Onsdag den 23. marts. Soldaterne kalder hende Mamma Doc, andre har givet hende navnet Rambo, og hendes afdøde ægtemand kaldte hende Tigerdyret. 

På sit ene ben har hun en tatovering af en spurv, fordi det er sådan, hun ser sig selv: som en lille uanselig fugl, der skal flyve frit − for hvis man holder fast på hende, så dør hun. Wiera Malama Jensen hedder hun. Jensen, fordi hun er blevet gift med Bjarne. Før hed hun Lorentzen. Hun bor udenfor Sæby sammen med sin nye mand, Bjarne, to hunde, en kat og dusinvis af høns, der ligesom Wiera er noget for sig. Wiera blev født i Polen for 65 år siden. Hendes mor var læge, og som 3-årig orienterede Wiera sine forældre om, at hun også ville være læge og hjælpe andre mennesker, og sådan blev det. Hele sit voksne liv har hun været læge, og hun er også krigslæge. Den mest erfarne i Danmark, for hun har været udsendt 10 gange. Hun var med i krigen på Balkan, senere har hun været i Irak, Kosovo og Afghanistan. Hun har set meget, som ingen burde se, hun har hjulpet de danske soldater og reddet krigens ofre, de civile, børn og kvinder. Hun har medaljer nok til at dekorere hele stuen, hun har udmærkelser, billeder og minder fra et ganske ualmindeligt liv. Da vi var små børn i Polen, blev min bror og jeg kaldt for jødesmovs og russersvin, og vi blev slået. Første gang, vi løb ind til vores mor og fortalte det, sagde hun til os: ”I må aldrig finde jer i det. I skal ikke løbe hjem og græde. I skal slå tilbage.” Det har jeg så gjort siden, fortæller Wiera. Hun og hendes familie flygtede til Danmark, da hun var teenager. Forældrene lærte dansk på intensiv sprogskole, for Wieras mor ønskede at arbejde i sit nye fædreland. Efter tre måneder fik moren ulønnet arbejde på Rigshospitalet i København, siden tog hun de danske eksamener og fik arbejde som læge, indtil hun gik på pension. Wieras forældre gav deres datter en stærk vilje til at klare sig selv. Som Wiera siger i dag: − Hvis man er utilfreds med sit liv, må man lave det om. Det har hun selv gjort mere end én gang. Hun blev uddannet læge, gift og fik tre sønner. Hun sled i det for at få både familieliv og karriere til at hænge sammen, men det var svært, når hun konstant blev sendt til forskellige steder i Danmark, fordi man på det tidspunkt ikke kunne give de nyuddannede læger andet end tidsbegrænsede stillinger. En dag i 1993, da hun var 39 år, havde hun fået nok og søgte ind til Forsvaret. Hun var tiltrukket af jobmulighederne inden for Flyvevåbnet og Søværnet og ville gerne deltage i redningsaktioner til søs. Desuden var der jo også muligheden for at blive sendt ud sammen med soldaterne for at deltage i fredsbevarende missioner. I 1994 kom hun på sin første mission i Krajina, der dengang tilhørte Serbien, og senere kom til at høre til Kroatien. Her arbejdede hun som læge, mens kuglerne fløj hende om ørerne, hun blev truet med våben, og hun lærte selv at bruge våben. Hun reddede liv − og hun mistede unge soldater, som kunne have været hendes egne sønner. − Soldaterne var jo bare unge mænd, som var sendt ud for at hjælpe og være med til at sikre freden. Så opdagede de, at de var deltagere i en krig, hvor de intet kunne gøre, fordi de skulle være neutrale. De unge mænd fik det, vi senere kender som PTSD (posttraumatisk stresssyndrom, red.), fortæller hun. − Mange oplevede mere, end et menneske kan bære, og Forsvaret og Danmark var slet, slet  ikke klar til at give dem den hjælp, de havde brug for. De første udsendte fik aldrig den psykologhjælp, de skulle have haft. Derfor har vi veteraner i Danmark, som er skadet på krop og sjæl resten af deres liv, siger Wiera, som er kendt for sin kamp for at hjælpe Danmarks veteraner, og som aldrig lagde skjul på sin mening, da hun var udsendt. Hun fik også selv PTSD, men det varede en tid, inden hun erkendte det. Hun var jo bare læge, som hun siger… KOM OG HØR RESTEN AF HISTORIEN! 

Honoraret for foredraget giver Wiera videre til ”Projekt Østbørn”, der støtter børnehjem og et plejehjem i et af de fattigste områder i det sydøstlige Polen.