
Hvordan får man flere borgere til at tage del i demokratiet – og samtidig skabe ægte dialog mellem vælgere og lokalpolitikere?
Det spørgsmål forsøger FOF Vendsyssel at svare på med arrangementet “Valgaften på højskolemanér”, der afholdes torsdag den 13. november i Kulturcenter Vendsyssel i Sæsing.
Aftenen sætter fokus på nærvær, samtale og demokratisk dannelse. Her får deltagerne mulighed for at møde lokale kommunalpolitikere i en anderledes og levende ramme. Valgaftenen begynder med fællessang, et kort oplæg om højskolens rolle i folkeoplysningen og herefter en række debatsaloner med temaer hentet fra hverdagen: miljø, unge, ældre, familier, sundhed, bosætning, jobs og tryghed.
Ved hvert bord sidder en kommunalpolitiker, som kort præsenterer sit emne, hvorefter der åbnes for spørgsmål og debat i mindre grupper. Efter en kort pause kan deltagerne rykke videre til en ny salon og nye emner.
Ordstyrer er Anders Bloksgaard, direktør for Limfjordsmuseet og erfaren moderator fra blandt andet Kulturmødet på Mors.
Formålet med valgaftenen er at skabe debat i øjenhøjde – i klassisk grundtvigsk ånd. Her handler det ikke om hurtige overskrifter, men om at lytte, reflektere og blive klogere sammen.
– Demokratiets bæredygtighed afhænger af, at vi alle deltager aktivt, lyder det fra arrangørerne, der håber, at valgaftenen vil give deltagerne mod på at engagere sig og tage stilling.
SEB




