Torslev Skole rækker ud til Østervrås erhvervsdrivende
Skoleleder Mads Vejen har sendt en bøn til det lokale erhvervsliv i Østervrå og omegn med ønske om en større tilknytning og samarbejde. Skolen har brug for at lokale virksomheder vil oprette sig som praktiksted for de elever, der har brug for at komme ud og smage på virkeligheden en hel eller halv dag om ugen.
Det er ikke alle elever, der går den direkte vej gennem folkeskolen, nogle har brug for noget andet, og her kan en praktik være en mulighed, men det er ikke helt let. – Vi vil gerne give eleverne mulighed for et afbræk fra skolebænken, men når eleverne skal finde praktikpladser, kan vi p.t. ikke finde nogle virksomheder i Østervrå og omegn, som er tilknyttet som praktiksted inde på Frederikshavn Kommunes Erhvervspraktiksted, forklarer Mads Vejen. Derfor har skolelederen, med hjælp fra Østervrå Handel- og Erhvervsforening, taget kontakt til mere end 30 lokale virksomheder med en bøn om hjælp. – Vi har en ambition om at give vores unge mennesker i Østervrå en mulighed for at komme i lokal praktik, og ikke kun søge mod Frederikshavn og Sæby. Der er flere fordele ved at de unge er i praktik lokalt. De bliver i vores lokalområde og får deres første erhvervsmæssige erfaringer. De kender måske ovenikøbet de lokale forhold, og kan også selv transporterer sig til og fra praktikpladsen, understreger skolelederen.
Gode erfaringer
Torslev Skole har allerede nu enkelte aftaler bl.a. med et landbrug og en lokal virksomhed, hvor elever er ude af skolen en halv eller hel dag om ugen, og de øvrige dage er de på skolen og deltager i undervisningen sammen med deres klassekammerater. – Vores erfaring med praktikopholdene er rigtig positiv, fordi kombinationen i mødet med virkeligheden i et job gør de unge trives bedre og er meget mere motiveret for at modtage undervisningen, fortæller Mads Vejen.
Tre fredage
De virksomheder, der gerne vil være praktiksted, skal registreres i Frederikshavn Kommunes Erhvervspraktiksted, og her stiller skolen sig til rådighed med hjælp til registreringen. – Vi inviterer på en fyraftensvand og hjælp med oprettelse på tre udvalget fredage, og det kunne også være en anledning til at få en god dialog om, hvordan sådan en praktikaftale kan strikkes sammen, oplyser skolelederen og fortsætter. Jeg har allerede fået et par positive reaktioner på min henvendelse til virksomhederne, og måske er der andre, som jeg ikke har nået, og dem hører vi også meget gerne fra.
Målsætning
På Torslev Skole arbejder man efter Den mangfoldige Folkeskoles formål, hvor det handler om at skabe deltagelsesmuligheder for alle. Målsætningen på Torslev Skole er, at eleverne går ud af skolen klar til at fortsætte på en videregående uddannelse eller i et job. Der er nemlig brug for, at de unge, der går ud af skolen, ikke kun læser videre, men også går i andre retninger – f.eks. en erhvervsuddannelse.
Den omtalte praktik skal ikke forveksles med den praktik, som 8. og 9. klasse er ude i hvert år, den holder skolen stadig fast i.
Ren win win
Lene Havløkke Therkildsen, der er formand for Østervrå Handel- og Erhvervsforening, hilser skolelederens initiativ meget velkommen, og har selv været behjælpelig med mailadresser på alle foreningens medlemmer. – Det er en meget vigtig mission Mads Vejen er på, det handler om succesoplevelser, motivation og trivsel. Ikke alle passer ind eller kan se meningen med folkeskolen og vil hellere ud i erhvervslivet og lave noget med deres hænder, mener Lene H. Therkildsen, der bl.a. har kendskab til den succesfulde ”Ungegarantien” i Hjørring Kommune – en ordning, der er positiv både for den unge og erhvervslivet. Erhvervslivet kan være et afbræk i forhold til en ny start, skoletræthed eller afklaring om fremtidig uddannelse, og kan resultere i at flere unge får øjnene op for og foden indenfor på uddannelse eller arbejdsmarkedet. Vi oplever mangel på håndværkere, derfor har erhvervslivet også et stort ansvar i forhold til at byde de unge velkommen – det kan jo resultere i fremtidens medarbejdere – så set herfra en ren win win, slutter formanden.
ÅB