Koldbro Pedersen, Frode Thule Jensen samt Mette Dahl. De øvrige medlemmer i bestyrelsen er: Tommy Sørensen, Kirsten Krogh Lunden og Nikoline Koldbro Pedersen. 

ÅB

Hørby Bazar blev en kæmpe succes og et stort tilløbsstykke

0

Da Hørby Efterskole søndag den 24. marts slog dørene op for Hørby Bazar efter en pause i nogle år p.g.a. coronaen, strømmede folk til hele dagen og der var kø uden for. Der var rift om parkeringspladserne, men det klarede eleverne, der fungerede som parkeringsvagter og guider og klarede det med bravour – alle fik en plads og kunne komme ind og gøre en god handel.

Når man trådte ind i forhallen blev man mødt med smilende elever, der udleverede en gratis billet til publikum – en billet, det var muligt at vinde på i løbet af dagen.

Inde i hallen var det bare et eldorado af boder, der tilbød alt, hvad man kunne ønske sig – her kan nævnes masser af porcelæn, glas, tøj til store og små, påsketing, sko ja, og meget, meget mere – man skulle virkelig give sig god tid og også gå rundt mere end en gang og se alle de fine tilbud og blev man så træt og trængte til en lille pause, hvor man kunne tænke over, hvad man havde set og hvad man ville ind og sikre sig bagefter, så var der den hyggelige café, som blev betjent af eleverne og som de selv havde været med til bage m. m. til. I cafeen kunne der købes pizzasnegle, pølsehorn frugt og masser af lækre og fristende kager – også her blev man mødt af glade og friske elever, der havde nok at se til hele tiden og heldigvis var der bagt og forberedt rigeligt, så alle kunne få sig en hyggepause.

Avisen fik en snak med Magne Schneider og Emma Lodal, der er elever i 10. kl. mens de sad ved billetbordet og ønskede folk velkommen og de fortalte om alle forberedelserne til dagen og gav udryk for, at de var glade for at være med og de fortalte også, at overskuddet fra bazaren skulle gå til noget ekstra på afskedsturen for hele skolen.

Helle, Ann, Angela og Lone fra personalet, som stod for arrangementet, havde nok at se til, men det lykkedes, at fange Helle og Ann for en kort bemærkning og her gav de udtryk for stor tilfredshed med dagen, som den var startet med masser af besøgende og styr på opgaverne fra elevernes side. De fortæller også, at de har snakket om det her siden januar og som de siger: genbrug og bæredygtighed er vigtigt. 

Der var også stor ros til eleverne for deres meget aktive deltagelse og for indsatsen i dag, hvor det var weekendeleverne, der var en del af bazaren og samtidig fortæller Helle og Ann, at eleverne har været meget aktive i forberedelserne bl.a. i mediefag, kreativ design, hjemkundskab, med uddeling af flyers og med fotografering m.m.

På spørgsmålet om, hvorvidt vi får Hørby Bazar næste år – lød svaret – det er vi næsten sikre på og mon ikke de blev helt sikre på en gentagelse næste år med det fantastisk flotte besøgstal, nemlig 800 besøgende på Hørby Bazar efter at den har holdt pause siden 2019.

Jo-Jo

Østervrå Petanque vil gerne have flere medlemmer

0

I øjeblikket er der 32 medlemmer i den lokale petanqueklub i Østervrå, og det er sådan set rigtig fint, men alle var enige om på den årlige generalforsamling, at der sagtens kan blive plads til mange flere. 

De hygger sig og har det sjovt, når jagten går ind på den lille ”røde gris”, og så er der masser af frisk luft, hyggeligt samvær og gode grin til de ugentlige spilledage mandag og torsdag året rundt, dog med forbehold for sommer- og vintertid. 

I sæsonen 2023 var der tilmeldt to hold til Limfjords­turneringen, hvor begge hold sikrede sig en flot andenplads. 

Den årlige Klubdag var den 24. august, hvor der blev hygget med petanquespil kun afbrudt af kaffe og hjemmebag, samt til slut lækre stjerneskud og diverse drikkevarer. 

Kassereren fremlagde regnskabet for 2023 samt budgettet for 2024, som begge blev godkendt. Der var ligeledes enighed om at fastholde det sædvanlige kontingent. Alle valg var genvalg. 

I den nye sæson er der tilmeldt tre hold til Limfjordsturneringen. 

ÅB