Home Blog Page 14

Stor opbakning til ØVI – mere end 100.000 kr. i støtte

0

Der er grund til glæde i Østervrå Idrætsforening (ØVI). Foreningen har den seneste tid modtaget en række tilsagn om støtte fra fonde, sponsorater og støtteforeningen for mere end 100.000 kr. Dertil kommer værdien af nyt klubtøj til svømmeafdelingen. 

ØSTERVRÅ: En stor del af støtten går til ØVI Svømning, som har fået tilsagn om 50.000 kroner fra Nord Energi Fonden. Pengene skal bruges til nye redskaber og aktiviteter, der skal være med til at udvikle tilbuddene i svømmehallen for både børn og voksne.

Også Sparekassen Danmark Jerslev Fonden har støttet svømmeafdelingen med et tilsagn på op til 35.826 kroner til udvikling og nye aktiviteter.

Samtidig har ØVIs Venner støttet med nyt klubtøj. Tøjet skal styrke den fælles identitet og samtidig gøre ØVI mere synlig ved træning, stævner og andre aktiviteter.

Støtte til hele ØVI
Opbakningen rækker dog langt ud over svømmeafdelingen. Sparekassen Danmark i Tårs har givet ØVI et sponsorat på 15.000 kroner, som går til foreningen, og dermed til det brede arbejde med at skabe gode rammer og aktiviteter på tværs af afdelingerne.

Nyt initiativ
Et andet eksempel på, hvordan støtten til ØVI kan omsættes til et helt nyt initiativ – er en boldkasse ved Multibanen på stadion. Karlsen Byg har sponsoreret selve kassen, mens Høyrup har fyldt den med bolde.

Boldkassen skal gøre det nemt for børn, unge og andre brugere af stadion at sætte et boldspil i gang og være aktive. Der følger dog en enkel regel med: Boldene skal passes på og lægges tilbage i kassen efter brug.

– Boldkassen er egentlig et meget godt billede på, hvad vi gerne vil med den støtte, vi får. Tingene skal ikke bare stå på en hylde eller pengene på en konto. De skal ud, hvor medlemmerne og borgerne er, og skabe aktivitet og fællesskab, understreger formand for ØVI’s hovedbestyrelse, Steffen Christiansen.

Skulderklap
For ØVI er støtten ikke kun et økonomisk løft. Den er også et vigtigt skulderklap til de mange frivillige, der hver uge lægger kræfter i foreningen.

– Vi er enormt glade for den støtte, vi oplever. Noget går direkte til en bestemt afdeling som eksempelvis svømning, mens andet kan bruges bredere i ØVI. Fælles for det hele er, at det giver os mulighed for at skabe mere aktivitet og bedre tilbud til vores medlemmer, siger Steffen Stenbak Christiansen.

Han fremhæver samtidig betydningen af det lokale samarbejde mellem forening, fonde, virksomheder og støtteforeninger.

– En forening som ØVI lever først og fremmest af frivillige kræfter, men når fonde, sponsorer og lokale aktører samtidig vil bakke op, kan vi løfte endnu mere. Det er vi både stolte af og meget taknemmelige for, slutter Steffen Stenbak Christiansen.

ÅB

Vellykket cykelløb i Flauenskjold

0

Det blev et særdeles vellykket gravel cykelløb, der lørdag løb af stablen med start og mål på Nordturn Arena i Flauenskjold.

FLAUENSKJOLD: Løbet, som var navngivet The Wolf, var et UCI gravelløb i World Series Qualifier, Nordisk Mesterskab og 3. afd. af DCU Cykelgear Gravel Cup og havde deltagelse af hele 15 nationer.

Altså hele tre prestigefyldte løb samlet på en dag. Der blev kørt på en 54 km lang rundstrækning i og omkring Flauenskjold, Storskoven og Jyske Ås. Ruten skulle passeres tre gange for de fleste aldersgrupper. Og med deltagelse af over 300 ryttere, og dertil hørende hjælpere, familie og andre interesserede, var der fyldt godt op på stadion i Flauenskjold. 

I start- og målområdet var der opstillet en række stande med cykeludstyr, og der var også sørget for krea-telt og hoppeborg til børnene. Foruden at der var rig mulighed for at forsyne sig med mad og drikke.

Som sagt forløb løbet særdeles godt, og der var stor ros til alle de 100 frivillige fra løbsledelsen og fra mange af deltagerne, for afviklingen af arrangementet.

Flauenskjold er allerede udpeget til at afvikle et tilsvarende gravelløb i 2027, nærmere bestemt lørdag den 12. juni.

Tekst og fotos: IS

Agersted og Voer kirker gør klar til menighedsrådsvalg

0

Menighedsrådet for Agersted og Voer kirker åbner tirsdag den 15. september dørene til valgforsamlingen, som finder sted i Kulturhuset i Flauenskjold for folk, der tilhører Voer Sogn og i Rosendalcentret for folk der tilhører Agersted Sogn.

VOER/AGERSTED: Man byder velkommen til en aften, der handler om demokrati, fællesskab og fremtiden for vores 2 kirker, og man håber folk vil komme og gøre brug af jeres stemmeret denne aften.

Der skal vælges 4 personer foruden suppleanter fra hvert af de to sogne, og for både at opstille kandidater og deltage i valget skal man deltage i mødet i sit eget sogn.

Valget gælder for 2 år, og alle, der er med i menighedsrådet, er på valg, ligesom det sker ved byrådsvalget.

Inden selve valghandlingerne vil der blive orienteret om det arbejde, som foregår i menighedsrådet, så nye kandidater kan være velorienterede og få interesse for at stille op.

Ud over de to gange 4 personer, som skal vælges til menighedsrådet, skulle der også meget gerne vælges suppleanter i begge sogne, for man er kun suppleant til menighedsrådsmedlemmer fra sit eget sogn. De to kirker har et menighedsråd, men det er stadig to sogne. Menighedsrådet håber at se rigtig mange til de to møder.

IS

Bustur langs Voer Å gav nye viden om natur, geologi og historie

0

Voer Å og det varierede landskab omkring åen var i centrum, da Naturvejledningen i Frederikshavn Kommune og Østervrå Lokalhistorie forleden inviterede på en spændende bustur fra Østervrå til Voerså.

Turen startede ved Østervrå Kirke, hvorfra bussen fulgte Voer Ås forløb mod udløbet i Kattegat. Undervejs blev deltagerne ført gennem et landskab fyldt med både natur, historie og geologi.

Vivi Dybdahl og Jørgen P. Clausager fra Østervrå Lokalhistoriske Forening fortalte levende om historiske nedslag langs ruten. Det blev bl.a. til fortællinger om Valdemar Atterdag, Frederik den syvende, Grevinde Danner, de 21 vandmøller, der gennem tiden har ligget langs Voer Å, samt gamle frysehuse, veje og kirker.

Naturvejleder Bo Storm fortalte om landskabets geologiske udvikling helt tilbage til den sidste istid for 12.000-15.000 år siden. Voer Å er blandt andet en rest af den bugt, der dengang skar sig ind i det østvendsysselske landskab. Undervejs satte han også fokus på planter, dyreliv, fugle og insekter – krydret med små anekdoter og overleveringer.

Turen gik blandt andet forbi herregården Ormholt, Blåkilde og St. Rugtved med det gamle voldanlæg. Der blev fortalt om Degnebakkerne og langdyssen Ramten, og deltagerne fik også et kig til Jyske Aas – eller som Bo Storm kalder området, ”Vendsyssels Alper” – med højder på op til 136 meter over havet.

Naturgenopretning
Miljøtekniker Allan Dalmark Jensen og biolog Mikkel Hostrup fra Frederikshavn Kommunes Teknik- og Miljøafdeling fortalte om aktuelle og planlagte projekter omkring Voer Å, bl.a. om naturgenopretning og etableringen af gydebanker, der skal være med til at fremme ørredbestanden.

Voer Å er det længste vandløb i Frederikshavn Kommune, selv om den har sit udspring i Hjørring Kommune og på sin vej mod Kattegat også slår sving ind i Brønderslev Kommune.

Undervejs blev der holdt pause ved Præstbro, hvor deltagerne fik en sandwich, inden turen fortsatte mod Voerså. Chauffør Frede sørgede for sikker og behagelig transport på de mindre veje langs åen.

Generøse formidlere
De fem formidlere supplerede hinanden på skift og øste generøst ud af deres store viden om natur, historie og landskab.

Turen sluttede i den idylliske Voerså Havn, hvor den lokale ildsjæl Bjarne Laubek fortalte om det store og spændende projekt med at genetablere stenrev og ålegræs i havet ud for havnen.

En spændende og informativ dag, hvor deltagerne fik en helt ny vinkel på Voer Å og mange andre ting. 

Turen var arrangeret af Naturvejledningen i Frederikshavn Kommune i samarbejde med Østervrå Lokalhistoriske Forening.

ÅB ν

30 år med børn, leg og hverdagsøjeblikke i Vestbakken

0

Der var god grund til at finde blomsterne frem, da Børnehaven Vestbakken i Tårs for nylig kunne fejre ikke bare ét, men hele tre 30-års jubilæer.

TÅRS: Selve Vestbakken har nu dannet rammen om børneliv i Tårs i 30 år, og samtidig kunne to af børnehavens medarbejdere, Birthe Mortensen og Charlotte Steen, fejre 30-års jubilæum.

Meget har naturligvis forandret sig gennem tre årtier. Børn er begyndt i Vestbakken, blevet store og er flyttet videre i skole og voksenliv. Nogle af dem er siden vendt tilbage – denne gang som forældre med deres egne børn i hånden.

Også de fysiske rammer har udviklet sig gennem årene. Legepladsen har dannet ramme om utallige timers leg, kilometerlange cykelløb, mudderkager i verdensklasse og både store og små eventyr.

Midt i det hele har Birthe og Charlotte været en fast del af hverdagen. Gennem 30 år har de trøstet våde kinder, jublet over små og store sejre, sunget de samme børnesange utallige gange og været med til at skabe trygge rammer for generationer af børn i Tårs.

Et langt arbejdsliv som pædagog kræver både engagement, kærlighed til arbejdet og ikke mindst evnen til at se det enkelte barn. Og gennem årene har de to jubilarer sat deres præg på Vestbakken og på mange af de børn og familier, der har haft deres daglige gang i institutionen.

De tre jubilæer blev naturligvis markeret og fejret i Vestbakken – med et stort tillykke til både børnehaven, Birthe Mortensen og Charlotte Steen og med ønsket om mange gode år endnu.

ESH

WinebyUrth er klar med vin og tapas

0

Flemming Urth tager turen til Understed, når den lokale idræts- og borgerforening inviterer til vinsmagning og tapas fredag den 11. september.

UNDERSTED: Understed Idræts- og Borgerforening inviterer indenfor i Understed Forsamlingshus.

Det er Flemming Urth fra Winebyurth, der denne aften vil guide deltagerne gennem vinens verden. Flemming Urth er født og opvokset i Østervrå og er kendt af mange i lokalområdet, og han vil med sin sædvanlige lune, for­tælle små anekdoter og dele sin viden om vin. Han præsenterer otte udvalgte vine.

Til vinsmagningen serveres en tapasplatte fra Ostefruen i Sæby, så der bliver mulighed for at kombinere de forskellige vine med et udvalg af oste og andre lækkerier.

Understed Idræts- og Borgerforening lægger op til en hyggelig og uformel aften, som man både kan tage til sammen med venner, naboer eller andre, der har lyst til at blive lidt klogere på vin.

Arrangementet finder sted fredag den 11. september i Understed Forsamlingshus, og der er et begrænset antal pladser. 

Red.

Flere borgere skal tilbydes indlæggelse i eget hjem

0

Sundhedsråd Vendsyssel har fået til opgave at komme med input til, hvilke indsatser rådet ønsker, Regionsrådet sætter særligt fokus på, når det regionale budget for budget 2027 skal vedtages.

Sundhedsråd Vendsyssel drøfter fokuspunkterne nærmere på rådets næste møde, som holdes på Regionshospitalet i Hjørring den 10. september.

Af et notat fremgår det, at Regionsrådets forretningsudvalg har udstukket fire investeringsspor, som danner rammen for de indsatser, som Sundhedsråd Vendsyssel ønsker fokus på. De valgte investeringsspor er spor, hvor investeringer i det nære sundhedsvæsen vil kunne medvirke til at frigøre kapacitet på hospitalerne og dermed imødekomme det stigende demografiske pres.

De 4 investeringsspor er:
– flere kronikere skal ses og behandles i nærmiljøet
– flere borgere skal modtage behandling uden for hospitalerne
– flere borgere skal tilbydes indlæggelse i eget hjem
– flere borgere skal have mulighed for at dø i eget hjem

Flere blæreskylninger i nærmiljøet
Til en start foreslås det, at der etableres en udgående indsats målrettet borgere med KOL.

Indsatsen med blæreskylninger i nærmiljøet styrkes. Der lægges op til en styrket og mere nær efterbehandling af blærekræftpatienter. Indsatsen varetages i dag i Thisted, men foreslås udvidet til også at omfatte Frederikshavn og Hjørring. Formålet er at øge tilgængeligheden for borgere i Vendsyssel.

Det foreslås, at det tværsektorielle samarbejde på børneområdet styrkes med en børnelæge i brobyggerfunktion med henblik på at skabe mere sammenhængende forløb for børn og familier.

Styrkelse af palliativ indsats
Der foreslås endvidere, at der etableres et udgående ældremedicinsk team. Indsatsen vil kunne starte med behandling i eget hjem med mulighed for at udvikle sig til egentlig indlæggelse i eget hjem.

Endelig lægges der op til en styrkelse af det palliative samarbejde mellem kommuner, hospitaler og almen medicinske tilbud med henblik på at styrke den udgående palliative indsats.

Den palliative indsats i Nordjylland har til formål at fremme livskvaliteten for patienter med livstruende sygdom og deres familier.

I alt forventes det at blive en samlet årlig udgift på 6,8 mio. kr.

Notabene

Indvielse af det nye ”Ude-rummet” ved Dybvadhallen

0

Flaget var hejst i søndags, da halinspektør Klaus Nielsen indviede det nye hus i forbindelse med ”Vores sted” projektet.

DYBVAD: Realdania havde skrevet om en mulighed for at søge midler til at bygge sådan et hus – Realdania kaldte projektet: ”Vores Sted” og det handler om at styrke fællesskabet og det er lettere at gøre, når man har et sted at mødes. Derfor har hele 150 foreninger fået mulighed for et nyt mødested via projektet ”Vores sted” og her var man i Dybvad blandt de heldige, der kom med i puljen. Klaus sagde ved indvielsen, at er huset vil væe til glæde for boldklubben, idrætsklubben, kroketklubben og skolen – og vores hus i Dybvad har fået navnet ”Ude-rummet”, fortalte Klaus.

Efter indvielsen var der mulighed for at prøve at spille kroket og medlemmerne i Dybvad Kroketklub stod klar til at hjælpe dem, der gerne ville prøve at spille kroket. De havde gjort banerne klar og de lærte villigt fra sig og bemærkede da også, at der da vist nok kunne komme et par nye medlemmer ud af det, for de var lærenemme. På spørgsmålet om det var svært at spille kroket var svaret fra en af dem, der spillede kroket for første gang, at hun havde regnet med, at det var nemmere. 

Formanden for Dybvad Kroketklub, Henning Kærskov, glædede sig over det nye hus og over den store interesse for at prøve at spille kroket i forbindelse med indvielsen.

Der kom også nogle drenge og piger, der gerne ville spille fodbold – nogle af dem gik allerede til fodbold men de andre ville gerne prøve at spille på de store baner, så der var også gang i fodboldspillet hele eftermiddagen.

Så var det tid til en pause, hvor der blev servereret pølser, brød, øl og vand og herefter spillede man lidt videre med kroket og med fodbold. 

Eftermiddagen sluttede af med kaffe og kage til alle. 

Jo-Jo

Dybvad smagte sig verden rundt

0

Smag på verden – et arrangement hvor man havde mulighed for at smage andre landes specialiteter.

DYBVAD: Sidste år blev der i Dybvad Forsamlingshus afholdt et sådant arrangement og det blev en kæmpesucces og derfor bestemte foreningerne i Dybvad, at der skulle holdes en Smag på verden-aften i år igen. Det var en god beslutning for der mødte omkring 140 mennesker op for at være med.

Formanden for Dybvad Borgerforening, Jesper Koldtoft, bød velkommen og fortalte hvilke landes specialiteter, der var mulighed for at smage og stifte bekendtskab med i løbet af aftenen. Der var hele otte lande repræsenteret med hver deres bud på, hvad der kendetegnede det land, de kom fra, nemlig: Norge, Rumænien, Indien, Italien, Frankrig, Tyskland, Portugal og Danmark.

Herefter kunne man begynde den spændende tur rundt ved alle de otte borde, der var fyldt med lækkert og velduftende mad fra de ovenfor nævnte lande. Man kunne samtidig få en snak med dem, der stod for maden og en ting er helt sikkert, der duftede så herligt langt ned af Aalborgvej af spændende mad. Det skal da også lige nævnes, at der var mulighed for få drikkevarer til maden de fleste steder også.

Sådan en aften er det rigtig godt at være avisens udsendte og jeg tog hele turen rundt. Her er, hvad jeg så, hørte og smagte: Jeg startede i Norge og her blev der budt på rigtig vikingemad – noget man ikke har mulighed for at smage så tit. Her var der mange, der var meget begejstrede for at smage mere – det var også både spændende og velsmagende og så var der Portugal, der havde lavet marinerede gulerødder med karamelliserede rødløg og evt. en sardin oven på. Desuden kunne man få en butterdejsskal med vaniljecreme og portvin. Tyskland serverede grillpølser med currywurst og brød til.

Da jeg var på besøg ved Frankrigs bord, var der pizza fra Alsace og Flammkuchen, der er en tærte. Næste lækre tilbud fik jeg fra Rumænien, der bød på kylling og salat med grøntsager og mayonnaise og så var masser af kage med vaniljecreme og chokolade

Ved bordet med indisk mad kunne man smage Indiens nationalret, der hedder chicken tikka masala med tre slags Naanbrød.

Italien serverede pizza pepperoni og rødvin. Det sidste land, jeg besøgte var Danmark, hvor der blev budt på små lune frikadeller og en snaps fra Aalborg Akvavit, der hedder Rødgrød Shot.

Brugsen Dybvad var også med og serverede bl.a. pizza og rødvin, som ovenfor nævnt fra Frankrig og formanden for Brugsens bestyrelse, Lynge Sort Jensen fortalte desuden om beløbet på 4.500 kr., som man havde fået fra Spar Nord Sæby og Nykredit til lokale aktiviteter.

Aftenen igennem kom flere folk til og der blev talt og hygget alt imens der blev smagt på alle de spændende retter. Atter i år blev Smag Verden en kæmpesucces, der sikkert godt kunne gentages næste år. 

Jo-Jo

Vellykket fælles klubhyggedag hos Østervrå Petanque

0

ØSTERVRÅ: En helt fast tradition er den årlige Klubdag i Østervrå Petanque, som endnu en gang havde samlet rigtig god tilslutning på anlægget ved Bredgade. 

24 af klubbens 28 medlemmer hyggede sig først med en times spil, inden den medbragte kaffe blev nydt til Jyttes populære og meget lækre hjemmebag. Spillet blev genoptaget, og efter nogle intense, spændende – og selvfølgelig venskabelige dyster, var det blevet tid til fællesspisning. 

Meny havde leveret lækkert smørrebrød, og købmanden havde været i vinkælderen og fundet nogle flasker rosévin, som blev nydt i et flot og solrigtig augustvejr. – Vi har altid plads til flere nye medlemmer, fortæller Inga Jensen fra Østervrå Petanque, man møder blot på enten mandag eller torsdag. 

ÅB