Tirsdagstræf om “Tyskerbørns” historie og vilkår
Pensioneret lærer og tidligere næstformand i Danske Krigsbørns Forening, Henny Vestergaard Granum fra Ringkøbing fortæller om de børn, som blev resultatet af mødet mellem tyske soldater og danske piger under 2. Verdenskrig. En beretning, som også kommer med en meget personlig historie.
Hvor der er krige, fødes der altid børn med forældre fra de stridende parter. Såvel under som efter krigen, har (lokal)samfundet svært ved at håndtere sådanne ”i seng med fjenden”-forhold, og det er ikke mindre problematisk for lovgivningen.
Konsekvenserne for disse børn, der jo ikke selv har valgt deres forældre, kan være traumatiske.
Henny V. Granum kommer i sit foredrag ind på flere emner bl.a. tyskerpigernes vilkår, da pigerne var på vej til at blive mødre. Tyskerbørnenes generelt kaotiske opvækst, der ydermere også prægedes af mødrenes hårdnakkede tavshed om det fædrene ophav, samt statens håndtering af de dansk/tyske faderskabssager.
Foredraget bliver afrundet med en personlig beretning om en barndom fuld af hemmeligheder, løgne og halve sandheder, og som ung tager Henny V. Granum til Tyskland for at opsøge sin far…
Hvad der kom ud af det, kan du høre mere om til Tirsdagstræf den 24. september i Østervrå Frikirke på Hjørringvej 435, hvor der vil være fri entré, og mulighed for at købe kaffe og kage i pause.
ÅB