Østervrå Petanque vil gerne have flere medlemmer

I øjeblikket er der 32 medlemmer i den lokale petanqueklub i Østervrå, og det er sådan set rigtig fint, men alle var enige om på den årlige generalforsamling, at der sagtens kan blive plads til mange flere.
De hygger sig og har det sjovt, når jagten går ind på den lille ”røde gris”, og så er der masser af frisk luft, hyggeligt samvær og gode grin til de ugentlige spilledage mandag og torsdag året rundt, dog med forbehold for sommer- og vintertid.
I sæsonen 2023 var der tilmeldt to hold til Limfjordsturneringen, hvor begge hold sikrede sig en flot andenplads.
Den årlige Klubdag var den 24. august, hvor der blev hygget med petanquespil kun afbrudt af kaffe og hjemmebag, samt til slut lækre stjerneskud og diverse drikkevarer.
Kassereren fremlagde regnskabet for 2023 samt budgettet for 2024, som begge blev godkendt. Der var ligeledes enighed om at fastholde det sædvanlige kontingent. Alle valg var genvalg.
I den nye sæson er der tilmeldt tre hold til Limfjordsturneringen.
ÅB