Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Stor opbakning til ØVI – mere end 100.000 kr. i støtte

Der er grund til glæde i Østervrå Idrætsforening (ØVI). Foreningen har den seneste tid modtaget en række tilsagn om støtte fra fonde, sponsorater og støtteforeningen for mere end 100.000 kr. Dertil kommer værdien af nyt klubtøj til svømmeafdelingen. 

ØSTERVRÅ: En stor del af støtten går til ØVI Svømning, som har fået tilsagn om 50.000 kroner fra Nord Energi Fonden. Pengene skal bruges til nye redskaber og aktiviteter, der skal være med til at udvikle tilbuddene i svømmehallen for både børn og voksne.

Også Sparekassen Danmark Jerslev Fonden har støttet svømmeafdelingen med et tilsagn på op til 35.826 kroner til udvikling og nye aktiviteter.

Samtidig har ØVIs Venner støttet med nyt klubtøj. Tøjet skal styrke den fælles identitet og samtidig gøre ØVI mere synlig ved træning, stævner og andre aktiviteter.

Støtte til hele ØVI
Opbakningen rækker dog langt ud over svømmeafdelingen. Sparekassen Danmark i Tårs har givet ØVI et sponsorat på 15.000 kroner, som går til foreningen, og dermed til det brede arbejde med at skabe gode rammer og aktiviteter på tværs af afdelingerne.

Nyt initiativ
Et andet eksempel på, hvordan støtten til ØVI kan omsættes til et helt nyt initiativ – er en boldkasse ved Multibanen på stadion. Karlsen Byg har sponsoreret selve kassen, mens Høyrup har fyldt den med bolde.

Boldkassen skal gøre det nemt for børn, unge og andre brugere af stadion at sætte et boldspil i gang og være aktive. Der følger dog en enkel regel med: Boldene skal passes på og lægges tilbage i kassen efter brug.

– Boldkassen er egentlig et meget godt billede på, hvad vi gerne vil med den støtte, vi får. Tingene skal ikke bare stå på en hylde eller pengene på en konto. De skal ud, hvor medlemmerne og borgerne er, og skabe aktivitet og fællesskab, understreger formand for ØVI’s hovedbestyrelse, Steffen Christiansen.

Skulderklap
For ØVI er støtten ikke kun et økonomisk løft. Den er også et vigtigt skulderklap til de mange frivillige, der hver uge lægger kræfter i foreningen.

– Vi er enormt glade for den støtte, vi oplever. Noget går direkte til en bestemt afdeling som eksempelvis svømning, mens andet kan bruges bredere i ØVI. Fælles for det hele er, at det giver os mulighed for at skabe mere aktivitet og bedre tilbud til vores medlemmer, siger Steffen Stenbak Christiansen.

Han fremhæver samtidig betydningen af det lokale samarbejde mellem forening, fonde, virksomheder og støtteforeninger.

– En forening som ØVI lever først og fremmest af frivillige kræfter, men når fonde, sponsorer og lokale aktører samtidig vil bakke op, kan vi løfte endnu mere. Det er vi både stolte af og meget taknemmelige for, slutter Steffen Stenbak Christiansen.

ÅB

Populære artikler