
Østervrå Vandværk havde et stabilt jubilæumsår uden det helt store udfordringer. Indsatsplanen vedrørende krav til indvindingspladsen ved Gjersholt er ført ud i livet, men ændringer i vandkvaliteten eller nye lovkrav kan sagtens stille vandværket over for nye udfordringer.
I marts 2023 kunne Østervrå Vandværk fejre sit 100-års jubilæum, og det skete med et åbent hus, hvor en hel del benyttede lejligheden til at se de tekniske installationer. Værket var desuden vært for pølser og drikkevarer.
De første parti digitale målere skulle i 2023 sendes ind til kalibrering for at se, om de målte rigtigt, hvilket er et lovkrav efter 9 års brug. Partiet var på 130 målere, hvoraf 22 blev kalibreret, og her viste det sig at fem af dem ikke klarede kravene. – Det betyder, at alle 130 målere skal skiftes, og det er noget af en streg i regningen, for det var ikke helt, det vi havde forventet. Digitale målere burde holde længere, så nu ser vi noget spændte hen til næste kalibrering, som skal finde sted her i 2024, oplyste formand Jørn Aagaard i sin beretning, han og den øvrige bestyrelse frygter en større økonomisk udskrivning, hvis flere målere fejler.
Indsatsplan
Indsatsplanen vedrørende boringerne ved Gjersholt hænger stadig over os, lød det videre, selv om vi har opfyldt de nuværende krav, kan det i værste fald munde ud i, at vi skal etablere en større dyrkningsfri zone, hvilket betyder frikøb af mere jord, forklarede Jørn Aagaard. Heldigvis ser det ud til, at vandkvaliteten i de to boringer, vi bøvler lidt med, bevæger sig i den positive retning.
Salg og prisudvikling
I 2023 er der pumpet 122.106 m3 råvand op (2022: 144.259 m3) et fald på 22.153 m3. Solgt vand 2023: 118.035 + solgt til Thorshøj 193 m3 + filterskyl 3.329 m3 i alt 121.556 m3 (2022: 145.599 m3) et fald på 24.043 m3. Faldet i solgt vand skyldes, at fire større landbrug ikke har været i drift i 2023, nogle af dem er så småt startet op igen, men med mindre dyrehold. Det mindre salg afspejler sig også negativt i regnskabet, og forklaringen skal findes i, at udgifterne stort set er de samme uanset mængden af vand.
– Vandtabet er på bare 0,5%, hvilket er super flot, og indikerer, at vores målere og forsyningsrør er i god stand, vurderede formanden.
Prisen pr. kubikmeter fortsætter uændret i 2024, men stiger i 2025, mens målerlejen allerede får en prisstigning i 2024. Grunden til prisstigningen på vand i 2025 er det generelt lavere forbrug af vand sammenholdt med øgede udgifter til energi, vandprøver og evt. udskiftning af vandmålere m.m. Antallet af forbrugere er steget med tre til 906.
Flere fra bestyrelsen tog imod en invitation fra Frederikshavn Kommunes Vandråd til en ”Tour de Vandværk”, hvor turen gik til Understed, Skærum og Ålbæk Vandværker. – Det er altid interessant at komme ud og se andre værker, konstaterede formanden.
I indeværende år har bestyrelsen besluttet, at der skal opsættes en ny styretavle i vandværket, så den nyeste PLC-styrede teknologi også kan finde vej hertil. – Vi trænger til at få en optimering til en mere nutidig styring, som vi forventer også kan give nogle besparelser bl.a. på vores strømforbrug, forklarede formanden, som anslår den nuværende tavle til at være omkring 25-30 år gammel.
Regnskabet udviste et underskud. Alle valg var genvalg til Heine Højlund, René Karlsen og Rasmus Skrejborg.
Formanden sluttede sin beretning med at gøre opmærksom på hjemmesiden, som altid er opdateret samt Facebooksiden, som typisk benyttes ved akut opståede situationen f.eks. ved uheld og nedlukninger.
ÅB




