Humor som værktøj til glæde i hverdagen

Hurra for humor i hverdagen!
Karen Marie Lillelund gæstede tirsdag den 4. november Østervrå Kulturhus. Det samme gjorde de 175 forventningsfulde tilhørere, der havde købt billet – og vi blev ikke skuffede.
Humor er IKKE det samme som positivitet, sagde KML blandt andet. Humor er en intelligens, der kan udvikles og trænes, og det foregår alt sammen i ens hoved, man skal turde se det skæve i hverdagen, turde kommentere det og have modet til at dele det. Der er ikke noget værre end selvhøjtidelige mennesker, der ikke kan eller vil se deres egne fejltrin.
Det handler alt sammen om at få hinanden til at trække på smilebåndene og bryde ud i latter eller bare en lille haha.
Der er lavet statistikker på det, og vores samtale i Danmark er for nedadgående. I bussen, på gaden og i butikkerne. I en fransk palør står fx, at det er en god idé at hilse på personalet i butikkerne når man kommer til Frankrig – hilse ordentligt – ikke bare grynte lidt, som vi gør i Danmark – andet anses for ubehøvlet.
Det er også lige så godt at grine, som at dyrke (anden) motion, påstod KML. Tænk bare på de ømme mavemuskler, når I virkelig har grinet igennem, og det er da sjovere at grine, end at lave mavetræning på en måtte.
Humor kan trænes. Jeres hjerne er efter puberteten udviklet til at være 1/2 tante skrap og sur og 1/2 onkel plat og sjov. I skal dyrke og udvikle onkelsiden, sagde hun. Man kan øve sig i det. Øve sig i at misforstå og joke med det, der kan misforstås også selvom man har forstået det.
Tag selv initiativ
Karen-Marie Lillelund inspirerede til at skabe mere glæde og humor ved selv at tage initiativ. Hun brugte konkrete eksempler og sine egne observationer fra dagliglivet til at vise, hvordan man kan finde det sjove, både på arbejdspladsen, i parforholdet og i privatlivet. Foredraget fokuserede på at øge den personlige kommunikation og lattermildhed for at overkomme svære øjeblikke og gøre hverdagen bedre.
Det handler om
At skabe mere humor i hverdagen gennem personligt initiativ i stedet for at vente på, at andre gør det.
At bruge humor som et værktøj til at forbedre kommunikationen, både i arbejdslivet og i livet generelt.
Metoder og fokus
Konkrete eksempler fra dagligdagen til at illustrere, hvordan man kan finde humor.
At være bevidst om de signaler, man sender, og afkode dem, man modtager.
At lære at sortere i ”kampe” og øge lattermildheden.
At grine af sig selv og sine egne oplevelser sammen med andre.
Hvorfor det er relevant
Humor er en efterspurgt egenskab, men i stedet for kun at håbe på, at andre er sjove, kan man selv blive en del af løsningen.
Foredraget var en hjælp til at gøre de gode dage bedre og gav redskaber til at liste humor ind i de sværeste øjeblikke.
Træningen starter
Stemningen efter foredraget var let og blid, da man defilerede ud i den milde efterårsaften – nå ja, stadig med et smil på læben. Mange måske på vej hjem og træne…
Foredraget var arrangeret af FOF i samarbejde med Østervrå Bibliotek og Østervrå Idræts- og Kulturcenter.
KØH2

