ØSTERVRÅ: Der blev skruet godt op for både guitarer og stemning, da Musikforeningen Brinken lørdag den 15. august igen inviterede til Maskinhus Rock i Østervrå.
Fem bands var på programmet, og musikalsk blev det en særdeles vellykket dag. Fra første band gik på scenen og til de sidste toner lød sent på aftenen, blev publikum præsenteret for virkelig høj kvalitet fra hele feltet.
De unge musikere i Strømsvigt fik lov til at åbne årets Maskinhus Rock. Bandet består af en flok gymnasievenner fra Brønderslev og omegn, og de unge musikere spiller deres egne numre og de viste, at de sagtens kunne være med på en dag med måske lidt mere rutinerede kræfter på plakaten.
Herefter blev der skruet op for den tungere rock, da Ozzy Tribute indtog scenen. Her var det et gensyn med Martin Axelgaard fra Østervrå, som tidligere har optrådt til Masinhus Rock. Han er nemlig forsanger i bandet og de tog afsæt i Ozzy Osbournes rockunivers.
TØT City Band fortsatte musikdagen, og leverede som altid alle de gode hits i deres egne fortolkninger. Som en lille overraskelse i år, inviterede TCB midt i deres optræden Martin Axelgaard på scenen til at synge et af numrene fra hans CD fra 2010 ”Alive” og man kan jo kun undre sig over, at de ikke spiller hans musik i radioen. Efter TCB kom Beatles-musikken i centrum med HELP, der tog publikum med tilbage til nogle af rock- og pophistoriens mest kendte melodier.
Sidste liveband på scenen var Straight, som ligeledes havde lokal repræsentation med Kristian Larsen fra Thorshøj på guitar og sang og leverede gedigen pop- og rockmusik for alle aldre. Dermed var der gennem hele dagen en fin blanding af nordjyske bands med forskellige stile og med musikere fra lokalområdet.
Fælles for de fem optrædende var, at niveauet var højt, og publikum fik langt mere end blot hyggelig baggrundsmusik.
Når der ikke var levende musik fra scenen, sørgede DJ bAsbjørn for musikken.
Maskinhus Rock blev afholdt på Brinken 10 og var arrangeret af Musikforeningen Brinken. Arrangementet er en tilbagevendende sommerbegivenhed i Østervrå, hvor levende musik og lokale kræfter er i centrum, og også i år blev det en stor publikumsucces med omkring 250 gæster.
KØH2




