Det blev et særdeles vellykket gravel cykelløb, der lørdag løb af stablen med start og mål på Nordturn Arena i Flauenskjold.
FLAUENSKJOLD: Løbet, som var navngivet The Wolf, var et UCI gravelløb i World Series Qualifier, Nordisk Mesterskab og 3. afd. af DCU Cykelgear Gravel Cup og havde deltagelse af hele 15 nationer.
Altså hele tre prestigefyldte løb samlet på en dag. Der blev kørt på en 54 km lang rundstrækning i og omkring Flauenskjold, Storskoven og Jyske Ås. Ruten skulle passeres tre gange for de fleste aldersgrupper. Og med deltagelse af over 300 ryttere, og dertil hørende hjælpere, familie og andre interesserede, var der fyldt godt op på stadion i Flauenskjold.
I start- og målområdet var der opstillet en række stande med cykeludstyr, og der var også sørget for krea-telt og hoppeborg til børnene. Foruden at der var rig mulighed for at forsyne sig med mad og drikke.
Som sagt forløb løbet særdeles godt, og der var stor ros til alle de 100 frivillige fra løbsledelsen og fra mange af deltagerne, for afviklingen af arrangementet.
Flauenskjold er allerede udpeget til at afvikle et tilsvarende gravelløb i 2027, nærmere bestemt lørdag den 12. juni.
Tekst og fotos: IS




